Kronik: Kæmpe sten

Også stenaldermanden må have gjort sig tanker om stenene, der skaffede ham materiale til våben og værktøj og til monumenter over de døde. Hvordan mente han, at de var opstået, og hvilke forestillinger gjorde han sig om, hvordan de havde faet deres plads i landskabet? Derom kan vi af gode grunde kun vide meget lidt, men vi ved, hvad en senere tids mennesker, som heller ikke havde megen geologisk viden at støtte sig til, mente om samme sag.

Helt op til vor tid kan man møde forestillinger om, at sten gror. Bonden pløjede sten op af sin mark år efter år, og der blev ved at komme lige mange. Et år stødte ploven på en tilsyneladende ubetydelig sten, som der kunne pløjes hen over. Året efter var den der igen, og næste år. Til sidst havde den »vokset sig så stor«, at den måtte brydes op af jorden. Under stenen sad en mængde rodtrævler fra agerens græsvækst. Ganske naturligt måtte man tyde dem som stenens rødder.

I landskabets mængde af sten var der nogle, som skilte sig ud på grund af størrelse, form eller farve. Om dem samlede opmærksomheden sig. De lå og krævede en forklaring, og den gav man så ud fra de forudsætninger, som man nu engang havde. Da erfaringerne fra ens egen hverdag ikke slog til, tog man sin tilflugt til det overnaturlige. Det var utænkeligt, at mennesker havde flyttet de tunge sten; de måtte altså være bragt til stedet af kæmper, trolde eller jætter. I virkeligheden forholder det sig – paradoksalt sagt – snarere sådan, at stenene har skabt kæmperne. Troen på overnaturlige væsener med vældige kræfter er uden tvivl opstået netop fordi, man behøvede dem til at forklare naturens store ting.

En vældig sagnverden voksede ud af spekulationerne over disse sten og forsøgene på at forklare deres ejendommeligheder. Sagnene er gået fra mund til mund gennem mange generationer. Der er blevet pyntet og ændret på dem, og sagn er fra en sten vandret over på andre. I Danmark har man efterretning om noget over 1000 sagnsten; men da de samme historier går igen og igen omend i utallige variationer, kan sagnene selv inddeles i et forholdsvis lille antal sagntyper.

Mærkeligt nok har de sten, som vi i almindelighed anser for de interessanteste, nemlig de af mennesker rejste mindesmærker, såsom dysser, jættestuer, bautasten og runesten ikke virket særlig befordrende på sagndannelsen; kun et fåtal af dem er behæftet med sagn. Selv om navnene Kæmpehøj og Jættestue antyder, at man engang har tænkt sig disse mindesmærker bygget af overnaturlige væsener, så må man alligevel tidligt have forstået, at her havde mennesker haft en finger med i spillet, og så var yderligere forklaring jo overflødig. Hvad runestenene angår, har man vel været klar over, at det, som stod på dem, var »læsning« indhugget af folk i gamle dage.

Det er de enligtliggende store sten, som har tiltrukket sagnene. Sagnet er ofte knyttet til en eller anden ejendommelighed ved stenen: form, farve, størrelse, beliggenhed eller en fordybning i overfladen. Man mærker, at historierne kommer fra lokalkendte folk, som kender stenene ud og ind.

Formen! Historien om Lots hustru, som blev forvandlet til en saltstøtte, har adskillige danske sidestykker opstået omkring sten af en vis – ofte ikke særlig udpræget – formlighed med mennesker eller andre levende væsener. På en bakke øst for Tissø står Skrædderens falske vidner, mens den falske skrædder selv har sin plads et stykke derfra. En troldkælling, som narrede skibene til at strande på Hirtshals Vesterstrand, blev forvandlet til sten, og i Tømmerby i Thy forstenede en hel brudeskare. I Ulfborg ved Holstebro står Den hvide Ko, og i Randbøl ved Vejle fandtes tidligere 23 forstenede får; de blev til sten, fordi deres ugudelige ejerinde ville klippe dem en højhellig pinsemorgen.

Et stort antal sten har navn af deres farve: Rødsten, Røde Hans, Den hvide Sten. Blis. På Asnæs Nordstrand ligger Sortenstenen, der blev sort af sorg den ulykkelige dag i 1231, da den unge prins Valdemar blev dræbt ved et vadeskud på halvøen Refsnæs hinsides fjorden. Knækkerygstenen på Frejlev strand, Lolland har en rød plet, som hverken kan skrabes eller vaskes af. Det er blodet af den foged, som bønderne ihjelslog. (Fig. 1)