Kronik: Kæmpe sten

Sammenlignet med de øvrige nordiske lande er Danmark fattigt på sten. Alligevel har vi nok af dem. I skove og langs strande ligger de i alle mulige former og størrelser. De undrer os ikke særligt. Vi ved, at stenene er kommet med isen. Ved istidens ophør, da klimaet mildnedes, »tabte« de mægtige gletchere, hvad de havde bragt med sig nordfra, og stenene aflejredes spredt og gruppevis i landskabet.

Af August F. Schmidt

Også stenaldermanden må have gjort sig tanker om stenene, der skaffede ham materiale til våben og værktøj og til monumenter over de døde. Hvordan mente han, at de var opstået, og hvilke forestillinger gjorde han sig om, hvordan de havde faet deres plads i landskabet? Derom kan vi af gode grunde kun vide meget lidt, men vi ved, hvad en senere tids mennesker, som heller ikke havde megen geologisk viden at støtte sig til, mente om samme sag.

Helt op til vor tid kan man møde forestillinger om, at sten gror. Bonden pløjede sten op af sin mark år efter år, og der blev ved at komme lige mange. Et år stødte ploven på en tilsyneladende ubetydelig sten, som der kunne pløjes hen over. Året efter var den der igen, og næste år. Til sidst havde den »vokset sig så stor«, at den måtte brydes op af jorden. Under stenen sad en mængde rodtrævler fra agerens græsvækst. Ganske naturligt måtte man tyde dem som stenens rødder.

I landskabets mængde af sten var der nogle, som skilte sig ud på grund af størrelse, form eller farve. Om dem samlede opmærksomheden sig. De lå og krævede en forklaring, og den gav man så ud fra de forudsætninger, som man nu engang havde. Da erfaringerne fra ens egen hverdag ikke slog til, tog man sin tilflugt til det overnaturlige. Det var utænkeligt, at mennesker havde flyttet de tunge sten; de måtte altså være bragt til stedet af kæmper, trolde eller jætter. I virkeligheden forholder det sig - paradoksalt sagt - snarere sådan, at stenene har skabt kæmperne. Troen på overnaturlige væsener med vældige kræfter er uden tvivl opstået netop fordi, man behøvede dem til at forklare naturens store ting.

En vældig sagnverden voksede ud af spekulationerne over disse sten og forsøgene på at forklare deres ejendommeligheder. Sagnene er gået fra mund til mund gennem mange generationer. Der er blevet pyntet og ændret på dem, og sagn er fra en sten vandret over på andre. I Danmark har man efterretning om noget over 1000 sagnsten; men da de samme historier går igen og igen omend i utallige variationer, kan sagnene selv inddeles i et forholdsvis lille antal sagntyper.

Mærkeligt nok har de sten, som vi i almindelighed anser for de interessanteste, nemlig de af mennesker rejste mindesmærker, såsom dysser, jættestuer, bautasten og runesten ikke virket særlig befordrende på sagndannelsen; kun et fåtal af dem er behæftet med sagn. Selv om navnene Kæmpehøj og Jættestue antyder, at man engang har tænkt sig disse mindesmærker bygget af overnaturlige væsener, så må man alligevel tidligt have forstået, at her havde mennesker haft en finger med i spillet, og så var yderligere forklaring jo overflødig. Hvad runestenene angår, har man vel været klar over, at det, som stod på dem, var »læsning« indhugget af folk i gamle dage.

Det er de enligtliggende store sten, som har tiltrukket sagnene. Sagnet er ofte knyttet til en eller anden ejendommelighed ved stenen: form, farve, størrelse, beliggenhed eller en fordybning i overfladen. Man mærker, at historierne kommer fra lokalkendte folk, som kender stenene ud og ind.

