Kronik: RFP

Nej, så var det nemmere i 1903, da indkomstskatten blev indført. Da skulle man blot oplyse hvor meget man tjente, og dermed færdig. Ingen problemer med fradrag og den slags. Og skatten var iøvrigt så lav, at det ingen rigtig betydning havde, om indtægten var lidt større eller mindre.

Og endnu nemmere var det selvfølgelig før indkomstskattens indførelse. Man kan drømme sig tilbage til disse fjerne tider og føle sig næsten som i Paradis.

Men hvordan forholdt det sig egentlig med skatterne i disse såkaldte gode gamle dage?

De første skatter opkrævedes naturligvis af kongen og erlagdes i arbejde eller naturalier. Til rigets forsvar mødte man i leding med udrustning og folk. Når kongen og hans mænd var på rejse rundt i landet, havde man underholdspligt, og dertil kom så arbejdspligten, når samme herre opførte sine borge og befæstninger. Af mange grunde blev det efterhånden upraktisk med disse naturydelser. (Fig. 1) Ledingen blev afløst af en skat i klingende mønt, og også underholds- og arbejdspligten blev erstattet med afgifter (kaldet »stud« og »inne«). (Fig. 2) I tiden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atter- dag blev denne skattemæssige omlægning stort set gennemført overalt, og kongen kunne nu regne med faste beløb i penge. Imidlertid havde man også dengang inflation, afgifterne blev efterhånden mindre og mindre værd. Samtidig var det færre, der betalte. Herre- mændene og deres bønder var nemlig fritaget for skat, og det betød, at mange selvejere gav sig ind under herre- mændene som fæstere. Den skattebetalende del af befolkningen blev efterhånden reduceret til kun 10%.