Kongelig oldforskning
Vi er midt i et sandt fyrværkeri af museumsjubilæer. Den første raket steg op fra Ribe efteråret 1958, da Den antikvariske Samling, som er det ældste af provinsens museer, fyldte 100 år. December 1960 fulgte Stiftsmuseet i Odense efter, og marts 1961 var det Århus' tur. Når disse linjer læses, har Viborg netop taget flagene ned, og de kan passende sendes til Aalborg, hvor der snart bliver brug for dem.
Af Georg Kunwald
Hvad var dét, som for 100 år siden fik museerne til at skyde frem som paddehatte efter regnvejr? Ja, der var naturligvis flere grunde; jordbunden havde været gødet og forberedt længe. Men det udslagsgivende - regnvejret - det var den omstændighed, at Danmarks daværende konge nærede en varm interesse for alt, hvad der havde med fortiden at gøre. Frederik VII har med de ovennævnte museer sat sig et minde af en lige så urokkelig art som statuen på torvet.
Men den kongelige arkæologs spor skal naturligvis ikke alene søges i provinsen; I hovedstaden blomstrede det halvthundredårige »Oldnordisk Museum« under kongens nåde og med den fremragende videnskabsmand J. J. A. Worsaae ved roret. To store arkæologiske arbejder, som blev til på kongens tilskyndelse, blev begge ledet af mænd fra dette museum, og af de samme mænd blev arbejdernes resultater siden nedfældet i monumentale værker. De to bedrifter, som markerer kongens arkæologiske hovedindsats, er undersøgelsen af kongegravene i Ringsted og udgravningen af de to Jellinghøje. Sidstnævnte arbejde fandt sted sommeren og efteråret 1861, altså for netop 100 år siden. Lad os da vælge det og vie det et par linjer. (Fig. 1)
Fig. 1. 13. juli 1861 bragte Viborg Stiftstidende denne omtale af Frederik VII's besøg i byens nyoprettede museum.
I 1820 havde Jellingboerne selv ved et tilfælde opdaget et stort plankebygget kammer i den nordligste af de to høje, den der bar dronning Thyras navn. Kammeret var plyndret fra gammel tid, og den udgravning, som efterfulgte opdagelsen, var ikke skånsom, så efter omstændighederne blev udbyttet temmelig magert. - Men sydhøjen, Gorms høj, var jo tilbage, lå dér som en torn i kødet på arkæologer med og uden kongeligt blod i årerne. Den var landets største gravhøj og bar en konges navn.
I dens overflade sås ingen alvorlige beskadigelser, som kunne tænkes at have ødelagt det, som gemte sig i det indre. 23. juni 1861 udsendte kongen fra Silkeborg befaling til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen om, at højen skulle udgraves. (Fig. 2)
Fig. 2. Tre gange Jellingudgravning. 1820: Nordhøjen med det nyopdagede kammer. Skitse efter et samtidigt stik. - 1861: Plan over sydhøjen med minegangenes netværk indtegnet. - 1941: Fra krigstidens store Jellingudgravning. Sydhøjen blev denne gang undersøgt ovenfra med et forsvarligt udgravningsfelt. Resultatet blev dog uforandret: Intet kammer. Fot. E. Dyggve.
Som leder af dette arbejde udpegede kongen Worsaae, og i bedre hænder kunne det næppe være faldet. Under sig fik han en anatom, en antikvar og en tegner, og til det grovere blev der udtaget 10 mand af ingeniørkorpset. Udgravningen findes - som nævnt - beskrevet i et stateligt værk, men nok så levende møder begivenhederne os i Worsaaes efterladte breve, som er udgivet.