Formen! Historien om Lots hustru, som blev forvandlet til en saltstøtte, har adskillige danske sidestykker opstået omkring sten af en vis - ofte ikke særlig udpræget - formlighed med mennesker eller andre levende væsener. På en bakke øst for Tissø står Skrædderens falske vidner, mens den falske skrædder selv har sin plads et stykke derfra. En troldkælling, som narrede skibene til at strande på Hirtshals Vesterstrand, blev forvandlet til sten, og i Tømmerby i Thy forstenede en hel brudeskare. I Ulfborg ved Holstebro står Den hvide Ko, og i Randbøl ved Vejle fandtes tidligere 23 forstenede får; de blev til sten, fordi deres ugudelige ejerinde ville klippe dem en højhellig pinsemorgen.

Et stort antal sten har navn af deres farve: Rødsten, Røde Hans, Den hvide Sten. Blis. På Asnæs Nordstrand ligger Sortenstenen, der blev sort af sorg den ulykkelige dag i 1231, da den unge prins Valdemar blev dræbt ved et vadeskud på halvøen Refsnæs hinsides fjorden. Knækkerygstenen på Frejlev strand, Lolland har en rød plet, som hverken kan skrabes eller vaskes af. Det er blodet af den foged, som bønderne ihjelslog. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1
25 AF DANMARKS TUSINDE KÆMPESTEN
A Kællingen. Stranden ved Hirtshals. Forstenet kvinde.
B Junkers sten. Ved gården Baggesvogn, Sindal. Her er en mand nedmanet.
C Rødsten. Fur. Sagn om drage, bjergmand m.m.
D Kåtsten. Søndrehede ved Glenstrup sø. Tabt af en kæmpekvinde. Vender sig når den lugter brød.
E Sten på Vedersø kirkegård. Sagn om henrettet jomfru. Helbreder vorter.
F Polaksten. Elling skov ved Ejer Bavnehøj. Sagn om mord.
G Havrum Søsten. Horn- borg sogn. Kastet af kæmpekvinde. Fingermærker.
H Ståsten. Ashoved skov. Kastet mod herregården Palsgård. Vender sig, når den lugter brød.
I Tislundsten. Ved Brørup. Sagn om kong Harald Blåtand. Kastet af trold. Nedgravet skat.
J Barsten. Ved Dybbøl. Kastet af kæmpe. Vender sig, når den lugter pandekager.
K Dyvelsten. Nordby sogn. Kastet af kæmpe. Ofring ved stenen.
L Sct. Knuds sten. Assenbølle ved Vissenbjerg. Hvilesten for Knud den Hellige.
M Dammesten. Ved Hesselager. Danmarks største »løse« sten. Kastet af troldkvinde. Vokser, når den lugter brød.
N Set. Helenes sten. Stranden ved Tisvilde. Er kommet sejlende med Sct. Helenes lig.
O Snekkersten. Stranden ved Snekkersten. Kastet af heks. Vender sig, når den lugter brød.
P Lommesten. Stranden ud for Stokkebjerg skov. Kastet af kæmpe. Fingermærker.
Q Bolundsten. Stranden ved Bolund klint. Kastet af heks.
R Firetønderssten. Fredsskoven ved Vinhuset. Forsamlingssted.
S Musesten. Vemmetofte strand. Kastet af troldkvinde.
T Svanesten. På Aborrebjerg. Kastet af heks.
U Tøveldesten. Ved Stege. Kastet af trold. Vender sig, når den lugter brød.
V Knække rygsten. Frejlev strand. Sagn om mord.
X Hellig Kvinde. Stranden mellem Listed og Bølshavn. Skal hilses, når man går forbi.
Y Rokkesten. Ibsker Højlyng. Kastet af troldkælling.
Z Hellig Hågen. Bodilsker. Hilses, når man går forbi.

