Kronik: Høgerede i Himmerland

Endnu i 4. udgave af Traps »Danmark« står der at læse om pælene i Nørre Kongeslev kær, at de antages for rester af en ålegård. Ja, for hvem evner at forestille sig middelalderens virkelighed? Den er for langt fra vore begreber om rimelige levevilkår, den kan kun blotlægges af arkæologer.

I 1959 fandt en klarøjet syttenårig karl en tildannet bjælke på det højeste og tørreste sted, hvor pæle endnu kunne spores i undergrunden. Dette fund blev indledningen til en undersøgelse, hvis resultater slog hærdede gravere med undren: Her har levet mennesker, hvis fødder aldrig blev tørre. De boede på et sted, hvor isen syntes eneste transportmulighed for tungt gods, og hvor nattetagen endnu står over mandshøjde hver nat året rundt. Hvem var de - hvorfor valgte de denne umulige bopæl - og hvornår?

Tiden var for så vidt lettest at bestemme. Keramiken, såvel sortgods som røde potter plus enkelte skar af rhinsk stentøj, skulle tydeligt sige 1300-årene. Efterhånden som udgravningen røbede flere og flere detaljer, der måtte tydes som befæstning, kom også motivet til at stå klart. Det måtte være frygten for det nøgne liv, der havde drevet mennesker ud i sumpen.

Dermed er også denne tomt placeret i sin historiske sammenhæng. For den er ikke enestående, alene i Himmerland kendes mindst et dusin af slige befæstninger, alle med sikkerhed som eneste formål, kun formatet og byggemåden varierer efter bygherrens evner og formue. Altså endnu en væbnergård, endnu en anonym tomt af en høgerede i kæret.

En væbnergård: Hvem og hvad var da en væbner, som magtede at bygge sig borg på næsten utilgængelige steder?

Derom strides historikerne. Nogle antager, at væbnerrangen var udsprunget af medlemskab af kongens hird, den væbnede skare af krigsvante karle, som kongen omgav sig med i hvert fald fra Knud den Stores tid, og som et halvt århundrede senere, da Harald Hen regerede, blev kongens ombudsmand i sysler og herreder. Disse hirdmænd tilhørte rigets bedste slægter. Det samme gjorde væbnerne; de alene kunne slås til riddere.

Men andre historikere fremfører en anden forklaring. Væbnerne var de storbønder, der gjorde personlig ledingstjeneste, mødte frem ved ledingsopbud og tjente kongen og riget med egne våben og på egen risiko.

Enten den ene eller den anden definition nu kan holde - og de udelukker vel egentlig ikke helt hinanden- så skulle væbnere ikke betale ledingsskat af deres gårde, al den stund de gjorde krigstjeneste deraf. Fra 1320 blev det til skattefrihed også for de bønder, der havde givet sig i en væbners værn. Men det medførte naturligvis, at kun bønder, som opgav selveje og blev fæstere, kunne anses for at være i anden mands værn. Væbnerne blev herremænd ved at overtage andre bønders værn og jord.

Armigeri blev den officielle latinske betegnelse for væbnere. Selv skrev de sig -forsåvidt de kunne skrive - »å wapn«, hvilket betyder af våben. Der kendes hundreder af væbnernavne, som skriver sig til landsbyer, hvor ingen befæstet gård er kendt, og det må anses for sandsynligt, at væbnerne almindeligvis boede i ubefæstede gårde i landsbyen. Erik Arup skønner, at der i midten af 1300-årene fandtes 2000 væbnergårde overfor 80.000 bondebrug i det daværende Danmark. Hvor mange af disse 80.000 brug, der var selveje, og hvor mange fæstere, er ukendt, men at fæste var i tiltagen, synes sikkert. Og i takt med indgåelsen af fæste voksede væbnerstanden op til at blive en herremandsstand.

Naturligvis kunne kongemagten ikke være interesseret i denne udvikling, men måtte affinde sig med den i de lange borgerkrigsår efter Valdemar Sejrs død og da især efter Erik Klippings drab, da kongen næppe vidste, hvem der var hans mænd og hvem de fredløses. En foreløbig kulmination fik skismaet mellem statsmagt og herremænd i oprøret mod grev Gerhards rigsforstanderskab - Niels Ebbesen var en jysk væbner, fører for sin stand. Men sit tænderskærende klimaks nåede modsætningsforholdet først under Valdemar Atter- dag, da de jyske herremænd gang på gang sammensvor sig mod kongen, riddere og væbnere sammen. Og dermed har vi nærmet os problemet om tidspunktet for opførelsen af borgen i Nørre Kongeslev kær.

