Kontakt-behov

Historisk tid indtræffer meget uensartet i forskellige egne af verden: i Ægypten omkring år 3000 før Kristus, i Vest- og Sydtyskland ved år 0, visse steder i Østeuropa ca 1200 og i enkelte afsides egne af verden først op i vort århundrede. En uhyre langsom proces er altså nu stort set afsluttet, og resultatet er overalt det samme: fortiden er blevet delt i to dele, den ene med navngivne personer, hvis karakter, levevis og handlinger man kender, den anden fuld af døde ting, grave og ruiner. Historikerne og forhistorikerne, de to forskerkategorier, som varetager vor orientering om »gamle dage«, har også ulige vilkår, og det er ubestrideligt, at det er førstnævnte, som har de bedste kort på hånden. Hvor forhistorikeren må bygge sin opfattelse alene på jordfundene, har historikeren sine langt mere oplysende skriftlige kilder, og intet forhindrer ham i nu og da at tage spaden til hjælp. Men målet for de to videnskaber er principielt det samme: at tegne det bedst mulige billede af fortiden.

Der blander sig et stænk af skinsyge i forholdet mellem de to fag, og at det er fra forhistorikerne, det udgår, kan næppe undre nogen. Hvad de især må misunde kollegerne, er den nære kontakt med fortidens mennesker, men iøvrigt er de på alle måder ringere stillet. Den viden, der kan hentes af stolpehuller, stenlægninger og mørke kulturlag, kan ganske vist være klar og kontant, men er oftere dunkel og under alle omstændigheder så begrænset, at den kun med største vanskelighed lader sig omsætte til et billede af nogen lighed med det, historikeren er i stand til at frembringe. Hvor svært, det kan være at tolke en forhistorisk sammenhæng, kan der nævnes et - nu næsten klassisk - eksempel på.

Ved udgravningen af en jysk bronzealderhøj i 1908 fandtes en kreds af stolpehuller og inden for dem et netværk af mørke striber på kryds og tværs i undergrunden. Udgraveren antog, at der havde stået et hus, før højen blev bygget. Stolperne havde, mente han, dannet væggen, striberne var rester af fletværk fra nedstyrtet væg eller tag. Det var en udbredt opfattelse dengang, at bronzealderens huse havde været runde (visse husformede lerkar pegede i den retning), og denne antagelse fandt altså her sin bekræftelse. Teorien levede i 33 år, til 1941, hvor arkæologen Gudmund Hatt tog livet af den - hvad han dog ikke kunne have gjort, om ikke den gamle udgraver foruden at være en fantasifuld mand tillige var en yderst objektiv iagttager. Hatts opfattelse, som utvivlsomt er den rette, går ud på følgende: Striberne er furer, som ploven har trukket i den gamle markflade, stolpehullerne derimod rester af et hegn om en ældre høj, der har ligget på stedet, før storhøjen rejstes (Fig. 1).

To helt forskellige tolkninger af samme udgravnings situation! Så tvetydigt former det sig sjældent, men genskabelse af et oldtidsanlæg, det være sig i fantasien, i model eller rent bogstaveligt, vil næsten altid være behæftet med stor usikkerhed. En smule støtte kan hentes i kunsten, men naturalistiske fremstillinger er sjældne i forhistorisk tid og iøvrigt - som i tilfældet med husurnerne - ikke altid til at stole på; atter her har historikeren fordelen (Fig. 2). Den eneste brugbare metode vil i reglen være at kombinere de under udgravningen gjorte iagttagelser med egne nutidige erfaringer og med hvad etnograferne kan fortælle om nutidsfolk på tilsvarende kulturtrin. Der kan nås gode resultater på den måde; huse og byer kan genopstå med rimelig troværdighed, men stadig uden det liv, som historikeren kan befolke sin forestillingsverden med. Vi må savne de mennesker, som har boet i husene, pløjet markerne og begravet deres døde i højene.

