Kvinden fra St. Jørgensbjerg
Ved Nationalmuseets udgravning af St. Jørgensbjerg kirke i Roskilde fremkom en række skeletfund fra grave, som var anlagt under kirkens gulv. Heri er der intet usædvanligt. Skikken at begrave særligt fornemme personer i kirkerummet er så gammel som kirkerne selv, og den holdt sig indtil lidt efter år 1800, hvor en kongelig forordning i realiteten gjorde ende på den. Det er altså et anseligt tidsrum, kirkegravene omspænder.
Af Vilhelm Møller-Christensen
Blandt skeletterne fra St. Jørgensbjerg var der eet, som frembød ganske særlig interesse. Den døde er en ca 40 år gammel kvinde. Hun har levet i middelalderen og sandsynligvis i dens senere del; nærmere kan gravens alder desværre ikke bestemmes. Skelettet bærer mærker efter en vel udført amputation af højre underben. Fundet bliver herved et medicinhistorisk unikum. Det er - vistnok - første gang noget sådant er iagttaget på et dansk middelalderskelet.
Kvinden har været lille af vækst, kun 152 cm. Hun var begravet på traditionel måde, liggende pa ryggen med hovedet i vest. Skelettet lå lidt skråt i graven, hvilket tyder på, at der har været vanskeligheder med at få liget placeret i den smalle grav. Hænderne har sikkert oprindelig ligget samlet over bækkenpartiet; men den venstre arm var nu gledet ned til siden.
Amputationen er foretaget ved skrå afsavning af knoglerne 5 cm over fodleddet. Knoglenydannelse på amputationsstedet er udtryk for, at patienten har overlevet indgrebet i nogen tid. Der sporedes et betydeligt knoglesvind i de tilbageværende dele af underbensknoglerne. Det kan være fremkaldt af den lidelse, som har foranlediget amputationen, men er vel navnlig en følge af denne. En brugbar protese synes ikke at have været i anvendelse. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Titelvignetten efter fotografi ca 1870. Tegning Anders Glob.
Fig. 2. Skelettets højre ben lå i en unaturlig stilling. Det var bøjet i knæleddet - så meget som overhovedet muligt - sådan at underbenet lå under lårbenet. Foden og nederste del af underbenet manglede og har ikke været med i graven.
Det kirurgiske indgreb, som denne artikel omhandler, kan i medicinens historie følges helt tilbage til tiden før Kristi fødsel. Græske og romerske læger har angivet metoder, som stort set holdt sig uforandrede gennem 1500 år. Blandt den sene middelalders kendteste kirurger var Hans von Gerssdorff - også kaldet Schielhans (Skelehans). Han var sårlæge i Strassburg omkring år 1500. Hans bog »Feldbuch der Wundarznei« er velskrevet og rigt illustreret og bygger pa 40 års erfaring som krigskirurg og sårlæge. Da kvinden fra St. Jørgensbjerg antagelig har levet i en tid, som ikke er Gerssdorffs fjern, skal her i korthed gengives, hvad denne erfarne og sobre mester, der havde »afsnittet et hundrede lemmer eller to«, skriver om underbensamputation. Han omtaler den som en sidste udvej for patienter, der er angrebet af »varm eller kold brand«. (Fig. 3)
Fig. 3. UDGRAVNINGEN PÅ ST. JØRGENSBJERG
Det i artiklen omtalte skeletfund or en detaille af en stor arkæologisk undersøgelse foretaget i St. Jørgensbjerg kirke og nylig beskrevet af udgravningens leder, museumsinspektør Olaf Olsen, i Årbøger for nordisk Oldkyndighed 1960.
Under kirken fandtes rester af en ældre frådstenskirke. Den er bygget over resterne af en udjævnet gravhøj fra bronzealderen; men det skyldes sikkert en tilfældighed. Der er træk, som viser, at den ældste kirke ma være opført af engelske håndværkere. Det ma være sket omkring 1040, og kirken hører altså til vore alleræld- ste stenkirker. Nar dateringen kan fastslås så nøjagtigt, skyldes det, at der under kirkens fundament var nedlagt et »bygningsoffer« bestående af 110 sølvmønter, hvoraf 61 var fra Hardeknuds tid, men ingen yngre.
Der fandtes 37 grave - mere eller mindre velbevarede - og mængder af løse knogler. Af gravene kan 10 henføres til middelalderen. De var lidet dybe og påfaldende smalle. Der var ikke sikre spor af kister i disse grave, kun formuldede rester af ligbårer og af klæde, som de døde har været svøbt i. I alle de yngre grave var der derimod fyrretræskister.
Nær ved kirken lå Roskilde St. Jørgensgård (spedalskhedshospitalet). Den har lånt kirken sit navn, men om nogen direkte tilknytning mellem kirke og hospital synes der ikke at være tale.
To af de fundne skeletter kunne identificeres. Nar graven på billedet ovenfor kan siges at tilhøre hospitalsforstander Asser Nielsen, skyldes det, at den døde havde fået sit signet med sig. Signetet, der ligeledes er afbildet ovenfor, bærer indskriften s'asserus nicolai (Asser Nielsens segl). I Rigsarkivet findes et dokument, ved hvis besegling det i graven fundne segl har været benyttet. I dokumentet tilkendegiver Asser Nielsen at have solgt sin gård i Roskilde til dronning Dorothea. Det er dateret 18. maj 1456.
