Kronik: På sporet af svatmøllerne

Smeden Gul Mohammad kom straks til mig og tilbød mig en ko for at sætte hans vandmølle igang. Jeg spurgte, hvad der var ivejen. Den var blevet forhekset. De havde været ved at male korn, da de pludselig hørte hunde gø nede under rummet med kværnstenene, hvorpå møllen gik i stå.

Næste dag undersøgte jeg vandmøllen. Først møllestenenes anbringelse i kværnrummet. Derpå var jeg nedenunder, hvor den lodrette mølleakse er forsynet med skråtstillede »vinger« som vandet, når møllen ellers er igang, fosser ned imod - et ganske lignende arrangement som ved vore nordiske skvatmøller.

Som jeg sad dernede og undersøgte de forskellige arbejdende dele, kom smeden ned og satte sig ved siden af mig. Imellem væggenes stene fandt han nogle knoglerester og spurgte mig om min mening om dem. Jeg mente ingenting, men fortsatte med min undersøgelse - ikke for at tjene koen, som jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke ville modtage - men fordi det interesserede mig om jeg for en gangs skyld kunne hjælpe en mand fra disse stammer, som jeg på mange måder skyldte så meget. Da sagde han: »Hvis du ikke ved hjælp af din kikkert kan fjerne denne binding af kværnstenene, skal du ikke gøre dig ulejlighed. Jeg har været smed i 40 år«. (Hvilket vist i og for sig nok var rigtigt. Tallet 40 benyttes dog ofte derude for at betegne en hvis større mængde jvnf. Ali Baba og de fyrretyve røvere). Han fortsatte: »Det er mit arbejde at bygge vandmøller. Jeg reparerer vandmøller for hele byen. Dette er min egen vandmølle. Den er blevet forhekset«. »I det land hvorfra jeg kommer tror vi ikke på den slags«, svarede jeg. »Vi går altid ud fra at der er noget i vejen med mekanikken. Det er derfor jeg undersøger den«. Han rystede på hovedet - ikke mindst da jeg bad om, at den øvre kværnsten måtte blive løftet af. Den vejede godt og vel en halv ton, men de havde en vægtstang med hvilken de rullede den til siden.

Til trods for at jeg fik undersøgt alle de arbejdende dele, opnåede jeg ikke at få møllen til at gå. Når vi var flere om det, kunne vi vride stenen lidt rundt, men selv om vi åbnede fuldt for vandet, lykkedes det aldeles ikke at få møllen igang.

Men jeg tilegnede mig den dag et første hånds kendskab til skvatmøller, som jeg siden uddybede andre steder i Afghanistan. Jeg opdagede derved også, at der er forbavsende ringe forskel på vandmøller i de forskellige dele af det store rige. Kun er kværnstenene ualmindelig tykke i Nuristan, sværere end noget andet sted derude, hvad også min vidtberejste tjener fandt påfaldende.

Da jeg kom hjem fra Afghanistan nævnte jeg engang for min meget praktisk anlagte morbroder, hvad jeg havde oplevet i Nuristan. Han bad mig straks tegne et skema over vandmøllen og efter at have gennemgået det med mig, udbrød han: »Der var hunde der gøede under møllen, da den gik istå. Det var naturligvis stenene, der skred på det sted hvor enden af aksen hviler under møllen. Derved er aksen kommet i spænd på det sted, hvor den fortsætter op gennem den nedre kværnsten«. - Det lød overbevisende.

Skæbnen ville, at jeg atter kom til Afghanistan i 1953-54, ja tilbage til den selvsamme dal i Nuristan. Da jeg traf Gul Mohammad, var det første jeg spurgte ham om: møllen. Jo, den var da atter i orden. En afghan var kommet op fra de lavere dalstrøg. Han havde skrevet forskelligt op på et stykke papir og stukket det op under loftet i rummet under kværnrummet. Og så kom den igang. Afghaneren fik sin ko.

Men nu kunne jeg jo give Gul Mohammad min morbroders forklaring og fortælle ham, at den ko kunne han have sparet. Og så fortalte jeg ham om aksen, som måtte være kommet i spænd.

