Kronik: Jagtslot for hertug Hans

Grundplanen er et rektangel, 18 x 26 m stor, der senere har fået tilføjet to diagonalt anbragte, runde hjørnetårne og et firkantet trappetårn midt for facaden. Otto Norn påviser i sin artikel, hvorledes Østerholm er bygget efter sin tids mode og efter sine tårntilføjelser har fremtrådt som "et lille Renaissanceslot af fornem fransk Type".

Østerholm blev grundlagt af adelsmanden Thomas Sture omkring 1550. Hans slægts hovedsæde havde ellers været Helvedgård, hvis firkantede voldsted omgivet af dybe grave endnu kan ses inde i Nørreskoven, kun et par km nord for Østerholm. Men denne middelaldergård blev ham for gammeldags, og istedet for at ombygge den valgte han at flytte både hovedbygning og ladegård ud til et lysere og friere sted. Ladegården blev lagt på en lav banke vest for slottet. En voldgrav, hvis stenklædte sider er delvis bevaret, ledte vand fra en tilstødende sø rundt om den store ladegårdsbanke. Hovedslottet blev så igen særskilt afskåret fra banken med en mindre grav. For Thomas Sture har det været en stolt dag, da han kunne flytte fra sin lidt skumle og forældede gård ud til sit smukke, lyse og helt moderne slot.

Thomas Sture døde i 1563 og hans svigersøn Hans Blome overtog Østerholm. Han solgte det i 1584 til den umættelige godssamler, hertug Hans den Yngre, søn af Chr. III og dronning Dorothea, en yngre broder til Frederik II. Han havde efter moderens død i 1571 overtaget Sønderborg Slot med det gods, der da hørte til. Denne godsmængde var dog alt for ringe for ham - hvilket man forstår, når man hører, at han skulle prøve at forsørge 23 børn. Hertil kom, at de andre sønderjyske hertuger ikke ønskede at anerkende ham som hertug, og hans liv var derfor optaget af at skaffe sin værdighed den nødvendige økonomiske baggrund. Hele tiden samlede han jordegods, på Als, i Sundeved og i Angel. Han var en ivrig bygherre, der byggede flere kirker, og i Angel byggede han i hjertet af sine besiddelser det smukke Glycksborg slot - med tre sammenbyggede langhuse, forsynet med hjørnetårne. Sit største samlede godskøb foretog han i 1584, hvor han købte de to største alsiske godser, Gammelgård og Østerholm af Hans Blome for ialt 176,500 mark lybsk, - et køb, han var blevet i stand til ved at arve sin farbror-, hertug Hans den Ældre i Haderslev. (Fig. 1) (Fig. 2) (Fig. 3) (Faktaboks 1)

Også på Østerholm byggede han, dels de to nævnte hjørnetårne, hvis diametre er 8,5 m, dels det 8,5 x 5,5 m store trappetårn midt på sydsiden. En bemærkning på et gammelt maleri af slottet oplyser, at den store ombygning fandt sted i 1592.

Hans den Yngre benyttede Østerholm som jagtslot. Efter hans død i 1622, da hans fyrstedømme arvedeltes i fem hovedportioner, kom Østerholm til at høre under Nordborg-hertugen. Dermed var slottets egentlige glansperiode i virkeligheden forbi, idet de nordborgske hertuger fortrinsvis benyttede det som enkesæde. Som sådant fungerede det i to perioder, 1659 - 1680 og 1699 - 1723. I 1723 solgtes slottet til kongen, Frederik IV. Han havde ikke brug for hovedbygningen, der derefter forbløffende hurtigt forfaldt - kun syv år efter var tagene utætte og murene revnede - og i 1733 blev der givet ordre til nedrivning. Kun i ca 180 ar stod slottet Østerholm og kun i 140 år var det hertugeligt.

De bygningshistoriske overvejelser i forbindelse med udgravningen er det ikke tanken at komme ind på her, dem er der udførligt redegjort for i Otto Norns artikel, hvor også selve udgravningen og opmålingen er gennemgået. Men samtidig med bygningsundersøgelsen fandtes, specielt i voldgraven, en masse genstande, fortrinsvis lertøj fra det gamle køkkenudstyr, og det kan der være grund til at omtale nærmere.

Det var ganske vist ikke de store sjældenheder, der dukkede op. Men sagerne er ret veldaterede, og det er vigtigt, for det giver os mulighed for at føje nye træk ind i det store historiske dateringsskema, som er under evig opbygning, og som - specielt med henblik på historisk tids lertøj - ikke er nær så velfunderet, som de fleste vist tror. Alt det fundne må høre hjemme i perioden 1550 - 1730, ja, det kan vel i hovedsagen afgrænses til tiden fra 1592, hvor Hans den Yngres ombygning finder sted, til 1723, hvor beboelsen ophører, altså kun ca 130 år. Langt de fleste ting viser sig at høre til den sidste del af dette tidsrum, men det vigtigste er at fastslå, at de fundne genstande er fra en bestemt afgrænset periode, og at de ikke er yngre end 1723.

