Kronik: RFP

Nej, så var det nemmere i 1903, da indkomstskatten blev indført. Da skulle man blot oplyse hvor meget man tjente, og dermed færdig. Ingen problemer med fradrag og den slags. Og skatten var iøvrigt så lav, at det ingen rigtig betydning havde, om indtægten var lidt større eller mindre.

Og endnu nemmere var det selvfølgelig før indkomstskattens indførelse. Man kan drømme sig tilbage til disse fjerne tider og føle sig næsten som i Paradis.

Men hvordan forholdt det sig egentlig med skatterne i disse såkaldte gode gamle dage?

De første skatter opkrævedes naturligvis af kongen og erlagdes i arbejde eller naturalier. Til rigets forsvar mødte man i leding med udrustning og folk. Når kongen og hans mænd var på rejse rundt i landet, havde man underholdspligt, og dertil kom så arbejdspligten, når samme herre opførte sine borge og befæstninger. Af mange grunde blev det efterhånden upraktisk med disse naturydelser. (Fig. 1) Ledingen blev afløst af en skat i klingende mønt, og også underholds- og arbejdspligten blev erstattet med afgifter (kaldet »stud« og »inne«). (Fig. 2) I tiden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atter- dag blev denne skattemæssige omlægning stort set gennemført overalt, og kongen kunne nu regne med faste beløb i penge. Imidlertid havde man også dengang inflation, afgifterne blev efterhånden mindre og mindre værd. Samtidig var det færre, der betalte. Herre- mændene og deres bønder var nemlig fritaget for skat, og det betød, at mange selvejere gav sig ind under herre- mændene som fæstere. Den skattebetalende del af befolkningen blev efterhånden reduceret til kun 10%.

Kongens udgifter faldt ikke, tværtimod, så derfor blev det snart nødvendigt at finde på nye former for beskatning. Erik Plovpenning fik sit tilnavn, fordi han udskrev en skat på samtlige plove i landet - altså også dem, der tilhørte adelen. 1282 tvang en kreds af adelsmænd Erik Klipping til at underskrive en håndfæstning, som gav dem mulighed for at holde igen på kongens efter deres mening lidt for hårdhændede udskrivning af ekstraskatter. Men der kom stadig nye til, ofte skatter af ret tilfældig karakter.

Først omkring midten af 1400-årene kom der rigtig system i de »ekstraordinære skatter« (også dengang søgte man at tilsløre den ubehagelige kendsgerning, at nye skatter i reglen kommer for at blive.) I 1457 var der behov for penge til at udruste flåden, og der indførtes en landeskat, som på lagdes alle borgere i riget. Der var altså tale om en nødforanstaltning, men se hvordan det gik.

Det særlige ved denne skat var, at den ikke som tidligere blev udskrevet med et ensartet beløb på alle, men på fire personer ad gangen. Disse fire skatteborgere kaldtes et »læg«, og de heftede solidarisk for skatten, så de bedst stillede kunne blive nødt til at betale for dem, der ikke havde råd. »Den rige hjælpe den fattige«, hed det direkte i de danske skattelove. Efter 1530 blev systemet yderligere forfinet, så det bedre kom til at svare til denne sin hensigt.

Man opdelte folk på landet i en række grupper efter indkomstforhold og graduerede skatten derefter. Det var:

Selvejere
Fæstere
Landhåndværkere
Kongelige ugedagsmænd (arbejdere
på krongodserne)
Husmænd
Tjenestekarle på hel løn
Tjenestekarle på halv løn

En selvejer skulle betale dobbelt takst, en fæster normal takst, en husmand halv takst og en tjenestekarl på halv løn kvart takst. Lægsystemet blev kun opretholdt for selvejere og fæstere, og det blev ændret, sådan at man nu ikke betalte fire, men tyve ad gangen; en snes år senere gik man ned til ti. I de andre grupper blev pengene opkrævet hos hver enkelt, hvad der i og for sig var ganske rimeligt. De var jo lønmodtagere med en fast indtægt, mens der kunne være ret stor forskel på de enkelte selvejeres og fæsteres indkomster.

Hjalp så de rige de fattige? Ja, meget tyder på det. Det interessante er, at dette princip i virkeligheden synes at være opfundet af bønderne selv. Adskillige år før lovfæstelsen havde man i landsbyerne indset det rimelige i, at velhavende betalte for dem, der ikke havde råd.