At stenens størrelse spiller en rolle for sagndannelsen er naturligt nok. Jo større stenen var, jo mere opmærksomhed måtte den jo vække. Når der ses bort fra det bornholmske klippeland, er det kun få af Danmarks virkelige storsten, som har undgået sagndannelse. Stenens beliggenhed har også kunnet virke inspirerende. Lå den f.eks. i strandkanten kunne det sagn opstå, at den var kommet sejlende. Ved Tisvilde i Nordsjælland ligger således Sct. Helenes sten. Sagnet om den er optegnet så tidligt som 1647 af Ole Worm: »Udi pavedømmet haver det sig så tildraget, at der var kommet fra Sverrig en hellig kvinde ved navn Sanct Leene, som der var slagen ihjel, flydendis på en sten...«. Stenen ligger ud for Sct. Helene kilde og Kildeskåret, og i nærheden ligger Helene grav (ruinen af et middelalderligt kapel), så historien, der er noget længere end her gengivet, er altså formet som en samlet forklaring af alle disse natur- og menneskeskabte mærkværdigheder. Lå stenen ved en vej - måske endda ved en hovedfærdselsåre - kunne det på samme måde påvirke sagnene. På Bække mark nær ved den gamle hærvej lå en stor sten med det mærkelige navn Svingelandsstenen. Den blev desværre sprængt omkring 1770, men vides at have været 5, 5 m lang og omkring et par meter høj. Til denne sten knyttedes det allerede af krønikeskriveren Sakse gengivne sagn om, at kong Harald Blåtand ville lade den slæbe til Jelling for at bruge den som mindesten over sin mor Tyre. Mens transporten stod på, fik han imidlertid meddelelse om sønnen Svens oprør, og det gav ham andet at tænke på. Sagnet er senere blevet overført til to andre sten i samme egn. - Sten ved veje kom naturligvis, når de ikke var alt for store, til at spille en rolle som sæde for trætte vandringsmænd. Disse hvilesten har sagnene også kredset om. Fanden har hvilet sig på en sten, nissen på en anden, og helgenkongen Knud hvilede sig på en sten ved Vissenbjerg under flugten, som fik sin blodige afslutning i Sct. Albani kirke i Odense (år 1086).

Peder Laale siger i et af sine ordsprog, at »den, der sætter sig på en sten, hviler sig to gange« - nemlig når han sætter sig, og når han rejser sig. Til hvilesten-sagnene hører ofte den oplysning, at man i stenen kan se aftryk af den persons bagdel, som har siddet på stenen. Disse historier indgår derved i en stor gruppe af stensagn, som alle har det tilfælles, at de er skabt for at forklare en fordybning i stenen. De omtalte mærker kan være af højst forskellig oprindelse. De kan være indhugget af mennesker, som til alle tider, men navnlig i bronzealderen, har brugt at hugge tegn og billeder i sten. Eller de kan være mærker efter mere eller mindre mislykkede kløvningsforsøg. Ofte er fordybningerne imidlertid naturens værk, og det er ikke mindst til disse vejrskabte ujævnheder, at historierne knytter sig. Den samme ejendommelighed, som blev bemærket under omtalen af de store stenmonumenter, gør sig altså gældende her: Sagnene synes at foretrække naturens frembringelser for menneskeværket. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2
Stenen lige øst for kirkegården i Lammekærsgyden med fem fingermærker af en vældig stor hånd er kastet af en heks fra Romsø i Storebælt efter Viby kirke. Hun kunne ikke lide klokkeklangen. Hun fyldte sit forklæde med sten og begyndte at fylde stenene i vandet for på den måde at få dannet en vej over til kysten på Hindsholm. Da hun nåede et stykke ud, brast imidlertid båndet, som holdt forklædet, og alle stenene faldt i vandet. Hun blev da så arrig, at hun tog den største sten og kastede den mod kirken for at knuse den, men den nåede kun til Lammekærsgyden.

Ovenstående er et af de henved 300 sagn, som er optegnet om stenkast mod danske kirker.

