Kronik: Intet bedre end bøger

Per Degn har som alle andre på hans tid lært latinens grundbegreber efter Aurora Latinitatis, »Latinskhedens morgenrøde«, som første gang tryktes i 1638 og optryktes gang på gang i de følgende halvandet hundrede år. Endnu den lille Steen Steensen Blicher måtte trækkes med den da han annammede sine første kundskaber i latin. (Fig. 1)

Ophavsmanden til denne skolebogssucces var en ung student, Thomas Bang, der som privatlærer var i huset hos en anden succesforfatter, den navnkundige professor, senere biskop Jesper Brochmand, hvis »Huspostil« også levede et par århundreder. (Fig. 2)

Thomas Bang var født i 1600 i Flemløse på Fyn, hvor hans far var præst. Han blev student fra Odense Skole i 1621 og blev snart efter sin ankomst til universitetet ansat af Jesper Brochmand som »præceptor« for dennes søn og en søn af kansler Christian Friis. Det er en gammel erfaring at der er intet man lærer så meget af som at undervise andre, og huslæreren måtte her selv udarbejde sin metode, der en lille snes år senere kom på tryk som lærebog.

Efter vor tids pædagogiske syn er »Aurora« nu ikke noget mesterværk. Det er en lille bog på blot 64 sider, og den indeholder dels lister over ord der bøjes efter de regelmæssige latinske deklinationer og konjugationer, altså henholdsvis navneord og udsagnsord, dels tolv colloquia, fingerede samtaler til indøvelse af latinsk talesprog (samt fromhed, dyd og gode sæder).

Straks på den første side af gloserne genkender vi Per Degns remse og kan se de fejltagelser han gør sig skyld i. »Coena, en Nadvere« får han til at blive til »en natpotte« - er det mon en almindelig erindringsforskydning eller en mindelse om en skoledrengevits? Campana betyder »en klokke«, ikke »klokker«, og Cerevisia kan naturligvis ikke både betyde øl og smør (Spaniensrejsende vil vide at »øl« på spansk hedder cerveza). En morsom iagttagelse, som viser hvilket fint øre Holberg har haft, er misforståelsen af »Lana, uld«. (Fig. 3) Per gengiver det ved »en ulv« - men har på sit sjællandske mål udtalt det uden v, altså ganske som »uld«. Det var den almindelige udtale på den tid, og vi har jo en mindelse om det i udtrykket »der er ugler i mosen«; som bekendt er disse »ugler« en misforståelse af »uller«, altså »ulve«.

Nu har Per Degn nok ikke hørt til de lyseste hoveder i klassen, men det må indrømmes ham at denne remsemetode hverken er morsom eller befordrende for forståelsen. Generation efter generation af peblinge har måttet tyre disse gloser, og det er såmænd ikke så længe siden princippet er forsvundet fra undervisningen - hvor mange af os har ikke i tysktimerne måttet døje med »der Bär, der Christ, der Fürst...« (jeg kan ikke længere, og jeg husker aldeles ikke hvad meningen var med remsen’.).

Bedre bliver det ikke når vi går over til samtalerne. Hør blot fra den første af dem dette replikskifte mellem to skoledrenge:

Peter: See, jeg viser dig din Faders Bog.

Hans: Fra mine Forældre sendes mig altid Bøger.

Peter: Intet bedre, end Bøger, kand gives Børn.

Selv på Thomas Bangs tid har man næppe kunnet karakterisere det som »livsnært« eller »meningsfyldt«.

Det verdsligt og religiøst moraliserende kommer særlig stærkt frem i en samtale mellem faderen og sønnen:

Faderen: Gak nærmere hid, min Søn.

Sønnen: I, mit Hierte springer i mig for Glæde... Jeg vil altid med stoor Fliid legge Vind paa, at adlyde mine Forældres Paamindelser. Og »samtalen« ender med disse ord:

Faderen: Det er aabenbare for alle, ingen at blive lærd, uden Arbejde og Flittighed. Frygt GUd, og befal hannem dig og alle dine Studeringer. (Fig. 4)

Det er knastør kost, og selv om Kr. Mikkelsens latinske læsebog, som var min indførelse i dette sprog, ikke netop er morskabslæsning, holder jeg dog mere af hans eksempler (»Soldaternes stemmer opskræmmede pigerne. Jeg var fraværende på grund af alder«).