Valdemar var ikke en svag konge som Christoffer II eller sårbar for sabotage som grev Gerhard. For at kunne samle riget måtte han råde over en stærk krigsmagt. Allerede i 1340 havde de jyske herremænd stået kongen imod, i 1357 rejste de sig med en åben erklæring: »Vi vil ikke tage disse byrder på os. Det er bedre at dø hæderligt end at leve for at se de onde ting, der uværdigt bringes over vort folk«. Sammen med hertug Valdemar af Slesvig og grev Claus af Holsten erklærede de ligefrem kongen krig. De fik krig. Valdemar vandt overbevisende, og ved Danehoffet i 1360 blev sluttet et forlig, der med alle omskrivninger bekræfter, hvem der vandt sejren.

I disse år blev væbnerborgene almindelige. De første går antagelig en del længere tilbage, og fra 1320 må vi antage en vækst i tallet. Men det er påfaldende, hvor ens dateringen ligger for flertallet af dem, vi er i stand til at tidsfæste. Og deres placering og opbygning røber en tilfrossen fanatisme, der tydeligt siger, at der var fare på færde, og at væbnerne hellere led under en mildt sagt uegnet bopæls plager end lod porten stå åben. I Danmark findes ingen tinder, hvor en borg kan stå på en lodret knude som en ørnerede. Danske borge ligner kærhøgens rede på den flade, vade eng eller i en sø. Herre- mændene satte sig selv udenfor i forsøget på at gøre sig til herskende kaste.

Da dronning Margrethe havde skabt fred i Danmarks rige, var herremændenes isolation fra samfundet ude. I Erik af Pommerns kroningslov af 1396 siger dronningen, »at efterdi der er sket overmåde liden ret fra de faste borge, som nu er bygget, forbyder Vi, at flere borge eller barfred bygges, for at landet skal des bedre komme til fred, ret og skel, end det i den sidste tid har været«. Fogder og embedsmænd pålægges at påse, at ikke flere borge eller barfred opføres.

Med denne lov havde dronningen skaffet sig lovhjemmel til en reduktion af herreborge. Det tør siges, at den blev brugt, og begyndelsen var iøvrigt allerede gjort. 1392 var Lykkeslægtens enorme borg Egholm i Skørping sogn blevet nedbrudt efter Fundet i Nr. Kongeslev kær udgravedes 1959 af Peter Seeberg og denne artikels forfattere. (Fig. 2) Findestedet hører idag til gården Ørstubgård, og det er ikke helt utænkeligt, at der i dette særprægede gårdnavn lever en erindring, som rækker tilbage til middelalderen og væbnergården. At »øre« er det samme som at fylde op med jord, og uden en opfyldning af format havde det ikke været muligt at benytte kærets mest utilgængelige sted som bygge- og boplads. Lunen, som dette sted hedder, var et dyndet, bundløst morads, mod nord begrænset af Store Brede å. Anlæggets placering og udformning er dikteret af forsvarstekniske hensyn, gennemført med en nøje konsekvens. Væbnergården var en borg; set ud fra denne synsvinkel er stedet velvalgt.
Der er ikke tale om et tilflugtssted etableret i stor hast, men om et velovervejet anlæg, planlagt efter klare retningslinjer og med et fast greb om udførelsen. Egentlig er der to anlæg, lige store og symmetrisk placeret omkring en ti meter bred, vandfyldt kanal. Det vestligste af dem, hovedborgen, har ligefrem karakter af en kunstig ø (et »værf«, som en sådan opfyldning kaldes). Omkring øen har man nedrammet en spunsvæg af bøgepæle, der har skullet sikre imod, at de påfyldte jordmasser skred ud, eller den bløde bund skød op. Lige inden for spunsvæggen blev en lav forsvarsvold opført.

Forborgen er forbundet med hovedborgen ved to stolperækker bestående af otte svære egestolper og fire spinklere bøgestolper. De sidste kan stamme fra en midlertidig bro, anvendt mens anlægget var under opførelse, egestolperne derimod må høre til den permanente bro mellem de to borgpladser. I modsætning til hovedborgen har forborgen kun hævet sig ubetydeligt over det omgivende vandspejl. Den har ikke haft vold, men været omgivet af et palisadehegn. Desværre lod borgens østskel sig ikke bestemme nøjagtigt, idet en nyere afvandingsgrøft har udvisket alle spor netop i denne zone. Af samme årsag lod borgens adgangsforhold sig heller ikke klarlægge. Alt, hvad der var tilbage af forbindelsen til det faste land, var fem brostolper i Lunen og resterne af et vadested bestående af gangsten. (Fig. 3)