Fordybninger i sten kan have mange forskellige former -det gælder ikke mindst dem, som naturen har skabt. De mærker, som har inspireret sagnfortællerne er imidlertid først og fremmest dem, som har lighed med et eller andet, man kender, f. eks. med et fodspor, eller med aftryk af hånd eller fingre. Ligheden er ikke altid slående, og det kan kræve et ikke ringe mål af fantasi at få øje på den. Sagnene, som knytter sig til disse mærker, er temmelig ensartede. Til fordybninger, der udlægges som hånd- eller fingermærker, hører således i reglen en historie om, at en kæmpe, trold eller fanden selv har haft fat i stenen og kastet den efter et eller andet, som regel en kirke, hvis klokkeringning har irriteret utysket. Fælles for disse sagn er det også, at stenen så godt som aldrig har ramt sit mål, men er faldet ned et sted i nærheden. Tilsvarende sagn fortælles om en del sten, som ikke har fingermærker men derimod en lang rille, som om et reb eller bånd havde skåret sig ind i den. De er i reglen kastet af en kæmpe- eller troldkvinde i hendes strømpeeller hårbånd. Sagn omkring »fodspor« er også ensartede, for såvidt som de alle fortæller, at et menneske, dyr eller fabelvæsen har betrådt stenen; men i detaillerne er disse historier dog noget mere varierede end dem, som håndmærkerne affødte, bl.a. fordi dyreverdenen er kommet til. Ofte er der tale om spøgelsesdyr: hunde, katte, harer, høns, køer og heste. Navnlig hestene optræder hyppigt i disse stensagn, hvor vi møder både Kong Volmers vilde jagt og ellekongens natlige ridt langs stranden på Stevns -to sagn, der vel har stormens susen i efterårs- og vinternætterne som forudsætning. Hovmærker i stenen forklares dog ikke altid som spor af heste; en del af dem tilskrives fanden, hvis ene fod som bekendt er en hov. løvrigt har et ikke ubetydeligt antal kæmper, trolde, helgener samt flere historiske personer trådt på stenene. En sten ved Gundsømagle nordøst for Roskilde er betrådt af dronning Margrete, og i en sten ved selve Roskilde domkirke plantede bisp Vilhelm harmfuldt sin fod, da han lyste kirkeskænderen Sven Estridsen i band. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3
Billeder indhugget i sten, de såkaldte helleristninger, blev fremstillet gennem hele bronzealderen. De findes i mængde i Norge og Sverige. I Danmark optræder de talrigt på Bornholm, mens resten af landet er mindre velforsynet, fordi der her ikke findes fast klippe.

De tre sten ovenfor viser tre forskellige former for helleristningstegn: Runde huller, fodspor og håndtegn. Mens hullerne optræder ret almindeligt, er de to sidstnævnte sjældne. Om tegnenes betydning kan man kun sige, at den uden tvivl er af religiøs art. Hullerne har muligvis med frugtbarhedsmagi at gøre, fødder og hænder symboliserer vel overnaturlige væsener, måske guder. På mange svenske helleristninger møder vi billedet af en mandsperson med oprakte arme og store hænder. Man kommer til at tænke på gammeltestamentlige udtryk som: Og Israel så den store hånd, som Herren havde bevist på ægypterne. »Guds store hånd« har vel både i syd og nord skullet symbolisere en velsignende kraftudfoldelse.

Selv om helleristningerne tilsyneladende ikke spiller nogen stor rolle for sagndannelsen, er det måske alligevel i tegn som disse, at man skal søge oprindelsen til nogle af de væsener, som folkefantasien har skabt.

Ved alle de til nu omtalte sten har der været særlige ejendommeligheder, som har fremkaldt sagnene. Tilbage bliver en stor mængde sagnsten, som ikke udmærker sig hverken ved farve, form, størrelse eller på anden måde, og tillige en stor mængde sagn, som ikke er udsprunget af noget særegent ved stenen. Der er ingen skarp grænse mellem disse grupper. Om mange sten, som er helt uden mærker, fortælles det, at de er kastet af kæmper, og omvendt kan der til en mærket sten være knyttet sagn, som intet har med mærkerne at gøre. Man skulle vente, at de »frie« sagn var mere varierede end de »bundne«, men også her er der bestemte historier, som går igen og igen, f.eks. at stenene vender sig, når de lugter nybagt brød, at der er nedgravet skatte ved stenene, eller at det bringer ulykke, hvis stenen flyttes. Et betydeligt antal sten er bolig for overnaturlige væsener som ellefolk, nisser, trolde eller spøgelsesdyr. Det skete, at man satte mad ud til nissen eller lagde et par skillinger til kællingen. I en sten i Roholte sogn ved Fakse boede kæmpen Stenmus. Når man om aftenen satte en skål mad ud til ham, fik man om morgenen en guldskål igen; men forrettede man sin nødtørft ved stenen, slog han én pukkelrygget.

