Kronik: På sporet af svatmøllerne

Smeden Gul Mohammad kom straks til mig og tilbød mig en ko for at sætte hans vandmølle igang. Jeg spurgte, hvad der var ivejen. Den var blevet forhekset. De havde været ved at male korn, da de pludselig hørte hunde gø nede under rummet med kværnstenene, hvorpå møllen gik i stå.

Næste dag undersøgte jeg vandmøllen. Først møllestenenes anbringelse i kværnrummet. Derpå var jeg nedenunder, hvor den lodrette mølleakse er forsynet med skråtstillede »vinger« som vandet, når møllen ellers er igang, fosser ned imod – et ganske lignende arrangement som ved vore nordiske skvatmøller.

Som jeg sad dernede og undersøgte de forskellige arbejdende dele, kom smeden ned og satte sig ved siden af mig. Imellem væggenes stene fandt han nogle knoglerester og spurgte mig om min mening om dem. Jeg mente ingenting, men fortsatte med min undersøgelse – ikke for at tjene koen, som jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke ville modtage – men fordi det interesserede mig om jeg for en gangs skyld kunne hjælpe en mand fra disse stammer, som jeg på mange måder skyldte så meget. Da sagde han: »Hvis du ikke ved hjælp af din kikkert kan fjerne denne binding af kværnstenene, skal du ikke gøre dig ulejlighed. Jeg har været smed i 40 år«. (Hvilket vist i og for sig nok var rigtigt. Tallet 40 benyttes dog ofte derude for at betegne en hvis større mængde jvnf. Ali Baba og de fyrretyve røvere). Han fortsatte: »Det er mit arbejde at bygge vandmøller. Jeg reparerer vandmøller for hele byen. Dette er min egen vandmølle. Den er blevet forhekset«. »I det land hvorfra jeg kommer tror vi ikke på den slags«, svarede jeg. »Vi går altid ud fra at der er noget i vejen med mekanikken. Det er derfor jeg undersøger den«. Han rystede på hovedet – ikke mindst da jeg bad om, at den øvre kværnsten måtte blive løftet af. Den vejede godt og vel en halv ton, men de havde en vægtstang med hvilken de rullede den til siden.

Til trods for at jeg fik undersøgt alle de arbejdende dele, opnåede jeg ikke at få møllen til at gå. Når vi var flere om det, kunne vi vride stenen lidt rundt, men selv om vi åbnede fuldt for vandet, lykkedes det aldeles ikke at få møllen igang.

Men jeg tilegnede mig den dag et første hånds kendskab til skvatmøller, som jeg siden uddybede andre steder i Afghanistan. Jeg opdagede derved også, at der er forbavsende ringe forskel på vandmøller i de forskellige dele af det store rige. Kun er kværnstenene ualmindelig tykke i Nuristan, sværere end noget andet sted derude, hvad også min vidtberejste tjener fandt påfaldende.

Da jeg kom hjem fra Afghanistan nævnte jeg engang for min meget praktisk anlagte morbroder, hvad jeg havde oplevet i Nuristan. Han bad mig straks tegne et skema over vandmøllen og efter at have gennemgået det med mig, udbrød han: »Der var hunde der gøede under møllen, da den gik istå. Det var naturligvis stenene, der skred på det sted hvor enden af aksen hviler under møllen. Derved er aksen kommet i spænd på det sted, hvor den fortsætter op gennem den nedre kværnsten«. – Det lød overbevisende.

Skæbnen ville, at jeg atter kom til Afghanistan i 1953-54, ja tilbage til den selvsamme dal i Nuristan. Da jeg traf Gul Mohammad, var det første jeg spurgte ham om: møllen. Jo, den var da atter i orden. En afghan var kommet op fra de lavere dalstrøg. Han havde skrevet forskelligt op på et stykke papir og stukket det op under loftet i rummet under kværnrummet. Og så kom den igang. Afghaneren fik sin ko.

Men nu kunne jeg jo give Gul Mohammad min morbroders forklaring og fortælle ham, at den ko kunne han have sparet. Og så fortalte jeg ham om aksen, som måtte være kommet i spænd.

Da smilede han ad mig på samme måde, som vi smiler ad den, der fortæller os om noget overtro, samtidig med at vedkommende kun alt for tydeligt viser, at han selv tror derpå. Og for anden gang kunne han vise hen til sit fag, idet han forklarede mig, at – for det første – den fejl, jeg dér omtalte, var een af de almindeligst forekommende ved vandmøllerne, som han ofte nok havde været med til at rette. For det andet havde de virkelig gjort sig den ulejlighed, at pille alle møllens arbejdende dele fra hinanden for rigtig at gå dem efter. Men da de atter havde sat dem sammen, var stenene atter som bastet og bundne. Jeg havde den følgende sommer rig lejlighed til at se ham i arbejde, når han enten byggede eller reparerede vandmøller for folk i hele dalen. Ingen tvivlede om hans dygtighed – og jeg måtte også indrømme, at simplere mekanik skal man i og for sig lede længe efter. Det vil være rimeligt, før vi går videre, at kigge lidt på denne mekanik. Vi får derved samtidigt – hvad der er væsentligt for vort emne – et billede, der stort set gælder for skvatmøller i hele deres euro-asiatiske udbredelsesområde – altså også i Norden. I Danmark er dog alle skvatmøller nu forsvundet. (Fig. 2)