Den udjævning af skattebyrden, som fandt sted gennem læggene, havde dog sin begrænsning. Tyve fæstere på mager jord havde vanskeligere ved at klare deres forpligtelser end tyve på fed jord. Endnu dengang tænkte ingen på at lade skatten svare til jordens ydeevne. Det princip indførtes først i 1600-årene.

Helt var de gamle naturalie skatter ikke lagt på hylden. Længe påhvilede det således selvejere og fæstere at sørge for flådens forsyning med forskellige levnedsmidler: korn, flæsk, kød, brød, øl og smør; men også denne forpligtelse blev efterhånden afløst af en pengeafgift. Det var til fordel for bønderne, som herved slap for at transportere deres varer over lange afstande. Men det var også en fordel for myndighederne, som var sikrere på at få ordentlige varer, når de betalte for dem. (Fig. 3)

Et par gange forsøgte man at indføre skat på kvæg, men det blev en fiasko, måske fordi forudsætningen var en slags mundtlig selvangivelse. Dyrenes ejere skulle »med ed og oprakte fingre« bekende, hvor mange kreaturer de havde på deres gård og i udleje til fremmede. »Hvis nogen fortier noget af det kvæg, han har, lidet eller meget, skal han deles (det vil sige retsforfølges) og tiltales som en løgner og meneder og straffes derfor som for andre stjålne koster«.

Kvægskatten, der første gang blev udskrevet 1566, menes at være opfundet af Frederik 2.'s iderige finansminister, Peder Oxe, men her havde han alligevel forregnet sig. Som det hed: »Bønderne forsveg deres kvæg og ville ikke være det bekendt«. Det gjorde ikke sagen bedre, at optællingen foregik i november - »Slagtemåned«, som den hed i gamle dage. Mange slagtede dyrene, umiddelbart før de skulle opgive bestanden til skattemyndighederne. I 1570 fordoblede regeringen i sin kvide afgiften pr kreatur, hvad der jo egentlig var lidt ufint over for dem, der havde været ærlige nok til at opgive alle deres dyr. Det hjalp bare ikke. Antallet af anmeldte kreaturer sank drastisk, og skatten måtte opgives. I midten af 1600-årene blev tanken taget op igen med samme magre resultat.

Mere held var der med rentepengeskatten. Den blev udskrevet syv -otte gange i årene 1627-60, hvor klagerne over de traditionelle skatter var blevet så voldsomme, at myndighederne fandt det nødvendigt at prøve noget nyt. Der var tale om en beskatning af forrentede, udestående kapitaler, og den var efter datidens forhold ret høj, op til 3% af formuen. Da renten dengang var 4-5% om året, var det altså en beskatning på mere end to tredjedele af renteindtægten.

At der også her har været unddragelser, kan man vist gå ud fra, men det er forbavsende at se, at skatten dog i vid udstrækning blev betalt af landboerne. Det var slet ikke ualmindeligt, at en bonde havde en formue på 200-400 rigsdaler, ja en enkelt på Ringstedegnen nævnes 1640 med det uhyre beløb af 4000 rigsdaler, svarende til over en million kroner i vor tids penge. (Fig. 4) I Hald len ved Viborg opgav 7% af bønderne at de havde formue, og det må anses for pænt, selv om vi ikke kender tallet på dem, der har stukket pengene til side.

En særlig beskatning, der kom ramte lokalt, var de såkaldte kontributioner, afgifter lagt på bestemte landsdele, i reglen i forbindelse med opførelse af befæstningsanlæg. Hele Jylland var således med til at betale for anlægget af Frederiksodde (det nuværende Fredericia) 1650-53. Nakskov fæstning blev betalt af Lolland og Falster, som også sammen med Sjælland måtte bløde for Københavns forsvarsværker, 1647-57. Ved denne lejlighed brugte man iøvrigt for første gang princippet om at beskatte efter hartkorn, altså efter jordens ydeevne. Det var forløberen for de senere hartkornsskatter.

Skattesnyderiet er naturligvis lige så gammelt som skatterne selv. Vi har allerede hørt om det i forbindelse med kvægskatterne, men ingen skal tro at personbeskatningen gik fri. Det må desværre siges, at myndighederne i dette tilfælde selv havde været ude om det.

Omkring 1625 indførtes i skattelovene en bestemmelse om, at folk kunne få nedsat skatten, hvis de kunne møde med et såkaldt »tingsvidne«, dvs. en bekræftet erklæring fra naboer og andre, der kendte dem, om at de vitterligt ikke kunne betale. Meningen var naturligvis, at man ville skåne fattige husmænd og andre, der havde svært ved at klare ydelserne, men her havde man rakt fanden en lillefinger.