Til en del sten er knyttet historier af mere virkelighedsbetonet art; om ni forskellige sten fortælles det således, at her har et menneske engang bragt sig i sikkerhed under flugt for en gal tyr. Ved Kræmmerstenen i Himmelev ved Roskilde havde en kræmmer lagt sig til hvile, men så uheldigt, at han blev kvalt af sin bylt. En række stensagn om historiske personer er derimod ikke altid så jordbundne, som man måske kunne vente. Lidt syd for den nuværende grænse ligger således en sten, som djævelen har kastet efter bisp Poppo for at hindre ham i hans missionsvirksomhed, og en sten ved Skuldelev i Hornsherred er en af den norske konge Olav den Hellige forstenet troldkælling. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4
Hellig Anders bad engang kong Valdemar om noget land til Slagelse by. Kongen, der holdt af god skæmt, tilstod da Anders så meget land, som han kunne omride på et ni dage gammelt føl, mens kongen selv var i bad. Snart ilede dog kongens mænd til badstuen og råbte til ham om at skynde sig, ellers fik han grund til at fortryde sit løfte. Men da havde Anders allerede erhvervet Slagelse en meget stor bymark.
Lidt uden for Slagelse fandtes indtil 1923 stenen Følsfjeddet med mærke som af hestehov. Oprindelsen til navnet må søges i ovenstående sagn, der er nedskrevet første gang i 1695 af Peder Syv.

Der er et nært familieskab mellem stensagnene og de sagn, som knytter sig til vore oldtidshøje. Det er det samme selskab af nisser og troldfolk, kæmper og spøgelsesdyr, vi møder i begge tilfælde, og det sker ret tit, at en stenkastende kæmpe angives at bo i denne eller hin høj. Hvor gamle er nu disse sagn, og hvad kan de iøvrigt lære os?

At tidsfæste sagn er altid yderst vanskeligt, og det er kun i meget få tilfælde muligt at angive en blot nogenlunde nøjagtig tilblivelsestid. Sagnets kamæleoniske evne til at skifte form og indhold er en ekstra vanskelighed, for det er jo ingenlunde sikkert, at de forskellige elementer i historien er lige gamle. I almindelighed kan man dog sige, at sagnet ikke kan være ældre end de ting, personer eller begivenheder, som nævnes i det, og at det ikke kan være yngre end den ældste optegnelse af det. Sagnet om stenen i Gislinge ved Holbæk, hvor fire nisser »sad og røgte tobak«, kan ikke være ældre end ca 1600, da tobakken holdt sit indtog i Danmark, og ikke yngre end 1906, da historien blev optegnet. På samme måde må sagnet om kong Haralds transport af en stor sten til Jelling være opstået i tidsrummet mellem ca 985, da det i sagnet omtalte oprør fandt sted, og ca 1200, da Sakse skrev sit værk. Det førstnævnte sagn er altså ungt, det andet gammelt. I mange tilfælde er det ikke muligt at angive nogen grænse bagud i tiden, så muligheden for en høj alder står her åben. Et meget stort antal stensagn kan med sikkerhed siges at være opstået i kristen tid, hvad de i historierne forekommende kirker, præster, helgener og djævle tydeligt bevidner. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5
Bag en stor sten ved Frederiksværk sad i gamle dage en ond trold. Han rev folk, der ville over broen, ud i åen. Præsten fra Torup kom en dag korende. Han havde undervejs tabt det ene vognhjul. Da trolden for frem, slog præsten kors for sig og manede trolden ned som det fjerde hjul til sin vogn. Fra den dag havde folk fred.