Men Thomas Bang skal ikke dømmes på grundlag af »Aurora« alene - den er såmænd ikke værre end så mange andre af samtidens og endda langt senere tiders skolebøger. At hans danske sprog er så stift og latinpræget skal heller ikke bebrejdes ham, for latin var tidens ideal, og selv Holberg kan ikke gøre sig fri af det latinske åg. Men studerer man Thomas Bangs liv og gerning får man også et helt andet billede frem.

Lad os vende tilbage til 1620'erne, hans tid som huslærer hos Jesper Broehmand; den ved vi ikke så lidt om fra hans livlige korrespondance (på latin) med studenterkammerater i provinsen. Han har måttet udføre både det ene og det andet ærinde for hr Jesper, og fra et af dem har han mange år senere fortalt en kuriøs oplevelse.

På en rejse fra Roskilde til Snostrup ved Ølstykke var han faldet i søvn i vognen og vågnede ved at kusken skældte og bandede og piskede på hestene, som var standset og ikke ville videre. De var kommet til Værebro, som ifølge et lokalt sagn var bygget af fanden, og det var måske det der holdt hestene tilbage. Men den unge student befalede kusken at holde inde med sin sværgen og banden, tog tømmerne fra ham og råbte: »Nu fremad i Jesu navn«. Og straks gik hestene over broen. (Jeg ved ikke om det er denne historie der har levet videre, men H. P. Hansen fortæller i sin bog »Folk bander« en lignende oplevelse, hvor det er en bandende slagter der ikke kan starte sin Ford og en præst der råder ham til at prøve i Jesu navn - og da motoren så virkelig går i gang, farer det ud af præsten: »Det var satans'.«). (Fig. 5)

Men heller ikke dengang var det gavnligt for studierne at have for meget erhvervsarbejde ved siden af, og i 1627 søgte og fik Thomas Bang et rejsestipendium mod at forpligte sig til kun at studere ved lutherske universiteter og ikke modtage nogen akademisk grad udenlands. Først tog han til Rostock, men Trediveårskrigen rasede, og da Wallensteins hære kom i betænkelig nærhed af byen vendte han snart hjem og drog i stedet over Amsterdam til det reformerte universitet i Franeken i Holland, hvor han jo egentlig ikke måtte studere, da det ikke var luthersk. Men han overbeviste konsistorium om at der dels var billigt, dels ikke gik så megen drik og så mange udsvævelser i svang dér som ved andre universiteter, så han fik lov at blive der vinteren over og sætte sig grundigt ind i østerlandske sprog, det vil sige først og fremmest hebraisk og syrisk. Så megen lærdom tilegnede han sig at han i 1630, altså som kun 30-årig, blev kaldet til et professorat i hebraisk ved Københavns Universitet. En smuk karriere åbnede sig for ham - men så blev han pludselig sindssyg, formodentlig på grund af overanstrengelse, og udnævnelsen blev taget tilbage. I et venligt og formfuldendt, men ubønhørligt brev til hans gamle far i Flemløse meddelte konsistorium at Thomas havde bragt universitetets værdighed i fare, idet han ikke var ved sine fulde fem (animi sui non compos) og både på gaderne og i private huse havde vakt den pinligste opsigt ved sin galskab.

Hvori galskaben bestod omtales ikke; men 30 år senere, kort før sin død i 1661, fik han et nyt anfald af galskab, og da var et af udslagene at han løb halvpåklædt ud på gaden, satte sig på en gedebuk og red rundt på kirkegården omkring Frue Kirke. Den slags kunne man ikke tolerere hos en universitetsprofessor.