Det myldrede ind med erklæringer, om hvor svært man havde ved at betale skatten. Det var vel i mange tilfælde rigtigt - det sørgede krigenes hærgen for - men at systemet blev misbrugt, kan der ikke være tvivl om. Lens skriveren skulle (fra o. 1640) personligt påtegne tingsvidnerne, og skrev han ikke ligefrem, at de var fulde af løgn, så fandt han dog ofte lejlighed til at rette og altid til fordel for statsmagten. Men jo mere skeptiske myndighederne blev. des mere indtrængende blev forsikringerne. Sognepræster og andre respektable borgere blev trukket frem for at gøre udsagnene troværdige. I Nordjylland var der til sidst 60%, der ikke betalte, hvad de skulle. Skattesystemet havde spillet fallit og det på et overordentlig uheldigt tidspunkt. De omtalte krige havde efterladt statskassen tom.

Efter svenskekrigenes ophør i 1660 kom enevælden, og det blev den kongelige magthavers opgave at finde frem til et skattesystem, der kunne skaffe penge nok. I første omgang kom der store beløb hjem ved et helt fantastisk bortsalg af kirkegodset, som ved reformationen var blevet inddraget under kronen; det var et område på størrelse med Sjælland, der på denne måde blev afhændet, men en del af det var ganske vist pantsat i forvejen. Således klaredes de øjeblikkelige problemer, men det slog ikke til i længden.

Det nye skattesystem, der indførtes 1687, byggede på jordens ansættelse i tønder hartkorn, det vil sige dens ydeevne i det »hårde korn«, byg og rug. Over hele landet blev jordens kvalitet vurderet. I alt blev det til 360.000 tønder hartkorn. Det beløb, som kongen skulle have ind i skatter, blev herefter divideret med 360.000 og fordelt på de enkelte jordejere.

Dette system havde indlysende fordele. Skatten kunne uden besvær sættes op eller ned, og hartkornsansættelsen sikrede, at ejerne af den gode jord kom til at betale mere end ejerne af den dårlige. På mange måder var denne skatteform forud for sin tid.

Men efterhånden viste det sig, at den også havde mindre heldige sider. Godsejerne følte sig ramt, de måtte betale for fæstere, som ikke selv var i stand til det, og for gårde, som ikke blev dyrket, for eksempel fordi det havde været umuligt at få fæstere til dem. Kongen og herremændene fik en fælles interesse i at holde styr på fæsterne. Et af midlerne blev det berygtede stavnsbånd.

Et andet problem opstod, som tiden gik, og vurderingen blev mere og mere forældet. Hartkornsansættelsen af 1688 blev nemlig ved at stå ved magt, også på steder, der var ramt af sandflugt, eller hvor jorden gennem jordforbedring havde opnået en højere værdi. Kravet om en ny vurdering blev stadig mere påtrængende.

Først i 1838 - 150 år efter den første ansættelse - gennemførtes en nyvurdering, men den kom aldrig til at slå igennem. De folk, der skulle betale mere, gjorde ophævelser. De pegede med en vis ret på, at de havde købt ejendommene i tillid til den lave vurdering. Resultatet blev et kompromis. Hovedparten af beskatningen, den såkaldte »gammelskat«, skulle udskrives efter den gamle hartkornsansættelse, resten efter den nye.

Under alle omstændigheder kom hartkornsskatterne til at spille en stadig mindre rolle i 1800-årene. Endnu i 1806 kom over halvdelen af statens indtægter i det egentlige Danmark (altså minus Norge og Slesvig-Holsten) fra dem, i de følgende år var det langt mindre. Det skyldtes dels, at bybefolkningen voksede, dels at landbrugets indtægter steg i kraft af bedre dyrkningsmetoder, uden at hartkornsbeskatningen fulgte med.

I 1903 fik Venstrepolitikeren I.C. Christensen gennemført, at hartkorns- skatterne skulle aftrappes over 22 år og helt forsvinde i 1925. Det var en øjeblikkelig fordel for I. C. Christensens landbovælgere, men mange økonomer i samtiden var forargede. De hævdede, at skatternes bortfald ville føre til stigende ejendomspriser, og at fremtidige landmænd blot ville komme til at betale det mere i renter og afdrag, som de slap for i skat. (Fig. 5)

I det foregående er der kun talt om de verdslige afgifter, ikke om kirkeskatten, der tidligere spillede en langt større rolle, end den gør i dag. Tienden, som den kaldtes, bestod i en aflevering af hvert tiende neg på marken til kirkens formål. Denne tiendedel skulle så igen deles i tre dele, hvoraf den ene gik til sognets kirke eller den, der stod for kirkens vedligeholdelse, den anden til præsten og den tredje til biskoppen. Det passede meget godt til markskikken, idet man satte 30 neg sammen ad gangen, når de skulle tørre. Og tienden skulle opkræves, mens negene endnu var på marken, så der ikke var mulighed for snyderi.