Man gravede sig ikke ned fra toppen som i nordhøjen 1820, men gik ind med en minegang fra højfoden. Samtidig borede man ned fra højtoppen. »Efter at have boret 16 Alen ned«, skriver Worsaae i et brev til sin kone, »traf vi omsider til min store Glæde iaftes paa Træ, og der kan næppe være Tvivl om, at det var paa de Egebjælker, hvormed Gravkammeret upaatvivleligt er dækket. Du kan tænke Dig, det var akkurat lige for vor Minegang … Lige i det Øieblik jeg fandt Gravkammeret, kom en Estafette ridende med en Telegramdepeche til mig fra Kongen. Kongen frygtede for, at Boringen kunde skade Gravkammeret. Jeg havde da den Tilfredsstillelse at kunne melde ham, at Gravkammeret netop var fundet, og at det umuligt kunde have lidt nogen Skade«. Fem dage senere - den 10. juli - skriver Worsaae: »Jeg kan melde dig, at vi have truffet Begyndelsen til det store Steenlag, som synes at begrænse Gravkammeret i Høien. Igaar stødte vi paa de første store Steene, af hvilke een har voldt saa megen Umage, at vi en heel Dag har maattet standse med Udgravningsarbejdet Den blev kløvet inde i Hullet i to Stykker og derefter transporteret eller som det i Kunstsproget hedder bagset ud. Det begynder nu at blive piquant. Blot vi maatte træffe Gravkammeret paa en heldig Side. Det var mageløst morsomt.« (Fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6)
Fig. 3. Frederik den Syvende lader bore i Gorm den Gamles Høj i Jellinge, 9. August 1861.
Fig. 4. Frederik den Syvende i Jellinge, 19. Juni 1861: „I maae finde mig den gamle Konge.“
Fig. 5. Udgravningerne i Jellinge, Juli 1861. Frederik den Syvende og Grevinde Danner.
Blandt deltagerne i Jellingudgravningen 1861 var tegneren J. Kornerup. Han har fæstnet sine indtryk i en række skitser, og ikke mindst kongebesøgene har han dvælet ved. Som man ser, blev kongen modtaget med manér. Flagene er oppe, og foran indgangen til minegalleriet er rejst en portal i oldnordisk stil. - Kornerups indsats i Jellingsagen rækker dog videre end til de fornøjelige skitser. Det videnskabelige værk om udgravningen, som senere udkom, er skrevet af ham. - Skitserne gengives efter Worsaae: En Oldgrandskers Breve i udgave ved Victor Hermansen.
Fig. 6. Fra Jellingudgravningen 1941: Et af denne udgravnings vigtigste resultater var påvisningen af to stenrækker på bunden af sydhøjen. De har hørt til en stor V-formet stensætning, som højen er bygget henover. Den ene stenrække ses på det store billede. De hvide, stiplede linjer markerer Worsaaes store minegang, som var tydeligt at se. Hvor gangen skærer stenrækken, har de sten stået, som Worsaae omtaler i sit brev. - Den lodrette streg på det lille billede er et bor, som udgraverne i 1861 - meget mod deres vilje - måtte efterlade i højen. Nu kom det atter for dagen.
De følgende dage blev der gravet på livet løs for at nå kammeret inden kongens ankomst. Men kongen kom og rejste igen, uden at Gorm var fundet, og det trak ud med det vældige gravkammerøl, som Worsaae havde lovet soldaterne. Det viste sig, at det var et løst stykke træ, man var stødt på med boret.
Man begyndte nu at sende et netværk af gange ud fra hovedgalleriet. »Kan Høien taale denne Undermineren«, telegraferede kongen, »at den ei tilsidst falder ned over Hovedet paa Eder?« - Højen holdt, men Worsaae og hans folk blev mere og mere lange i ansigterne. Den 6. august skriver Worsaae: »Jeg har nu egentlig opgivet alt Haab om at finde noget Gravkammer her.«
Som et plaster på såret besluttede man at åbne og restaurere kammeret i nordhøjen. Det blev gjort, og hen på efteråret var arbejdet fuldført. Også dette arbejde fulgte kongen med største interesse. Hans sidste besøg har Worsaae skildret i et ganske kortfattet brev til sin kone: »I flyvende Fart kun to Ord, for at sige Dig, at Kongen er her … Han er i udmærket Humør og meget fornøjet over, hvad han ser. Jeg maatte sidde hos ham ligetil Taflet Kl. 5, hvor jeg blev placeret ved Hs. Majestæts højre Side. Det var en drøi Plads. Vi drak Champagne af Ølglas og Kongen skænkede stadig mit fuldt. Du kan tro, det var gemytligt … Men jeg maa afsted til Høien … Alle drille mig med, at jeg er bleven saa fed«.