Margrethes ordre, og omkring ved den tid skete nok også »nederlæggelsen« af Nørlund i Ravnkilde sogn, der »var bygget mere til et røverskjul end til et herresæde«. (Fig. 4) I 1401 overtog dronningen Korup slot i det forsvundne sogn af samme navn, i 1406 Panterslægtens borg i Vilsted sø og samme år Tornekransernes Hedegård i Bislev sogn. Dermed var alle de største borge i Himmerland i kronens hånd, måske med undtagelse af Hvarre slot i Vebbestrup sogn, som vi intet ved om. Et historisk tidsskifte var forløbet næsten uden våbenbrug, en oprørsk klasse af magthavere var af en kvinde bragt til at lyde loven.

Det er i korte træk historien om væbnergårdene - ja om ridderborgene med. Nu gælder det så at få den anonyme tomt i Nørre Kongeslev kær bragt ind på formlen. Det falder ikke svært.

I tomten er ikke fundet noget, der kan dateres ældre end 1300-årene. Heller ikke kan nogen lang brugstid formodes. Bageovnen har været nedbrudt og genopbygget nogle gange, men for klinede ovne måtte det ske med ret korte mellemrum. Der er fundet udtjent bygningstømmer, men heller ikke det kan tydes som bevis for længere levetid end en menneskealder. Omkring 100 kloder slagge efter jernudvinding er fundet i tomten, men hvor lang tid tager udsmeltningen af 100 ovne myremalm? Der er intet belæg for længere tid end just det par menneskealdre, da herremænd og kongemagt stod hinanden efter livet.

Intet våben er fundet i tomten, intet spor af brand eller vold. Ej heller er der fundet redskaber af nogen art udover små tabte eller udtjente sager. Tomten er ryddet for ethvert stykke brugbart tømmer, som ikke sad så fast i undergrunden, at det måtte efterlades. Alt tyder på planmæssig afmarch fra stedet efter oprydning, ledet af streng økonomi.

Man må simpelthen derfra slutte til loven af 1396. Dronningen påbød fogder og embedsmænd, velsagtens = lensmænd, »at de ikke tillader, at nogen bygger borge eller barfred«. Det indeholder vel også påbud om at påse, at eksisterende borge bliver nedlagt. En jævnførelse med andre, historisk oplyste tilfælde giver som sandsynlighed tiden mellem 1392, da Iver Lykke må nedrive Egholm, og 1406, da Vilsted og Hedegård som de sidste af Himmerlands høgereder blev tildømt kronen.

Var der da barfred i borgen i Nørre Kongeslev kær? Javist, endda to. En barfred er et tårn eller fleretages bygning, opført til forsvar, gerne endda sådan, at det kan forsvares, efter at resten af borgen er indtaget. Vi er vant til at forestille os en barfred som et stentårn som Gåsetårnet i Vordingborg, tårnet i Korsør havn eller Manteltårnet på Hammershus. Det er dog, fordi kun stentårne er bevaret. Af de himmerlandske borge har Hvarre, Korup, Egholm og antagelig Vilsted haft barfred af sten. Men i Nørre Kongeslev stod to tømrede tårne.

I årene 1938-46 blev Hedegård i Bislev sogn udgravet af dr. Aage Roussell og undertegnede (publiceret af dr. Roussell i Nationalmuseets Arbejdsmark 1939 og 1947). Her stod, på borgens fasteste punkt, fire vældige, tilhuggede pæle ganske som i Nørre Kongeslev kær. Men de indrammede bageovnen, som lå på en sindrig og meget fast ramme og var piloteret med nedrammede bøgestammer. (Fig. 5) Man mente det derfor tvivlsomt, om disse pæle havde båret en barfred, selv om det også var uforklarligt, hvorfor en bageovn behøvede en så bastant indramning.

Efter at tomten i Nørre Kongeslev kær er afdækket, må opfattelsen nok revideres. Også Hedegård har sikkert haft sin barfred, et tømret tårn til forsvar. Når bageovnen er lagt mellem de bærende pæle, kan det være et udslag af god økonomi, for både ovn og tårn skal bæres af et meget stift fundament for at være pålidelige i brug. Hvorfor så ikke lade dem dele fodfæste?