Et enkelt stykke er næsten dateret; det er et skår fra bunden på et indvendigt glaseret lerfad, der bærer de to første cifre af et årstal - 16.. Og så ved man ganske vist ikke, hvornår i 1600-tallet fadet er lavet, men så mangelfuld er vor viden om disse ting, at selv en datering indenfor et århundrede er en betydelig vinding. (Fig. 4)

Nu er det jo desværre ikke sådan, at man efter at have set fundene fra Østerholm kan sige, at den slags lavedes altså hovedsagelig i 1600-årene. Man kan kun sige, at de stykker lavedes altså også i 1600-årene. Nogle stykker er måske ældre stykker, der er flyttet med fra Helvedgård til det nye slot, hvor de har været brugt, til de en dag gik på gulvet, knustes og blev smidt ud i den store skraldespand, voldgraven. Andre af stykkerne er ganske vist lavet i 1600-tallet - ja måske helt op omkring ar 1700, men typerne, som de tilhører, har levet langt over denne tid. Usikkerheden er stor, men Østerholmfundets værdi vil vokse, efterhånden som nye fund kommer til. Allerede nu kendes, især fra byfund, overordentlig meget mere eller mindre veldateret lertøj fra 15-, 16- og 1700-tallet. (Jvf. Helge Søgårds bog, Lertøj fra nørrejydske museer"). I dette materiale føjer Østerholm-tingene sig smukt ind.

Et udvalg af fundene fra voldgraven præsenteres i tekst og billeder på disse sider. Som det vil fremgå, er største parten daglige brugsgenstande og kun i enkelte fund får vi indtryk af et lille hof, der vel ikke var rigt, men som dog satte en ære i at være med på noderne, som brugte alt for mange penge til at fastholde fyrstepræget og som tilsidst gik fallit derved. (Fig. 5) (Faktaboks 2) Dette bliver forøvrigt især tydeligt, hvis man prøver at sammenligne med fundene fra et andet hertugeligt jagtslot i Sønderjylland, Grøngård ved Burkal, der blev udgravet i 1953-54 af museumsinspektør Hans Stiesdal, og publiceret i "Fra Nationalmuseets Arbejdsmark", samme år som Østerholm. Også her gjordes talrige løsfund - bl.a. mange dekorationsdetaljer fra selve bygningerne - og de opbevares nu i Tønder Museum. Man ser her de samme pander og stjertepotter, det samme flaskeglas, men kun enkelte stykker stentøj og et enkelt fint glas, ikke de mange slebne, böhmiske stykker og intet orientalsk porcellæn. Ejeren af Grøngård var Hans den Yngres farbror, hertug Hans den Ældre, død 1580. Han har kun brugt Grøngård som jagtslot, mens han ellers boede i Haderslev. Han har dog ikke haft sin egentlige hofholdning herude, og hans mere kostbare indbo er selvfølgelig ikke bragt med til jagtselskaberne. (Fig. 6) (Fig. 7) (Fig. 8) (Faktaboks 3) (Faktaboks 4) (Faktaboks 5)

Hele fundet med alle småtingene har været udstillet ved en særudstilling i Museet på Sønderborg Slot. Og selvom det fyldte en hel stue, var mange skuffede ved første øjekast, for "der var jo ikke andet end skår". Først ved nærmere eftersyn trådte alsidigheden frem, således at gæsten fik et lille indtryk af de mange forskellige brugsting fra Østerholm. Og så manglede der jo endda alle de ting, som af naturlige grunde ikke var smidt i voldgraven, først og fremmest møblerne. Men her er vi så heldige, at vi i nogen grad kan få suppleret fundenes tale om Østerholms udstyr. På landsarkivet i Åbenrå findes et inventarium, nedskrevet i 1723, før slottet blev rømmet, og her kan man få et detailleret billede af en stor del af inventaret og slottets indre udstyr i dets sidste år. Det viser sig, at inventarlisten ikke nævner alle de mange arter af genstande, der er gennemgået ovenfor - lertøjet var nok ikke godt nok til at blive omtalt. På den måde supplerer jordfundene og den skrevne liste hinanden og hjælper til at give et fuldstændigt indtryk af Østerholms indre.

