Kunsten på kroppen

Altai-kongerne blev gravlagt ca 400 år før Kristi fødsel, altså på et tidspunkt, hvor jernalderen netop havde holdt sit indtog i Norden. De tilhører den såkaldte skytiske kultur, hvis fyrstegrave plejer at være rige på guldsmykker, men det er ikke sager af ædelmetal, som udmærker Pazirik-gravene; de er blevet plyndret ret kort efter gravlæggelsen og berøvet alt af håndgribelig værdi. Hvad røverne efterlod var sager, som for dem var værdiløse, men som, set med arkæologiske øjne, er mere værd end guld, nemlig tæpper og træsager, heste og menneskene selv, ting som normalt går til grunde i en grav, men som her er forunderligt velbevarede – og vistnok netop på grund af gravrøvernes aktivitet. Forklaringen er enkel: via plyndringsskakterne er der trængt vand ned i gravkamrene, hvor det er frosset til is, som har indkapslet og konserveret de ellers let forgængelige genstande i permanent dybfrost. Klimaet er køligt her i Altaibjergenes højder, og den sparsomme sommervarme formår kun at tø jorden overfladisk op.

Pazirik-gravene har tømmerbyggede kamre, som er dybt nedgravede, dækket med jord og sten og overbygget med en høj. Den af de seks udgravede høje, som vi her især vil interessere os for, er 40 meter i diameter, men hæver sig kun tre meter over omgivelserne. Tømmerkammeret, som i teknik minder om et norsk blokhus, har loftet beklædt med birkebark, mens væggene, gulvet og kistens indre er dækket med sort filt. Kisten – en udhulet stamme af lærketræ – var mere end fire meter lang og har rummet to personer, mand og kvinde. Gravrøverne har parteret ligene – vel sagtens for at få fat i smykker – så da udgraveren, S. I. Rudenko, i 1948 åbnede kammeret, lå de uden for kisten, fastfrosset i en grumsetgul ismasse. Foruden dybfrosten havde også en balsameringsproces hjulpet til at bevare dem: hjernen og indvoldene var fjernet og erstattet med konserverende planter, hvorefter såret i maven er syet sammen med senetråd. (Fig. 2, fig. 3)