Bevarede stentårne har indgangen i andet stokværk. Nederste etage er oftest en kælder over jorden, gerne brugt som fængsel, men også køkken og brønd kan finde rum der. I Nysum by, Ravnkilde sogn i Himmerland har Aalborg historiske Museum afdækket bunden af et sådant tårn, hvis nederste stokværk var af sten, men hvis overbygning meget vel kan have været af tømmer. Her la, en god meter under markfladen, et kældergulv pikket med marksten, og i gulvet en endnu vandførende brønd. Under en belejring var vand en absolut nødvendighed - bedst at have det inde i det tårn, der var sidste tilflugt, og sikrest at dække nederste etage ved at lade den være helt uden åbninger. En stige, som kunne trækkes op, var al den adgang til tårnet, beboerne kunne afse til sig selv for at kunne lukke af for indtrængende fjender, når det var fornødent. (Fig 6)

Antager vi nu i Hedegård et tårn af samme konstruktion som de to i Nørre Kongeslev - og fundamentet er der vitterligt - så skal det sikkert ses som et tømret tårn med delvis åbent første stokværk, hvori bageovnen lå i god behold for regn og sne. Derover så et eller to stokværk af tømmer, bestemt til beboelse og værn i ufredstider og til et sidste, forbitret forsvar i tilfælde af indtagelse af gårdens øvrige del. Stående i tårnet havde forsvarerne den uhyre fordel at stå øverst, at kunne bruge hvad som helst til kastevåben, ja selv i sidste nærkamp at kunne føre hugget fra oven. Det er selve meningen med at bygge barfred.

I Skørpingholme, nogle få hundrede meter syd for den berømte Egholm ruin, ligger en anden borgtomt, måske et ældre Egholm. Dog ikke meget ældre, for fundene derfra er ganske samtidige med fund fra andre væbnergårde. Det er en lille, cirkelrund tomt med indergrav, vold og ydergrav, og i dens plane midterflade synes spor af en barfred helt af tømmer. Sikkert kan det ikke siges, for tomten er ikke udgravet. Men skulle antagelsen blive bekræftet, vil vi her have en overgangstype fra tidlig middelalders runde borgtype uden avlsbygninger til det, Vilhelm la Cour og Hans Stiesdal i »Danske Voldsteder« bind I kalder en »herregårdsplads«, altså den firsidede gård med alle funktioner inden for palisaden som Hedegård og Nørre Kongeslev. At denne gårdtype opførtes også efter dronningens reduktion af 1396, blev fornylig overraskende bekræftet. (Fig. 7)

En god kilometer sydvest for Lundbæk i Bislev sogn i Himmerland ligger en mark, som i folkemunde altid har heddet Korsrismark. Efter sagnet skulle her have ligget en herregård ved navn Korsris, som skulle være forgængeren for Lundbæk. Indtil vor tid la marken i krat og buskads, og nogen tomt var ikke at spore. Så blev Korsrismarken ryddet og opdyrket - og Korsris tegnede sig i klare omrids.

En lidt uregelmæssig firkant på 25 x 30 meter tegnedes op af en næsten tilpløjet vold og en grav, som næppe nogensinde kan have været meget dyb. Selv en stærk vold og en dyb grav ville da også have været spildt møje, for Korsrismark er en flad skråning mod sydøst, let at gå til fra alle sider. Graven har vel kun været en konturgrav, og dens smule vold bare et fæste for en palisade til afgrænsning og hegn for gårdspladsen. Vi kan ikke vide det sikkert, for pladsen er ikke undersøgt, og hvert følgende års traktorpløjning vil forringe mulighederne for resultater.

Men een ting er undersøgt og giver sikkerhed for benævnelsen herregårdsplads: Den trofaste bageovn findes også på Korsris. Omtrent midt i anlægget skærer ploven gennem tomten af en klinet og teglbrændt ovn, nedrevet og genopbygget flere gange, helt som i vore andre himmerlandske tomter. Og det er så alt af bestandigt materiale på stedet. Korsris må have været helt af tømmer og også heri lignet de undersøgte gårde.

Intet fund er gjort pa Korsrismark, og vi kan ikke datere anlægget. Men at det er yngre end 1396, kan vi med sikkerhed ga ud fra. Og vi kan næsten føle den lettelse, hvormed herremanden til Korsris har udpeget den venlige sydøstskråning til byggeplads for sin nye gård, på tørt land og i læ, en behagelig boplads for familien med folk og fæ. Måske var han gammel nok til, at han mindedes en høgerede i en sumpet, trækfyldt dal med gus og nattetåge. Måske havde han selv gået med våde fødder året rundt, i evig uro for liv og frihed i de år, da væbnere og riddere stod Valdemar den Onde imod og måtte betale deres opposition med afsavn af enhver form for menneskeligt velvære og tryghed. Fra den isnende djævelskab i Nørre Kongeslev kær til den dagligdags hygge på Korsrismark er der et spring i civilisation.