Tienden svarede til 7-8% af bøndernes samlede indtægter, så det var en skat, der kunne mærkes. Dens indførelse vakte stor modstand, folk foretrak at betale for de kirkelige ydelser, når de modtog dem, og deraf kommer det, at Adam af Bremen i 1070'erne klager over, at præsterne i Danmark skal kræve penge for sjælesorg, »selv af den fattigste i yderste nød«. (Fig. 6) Først et stykke ind i 1100-årene var tienden gennemført i Danmark og det endda ikke på alle punkter. At der skulle afleveres korn til kirken og præsten, kunne man til nød se det rimelige i - men til biskoppen'. I Skåne måtte ærkebiskop Absalon slå et stort oprør ned, før han fik bispetienden gennemført, og i det meste af Jylland blev den aldrig rigtig indført.

Tienden gjorde den danske kirke umådelig rig, der blev råd til prægtigt kirkebyggeri og til store jordegodser, hvilket dog, som vi har hørt, tog en brat ende med reformationen. løvrigt virkede den efter sin hensigt i mere end 600 år. Mod slutningen af dette tidsrum steg imidlertid udbyttet af jorden, og det syntes urimeligt stadig at betale så stor en andel til kirken. Samtidig stod afhentningen af negene i vejen for en rationel drift. Det varede for længe, inden man kunne få kornet i hus.

I årene 1740-1860 blev tienden efterhånden afviklet, og 1894 blev der vedtaget en lov, der gjorde det muligt helt at få den afløst mod indbetaling af et kontant beløb. Disse penge kunne ovenikøbet lånes hos staten på fordelagtige vilkår.

Alle de nævnte skatter ramte alene landbefolkningen, og det er rimeligt at tage den først, for i gamle dage boede langt de fleste på landet. At der også blev betalt skat i byerne, er en selvfølge, men først omkring 1800 blev befolkningen her så stor, at den kom til at tælle for alvor.

Den mest berygtede af byernes skatter var accisen, der blev betalt ved byportene. Det var en slags indenlandsk told, der blev lagt på alle varer, som gik fra land til by eller fra den ene by til den anden. Accisen blev indført nogenlunde samtidig med enevælden og ophørte sammen med den i midten af 1800-årene. Med accisen forsvandt også de gamle byporte bortset fra de to i Fåborg og Stege. Det kan vi godt græde over i dag, men fortidens mennesker har næppe omfattet dem med særlig varme følelser.

I 1802 indførtes en bygningsskat, arealskatten, som nærmest var en slags sidestykke til hartkornsskatterne. Den blev beregnet efter antallet af værelser og deres størrelse. (Fig. 7) Men små lejligheder - under 24 kvadratmeter - og loftslejligheder var undtaget fra beskatningen. Det var naturligvis for at skåne fattigfolk, men resultatet blev, at spekulanter så deres fordel i netop at bygge huse med mange små lejligheder. Skattelove får tit andre virkninger end dem, man forestiller sig'.

I 1665 indførtes skat på brændevinspander og destillér-kedler, ligesom der blev lagt en særlig afgift på malt til ølbrygning. Mens den første skat ramte alle forbrugere af brændevin, hvilede den sidste kun på folk i byerne. På landet skaffede man sig selv sin malt. Først fra 1887 gik man løs på selve det færdige produkt, brændevinen, og i 1891 kom der en skat på øl med mere end 2 ¼% alkohol - det der også i dag er grænsen mellem »lyst øl« og pilsnerøl. Endnu var satserne dog små. Man tog hensyn til »den fattige mands snaps«. Den høje beskatning af spiritus og tobak indførtes under Første verdenskrig af den radikale finansminister, Edvard Brandes.