Da smilede han ad mig på samme måde, som vi smiler ad den, der fortæller os om noget overtro, samtidig med at vedkommende kun alt for tydeligt viser, at han selv tror derpå. Og for anden gang kunne han vise hen til sit fag, idet han forklarede mig, at - for det første - den fejl, jeg dér omtalte, var een af de almindeligst forekommende ved vandmøllerne, som han ofte nok havde været med til at rette. For det andet havde de virkelig gjort sig den ulejlighed, at pille alle møllens arbejdende dele fra hinanden for rigtig at gå dem efter. Men da de atter havde sat dem sammen, var stenene atter som bastet og bundne. Jeg havde den følgende sommer rig lejlighed til at se ham i arbejde, når han enten byggede eller reparerede vandmøller for folk i hele dalen. Ingen tvivlede om hans dygtighed - og jeg måtte også indrømme, at simplere mekanik skal man i og for sig lede længe efter. Det vil være rimeligt, før vi går videre, at kigge lidt på denne mekanik. Vi får derved samtidigt - hvad der er væsentligt for vort emne - et billede, der stort set gælder for skvatmøller i hele deres euro-asiatiske udbredelsesområde - altså også i Norden. I Danmark er dog alle skvatmøller nu forsvundet. (Fig. 2)

I en arbejdende skvatmølle ledes kornet, således som det kan ses på Frilandsmuseet, gennem en tragtformet anordning ned til og igennem et centralt udboret hul i den øvre, roterende kværnsten, som kaldes løberen. Derfra kommer kornet ud i det snævre mellemrum mellem løber og ligger, som den nedre, fastanbragte kværnsten kaldes. Her males det til mel, som slynges ud langs kværnstenenes omkreds.

Løberen drives rundt af et jernanker (segl), som oftest af T-form, som griber op i to indhak på løberens underside, og den lodrette del af det T-formede segl fortsætter ned gennem liggeren og er nede under kværnrummet fastgjort i forlængelse af skvatmøllens akse. Der er altså hul både i løber og ligger, og læseren kunne måske derfor undre sig over, at kornet ikke falder ned under kværnrummet. Dette undgås imidlertid ved, at der i liggerens hul er fastgjort en bøsning af træ, der omslutter ankeret ganske tæt uden dog at hindre dets rotation.

Skvatmøllens roterende akse er hovedsagelig af træ, i Nuristan foroven af røn, mens den nederste trunte er af fyr. I denne er, som ovenfor nævnt, de mer eller mindre skråtstillede skovle indfældede i en vandret kreds. Vandet i faldrenden føres eensidigt ind på skvatmøllens skovlparti. I Norden og Nordeuropa drejes kværnaksen derved medsols - undtagen pa Færøerne, hvor den ligesom i Middelhavsegnene, Persien, Afghanistan og også Nuristan drejes modsols.

På undersiden af trunten er en afrundet sten »tappen« - vistnok af kvartsit - fastgjort. Den minder i form om jernalderens knusesten. Denne sten hviler i en anden større, der er forsynet med en midtstillet grube. Dette tapleje af sten er atter anbragt på en løftestang, hvis ene ende hviler i bæklejet. I den anden ende er fastgjort et rundholt, der stikker op i kværnrummet, og her er forsynet med et tværtræ. Det hele danner et letteværk, idet man i kværnrummet kan skyde kiler ind under tværtræet og derved hæve løberen nogle få millimeter. Hvis man samtidig åbner for vandet og lader dette fosse ned ad faldrenden ned mod skovlene, vil aksen nu kunne drive løberen rundt - hvis møllen altså ikke er forhekset.

Som kortet viser er skvatmøllerne udbredt fra Kina i øst til Færøerne og Island i nordvest. (Fig. 3) Og hvor der ellers er træ til rådighed er de, som hosstående billeder af en norsk og nuristansk skvatmølle viser, forbavsende ens, også hvad møllehuset angår. (Fig. 4) Hvor skvatmøllen er opfundet vides ikke. Til Thessalonika i Grækenland kom den østfra ca. 85 f.Kr. En græsk digter fortæller slavinderne, der hidtil har arbejdet ved håndkværne, at de kan holde op dermed, for Demeter har befalet nymferne at overtage arbejdet (se Skalk nr. 1,1960). Til Danmark synes skvatmøllerne at være kommet ved vor tidsregnings begyndelse. Axel Steensberg mener, i Bolle i Vendsyssel, at have fundet et brudstykke af en ligger til en skvatmølle fra denne tid. Skvatmøllen synes med andre ord at have holdt sit indtog i Danmark mindst lige så tidligt som den roterende håndkværn, der dukker op i århundrederne efter Kristi fødsel. I Irland, hvor skvatmøllerne kaldes Danish mills, har de været i brug siden 600 e. Kr.