Ja, arkæologerne havde gode dage under Frederik VII. Han var deres mægtige og nådige beskytter - og en hel del mere end det, nemlig deres kollega, som aktivt deltog i forskningsarbejdet. Det var ikke altid, han - som i Jelling - nøjedes med at være udgravningens protektor. Ofte ledede han selv udgravningsarbejdet både af navn og gavn. Hans eftertid har ikke ydet denne side af kongens virke fuld retfærdighed. Det er blevet god latin at tale ringeagtende om Frederik VII's udgravninger. Gang på gang hører man hans ødelæggelser af oldtidsfund omtalt og fremhævet.
Når man sammenligner med, hvad det koster af tid, møje og penge at undersøge en gravhøj efter de metoder, der anvendes nuomstunder, ja så var Frederik VII's gravninger letkøbte. Og det kan godt virke chokerende at erfare, at han i sin prinsetid på 25 dage udgravede 20 gravhøje ved Jægerspris. Men hans gravninger chokerede sikkert ingen oldgransker på hans tid. Tværtimod. Hans udgravningsmåde var samtidens, på enkelte punkter endda bedre, hans ivrighed usædvanlig, ja nærmest lidenskabelig, og i kraft af sin position havde han bedre muligheder end de fleste. Betegnende er de ængstelige forespørgsler og hans råd til Worsaae vedrørende gravningerne i Jelling. De maner netop til forsigtighed og vidner om respekt for undersøgelsesobjektet. Men oldtidsvidenskaben dengang interesserede sig mindre for detailler vedrørende gravskik, aflejringsforhold etc. end for oldsagerne. I dem, og naturligvis først og fremmest i de samlede fund, så man praktisk taget det eneste middel til en kronologisk opdeling af oldtiden. Før skelettet var opbygget havde man intet sted at hæfte sine detailoplysninger. Det var uheldigt, men forståeligt, at oldforskningen blev drevet så ensidigt, og man kan i hvert fald ikke bebrejde kongen, at han fulgte i fagfolkenes spor.
At kongens udgravninger også havde en i visse henseender højst uheldig følge kan ikke nægtes. De var medvirkende til at nedbryde den overtroblandede pietet, som landets befolkning fra gammel tid havde næret for oldtidens mindesmærker, den pietet, der havde reddet disse fra ødelæggelse i langt tidligere tid. Den altoverskyggende interesse for oldsagerne førte med sig, at det udgravede og tømte mindesmærke matte anses for værdiløst, og man ofrede det derfor ingen ulejlighed at istandsætte det. Når kongen med sit kompagni soldater som arbejdsmænd havde raseret en egn, henlå de tidligere smukt kuplede høje med store sår, og den opkastede fyld deformerede dem ganske. Også på det punkt var kongen barn af sin tid og skal bedømmes derefter. Det store skred i sløjfningen af oldtidsmindesmærker var endnu ikke kommet igang, der var - for at sige det groft - nok af dem, og man værner nu engang ikke mælkebøtter, så kønne de end er, så længe det vrimler med dem i engen.
