![Skalk logo](/wp-content/uploads/2023/07/SKALK_Ikon-e1688382672809.png)
Kulør
Farvernes historie kan i Danmark følges tilbage til oldtiden, der måske ikke var helt så grå, som man har villet gøre den til, men fundene er sparsomme og lader kun lige ane, hvad der har været. Middelalderen står anderledes farverig med billeder i bøger og på kirke vægge, malede træskulpturer og meget andet. Tidens lærde har skrevet om farverne, og hvad der mangler af oplysning, kan hentes gennem kemiske analyser og andre former for undersøgelser. De anvendte farvestoffer er af meget forskellig oprindelse, hjemlige og fremmede optræder mellem hinanden; de fineste har i dyre domme måttet indforskrives fra fjerne lande. Ser vi imidlertid bort fra kunstnernes frembringelser og vender os mod de farver, som almindelige mennesker brugte på sig selv og deres hjem, forenkles billedet betydeligt, og de hjemlige farvestoffer træder stærkere frem. Visse jordarter havde farvevirkning, dyreriget har ydet sit, men det vigtigste bidrag har dog planterne givet. Til farvning af tekstiler, som spillede en stor rolle, kunne for eksempel bruges planterne krap og vajd, som gav henholdsvis rødt og blåt, galæble, der farvede sort, eller en art af resedafamilien, som tilsat alun udviklede en ren gul farve. At farve tøj var naturligvis kvindearbejde.
Af Redaktionen
1560 blev en professionel farver indkaldt til Danmark, og faget vandt efterhånden udbredelse uden dog at blive organiseret i lav. Håndværkerne kunne deres kram, havde teknisk udstyr og beherskede stoftryk, men slog på ingen måde hjemmefarvningen ud. Den levede videre på de gamle traditioner til langt op i forrige århundrede og gav ofte udmærkede resultater. Plantefarverne var bløde i tonen, lette at stemme sammen og nogenlunde lysægte. Kulørgiverne indsamledes i haven eller i naturen.
Omkring 1860 kom der nye, kemisk fremstillede, farvestoffer i handelen. De falmede for et godt ord og var slemt afsmittende, men det opvejedes af billighed og lethed i brug. Tilmed var de kraftigere i kulørerne, mere strålende end plantefarverne, og ikke mindst det skaffede dem stor popularitet. Hjemmefarvningen tog et kraftigt opsving, men bestemt ikke i kvalitet. Den gamle bondekultur gik mod sin opløsning.