Eller må vi? Man kan indvende, at netop danske arkæologer er kommet menneskene særdeles nær, nemlig i fundene af de berømte moselig (Fig. 3). De gamle jernaldermænd kan man både se og røre ved, så her kan man i hvert fald rent fysisk tale om kontakt, men hvordan de har tænkt og følt, hvordan de har været som mennesker, det ved vi intet om. Vi ved, at de blev dræbt, men ikke under hvilke omstændigheder. Vi kender ikke deres navne, ved ikke hvor og af hvem de er født, ej heller under hvilke kår, de er vokset op, eller hvordan de har levet som voksne. Alt dette, som en enkelt skriftlig kilde kunne have givet os, må vi savne, men ikke synet af Tollundmandens rolige ansigt, der uden videre slår bro over et tidsrum på mere end 1500 år. Den samme følelse af nærhed, af kontakt med oldtidens mennesker, kan opnås på anden måde - som jeg gjorde det, da jeg under udgravning af en flintmine i Thy kom ind i en stolle, hvor kridtbunkerne lå nøjagtig, som stenaldermanden forlod dem for små 5000 år siden.

Forhistorikeren - eller arkæologen, som man oftere kalder ham - har ingensinde demonstreret sin ulykkelige kærlighed til historien tydeligere, end når han forsøger at afbilde oldtidens mennesker - enkeltvis eller som staffage i større fremstillinger. Det er fristende at gøre det, men samtidig farligt; gennem menneskenes tilstedeværelse i rekonstruktionerne drages disse ind i en virkelighedens verden, hvor alt er underkastet et koldt og afslørende lys. Der kræves megen viden af forskeren og meget talent af kunstneren, som skal formidle hans vision, om resultatet skal få præg af ægthed. Atter må det forekomme nærliggende at gå til samtidens kunst, men bortset fra de sjældne tilfælde, hvor »historiske« folkeslag har afbildet deres primitive naboer (f.eks. romernes gengivelser af germanere), er der meget lidt at hente. Eneste udvej bliver da den allerede skitserede metode suppleret med fantasiens hjælp. Erfaringen viser, at der netop på dette område er god brug for den.

Lad os tage et hastigt overblik over de til skiftende tider gjorte forsøg. I en oversigt over Nordens oldtid, forfattet af W. Dreyer omkring århundredskiftet, finder vi ovenstående scene fra livet i bronzealderen - en periode, der ofte har fristet til rekonstruktionsforsøg på grund af de mange rige fund, ikke mindst af dragter (Fig. 4). At kunstneren har fulgt sin samtids opfattelse og gjort huset rundt, kan man ikke bebrejde ham, værre er det, at han ikke har taget det så nøje med de afbildede sagers samtidighed, at han uden videre overfører ornamenter fra metalsager til tøj, og at han anbringer sine personer ved et bord, som der slet ikke er dækning for i fundene. Alt dette kan være galt nok, men opvejes dog i nogen grad af de mange korrekte detaljer, så hvis det ikke havde været for andet, kunne man nok bære over med det. Når billedet som helhed virker inderligt uægte, skyldes det nok snarere, at det mindre viser et festligt lag i bronzealderen end et selskab forsamlet om punchebollen på tegnerens egen tid - med lidt tilsat teaterromantik, en Hakon Jarl-stemning, som især kommer til udtryk i væggenes våbenophængninger. Sådan som her vist formede livet i bronzealderen sig i hvert fald ikke.

Her er vi ved sagens kerne: kunstnerens vanskelighed ved at frigøre sig fra sin egen tid. I et andet billede fra samme bog, gengivet på næste side, røber denne svaghed sig på en måde, der nærmest må betegnes som en afsløring. »Krigernes hjemkomst« er ellers på sin vis vellykket, med kun få ukorrekte træk; alligevel føles billedet forlorent indtil marven. Endnu omkring århundredskiftet prydedes mange danske hjem af et stik forestillende soldaternes hjemkomst efter en af treårskrigens sejre - lykkeligere at mindes end nederlaget i 64. Der kan vist ikke være tvivl om, at det er her, tegneren har hentet inspirationen til sin lille glade familie. Bemærk krigsenken i baggrunden af begge billeder (Fig. 5, Fig. 6)!

