Kongsgården

Efter nogles mening har gården sit navn, fordi oldtidskongsgården har ligget her. Det er dog ikke for kongernes, men for slægtens skyld, at Kirsten Nielsen ønsker dette hus bevaret fremover. Hun ønsker, at det kun skal rumme slægtens ting; men hun ønsker det ikke lavet til og ført tilbage til den oprindelige skikkelse. De skiftende tiders præg må ikke slettes ud, og nutiden skal have plads i billedet. Det ønske har man let ved at dele, for netop sådan får dette museum et særpræg, som gør det værdifuldere og mere ægte, end museer plejer at være. - Men endnu er Kongsgårdens fremtid ikke sikret. Den sag bør nyde fremme.

For mange år siden skrev Kirsten Nielsen en bog om sin slægt, og nu - nær de 80 - er hun begyndt at tegne. I ord og streg fortæller hun på disse sider om den gamle gård og dens liv.

Den ældste af gårdens beboere, som jeg ved, er Jørgen Jensen, han overtog den i 1739, men efter en gammel skattebog ser det ud, som han ikke har kunnet klare skatterne, da han allerede ti år efter kom fra gården. 1749 blev den overtaget af min tipoldefader, Ole Pedersen, som så sad ved gården til omkring 1777, da hans søn, Hans Olsen, overtog den.

Hans Olsen og hans kone døde af smitsom sygdom og blev begravet i samme grav. Kongsgården blev så overtaget af oldefader, Peder Jensen, som var søn på Nabogården og gift med Hans Olsens søster Lisbeth Olsdatter. Hans Olsen efterlod sig to børn, en søn og en datter, som blev opdraget sammen med Peder Jensens børn. Når jeg tænker på, at Peder Jensen selv fik en halv snes børn foruden disse to, så synes jeg, mine oldeforældre har haft et tungt læs at trække. De var jo stavnsbåndsbønder og skulle gøre hoveriarbejde på herregården Ledreborg.

Hvornår selve gården er opført ved jeg ikke; men på bjælken over døren til bislaget står: Dette har Peder Jensen og Lisbeth Olsdatter kost 1788. (Fig. 2) Det var jo det år da bondens frigørelsestime slog. Det har vakt lysten til at pynte op på det gamle. De har så tilføjet den lille udbygning, der tjener som forstue, før man kommer ind i stuen med langbænken under vinduerne bagved det svære egetræsbord og i krogen det store, bornholmske stueur med tinskive i blyindfatning, hvorover en lille tinskive med den latinske indskrift;

Tiden svinder,
timen går,
dagene ile bort,
århundreder fuldendes.

Underligt at tænke på disse gamle dage. Mændene i de korte skindbukser med stumpet trøje og ternet vest med de mange sølvknapper, de lange, hvide, uldne strømper; håret var vel langt. Og kvinderne har fyldt godt ved siden af mændene med deres store huer og lange, vide skørter og forklæder af silke, når de kom sammen til deres fester og gav sig hen i dansen. Mændene har trampet i gulvet, kvinderne har klappet i hænderne, og så har de taget hinanden i hånden og danset rundt, så støvet har hvirvlet om dem; det har vel været lergulv, der er danset på i de fleste tilfælde. Og dagen efter - ja så har hverdagslivet begyndt forfra med slid og slæb.

Oldefader blev gammel og sønnen tog fat efter ham. Han giftede sig i 1826 med min bedstemoder Abelone Olsdatter. (Fig. 3). Hun havde i sin ungdom tjent som kælderpige i Røde Vejrmølle kro et par år og samlet sig lidt penge og vel også lidt ben i næsen. Hun fik brug for begge dele.

Det er så lidt jeg ved om min bedstefader. Han skal have set godt ud i sine unge dage; men brændevinen tog ham. Bedstemoder fik otte børn, hvoraf tre drenge døde som små — den førstefødte var dog elleve år — og det skal bedstemoder have taget sig meget nær. Hun opdrog ellers sine børn strengt og forbød dem på det strengeste at røre spiritus og tobak. Min fader røg så i smug; han har tit fortalt hvor vred hans moder blev, når hun opdagede det. Og hvor fader morede sig over farbroder - han ville også ryge tobak, men han kunne ikke holde piben tændt. - Ja, det var jo, da de blev ældre, jeg hørte dem more sig over det.

