Kontakt-behov

Det er skriften, der betinger overgangen fra forhistorisk til historisk tid; men det er ikke nok at kende den, man må også forstå at bruge den. Med andre ord: skiftet indtræder først, når skrivekunsten har udviklet sig så meget, at der er opstået en litteratur. De første runer viser sig i Danmark omkring år 200, men meget mere end et navn (ejeren eller fremstilleren af den beskrevne genstand) bliver det sjældent til, og det bliver man ikke meget klogere af. Først op i vikingetiden bliver teksterne længere, vi begynder at fornemme en kontakt med datidens mennesker. Enkelte historiske indskrifter dukker op, som på Jelling-stenene, hvor vi kan læse om kongerne Gorm og Haralds bedrifter, men disse enlige glimt er ikke istand til at sprede mørket. Når vi alligevel kender vikingerne som historiske personer og dermed på en helt anden måde end tidligere tiders mennesker, skyldes det deres velbekendte rejselyst, der førte dem til lande og egne, hvor skrivekunsten udøvedes - ikke med mejsel, men med den mere letbevægelige gåsefjer. Livfulde skildringer foreligger om vikingernes overfald på engelske klostre, om deres belejring af Paris og om, hvordan de begravede en afdød høvding i Sydrusland. Herhjemme må vi møjsommeligt grave os frem til viden om, hvordan de samme mennesker levede og døde ved Trelleborg, Ladby og Lejre.

Af Ebbe Lomborg

Log ind eller opret en konto og tilmeld dig nyhedsbrevet for at læse denne artikel.