På Dreyers tid var bronzealderens kvindedragt kun kendt i et eneste eksemplar, som derfor går igen på alle hans billeder: en kortærmet bluse og et fodlangt skørt. Denne tækkelige beklædning tilfredsstillede fuldtud forestillingen om oldtidens ædle kvinder, og fundet i 1921 af Egtvedpigen med det korte, gennemskuelige snoreskørt måtte derfor virke som lidt af et chock (Fig. 7). Tanken om at den unge dame kunne være en danserinde, en bronzealderens fy-pige, blev opkastet, men atter tilbagevist, og æren reddes i et tysk værk fra før anden verdenskrig, hvor man simpelthen har forsynet hende med et underskørt, der tilgodeser alle anstændighedskrav. Nu har synet på bare pigeben jo ændret sig betydeligt i de senere år, Egtvedpigen er blevet populær og fundet rekonstrueret med en flid, hvis motiver må betvivles altid at være af videnskabelig art. Som nr 2 i herværende billedrække ser man 30'ernes Egtvedpige, som ingen vil mistænke for at have levet i bronzealderen. Hendes tyve år yngre søster på billede 3 forekommer os mere rigtig, men det skyldes vel egentlig blot, at vi har vænnet os til mini-moden. løvrigt er begge billeder vistnok forkerte på et væsentligt punkt. Fundforholdene i kisten gør det - som påvist af Henny Harald Hansen - sandsynligt, at skørtet ikke har siddet om bæltestedet, som det forekommer os naturligt, men at det har hængt på hofterne med det pikante resultat, at maven har været bar; således bærer også nulevende kvinder fra fjerne folkeslag deres skørt. At udgraverne har været opmærksom på dette, fremgår bl.a. af en skitse, som for nylig er fundet mellem afdøde konservator G. Rosenbergs papirer. Hans lille, lidt pjuskede Egtvedtøs må vist, indtil videre, tilkendes prisen i denne bronzealderlige mannequin-opvisning.

Egtvedpigerekonstruktionerne er et lysende eksempel på, hvor svært det er at leve sig ind i en anden tid end den, man selv tilhører. De næste billedeksempler - hentet fra en dansk oldtidsfilm optaget 1943 - viser bronzestøbning og jernudvinding, og det er sandsynligt, at de rigtige udøvere af disse erhverv ville få alvorlige latteranfald, hvis de kunne se, hvordan deres efterkommere forestiller sig, at de har arbejdet (Fig. 8). Støberens apparatur er for så vidt i orden (vi ser venligt bort fra tangen), men processen sker ved temperaturer op mod 1200 grader, og det har krævet anderledes omfattende beskyttelsesforanstaltninger at håndtere den hvidglødende digel end dem, manden på billedet betjener sig af. Og jernudvinding foregik, ved vi nu, ikke på åbne ildsteder, men i lukkede, skorstensformede lerovne under et overdådigt forbrug af trækul (se Skalk 1963: 2). Oldtidens bronzestøbere og jernudvindere var ikke dilettanter, men højt specialiserede håndværkere, hvis kunster vi endnu ikke har gennemskuet tilbunds og kun delvis kan eftergøre. De to billeder giver i hvert fald et ganske fejlagtigt indtryk af, hvordan det foregik. - Betydeligt bedre er det billede faldet ud, som afslutter denne række. Det viser vikingerne ifærd med at trække et skib over land, som de gjorde, når de på vejen til Miklagård færdedes ad russiske vandveje, og nødvendigheden bød dem at flytte deres fartøjer fra et flodsystem over i et andet (Fig. 9). Lad være, at der også her er diskutable detaljer hvad angår mændenes udstyr og klædedragt. Billedet giver i hvert fald en klar forestilling om, at vikingeskibe ikke er legetøj.

Let er det ikke at lade oldtiden genopstå i billeder, det vil de fremførte eksempler have vist - men altså også, at det dog kan lade sig gøre. De gennemgående dårlige resultater skyldes - bortset fra kunstnernes ufuldkommenhed - manglende viden og manglende evne til at sætte sig ud over sin egen tid. Den særlige form for oldtidsrekonstruktion, som her er behandlet, er iøvrigt ikke bundet til billedet, det samme er gjort i ord og med væsentligt bedre held, hvilket nok skyldes, at flere af vore betydeligste forfattere har dyrket genren.

Forhistorien vil aldrig kunne hamle op med historien, når det gælder at levendegøre fortiden; der er i selve dens kildemateriale indbygget en begrænsning, og den arkæolog er klog, som holder sig til kontrollerbare videnskabelige fakta, tolker dem så godt, det lader sig gøre, og lader det blive derved. Det ved man, hvad er! Og dog: det er menneskers efterladenskaber, arkæologen graver op af jorden, det er menneskers livsførelse, forhistorikeren forsøger at klarlægge, det er mennesker, det hele drejer sig om, og det er forståeligt og forsvarligt at prøve at give dem kød og blod.