Noget af det fundne kan dog vistnok genfindes i inventarlisten. På side 19 opregnes følgende:
Et stort fad
To ditto, brogede
Endnu 2 ægte tallerkener
Fjorten tallerkener, fint delftergods
7 rigtige the-skåle, hvoraf 4 røde
6 ditto, helt små
6 par ægte porcelæns-kopper og småskåle i brunt og hvidt og blåt
Fireoghalvfjerds ægte blomsterskåle endnu 10 store blomsterskåle
2 store løver
2 elefanter

Denne liste omfatter sandsynligvis hele beholdningen af porcelæn, og deraf genkendes fra fundene de ægte kopper i brunt, hvidt og blåt. Måske kan man så i den følgende opremsning af "3 ganske store og 9 middelstore og små blomstrede potter af uægte gods" genfinde de lidt grove fayenceskår med broget grøn og blå dekoration.

Inventariet begynder iøvrigt med at gennemgå køkkentøjet, først jern- og messing-genstande, bl.a. kasseroller, gryder og pander, messingmortere og lyseskjolde. Dernæst kommer tintøjet. Her nævnes ikke mindre end 241 større og mindre tintallerkener - og af disse var 104 af "Kronetin", resten af "Stempeltin" - 35 store og mellemstore fade i "Kronetin" og talrige fade, skåle og kander i "Stempeltin", 8- og 4-kantede tinflasker, tinlysestager og meget andet husgeråd. Som punkt tre opføres sølvtøjet. De to kostbareste genstande var "en thekedel med fod og lampe, der vejede godt 4 pund," og "en kaffekande med lampe", der vejede lidt over 3,5 pund. Sølvgenstandene vejedes i lod sølv, og de to ovennævnte ting havde en værdi af 26 sk. pr. lod. De fleste ting er ellers ansat til 24 eller 22 sk. pr. lod, altså har de været af godt sølv. Men endnu finere er to store blomsterpotter, hver på knap 3 pund sølv, den ene Augsburger-arbejde, der er ansat til 28 sk. pr. lod. (Fig. 9) (Fig. 10)

Inventariet er meget fyldigt og detaljeret. Det opregner billeder ("Landskaber og skilderier"), spejle i alle slags rammer, møbler i overdådig mængde, dækketøj og alle slags tekstiler - alene af servietter fandtes 6 dusin damaskes og 25 dusin drejls. Den afdøde hertuginde havde mellem sine ejendele en lille medaille-samling, der opbevaredes i en lille firkantet æske. Den bestod af 3 guldmedailler, 25 sølvmedailler og 19 mønter. Om den ene hedder det, at det er en medaille, "hvorved udtrykkes håb om, at det må blive bedre tider". Et håb, der vel er en sølvmedaille værd.

Også talrige småting nævnes, smykker, syæsker i lakarbejde, rejsetoilet, miniaturer. Blandt fundene fra voldgraven var et lille agat-skaft, og her omtales et sted "en lille æske med alle slags småting", herunder ting af sølv, agat og rubinglas. Der har også været mulighed for underholdning. Et sted omtales et Clavicimbel, et andet sted et Clavir, og et sted noteres "et Spil og et Lombre-Bord". Der nævnes tegneredskaber, småborde, lommespejle, balsambøsser af form som et hjerte o.s.v.

Sengetøj og senge er også optegnet. Der har været sengepladser til både familie, gæster og tjenerskab. Udstyret varierer meget. Hertugindens seng bestod af "en Parcheut underdyne med hovedpølle, en underdyne og pølle af drejl, endnu en drejlspølle, 4 hovedpuder og et Cattundække" og i prinsessens sovegemak stod en pragtseng med "blå Damask Senge-Gardiner med Kappe foroven og forneden, ialt 78 alen, mens den indvendige Himmel og Rygstykke var betrukket med rød Damask og et Sengetæppe af rød Damask". I salig hofmesterens tidligere kvarter stod en seng med "en madras, 2 underdyner, 1 overdyne, 2 pøller, 2 puder og et broderet Cattundække" - det har ikke været nogen ringe stilling at være hofmester på Østerholm - han havde endog "4 skilderier med landskaber" på sine vægge. I lakajens kammer er kun en underdyne og en pude, mens der i kammerskriverens værelse fandtes 2 underdyner, 2 pøller og 1 overdyne. (Fig. 11)

Hertil kommer foruden de mange andre senge, der nævnes, alt det sengetøj, der fandtes i de store skabe, og som omhyggeligt er noteret ned i det 57 sider store inventarium. Selvom det kun var et lille slot, krævede den fyrstelige husholdning dog en god økonomi.

Kildematerialet fra Østerholm viser tydeligt, selv i disse glimt, hvor meget man kan få ud af at samarbejde arkæologi og arkivernes beretninger i et forsøg på at skaffe sig et alsidigt billede. Her er endda kun et enkelt, omend meget indholdsrigt, inventarium benyttet; dertil kan lægges vidnesbyrd fra kirkebøger, regnskaber og andet arkivmateriale.

Så heldig er man ikke altid, men selv med et mindre alsidigt stof vil man ofte have mulighed for at finde frem til det liv, der skjuler sig bag genstandene. Historie handler jo ikke om døde ting, men om menneskene, som har brugt dem.