Kronik: Dalshøj og Sorte Muld

Naboernes interesse for vort foretagende var vist ikke uden forbindelse med et gammelt sagn, som stadig fortælles på egnen. Det udpeger Sorte Muld som skueplads for dystre begivenheder. Hertil kom for længe siden fjendtlige "kurere" fra landet fjernt over havet. De drog ind til Sorte Muld, hvor det kom til slag med bornholmerne. Kurerne led nederlag og blev begravet på Mandhøj og i Sylten. Det er interessant, at levnene, som vi udgravede, fortæller en lignende historie, selv om den afviger i enkeltheder. Men før vi går ind på disse spørgsmål, vil vi kaste et blik på bebyggelsen, gården og den daglige tilværelse, som den formede sig for 1500 år siden.

En topografisk undersøgelse af Svanekeegnen viser, at bopladserne fra ældre jernalder ligger spredt i det bølgende landskab. Afstanden mellem dem er tilsyneladende ikke større end afstanden mellem gårdene i vore dage. Der har følgelig næppe været væsentlig mere skov end nu, og den har vel været fordelt i lunde. Her groede mange ege; dette træ er gang på gang blevet benyttet som bygningstømmer og som brændsel til ligbål. Længere inde på Bornholms klippefyldte midte har der derimod været storskov - fortæller moserne os.

Vore ret få, men langvarige undersøgelser viser, at bopladserne repræsenterer enkeltgårde. Gårdene på Sorte Muld og Dalshøj bestod hvert sted af to huse, et større med vigtigere inventar og rigelige fund og et mindre med få fund og enkel indretning. Det mindre er ikke - som man måske kunne vente - simpelthen en staldbygning. Der synes også at have stået dyr i det store hus, og dyrenes varme var sikkert påskønnet om vinteren. Muligvis boede der tjenestefolk i det lille hus.

Dalshøjgården har givet smukke fund, som desværre var noget omrodet af ploven, der har været temmelig nær ved gulvfladen. Sorte Muld gården derimod havde bevaret et interessant inventar uforstyrret, og fundene fra denne plads skal derfor omtales nærmere. (Fig. 1)

Det lille hus rummede i den ene del en bageovn, oprindeligt kuppelformet. Den var faldet sammen, men resterne viste tydeligt dens konstruktion. Helt rødbrændte lerstykker med aftryk af vidjer lå over en rund grundplan med passage i den ene side.

Det store hus havde en sidefløj. Her fandtes forkullede stolperester i gulvene, og de viste, at taget var håret af to rækker stolper i hovedfløjen, af een række i sidefløjen. - Væggenes opbygning fremgik af de forbrændte rester, svære lerklinings- stykker med aftryk af lodrette stolper, tynde og tykke, og af vandret vidjefletværk.

I overgangen mellem de to fløje fandtes et lavt ildsted. Yderst i sidefløjen opdagedes rester af væven, runde vævevægte af brændt ler på linje, hvilende mod hinanden. De er blot faldet et par centimeter ned; ganske lavt hang de for at holde vævens lodrette tråde i spænd.

Løsfundene var rigelige og tilhører tiden o. 500 e.Kr.f., som det bl.a. fremgår af et par karakteristiske nåle.

Fra husgulvet har vi et mindre fund af brændt korn. Det er nøje undersøgt af konservator Hans Helbæk, hvis iagttagelser jeg bygger på. Han opdagede, at den vigtigste kornsort var hyg. Ejendommeligt nok var der blandet mange frø af vilde planter imellem, et træk, som jeg skal komme tilbage til.

Agrene har ligget uden om gården. Det er fin, ret tung jord. Andre bornholmske fund fra ældre jernalder har bevaret segl og le, tidens høstredskaber.

Et andet vigtigt materiale til belysning af næringsvejene er studeret af konservator Ulrik Møhl. Husdyrene er okse, får, svin, hund, hest og høns. Det er tildels ret små dyr, hønsene således på størrelse med vor tids dværghøns. De tre første dyrearter, okserne, fårene og svinene har åbenbart kun klaret sig kummerligt gennem vinteren. (Fig. 2) Hesten passede man særligt på. I et tilfælde fandtes der spor efter en mærkelig offerskik. En grube uden for gården på Sorte Muld indeholdt et hestekranium og de nederste afskårne benknogler af samme dyr. Henne ejendommelige kombination af knogler var nok påfaldende for os, da vi fandt dem; men vi fik dog først fornemmelsen af et virkeligt problem, da zoologen meldte, at det ikke kunne være andet end et offerfund. Ellers havde man nemlig spaltet alle marvknogler for at få fat i marv og hjernemasse. Men grubens hesteknogler var nedlagt ubrudte.

