Kongsgården

Efter nogles mening har gården sit navn, fordi oldtidskongsgården har ligget her. Det er dog ikke for kongernes, men for slægtens skyld, at Kirsten Nielsen ønsker dette hus bevaret fremover. Hun ønsker, at det kun skal rumme slægtens ting; men hun ønsker det ikke lavet til og ført tilbage til den oprindelige skikkelse. De skiftende tiders præg må ikke slettes ud, og nutiden skal have plads i billedet. Det ønske har man let ved at dele, for netop sådan får dette museum et særpræg, som gør det værdifuldere og mere ægte, end museer plejer at være. – Men endnu er Kongsgårdens fremtid ikke sikret. Den sag bør nyde fremme.

For mange år siden skrev Kirsten Nielsen en bog om sin slægt, og nu – nær de 80 – er hun begyndt at tegne. I ord og streg fortæller hun på disse sider om den gamle gård og dens liv.

Den ældste af gårdens beboere, som jeg ved, er Jørgen Jensen, han overtog den i 1739, men efter en gammel skattebog ser det ud, som han ikke har kunnet klare skatterne, da han allerede ti år efter kom fra gården. 1749 blev den overtaget af min tipoldefader, Ole Pedersen, som så sad ved gården til omkring 1777, da hans søn, Hans Olsen, overtog den.

Hans Olsen og hans kone døde af smitsom sygdom og blev begravet i samme grav. Kongsgården blev så overtaget af oldefader, Peder Jensen, som var søn på Nabogården og gift med Hans Olsens søster Lisbeth Olsdatter. Hans Olsen efterlod sig to børn, en søn og en datter, som blev opdraget sammen med Peder Jensens børn. Når jeg tænker på, at Peder Jensen selv fik en halv snes børn foruden disse to, så synes jeg, mine oldeforældre har haft et tungt læs at trække. De var jo stavnsbåndsbønder og skulle gøre hoveriarbejde på herregården Ledreborg.