Men skvatmøllerne har ikke haft nogen stor kapacitet. I Nuristan er - som sagt - kværnstenene større og tungere end noget andet kendt sted, og dog må hver klan have sin egen skvatmølle. Man ser derfor ved de nuristanske landsbyer enten forgrenede kanalanlæg, med en skvatmølle for enden af hver kanal, eller også ligger vandmøllerne i lange rader over hinanden, så vandet strømmer fra mølle til mølle. En høvding, der engang ville demonstrere sin rigdom, lod male med mælk i stedet for vand og malede på denne måde 7 kilo mel. Ved hans by ligger skvatmøllerne netop over hinanden. Mon han ikke har lånt hele rækken i samme anledning? (Fig. 5)

Vandet skal i et skvatmølleanlæg ramme truntens skovle vinkelret. I lande med kraftigt fald på vandet er skovlene derfor skråtstillet, mens skovlene i områder med ringe fald er indfældet i lodrette indhak. De danske skvatmøller har sikkert haft det således. Det er dog soleklart, at de danske skvatmøller må have haft mindre kværnsten end bjergegnenes. Den førnævnte kværnsten fra Bolle har da også kun haft en diameter på 33 cm Hver gård i Danmark har derfor sikkert haft sin egen skvatmølle, hvis ikke ejendommen var så fattig på bække, at man måtte nøjes med håndkværnen.

Når skvatmøllerne ganske forsvandt i Danmark, mens de helt til vore dage bevaredes i Sverige og Norge, skyldes det formodentlig, at skovrydningen i Danmark ændrede afstrømningsforholdene på en sådan måde, at mange bækkes strømføring blev mere uregelmæssig, hvilket var til skade for møllerne, der jo gerne skulle kunne bruges hele året, ikke blot på enkelte gunstige årstider. Til et godt stykke op i middelalderen havde de udstrakte skove hæmmet afstrømningen, således at bækkene havde en nogenlunde ensartet strømføring året rundt. Dertil kommer, at større vandmøller med vandret akse havde vundet indpas ved de større åer. De er formodentlig opfundet af Cæsars arkitekt Vitruvius og kom hertil ved middelalderens slutning. Til begunstigelse for disse udstedte Frederik II forbud mod skvatmøllerne, men i Halland, der kort efter kom under den svenske krone, forekom skvatmøllerne stadig i mængde indtil for få år siden. Skvatmøllen på Frilandsmuseet er således fra Hallandsgrænsen. (Fig. 6)

For godt et års tid siden bragte stenhugger Vald. Sørensen til Den antikvariske Samling i Ribe en sten, som han havde købt hos gårdejer Th. Petersen i Lintrup sogn, men ikke nænnet at benytte. En kværnsten, velsagtens. Den var 48 cm i diameter, med en centralt stillet, glatslebet grube og med en kegleformet slidflade. Jeg tog ud og så på findestedet. Den havde i årevis ligget med andre sten ved en grøft, hvor der utvivlsomt tidligere havde løbet en bæk med betydelig vandføring. Altså måske en sten fra en vandmølle. Men kværnsten fra en vandmølle har og må nødvendigvis have hul helt igennem både løber og ligger. Taplejet fra Nuristans vandmøller faldt mig nu ind, og den glatte overside kunne måske forklares ved, at skovlene greb sand og grus fra bæklejet og drev det rundt, kræftigst yderst, hvor sliddet gik dybest. Ganske vist regner man almindeligvis med at danske skvatmøller har haft taplejer af jern, men det kunne være et sent fænomen fra en tid hvor jern var blevet billigt.