Lignende gruber og grave med denne kombination af hesteknogler kendes fra det samtidige Mellemeuropa, fra Sydøsteuropa og Sydsibirien. Særlig almindelige bliver fundene imidlertid først senere - i en periode, der svarer til vikingetiden - og fra da af har vi de første skriftlige vidnesbyrd om meningen med knoglerne. En arabisk rejsende, Ibn Fadlan (hvis skildring af vikingerne er velkendt), så hos oguzerne en hestehud på en lang stang, og i huden kraniet og fodknoglerne. Sådanne mærkelige hesteofre blev ikke bare givet til de døde. Helt til det 19., ja 20. århundrede, kendes i Altaibjergene og andre dele af Sydsibirien en mærkelig hesteofferskik, uhyggelig, men med dyb tradition i Sibiriens forhistorie. (Fig. 3) Man dræbte en hest og gav huden med fodknogler og kraniet til den højeste gud. Ceremonien, som varede tre dage, var særdeles kompliceret. Der måtte en særlig kyndig til at hjælpe — en shaman, som kendte til gudernes skik, og som kunne flyve op til dem med hestens sjæl.

Det er måske dristigt at slutte fra knoglefundet på Sorte Muld til denne ejendommelige offerskik; men grubener jo netop fra folkevandringstiden, da der var vide forbindelser med Østen, da hunnerne og sarmaterne drog fra sydøst ind i Mellemeuropa. Og Bornholm havde nær kontakt med Mellemeuropa.

Hesteofferfundet giver et indblik i en side af oldtidsbornholmerens tilværelse, som fundene iøvrigt lader os ret uvidende om, nemlig forholdet til de højere magter, som nok har grebet dybere ind i hverdagen, end man almindeligvis forestiller sig.

Knogler af vildt spiller en ubetydelig rolle. Kun et par stykker kronhjortetak er fundet. Heller ikke fiskeri gav disse bønder sig synderligt af med. Men sild har de alligevel nydt, ligesom de har været heldige at få en vældig stør på krogen. Den er vel hentet langt ude i havet. Det er endvidere sandsynligt, at en benskøjte fra Sorte Muld har været brugt under isfiskeri. Fra Gotlands vikingetid stammer to sådanne skøjter, der blev fundet sammen med en jernpig til stav og en fiskekrog. Benskøjterne var afgjort ikke nemmere at bruge end jernskøjter. Fra sagaerne kender vi omtale af disse "islægger", og om Eystein, der ikke kom godt ud af det med sin broder Sigurd Jorsalfar, ved vi, at han tirrede broderen ved at sammenligne ham med en okse på isen. Skøjteløbning lå ikke rigtigt for Sigurd, der afgjort ikke gouterede spøgen.

Islægger brugtes på Island indtil forrige århundrede. Man hvilede med begge fødder på skøjterne og stagede sig frem ved at hugge pigstaven i isen mellem benene. Olaus Magnus ved at berette, at islæggeløberne tilmed var rappere end jernskøjteløberne. Han overværede o. 1550 en dyst mellem to grupper af sportsmænd.

Jagt spillede — som vi så — en ringe rolle for bønderne i Sorte Muld—egnen. Måske var den forbeholdt aristokratiet. Vi har alligevel et morsomt vidnesbyrd om kontakt med vildtet, iagttaget af Ulrik Møhl. Han opdagede, at Sorte Muldfolkene holdt en ræv fangen. Dens tænder viser slid af ganske samme art som hundenes. Den var vel bundet til en stolpe som en slags lænkehund og blandede sin sære tuden ind i bondefolkets støjen.

På gårde som dem på Dalshøj og Sorte Muld har man til en vis grad været selvforsynende. Korn dyrkedes til brød og grød, og kød fik man fra husdyrene; det blev stegt i ejendommelige gruber uden for husene. Kødet har åbenbart været indsvøbt i grønne blade og lagt ned i hullet ompakket med hede sten. I de samme gruber har man også opvarmet vand eller suppe i lerkar.

Uld fra fårene blev spundet med tenen, hvis vægte vi har mange af, og garnet vævet på den enkle, lodrette væv. Dragten ser vi afbildet på de mærkelige, små "guldgubber" - små, billedprydede guldplader -, der tidligere er fundet på bopladserne. Kvinden har fodsid kjole og en art sjal. Kjolen viser nederst et fint mønster. Mændene bærer kjortel og bukser. Kvindernes frisure er kunstfærdig. Håret er samlet i en knude i nakken og falder løst ned derfra. Mændenes hår er tilbagestrøget. De bærer skæg.