Kæmper, trolde og jætter træffer man i ethvert folks lavere mytologi, og Danmark er i så henseende ingen undtagelse. De optræder i hedenske gudemyter, og kristendommen formår ikke at drive dem ud af landet. De lever videre i folkets bevidsthed, hvor de slår følge med de mørkets magter, som den nye tro havde med sig. I mange af sagnene om stenkast mod kirker angives tidspunktet for begivenheden at være, da kirken blev bygget, eller da klokkerne første gang lød. Det er fristende at tænke sig, at disse sagn virkelig er opstået på den tid, da hedenskab og kristendom brødes, og kirker rejstes rundt i landet, men det er dog tvivlsomt, om man tør tilskrive dem en så høj alder; snarere er de blevet til i tiden omkring reformationen, da frygten for djævle, trolde, hekse og andre onde magter fik et hidtil ukendt herredømme over sindene. Den sagnverden, som op mod vor tid blev til spøg og ammestuehistorie, var dengang en virkelighed, som har lagt sit tryk over hverdagen. En uendelighed af hensyn har man måttet tage for ikke at støde de overnaturlige og nedkalde deres vrede over sit hoved.

Indlejret i stensagnene møder man en mængde træk og beretninger, hvis oprindelse ikke uden videre lader sig gennemskue. Hvorfor vender stenene sig, når de lugter nybagt brød? Hvorfor kræver visse sten, at man hilser på dem, når man går forbi? Kan der heri gemme sig minder om gammel hedensk gudsdyrkelse, om en tilbedelse af stenen, eller rettere af det i stenen boende væsen, ved offer og bøn? Om et ikke ubetydeligt antal sten fortælles det, at ved dem hentes de små børn. Det kan lyde, som om man her står over for en ældre version af storkehistorien, den bekendte nødløgn, der anvendes for at tilfredsstille børns videbegær. Det er dog muligt, at der stikker andet under, for både her og fra mange andre lande har man sagn om, at der er ofret ved store sten for at fremme frugtbarhed blandt mennesker. Til Dyvelstenen på Samsø skulle man for at få en lille bror eller søster ofre brød af en eller anden slags, og kvinder ofrede små dukker på stenen for at få børn. Troldstenen på Lolland vendte sig, når den lugtede nybagt brød, og man kunne høre de små børn græde under den. Der er således noget, der taler for, at børne- og brødsagnene indeholder minder om dyrkelsen af en frugtbarhedsguddom, som har været knyttet til stenene. Det er muligt, at andre guddomme kan have været knyttet til andre sten; i hvert fald kendes der en række offersagn, som måske ikke allesammen har med frugtbarhed at gøre. I Valdemarsstenen ved Vordingborg var der en fordybning, hvor der altid stod vand. Dette vand kunne fjerne vorter; men til gengæld skulle man lægge skillinger -som regel toører, i fordybningen. I det foregående er omtalt sagnet om kæmpen Stenmus, der som tak for madoffer gav et guldkar igen.

For fuldstændigheds skyld skal det til slut nævnes, at et mindre antal stensagn omtaler velkendte nordiske guder som Thor og Balder. Disse sagn er dog uden større værdi, og i flere tilfælde er forklaringen vist simpelthen den, at børn har overført til stenene, hvad de har lært i skolen.

Det mægtige sagnstof, som har levet i folkemunde, er nu hastigt bortdøende; men meget er lykkeligvis blevet nedskrevet og bevaret for eftertiden. Sagnene om de store sten udgør en lille, men repræsentativ del af dette stof. De giver os indblik i en side af forfædrenes tro, som ikke har meget med landets officielle religion at gøre, og som vi ellers ville være næsten afskåret fra, fordi den var uden myndighedernes stempel og derfor ikke har sat sig dybe spor i den egentlige litteratur. Det er i sandhed en gammel verden, vi her ser ind i, men ligegyldig er den ikke. Selv om den kan forekomme fremmed, har den alligevel noget at fortælle om sider i vor egen natur.

Interesserede kan henvises til August F. Schmidts bog Danmarks Kæmpesten, udsendt som nr 39 i serien Danmarks Folkeminder (1932).