Det gik dog ikke så galt som frygtet. Efter nogle måneders ro og pleje hos den fromme Holger Rosenkrantz i Odense var han normal igen og blev genindsat i sit embede, som han siden røgtede til universitetets tilfredshed og ære.

En af hans opgaver blev at organisere universitetets bibliotek, hvis leder han var i en lang årrække, og det var vist nok på hans initiativ at det blev flyttet fra universitetsbygningen til den nybyggede Trinitatis Kirkes loft, hvor de studerende fik langt bedre forhold. Han kunne jo ikke forudse at dette sted ville blive ramt ved Københavns bombardement i 1807 og mange af bøgerne ødelagt. En del blev som bekendt reddet ved at studenterne kastede dem ned i Rundetårns hule cylinder.

Rundetårn - også denne populære bygning havde Thomas Bang en særlig tilknytning til. Ved Frederik Ill's kroning 1648 skrev han en slags festskrift (»Phosphorus hiero symbolicæ inscriptionis...«, meget smukt trykt og forsynet med kobberstik). (Fig. 6) Heri udlagde han omstændeligt og med mange digressioner den berømte aurea inscriptio, den gyldne indskrift på tårnets facade. Det var Christian IV selv der havde komponeret denne »rebus«, men den formodning har været fremsat at han rent sprogligt havde rådført sig med universitetets lærdeste filolog, og da Thomas Bang både var i yndest hos kongehuset og gennem denne bog har vist et indgående kendskab til indskriftens symbolske betydning, lyder det ikke usandsynligt.

Indskriften, der af folkeviddet tolkes som »Krims-krams Christian Firtal«, eller noget udførligere »Doktoren med den lange kniv dirigerer krims-krams ind i hjertet på Christian Firtal«, skal læses således: Doctrinam et justitiam dirige, Adonai, in corde coronati Christiani Quarti, det vil sige »Herre, led troen og retfærdigheden i den kronede konge Christian den Fjerdes hjerte«.

»Krims-krams« er hebraiske tegn der kan læses enten som Jahve (Jehova) eller Adonai, men under alle omstændigheder symboliserer Guds navn. Christian IV var ingen, ulærd mand, og latinen har han nok kunnet klare, men med hensyn til det hebraiske har han sikkert været nødt til at søge sagkyndig hjælp.

Thomas Bang var en flittig skribent, og foruden den lille »Aurora« har han skrevet en værdifuld latinsk grammatik på 1456 sider - den blev aldrig populær i skolerne'. - endvidere afhandlinger om skriftens oprindelse, værker om orientalsk filologi, teologiske bøger og meget andet, så han altid omtales som »den lærde Thomas Bang«. Ganske vist er hans sprog- og skrifthistoriske teorier helt forældede - han anser for eksempel hebraisk for at være det ældste sprog og det menneskene talte før den babyloniske sprogforvirring, og hans betragtninger over hieroglyfferne er det rene tankespind - men set på baggrund af tidens almindelige viden på disse områder vidner de om en kritisk sans der er bemærkelsesværdig netop i ortodoksiens århundrede.

Alle hans breve og bøger er skrevet på formfuldendt latin, og man kunne vel ud fra det vente at han kun havde foragt til overs for modersmålet; men han interesserede sig alligevel levende for den danske litteratur. Han skrev flere fortaler (på latin) til danske litterære værker, korresponderede livligt (på latin) med Hans Mikkelsen Ravn om dansk litteratur, priste begejstret (på latin) Anders Arrebos »Hexaemeron«, og i Ole Worms store runeværk Monumenta Danica findes minsandten et (latinsk) epigram af ham - skrevet med runer'.

Det er lidt af en skæbnens ironi at Thomas Bang, den lærde, skal huskes alene for sin »Aurora«, men dette forsøg på at give et lidt mere nuanceret billede af ham skal alligevel afsluttes med et epigram (af Quintilian) som han sætter som motto for sin lille lærebog:

I meget fri oversættelse:

Medens i ungdommens år du har tid,

bør du indsuge viden, Så du som aldrende mand

til gavns kan udfylde tiden. (Fig. 8)