Kunstkammeret

Museet, som dette år fejrer 150-års fødselsdag, var ikke udsprunget fikst og færdigt af professor Nyerups pande. Det havde en farverig forgænger, et museum af en anden, mere broget art, end vi kender det nu til dags.

Af Harald Andersen

Billede

Fig. 1: Ingen beskrivelse

Kirkens lange kvælertag om videnskaben var losnet. Det var igen tilladeligt med friske sanser at studere naturen. Som en frugt heraf kom det på moden at velhavende mænd, først og fremmest fyrster og adelige, indrettede sig kunst- og naturaliekabinetter. Danmark fik sit "kongelige Kunstkammer", da en samler kom på tronen, Frederik d. 3. i Kunstkammeret havde til en begyndelse til huse på Københavns slot, men fik det efterhånden for trangt, hovedsagelig vel nok på grund af indlemmelsen af lægen og oldforskeren Ole Worms righoldige samling. Under Kristian d. 5., der havde arvet faderens samling, men ildte helt hans interesse for den, blev Kunstkammeret derfor flyttet til en nyopført bygning — den samme, hvor rigsarkivet idag har til huse. Her var det, at tyven Heidenreich den ulykkelige nat mellem 4 og 5. maj 1802 brod ind og bortstjal samlingens største skat, guldhornene - og her udåndede det gamle museum nogle år senere efter en længere dødskamp og lod yngre, videnskabsprægede arvinger om at dele boet.

Kunstkammeret var efter moderne opfattelse et noget blandet foretagende, på eengang museum for kunst, naturhistorie, arkæologi, etnografi og adskillige andre fagområder, hvad der set med vore Øjne giver det berettigelse. Men dertil kommer store mængder af rariteter, som vi må opfatte som det rene bras, men som for datidens mennesker var en kilde til undren og eftertanke. Til det ældste kunstkammers største sjældenheder horte således et hjortegevir indvokset i et stykke træ og et æg, som en kvinde sagdes at have lagt. Somme af disse genstande kan rumme mærkelige, makabre tidsbilleder, som f.eks. Sko lavet af huden af en 12 års pige, som havde dræbt sit barn.

Der findes endnu fortegnelser over Kunstkammerets herligheder. Nedenstående er et ubetydeligt udvalg af en af disse gamle lister.

Et underlig voxen støche Træ, ligner nogenlunde en Løve.
Skinnebenet (som formenis) af en Kempe.
En stor Indiansch bønne.
Rumpen af en Elephant.
En knortred, ubekient gewext.
Et lidet quindfolkis brystbillede af gyps.
Hoffvet panden af en Løwe som højlofflig Ihukonmelse Christianus 4tus haffver skiødt ihiel.
En Norsk Muus, som regner ned fra Himlen, kaldis Lemning.
En kylling med trende hoffveder. Haanden af en Mumia.
En busk Haar med huden ved, som en haffver reffvet af en andens hoffvet i vrede.
En balsameret Edderkoppe.

Billede

Fig. 2: Får med horn i siden

Adskillige Nyre og blærestene. Sceleton af en hane, som menis at have giort et eg.
Et dødninge Hoffved.
En eske med adskillige insectis udi.
Tvende smaa Crocodiler som hal ver veret leffvendis i Københafvn. Sex søe—støcher.

Billede

Fig. 3: Forstenet barn

Et støche med nogle druchen bønder paa.
2 Chineske Afguder.
En taffle med nogle indviclede bogstaffver.
En stoel, som slaaer sammen naar nogen sætter sig.
En Mands Contrafei, som haffver leffvet i 120 Aar.
En Dame af gips som soffver hvoraf det ene been er itu.
Et flaed Menniske af gips.
En Morian med en Hatt med en feer udi.
En rød Bog.
Får med et horn i siden.
En Satyrus af Elphenbeen som løber bort med et nøget Quindfolk med en hund.
Et lidet barn af gips med en kat i sin skjorte.

Ovenstående udvalg har måske fået en smule slagside i retning af det snurrige, men giver dog et indtryk af Kunstkammerets alsidighed og sans for det sære. Interesserede kan henvises til H. C. Bering Lüsbergs bog i Kunstkammeret (Kbhn.1897), hvorfra ovenstående er hentet.

Endnu findes der i Danmark enkelte offentligt tilgængelige "museer" af samme art som Kunstkammeret. De er skabt af samleglade mænd af folket. Man kan smile ad deres rariteter, men må ikke glemme, at det var af den slags folk og den slags samlinger, vor videnskab udsprang.
Hvad bliver der af et sådant museum, når dets ejer og skaber ikke er mere? Som oftest vil det blive likvideret af alt for kloge mænd, som frasorterer de få ting af værdi og kasserer resten, glemmende, at her er det museet som helhed, der er museumsgenstanden. Man kunne ønske sig en sådan samling bevaret og opstillet i et par rum for sig selv i et af vore større museer. Det lille stykke museumshistorie i museet ville være sikker på publikums yndest.

At nye "kunstkamre" skulle opstå er næppe sandsynligt. Af de rigtige samlere, de renhjertede, de enfoldige (der er salige), er der kun få tilbage.