Kronik: Om tinget at holde færdig

Under én af de retssager, som skulle prøve at klarlægge, om hr Søren i Vejlby – Blichers Præsten i Vejlby – var blevet offer for et justitsmord, fremkom 1634 et bemærkelsesværdigt vidneudsagn. Herredsfoged Erik Sørensen vidnede, hedder det i landstingets gamle retsbog, at »den dag som hr Søren blev (hen)rettet, så han på den østre side af den vestre tingstok på Sønder herreds ting, at der stod skreven nogen blodige bogstaver, som lyde således: »Dette uskyldige blod vi betaler«, men hvem, det havde skreven, vidste han ikke«.

Af Paul G. Ørberg

Nu er det ikke meningen her at gå videre ind i denne vor berømteste kriminalsag, men i stedet samle opmærksomheden omkring et interessant kulturhistorisk emne, nemlig tingstederne og deres historie. Det, der interesserer i citatet, er altså ikke hr Sørens vanskæbne, men begrebet »den vestre tingstok«. Hvad er en tingstok? Det letteste ville naturligvis være at bringe et billede af et ægte gammelt tingsted, men det har sine vanskeligheder; der findes intet fuldt bevaret tingsted, og det samtidige illustrationsmateriale er mere end mangelfuldt. Og det til trods for, at der har været et tingsted i hvert eneste herred og købstad foruden mange birketing og så selvfølgelig landstingene. Vi er med andre ord stort set henvist til de skriftlige kilder.

Allerførst må vi gøre os klart, at alle tingmøder i gamle dage blev holdt i fri luft. »Dette er ellers at observere«, skriver herredsfoged Chr. Testrup i 1747, »at alle ting i forrige tider, såvel landstinget som hjemtingene, blev holdt under åben himmel på fri mark..«. I nogle byvedtægter for Ålborg fra midten af 1500-tallet hedder det: »Om tinget at holde færdig: Ålborg by skal holde færdig den østre tingstok, Hasseris den søndre, Gøl den vestre, Sundby og Vendsyssel den nordre tingstok. Tyvestenen den skal byfogden lade sætte«. Her har vi faktisk det gamle ting beskrevet i al dets simpelhed: fire løse planker lagt på store sten i en firkant og i midten en stor sten kaldet tyvestenen (Fig. 1). »Derpå har gode mænd fra alle fire tingbænke rejst sig og tildømt osv.«, lyder det f.eks. i en dom fra 1302. Tingstokkene var med andre ord siddepladser, først og fremmest for fogden og hans skriver, dernæst for de såkaldte tingsvidner eller tinghørere. »Tingsvidne vil sige, at de gode mænd, der var tilstede på tinget, aflægger vidnesbyrd om, hvad de hørte og så«, meddeler Jyske Lov og tilføjer, at antallet skal være mindst syv. Sjællandske Lov krævede tolv; det kunne altså variere, men otte blev efterhånden det almindelige. Tilbørligt placeret dannede nu disse mænd en firkant omkring tyvestenen, der fungerede som en slags anklagebænk.