Det var dog ikke alle livets fornødenheder, som disse bønder selv kunne frembringe. Vigtige råstoffer måtte skaffes udefra. Der er ikke nævneværdig myremalm på Bornholm, og jern måtte derfor - ligesom bronze, sølv og guld - hentes fra den anden Østersøkyst. Et vigtigt råstof som salt - til præservering og til maden - mangler ligeledes. Handel med velforsynede egne var en nødvendighed. Jernbarrer eller færdige produkter må være indført i meget stort omfang. (Fig. 4) Der er ved Sorte Muldgården undersøgt en smeltegrube med slagger m.m. hamre kendes fra andre bornholmske fund. (Fig. 5)

Romerske sølvmønter kan vel have formidlet nogen handel, men man må fra Bornholm have udskibet regulære modydelser, muligvis landbrugsprodukter, huder og korn.

Bronze og ædelt metal til smykker og dragttilbehør træffes sjældnere, men er dog langtfra ualmindeligt. Interessantest er relieffibulerne - store smykkenåle - af forgyldt sølv. De stammer hovedsagelig fra grave; en enkelt undtagelse skal omtales nedenfor. Disse nydelige arbejder er tydeligt præget fra Mellemeuropa, men er dog sikkert nok lokalt bornholmsk arbejde. De er ret små og viser den nordiske lidenskab for dyremønstre.

Der er det påfaldende ved fundene fra vore hustomter på Svanekeegnen, at de slutter o. 500 e.Kr. Der er gjort talrige løsfund i det øverste jordlag, i samme niveau som de yngste hustomter, og de er fra samme tid som tomterne, ikke senere. Derimod går bebyggelsen på f.eks. Dalshøj flere hundreder af år tilbage i tiden, til før Kristi fødsel.

En lignende udvikling møder vi på en af øens kendte gravpladser, ved Store Kannikegård. De yngste grave på denne plads, der har været i brug fra den tidlige jernalder, rummer sager, der svarer til de yngste fund fra gårdene.

Sandsynligvis er det krig og ufred, der har fremkaldt dette brud på udviklingen. Et afgørende argument for urotider bringer tilflugtsborgen Gamleborg i Paradisbakkerne. Den er anlagt i yngre romertid eller folkevandringstid på en isoleret klippeknude i bakkernes sydlige udkant, med vidt udsyn over syd- og østlandet. Den er befæstet med en bred vold, der åbner sig i vest til en dobbeltport og afbrydes i syd over en stejl klippeside. Bag volden lå ammunitionen, glatte håndsten fra stranden, velegnede til at drive fjenden bort, uden at man satte sine gode spydspidser til. I en dam på højdeplateauet fandtes et hestekranium. Det er tænkeligt, at man har sat det på en stang og lavet en "nidstang", for - som sagaerne beretter - at betage røvere vid og sans ved at rette hovedet mod dem. Psykologisk krigsførelse!

Om slag på Sorte Muld vidner tilsyneladende fund af mange spydspidser, spredt på marken. Tidligere har man truffet på adskillige ved pløjning. Selv fandt vi een. Grave har vi derimod ikke sporet trods lang eftersøgning; - også for nyligt, da der blev drænet på ageren.

Gårdene selv, nedbrændt både på Sorte Muld og Dalshøj, øger vidnesbyrdene. (Fig. 6) Jeg nævnte, at konservator Helbæk havde konstateret stærk indblanding af vildtvoksende planters frø i kornet. Dette står i modsætning til de rene og rige kornfund i de andre tomter. En sådan iblanding af ukrudtsfrø møder man kun på fattige egne eller i krisetid. Fattig var jorden ikke. Kornene er store og fine, avlet som de er på frugtbare jorder, der hører til Bornholms bedste. Forklaringen er snarere den, at bondefolket har haft en kritisk tid.

Disse vidnesbyrd får en bestemt retning ved de skattefund, som er gjort ved hustomterne. Lidt borte fra Sorte Muldgården fandtes en senromersk guldmønt, en såkaldt solidus; tidligere er fremkommet adskillige guldmønter og en guldgubbe. Det samme gælder for bopladsen Sylten. På Dalshøj havde vi selv lejlighed til at gøre fundene: 17 solidi, 3 guldringe - heraf den ene et afhugget stykke -, 1 forgyldt relieffibula af gotlandsk arbejde og en lille guldskive. Ringstykket var tilfilet og tilhugget. Det vejede nøjagtigt så meget som en solidus – 4½ gram. Disse fund har været nedlagt ganske overfladisk, er blot lige stukket ned under græstørven.

