Kronik: Høgerede i Himmerland

Endnu i 4. udgave af Traps »Danmark« står der at læse om pælene i Nørre Kongeslev kær, at de antages for rester af en ålegård. Ja, for hvem evner at forestille sig middelalderens virkelighed? Den er for langt fra vore begreber om rimelige levevilkår, den kan kun blotlægges af arkæologer.

I 1959 fandt en klarøjet syttenårig karl en tildannet bjælke på det højeste og tørreste sted, hvor pæle endnu kunne spores i undergrunden. Dette fund blev indledningen til en undersøgelse, hvis resultater slog hærdede gravere med undren: Her har levet mennesker, hvis fødder aldrig blev tørre. De boede på et sted, hvor isen syntes eneste transportmulighed for tungt gods, og hvor nattetagen endnu står over mandshøjde hver nat året rundt. Hvem var de – hvorfor valgte de denne umulige bopæl – og hvornår?

Tiden var for så vidt lettest at bestemme. Keramiken, såvel sortgods som røde potter plus enkelte skar af rhinsk stentøj, skulle tydeligt sige 1300-årene. Efterhånden som udgravningen røbede flere og flere detaljer, der måtte tydes som befæstning, kom også motivet til at stå klart. Det måtte være frygten for det nøgne liv, der havde drevet mennesker ud i sumpen.

Dermed er også denne tomt placeret i sin historiske sammenhæng. For den er ikke enestående, alene i Himmerland kendes mindst et dusin af slige befæstninger, alle med sikkerhed som eneste formål, kun formatet og byggemåden varierer efter bygherrens evner og formue. Altså endnu en væbnergård, endnu en anonym tomt af en høgerede i kæret.

En væbnergård: Hvem og hvad var da en væbner, som magtede at bygge sig borg på næsten utilgængelige steder?

Derom strides historikerne. Nogle antager, at væbnerrangen var udsprunget af medlemskab af kongens hird, den væbnede skare af krigsvante karle, som kongen omgav sig med i hvert fald fra Knud den Stores tid, og som et halvt århundrede senere, da Harald Hen regerede, blev kongens ombudsmand i sysler og herreder. Disse hirdmænd tilhørte rigets bedste slægter. Det samme gjorde væbnerne; de alene kunne slås til riddere.

Men andre historikere fremfører en anden forklaring. Væbnerne var de storbønder, der gjorde personlig ledingstjeneste, mødte frem ved ledingsopbud og tjente kongen og riget med egne våben og på egen risiko.

Enten den ene eller den anden definition nu kan holde – og de udelukker vel egentlig ikke helt hinanden- så skulle væbnere ikke betale ledingsskat af deres gårde, al den stund de gjorde krigstjeneste deraf. Fra 1320 blev det til skattefrihed også for de bønder, der havde givet sig i en væbners værn. Men det medførte naturligvis, at kun bønder, som opgav selveje og blev fæstere, kunne anses for at være i anden mands værn. Væbnerne blev herremænd ved at overtage andre bønders værn og jord.

Armigeri blev den officielle latinske betegnelse for væbnere. Selv skrev de sig -forsåvidt de kunne skrive – »å wapn«, hvilket betyder af våben. Der kendes hundreder af væbnernavne, som skriver sig til landsbyer, hvor ingen befæstet gård er kendt, og det må anses for sandsynligt, at væbnerne almindeligvis boede i ubefæstede gårde i landsbyen. Erik Arup skønner, at der i midten af 1300-årene fandtes 2000 væbnergårde overfor 80.000 bondebrug i det daværende Danmark. Hvor mange af disse 80.000 brug, der var selveje, og hvor mange fæstere, er ukendt, men at fæste var i tiltagen, synes sikkert. Og i takt med indgåelsen af fæste voksede væbnerstanden op til at blive en herremandsstand.

Naturligvis kunne kongemagten ikke være interesseret i denne udvikling, men måtte affinde sig med den i de lange borgerkrigsår efter Valdemar Sejrs død og da især efter Erik Klippings drab, da kongen næppe vidste, hvem der var hans mænd og hvem de fredløses. En foreløbig kulmination fik skismaet mellem statsmagt og herremænd i oprøret mod grev Gerhards rigsforstanderskab – Niels Ebbesen var en jysk væbner, fører for sin stand. Men sit tænderskærende klimaks nåede modsætningsforholdet først under Valdemar Atter- dag, da de jyske herremænd gang på gang sammensvor sig mod kongen, riddere og væbnere sammen. Og dermed har vi nærmet os problemet om tidspunktet for opførelsen af borgen i Nørre Kongeslev kær.

Valdemar var ikke en svag konge som Christoffer II eller sårbar for sabotage som grev Gerhard. For at kunne samle riget måtte han råde over en stærk krigsmagt. Allerede i 1340 havde de jyske herremænd stået kongen imod, i 1357 rejste de sig med en åben erklæring: »Vi vil ikke tage disse byrder på os. Det er bedre at dø hæderligt end at leve for at se de onde ting, der uværdigt bringes over vort folk«. Sammen med hertug Valdemar af Slesvig og grev Claus af Holsten erklærede de ligefrem kongen krig. De fik krig. Valdemar vandt overbevisende, og ved Danehoffet i 1360 blev sluttet et forlig, der med alle omskrivninger bekræfter, hvem der vandt sejren.

I disse år blev væbnerborgene almindelige. De første går antagelig en del længere tilbage, og fra 1320 må vi antage en vækst i tallet. Men det er påfaldende, hvor ens dateringen ligger for flertallet af dem, vi er i stand til at tidsfæste. Og deres placering og opbygning røber en tilfrossen fanatisme, der tydeligt siger, at der var fare på færde, og at væbnerne hellere led under en mildt sagt uegnet bopæls plager end lod porten stå åben. I Danmark findes ingen tinder, hvor en borg kan stå på en lodret knude som en ørnerede. Danske borge ligner kærhøgens rede på den flade, vade eng eller i en sø. Herre- mændene satte sig selv udenfor i forsøget på at gøre sig til herskende kaste.

Da dronning Margrethe havde skabt fred i Danmarks rige, var herremændenes isolation fra samfundet ude. I Erik af Pommerns kroningslov af 1396 siger dronningen, »at efterdi der er sket overmåde liden ret fra de faste borge, som nu er bygget, forbyder Vi, at flere borge eller barfred bygges, for at landet skal des bedre komme til fred, ret og skel, end det i den sidste tid har været«. Fogder og embedsmænd pålægges at påse, at ikke flere borge eller barfred opføres.

Med denne lov havde dronningen skaffet sig lovhjemmel til en reduktion af herreborge. Det tør siges, at den blev brugt, og begyndelsen var iøvrigt allerede gjort. 1392 var Lykkeslægtens enorme borg Egholm i Skørping sogn blevet nedbrudt efter