Fra 1700-årene stammer klasselotteriet og tallotteriet, der på et vist tidspunkt skaffede staten 4-5% af dens indtægter. Også parykker og kunstfærdige frisurer har været beskattet, og i 1672 indførtes så galt en skat på bryllupper. Den ophævedes igen et århundrede senere, men bevaredes af uransagelige grunde i København lige til 1869, hvad der fik mange til at foretrække den skattefri Frederiksberg kirke, når de skulle smedes i ægteskabets lænker.

I 1660'erne indførte Frederik 3. en særlig prinsesseskat for at få råd til at bortgifte sine fire døtre. Den gav så mange penge, at også flåden fik gavn af den. En såkaldt »tyrkerskat«, der opkrævedes 1683, kom ligeledes militæret til gode. Tyrkerne omringede på dette tidspunkt Wien, og alle europæere frygtede de vilde muhammedanere, som imidlertid blev slået tilbage fra den stærkt befæstede østrigske by.

En af de mest livskraftige skatter har været stempelafgiften, der går helt tilbage til 1627. Christian 4., hvis fromme valgsprog Regna firmat pietas, forkortet RFP, af hans vittige undersåtter blev udlagt: Riget fattes penge, havde sendt en delegation til Holland for at låne af de rige bankfolk dér. Penge fik han nu ingen af, men hollænderne gav ham tippet om stempelafgiften, der snart indbragte betydelige beløb, og som ingen i dag ville drømme om at afskaffe.

De rareste skatter er naturligvis dem, som andre betaler for én, og er de end sjældne, har vi dog ikke helt måttet undvære dem. Kendtest er Øresundstolden, som blev opkrævet fra 1400-årene til 1857, og som erlagdes af alle de skibe, der sejlede forbi Kronborg. Den indbragte stat 10-15% af dens indtægter, når vi kim regner med det egentlige Danmark, samt en klækkelig erstatning, da den omsider blev afløst. Til gengæld var det nok Øresundstoldens skyld, at vi mistede Skåne, så det kan diskuteres, om den var en god forretning i det lange løb.

Siden da har vi i Danmark måttet bære skatterne alene, og tunge har de været. (Fig. 8) Skattebyrden er i dag langt hårdere, end den var i middelalderen og under enevælden, hvis man tager den som del af Danmarks samlede indtægter. (Fig. 9) Endnu så sent som i 1890 udgjorde skatterne kun 12% af den danske nationalindkomst, mens de i dag er på ca. 50%. Men deraf følger naturligvis ikke, at man havde det bedre dengang. Indkomsterne er steget stærkere end udgifterne, men staten har altså taget sin rigelige del af gevinsten.

Skatternes hovedopgave var i gamle dage at skaffe penge til krigsvæsenet og til kongen og hans hof. På Christian 6.'s tid (ham der opførte Christiansborg) gik 60% af skatterne til militæret og 25% til kongen. Et halvt århundrede senere gik 45% til militæret og 15% til kongen. Endnu i 1892-93 (på Estrups tid) udgjorde militærudgifterne 40% af statsbudgettet. Det var ikke så mærkeligt, at der stod hård politisk kamp om Københavns befæstning.

I dag tegner militæret sig kun for omkring 5% af de samlede offentlige udgifter, og kongehusets andel kan måles i brøkdele af en promille. Om de to formål er meningerne delte, men de har i hvert fald kun ansvaret for en mindre del af skattebyrden.

Hvor langt endnu skattetrykket kan vokse, er der vel ingen, der kan sige med sikkerhed - bortset fra at det naturligvis aldrig kan gå over 100%. Bombastiske fejlskøn fra fortiden maner til varsomhed.

Derimod kan man nok med rimelighed udtrykke tvivl om, hvorvidt indkomstskatten i dens nuværende form kan bevares ret længe. Skattesnyd og udnyttelse af fradrag er efterhånden ved at skade systemet lige så meget, som tingsvidnerne skadede den »ekstraordinære« landeskat.

Som almindelig anerkendt er skatterne nødvendige, men enhver er nu engang sig selv nærmest. Staten og borgeren står her over for hinanden. De to parter har altid kappedes i gensidig opfindsomhed, og det vil de nok også gøre i fremtiden.

Tak til adjunkt Håkon Bennike Madsen og ekspeditionssekretær Eigil Bak for bistand med artiklen.

Til læsning anbefales: V. Falbe Hansen: Finansvidenskab. Kbh. 1894. K.A. Wieth-Knudsen: Dansk Skattepolitik og Finansvæsen fra Enevælde til Folkestyre. Kbh. 1928. - H. Nielsen og Victor Thalbitzer: Skatter og Skatteforvaltning i ældre Tider. Kbh. 1948.