Kvadrat grav

Den yngre stenalder er vel, måske lige med undtagelse af vikingetiden, den af oldtidens perioder, der kan opvise den største rigdom på mærkelige og komplicerede gravformer. Fra først af har man ganske vist klaret sig med simple jordgrave, som dem man brugte i tiden før, men snart dukker dyssernes og jættestuernes store stenkamre op, og vestligt i landet udvikler sig en mærkelig gravform, hvor de døde anbringes under store, aflange stentæpper (se Skalk 1963:3). En karakteristisk, lav jordhøj, som ofte dækker over adskillige grave, kommer til landet med enkeltgravsfolket, og ud af mødet mellem hjemlig og fremmed gravskik opstår et yderst broget billede, som kendetegner stenalderens slutfase, den såkaldte dolktid, som Tønning-graven tilhører. Gamle gravanlæg genbenyttes, samtidig med at der bygges nye høje, snart af jord, snart af sten. Større og mindre stenkister benyttes, og fladmarksgrave forekommer. De enkelte grave har mange individuelle former: stendyngegrave, dybe skaktagtige grave, bulkistegrave -.

Tønninganlægget blev opdaget i trediverne, da man under nyplantninger i skoven stødte på tætliggende sten, som man ikke tidligere havde haft kendskab til. På denne tid havde skoven altså tilendebragt en naturlig tildækningsproces, der har stået på i omtrent tre og et halvt årtusinde, og det er sikkert skovens tilstedeværelse, som vi kan takke for oldtidsmindets bevarelse. Allerede ved opdagelsen forsøgte interesserede folk at klargøre sig meningen med de mange sten under jordoverfladen, men da fundene var karrige og stenene mange, strandede dette forsøg af sig selv. I de følgende år blev der nu og da hentet sten i dyngen til brug i skovvejene; det var naturligvis uheldigt, men skaderne herved var dog ikke fatale. Det var stadig muligt at nå frem til et klart billede af anlæggets oprindelige udseende, da den planmæssige udgravning kom igang. (Fig. 2)