I Den antikvariske Samling fandtes et par lignende sten, hvoraf en med svajet slidflade, og på Esbjerg Museum findes flere - såvel hele som i brudstykker. Gentagne samtaler med Esbjergarkæologen snedkermester Niels Thomsen vakte imidlertid tvivlen i mig om min tankes rigtighed, og jeg blev klar over, at der kunne komme flere muligheder pa tale. I hustomter fra ældre jernalder finder man nu og da sten, som har en vis lighed med Lintrupstenen. De har som den en central grube, men mangler den glatte, kegleformede eller svajede overside. Man kalder dem mortersten, og deraf fremgår det jo, hvilke tanker, man har gjort sig om dem. Findestedet i husene viser i hvert fald, at der ikke er tale om taplejesten. Anderledes med de såkaldte portstolpesten, der også ligner Lintrupstenen. De er, som navnet antyder, netop taplejesten. Lintrupstenen synes dog ikke at kunne falde ind under nogen af disse to muligheder. Et tredje forslag fortjener mere overvejelse. Liggeren i jernalderens håndkværn, som ses tegnet og beskrevet omstående, har en ikke ringe lighed med den her diskuterede sten. I den afbildede kværn fra Vammen har liggeren netop den samme svajede, men som helhed kegleformede overflade som Lintrupstenen, og det må vel helt slå bunden ud af min tanke. (Fig. 7) Under omtalen af nogle portstolpesten nævner Sophus Müller den mulighed, at disse har været taplejer for kværnakser. Han har således holdt sig muligheden for øje og sikkert taget den i betragtning ved sin rekonstruktion af håndkværnen.

Der er dog den forskel på Vammen-kværnen og Lintrup-stenen, at gruben i Vammen-kværnens ligger er uregelmæssig, mens Lintrup-stenen har en smuk, regelmæssig, slebet grube, hvori man må formode, at en eller anden genstand på et eller andet tidspunkt må have roteret. Vammen-kværnens grube kan meget vel, som Sophus Müller antager, have tjent til anbringelse af en fast akse. I Lintrup-stenen, hvor gruben ligefrem udvider sig nedefter, må det være meget vanskeligt at anbringe en akse fast, og i en iøvrigt lignende sten, som er fundet pa Skodborg mark og opbevares i Antikvarisk Samling, er gruben så tragtformet, at det må være aldeles umuligt. Det synes da ikke nødvendigt straks at forkaste tanken om, at nogle af de som håndkværnsten tydede stykker kan have været anvendt som taplejer i vandmøllerne. At det ikke gælder dem alle er sikkert nok, for mange af stenene er for store og klodsede til at kunne fastgøres pa letteværkets løftestang. løvrigt er det jo også muligt, at man af og til har taget udtjente kværnsten i brug som taplejesten, og i så tilfælde bliver jo begge forklaringer rigtige. (Fig. 8)

Ved en fin lille udgravning foretaget af Jonathan Gell og beskrevet i Fra Ribe Amt 1955 fremdroges i Vognsbøl ved Esbjerg noget der efter al sandsynlighed er resterne af en skvatmølle. Ved den lejlighed fremkom også en »mortersten«, som, når man ser nærmere til, viser sig meget vel at kunne være en taplejesten. Fundet giver blod på tanden. Vi trænger til flere fund af skvatmøller end dem, som Axel Steensberg har fremdraget og beskrevet i sin bog: Bondehuse og vandmøller i Danmark gennem 2000 år. Selv om de omtalte sten med centralt stillet grube skulle vise sig ikke at være taplejesten, så må dog de første skvatmøller uden tvivl have haft taplejer af sten. Disse og kværnstenene må være det, som den interesserede lægmand lettest får øje på; gennem dem kan man måske så sættes på sporet af den sammensunkne »mølledæmning«, eller man kan finde spor af selve møllehuset og dets trædele. Trunten med skovlene må således kunne findes. Denne kraftige egetræsgenstand er mig bekendt ikke fundet på dansk jord, og det er dog næsten for mærkeligt, når man betænker, hvor talrigt skvatmøllerne efter al sandsynlighed har ligget i vort land.

Med favoriseringen af de større vandmøller med vandret akse - de såkaldte Vitruvius-møller - forsvandt et lille, karakteristisk kulturbillede, og vi kom atter en gang i gæld til romerne. Møllerne var ikke længere små privatforetagender. Mølleren blev en holden mand - og hans datter attråværdig. Snart sang man:

Der stode tre skalke og makkede råd
tingluti tangluti lustedilej
hvorlunde de til møllerens datter bud skul' få –
Stolten Adelus
o.s.v.

og med romantikken blev vi endelig alle bjergtaget af die schöne Müllerin. Hun har ikke meget med skvatmøllerne at gøre.

Henvendelser vedrørende ovenomtalte sag bedes rettet til Den antikvariske Samling, Ribe.