De øvrige bornholmske folkevandringstids-skattefund med solidi indeholder andre guldsager, en stor brakteat, en svær aflang guldbarre, stemplede sværdskedebeslag, og vidner alt i alt om en smuk velstand, hvis ene forudsætning er kontakt med det romerske rige.

Repræsenterer nu disse guldmønter, såvel som de øvrige guldsager, en virkelig værdi, eller drejer det sig kun om ting af en vis interesse? Dette problem er af betydning for vor bedømmelse af bøndernes velstand. De senromerske kilder melder, at man fik en hel del for en solidus i det byzantinske rige. Vi læser således, at en mand kunne stifte eget bo og landbrug for 9 solidi. Deraf gik de 6 til et par okser og 351 kg korn til udsæd og føde for ham selv. Resten var til at leve for, indtil han fik afgrøde. Bonden på Dalshøj kunne således stifte nyt hjem i romerriget, om han kom dertil.

Rigest var naturligvis kejseren selv; han disponerede over omfattende skatteindtægter. Deraf betaltes dog vældige summer til hunnerne og deres medarbejdende germanere for at få dem ud af kejserriget. Disse truende eller plyndrende folk fik gerne årligt udbetalt en stor tribut. Theodosius II gav således i året 443 6000 pund guld = 432000 solidi til Attila, og kejseren havde dog en god del tilbage af skatteindtægten. Denne stadige guldstrøm mod nord, som hurtigt blev kanaliseret videre ud, lokkede også nordboerne sydpå, og således fik Skandinavien sin beskedne part. Særlig interessante er forholdene på østersøøerne Øland, Gotland og Bornholm, hvor der er fundet henholdsvis 272, 245 og 152 solidi. Det mærkelige er, at møntrækkerne nok begynder på omtrent samme tidspunkt, ca. 400 e.Kr., men slutter til forskellig tid inden for tidsrummet 491-565. Forklaringen på dette sidste er sikkert, at krigene, som har foranlediget nedlæggelserne, har været ført til forskellige tidspunkter, først på Øland, dernæst på Bornholm og endelig på Gotland. På handelsøen Gotland, hvor mønterne har været længe i omløb, er fundet forholdsvis få tidlige mønter.

Ligesom på Bornholm er der på Øland og Gotland foruden skattefundene talrige vidnesbyrd om krig i østersøområdet. Begge øer har adskillige tilflugtsborge, og der er - ligesom i Svanekeegnen - mange forladte og nedbrændte gårde. Nordiske arkæologer har i forening undersøgt den største forladte landsby, Vallhagar på Gotland, Her ligger 23 hustomter med stenbyggede mure, forladt i folkevandringstiden. Det samme billede har Mårten Stenbergers undersøgelser på Øland givet: forladte gårde og agre.

Men hvem er fjenderne? Vi tør næppe fæste lid til det før omtalte sagn, som omtaler kurerne. Disse viste sig først senere. Det er ikke usandsynligt, at det er folkene på østersøøerne selv, der er blevet grebet af folkevandringstidens uro, inspireret af vovehalse, som selv har været nede ved romergrænsen. Muligvis har der været flere små-overfald; men vi kan i al fald erkende en række krigeriske begivenheder i øernes historie, på Øland i slutningen af 5. årh., på Bornholm i begyndelsen af 6. årh., og to eller tre gange på Gotland, sidst o. 570.

På den baggrund får de bornholmske fund videre betydning. Det er sandsynligst, at skattenedlæggelserne er samtidige. På Dalshøj er de det sikkert. Her blev de jo kun stukket lidt ned i jorden. Det ville være mærkeligt, om man senere skulle have nedlagt værdisager ved en forladt tomt.

Jeg synes ikke, at sagnet, som nævnedes først, er uden betydning. Selvfølgelig kan det tænkes, at man i nyere tid (senest i det 17. årh.) kan have opfundet et sagn på grundlag af spydspidser, der er fundet på marken, men det er et spinkelt grundlag at opdigte udenlandske fjender på. Sagnet har ikke skiftet indhold eller navne i de 300 år, vi kender det; mon det da ikke kan have holdt sig fire gange længere endnu?