Krokodillens måltid

Selv røg Raleigh overordentligt meget. Det fortælles, at han engang på en af sine rejser blev slugt af en krokodille, som imidlertid straks spyttede ham ud igen, fordi han smagte så skrækkeligt af nikotin. Historiens troværdighed kan diskuteres, men vi skriver os den bag øret, før vi går over til næste kapitel, som foregår på Grønland sommeren 1970.

Under udgravningen af Hans Egedes boplads på »Håbets ø« i mundingen af Godthåbsfjorden (se artiklen side 29) blev der fundet mange stumper af kridtpiber, hovedsageligt af hollandske former, men også en del engelske. En enkelt, som er vist på billedet øverst, er skulpturelt udformet som en mand, der ædes af en krokodille. Af sådanne piber kendes nogle få: i Plymouth er fundet én, næsten identisk med den grønlandske og fra Helsingør kloster stammer en stilk med krokodillens øje. (Fig. 1).

Alderen på kridtpiber bestemmes ud fra form og forarbejdning; navnlig rørets indre diameter har her betydning. At piberne fra Hans Egede-kolonien tilhører begyndelsen af 1700-årene, kan ikke undre, men netop krokodillepiben danner en undtagelse, den synes at være fra omkring 1650, og da kridtpiber sjældent opnår nogen lang levetid, må man næsten antage, at den har ligget på stedet, da Hans Egede tog det i besiddelse, hvilket stemmer godt med, at den blev fundet i et ellers næsten fundtomt planeringslag under et husgulv. Egede nævner i sin dagbog, at han ved ankomsten til Grønland tog en stedkendt hollænder ombord og af ham fik udpeget Håbets ø som en sikker vinterhavn - hvoraf man vel tør slutte, at hollandske hvalfangere har kendt og benyttet stedet under tidligere togter. Giver det et fingerpeg om krokodillepibens fremstillingssted? Plymouth-piben kan være hollandsk, og selv om det vides, at der blev fabrikeret piber i Helsingør, behøver den der fundne stilk jo ikke nødvendigvis at være dansk. Skulle de tre piber måske ligefrem være én mands arbejde? Næppe. Ligheden til trods synes de ikke at være helt jævngamle. Fremstillingen må have spredt sig over nogle årtier.

Almindelige blev ansigtspiberne aldrig. Ved udgangen af 1600-årene synes de helt forsvundet, men hundrede år senere genopstod de og holdt sig til højt op i 1800-tallet. Engelske og franske fabrikker stod for produktionen, og herhjemme fremstillede Adolf Rømer i Nørresundby piber, der slående minder om de oprindelige, dog uden krokodillen og med frisurer m.m. ændret efter den nye tids skik. Også de forsvandt, men modens hjul står aldrig stille. I vort århundrede er figurpiber dukket op igen, men ansigterne, der nu som regel vender udad, bort fra rygeren, er ikke længere anonyme, de er blevet til karikaturer af kendte folk. Af sir Walther Raleighs forskrækkede træk, som stirrer mod os fra de gamle piber, er der intet tilbage. Sagnets krokodille, der må anses for anstifteren af hele den mærkelige udvikling, har omsider spist op. (Fig. 2).