Farbroder fik gården først i halvfjerdserne, og tiderne havde været bedre. Fader flyttede ud på overdrevet og byggede sig et hjem. Det var i 1875. Året efter holdt fader og moder bryllup.

Jeg blev født den 26. oktober 1880. Jeg har et falmet brev, som fader skrev til faster Marthe, hvor han fortæller om den lille datter, der er skænket ham. Når jeg læser dette gamle brev, hvor har jeg let ved at forestille mig det hele og dem alle.

Hvor fader var kørende henne og skulle forbi farbroders port, så kørte han så godt som aldrig forbi uden at være inde og vende om i gården. Det betragtede vi som en selvfølge. Jeg husker den sommer, jeg første gang gik alene derned, og at farbroder løftede mig op i armene og ville ikke tro, jeg var gået alene. Fader fortalte senere, at han havde stået på en bakke og moder på en anden, for at de kunne se mig lige til jeg var nået derned.

Faster Ane har så tit sagt, at hun aldrig kunne huske, at jeg havde været barn. Nej, min rigtige barndom var også forbi, da moder døde. Det var i foråret 1889. Havde hun levet måneden ud, ville hun være fyldt 41 år - jeg syntes jo ikke dengang, moder var så ung.

Vinteren efter min konfirmation var jeg storpige hos farbroder og foråret 1906 flyttede min broder Hans og jeg ned på Kongsgården. Faster Lisbeth trængte til hjælp inde i stuerne; det gamle kobbertøj og andre gamle ting gemte hun på de mest afsides steder. Jeg tog det frem, pudsede det og satte det på plads. Når hun så det,lyste hendes ansigt. Det var jo også hendes gamle ting, som hun var bange for ikke ville blive regnet for noget. (Fig. 4)

Byhornet kom ned fra loftet. Bedstefaders det store sølvur og den sølvbeslåede pibe hang over bordenden.

Faster var en del gigtsvag i hænder og fødder, så kunne hun bare få lavet maden ude på det åbne ildsted - der ville jeg nødig være med - så var det godt. Hun var ligesom farbroder helt igennem gammeldags, der måtte ingen forandringer gøres. Jeg husker hvor det irriterede mig, når hun sagde: "Sådan brugte min moder", jeg syntes dog, der var en grænse. Hun kunne blive vred, når vi satte dybe lerskåle ind på bordet til at øse middagsmaden op i. Også i deres klædedragt var farbroder og faster meget gammeldags. Faster med hvergarnskjoler med en uhyre masse rynker på nederdelen, farbroder blev ved med at gå i sin korte, hvide vadmelstrøje og lange hvide strømper. Var farbroder og faster uhyre nøjsomme havde de dog lært at sætte pris på en god kop kaffe. De fortalte, at det kun var om søndagen, de begyndte at få kaffe i deres barndom.

Vinteraftenerne i Kongsgården var hyggelige, når først bilæggeren var blevet rigtigt fyret op. Det skete at byens folk kom på besøg. Var det jordmodermanden Hans Christensen, der kom, så kom skakbrættet frem, var det smeden, der var jævnaldrende med farbroder og faster, så skal jeg love for, det ikke var kedeligt, så blev alle morsomme tildragelser fra deres skoletid opfrisket. Var faster Marthe hjemme på besøg, så var det almindeligt, at hun og faster Lisbeth skulle have dem et slag kort (Parret Hanerede) inden de gik i seng.

Mange år er gået siden jeg flyttede ind her. En hel generation af mennesker er gået bort. For 30 år siden gik de ældre kvinder endnu med de lange skørter, og en enkelt kone bar endnu sin "guldnakke". Vejen var støvet om sommeren. Nu er den asfalteret. Jeg går i mine gamle stuer og min slægt taler til mig gennem det altsammen.