For at kirurgen kan få lykke til arbejdet, skal han allerførst indtrængende bede patienten overgive sig til gud og bekende sine synder og hellere fylde sit hjerte med taksigelse end med beklagelse.
Arbejdet begynder med, at kirurgen gør sine remedier parat og anbringer saks, kniv, sav, åreladebind, æg og alt, hvad han skal bruge til operationen, inden for rækkevidde. Derpå lader han en hjælper trække huden kraftigt tilbage fra amputationsstedet og binder den stramt fast ved hjælp af to åreladebind, et over og et under amputationsstedet. Mellem bindene skal cirkelsnittet lægges. »Dette snit er sikkert«, skriver Gerssdorff. »Det går lige igennem og giver en pæn stump«. Når snittet er ført, oversaves knoglen. Dernæst fjerner man bindet, trækker huden ned over knoglestumpen, dækker kødet med et vådt stykke og hæver benet højt i vejret. Dernæst lægger man det våde stykke så fast på kødet, at knoglen dækkes, og forbinder med et to fingre bredt bind. Blodstandsende midler lægges på såret, og blæren af en okse eller et svin trækkes over benstumpen og bindes fast, og så behøver man ikke at bekymre sig mere om blødningen.
I midten af 1500-tallet genindfører renaissancens store kirurg Ambroise Paré underbinding af blødende kar - en metode som efterhånden var gået af brug. »Jeg bekender her frivilligt og med stor sorg«, skriver han, »at jeg tidligere efter fuldført amputation ligesom de andre kirurger har båret mig ad på en helt anden måde, nemlig at jeg, straks efter at lemmet var afskåret, har anvendt flere slags cauterier, såvel brændejern som ætsmidler, til at standse blødningen, en fremgangsmåde, hvis blotte omtale er noget grusomt og forfærdeligt --. Derfor tilråder jeg den unge kirurg at undgå en sådan grusomhed og umenneskelighed og hellere anvende den fremgangsmåde, som det har behaget gud at lade mig opdage«.
Amputation var ikke alene et smertefuldt, men tillige et livsfarligt indgreb. Mange døde af sårinfektion, især på hospitalerne, hvor forholdene kunne være sådan, at kun ca en tredjedel af patienterne slap fra det med livet. Ved antiseptikkens indførelse i midten af forrige århundrede ændredes dette billede totalt. (Fig. 4)
Fig. 4. Røntgenbillede af skelettets højre underben. De to oversavede knogleender er vokset sammen.
I St. Jørgensbjerg kirke blev der altsä i middelalderen begravet en ca 40-årig kvinde, der nogen tid - måske et par måneder – før hun døde, havde fået højre underben amputeret. Hvem var hun? Hvad fejlede hun? Hvem opererede hende? (Fig. 5)
Fig. 5. Såvel billedet som verset stammer fra Hans von Gerssdorff’s »Feldbuch der Wundarznei«, der udkom første gang 1517 og senere i mange oplag. Kirurgen på billedet har netop oversavet knoglerne. Hjælperen tager imod, og blodet sprøjter ned i baljen. På feltskærkisten i forgrunden ligger operationskniven og et åreladebind. Patienten er tilsyneladende bevidstløs. Gerssdorff, der ellers ikke var tilhænger af nogen form for narkose, angiver ikke desto mindre en udførlig recept på en sovedrik. Man præparerer en svamp med en opløsning af opium, natskyggebær etc., hvorefter den tørres. Når svampen skal bruges, dypper man den i varmt vand og lader patienten suge på den i ca 10 minutter, hvorefter han sover ind. Opium alene må ikke anvendes, fordi patienterne da ofte bliver afsindige. Når patienten skal vækkes, skal man bruge en på anden måde præpareret svamp og desuden gnide ham pa næsen. - Som blodstandsende middel anbefaler Gerssdorff et pulver af ulæsket kalk, svovlsyre, alun, galæbler, sort beg m.m. Dertil sættes et kvantum pulveriseret kranium samt de hvide hår fra bugen af forskellige dyr.
Hun er ukendt, men da hun fik sin grav inde i kirken, har hun antagelig tilhørt det bedre borgerskab. Sygdommens art havde sandsynligvis kunnet bestemmes, hvis man havde været i besiddelse af de amputerede knoglestykker. Som det nu er, er der flere muligheder; men det bør nævnes, at visse patologiske forandringer ved skelettet kunne tyde på, at kvinden har været spedalsk i denne sygdoms tubercoloide form. Tilfældet kan være blevet kompliceret med koldbrand - en lidelse som i middelalderen ofte blev behandlet ved amputation. Kvinden har dog næppe af sin samtid været anset for spedalsk.
Amputationen synes foretaget af en mand af faget. Arbejdet er dygtigt udført uden splintring af knoglerne, og da kvinden har levet nogen tid efter operationen, må denne betegnes som vellykket. En anset kirurg kan være blevet tilkaldt af en formående ægtefælle. Blandt Roskildes talrige præster og munke, hvoraf mange har været lægekyndige, skal mesteren næppe søges. Det var forbudt middelalderens gejstlige at foretage blodige operationer.
