Kontakt-behov

Historisk tid indtræffer meget uensartet i forskellige egne af verden: i Ægypten omkring år 3000 før Kristus, i Vest- og Sydtyskland ved år 0, visse steder i Østeuropa ca 1200 og i enkelte afsides egne af verden først op i vort århundrede. En uhyre langsom proces er altså nu stort set afsluttet, og resultatet er overalt det samme: fortiden er blevet delt i to dele, den ene med navngivne personer, hvis karakter, levevis og handlinger man kender, den anden fuld af døde ting, grave og ruiner. Historikerne og forhistorikerne, de to forskerkategorier, som varetager vor orientering om »gamle dage«, har også ulige vilkår, og det er ubestrideligt, at det er førstnævnte, som har de bedste kort på hånden. Hvor forhistorikeren må bygge sin opfattelse alene på jordfundene, har historikeren sine langt mere oplysende skriftlige kilder, og intet forhindrer ham i nu og da at tage spaden til hjælp. Men målet for de to videnskaber er principielt det samme: at tegne det bedst mulige billede af fortiden.

Der blander sig et stænk af skinsyge i forholdet mellem de to fag, og at det er fra forhistorikerne, det udgår, kan næppe undre nogen. Hvad de især må misunde kollegerne, er den nære kontakt med fortidens mennesker, men iøvrigt er de på alle måder ringere stillet. Den viden, der kan hentes af stolpehuller, stenlægninger og mørke kulturlag, kan ganske vist være klar og kontant, men er oftere dunkel og under alle omstændigheder så begrænset, at den kun med største vanskelighed lader sig omsætte til et billede af nogen lighed med det, historikeren er i stand til at frembringe. Hvor svært, det kan være at tolke en forhistorisk sammenhæng, kan der nævnes et – nu næsten klassisk – eksempel på.

Ved udgravningen af en jysk bronzealderhøj i 1908 fandtes en kreds af stolpehuller og inden for dem et netværk af mørke striber på kryds og tværs i undergrunden. Udgraveren antog, at der havde stået et hus, før højen blev bygget. Stolperne havde, mente han, dannet væggen, striberne var rester af fletværk fra nedstyrtet væg eller tag. Det var en udbredt opfattelse dengang, at bronzealderens huse havde været runde (visse husformede lerkar pegede i den retning), og denne antagelse fandt altså her sin bekræftelse. Teorien levede i 33 år, til 1941, hvor arkæologen Gudmund Hatt tog livet af den – hvad han dog ikke kunne have gjort, om ikke den gamle udgraver foruden at være en fantasifuld mand tillige var en yderst objektiv iagttager. Hatts opfattelse, som utvivlsomt er den rette, går ud på følgende: Striberne er furer, som ploven har trukket i den gamle markflade, stolpehullerne derimod rester af et hegn om en ældre høj, der har ligget på stedet, før storhøjen rejstes (Fig. 1).