Frederik VII var, som alle sine efterfølgere på tronen, præsident for Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, og det kan måske interessere at høre, hvordan et møde i det lærde selskab kunne forløbe under majestætens ledelse. Vi vælger mødet den 13. maj 1862. Mødet indledes - ganske som det sker den dag idag - med oplæsning af de nyindvalgte medlemmers navne. Blandt disse er kongen af Siam, der således overraskende demonstrerer sin interesse for Danmarks forhistorie. Med sit eengangsbidrag på 600 rigsdaler har han indskrevet sig i rækken af stiftende medlemmer, blandt hvilke der i forvejen var ikke færre end ni kronede hoveder. Efter at de indledende formaliteter er overstået, tages den kommende publikation af udgravningen i Jelling op til drøftelse, og derefter går man over til fremlæggelsen af nye fund og udgravninger. Her behager det Hans Majestæt at meddele om undersøgelsen af nogle høje ved Rammedige i Ringkøbing amt. En af de fundne grave var en stor sjældenhed, en brandgrav fra stenalderen, den første, der er fundet. Kongens vurdering af fundet er klar og uigendrivelig: men ikke desto mindre gik fundet siden i glemmebogen, og det er først for nylig kommet til ære og værdighed takket være andre lignende fund, som i mellemtiden er dukket op. - Dernæst beretter kongen om undersøgelsen af en dobbeltjættestue ved Borup i Nordsjælland og om en af ham selv ledet udgravning af en hellekiste i Jægersborg Dyrehave, og han fortsætter med en længere redegørelse om det nylig fremkomne, vigtige vikingetidsgravfund fra Søllested på Fyn, med prægtigt seletøj til to heste. Med disse fire foredrag er kongens bidrag til mødet dog ikke udtømt; han slutter med at forevise nogle nye enkeltfund fra sten-, bronze- og jernalder. (Fig. 7, fig. 8)
Fig. 7. Frederik VII's egenhændige beretning om undersøgelsen af gravkisten i Jægersborg Dyrehave; her gengivet efter P. V. Glob. Til sammenligning med kongens tegning er til højre vist et udsnit af en moderne udgravningsplan. Forskellen er iøjnefaldende. Kongens tegning har skitsens præg, men den er forsynet med mål og angivelse af verdenshjørner, og kisten er gengivet både i plan og snit. Beretningen holder mål med det meste af, hvad datidens fagarkæologer præsterede. Tilføjelserne for neden skyldes kongens livskytte C. H. Jørgensen, der var ham en dygtig hjælper ved mange udgravningsarbejder.
Fig. 8. Frederik den Syvende undersøger en Gravhøj ved Skodsborg i September1863. (Tegning af J. Magnus Petersen.)
Ovenstående mødereferat giver en klar fornemmelse af, at kongens forhold til arkæologien var andet og mere end skattesøgerens. At skaffe sig nye numre til sin samling har utvivlsomt været en af drivfjedrene til hans virke; men at han også søgte historien bag tingene viser et par afhandlinger fra hans hånd, som trods deres ringe omfang er af ubestridelig værdi. I en opsats tilsendt Worsaae i 1857 påviser han som den første, at menneskeæderi fandt sted i Danmarks stenalder. Han skriver her om en køkkenmødding, han har fundet ved Jægerspris:
»Men en Opdagelse der endnu ei før er skeet gjordes her, det er nemlig, midt i Kjøkkenmøddingen paa det Sted hvor Ildstederne vare, Kranierne af 3 Mennesker og en Mængde Menneske Been sammenslyngede med ovenanførte Gjenstande [levninger af havets bløddyr, fisk, sæl og skovens vildt] i store Bunker alle itubrukne for Marvens Udtagelses Skyld.
Ved dette Fund er jeg kommen til den Slutning at Urfædrenes Levemaade har været kannibalsk …
Man vil visseligen naar man ret gjennemgrandsker andre Kjøkkenmøddinger komme til samme Resultat som man er kommet til her ved Jægerspris og det vil glæde mig om De Herrer Oldkyndige ville tage Notits af Disse mine Anskuelser og nærmere drøfte Dem, for at man Eengang kunne komme til et endeligt Resultat af disse Grandskninger.«
Det ser dog ikke ud til, at de Herrer Oldkyndige har taget videre notits af kongens iagttagelse. Sagen synes, ejendommeligt nok, helt at være gået i glemmebogen. Først da man i 1930erne undersøgte bopladsen Dyrholmen pa Djursland, blev spørgsmålet om kannibalisme i ældre stenalder påny aktuelt. Her fandtes nemlig i ret stort tal marvspaltede menneskeknogler liggende sammen med dyreknogler - hele såvel som spaltede. Uden kendskab til de resultater, Frederik VII var kommet til, men udfra ganske tilsvarende iagttagelser, som han havde gjort, drog man den samme slutning.
Tanken om kannibalisme ligger os så fjern, at vi gerne opfatter den som et i høj grad primitivt, barbarisk træk. Kulturhistorisk belyst forekommer imidlertid menneskeæderi - som kulturelement - først på et relativt højt udviklingstrin. I de mest primitive kulturer åd man ikke mad af sit eget kød og blod, det skulle da være af nød, men på højere kulturtrin forekommer det til forskellige tider over det meste af jordkloden. Givetvis har der da været knyttet overnaturlige, religiøse ideer til skikken, hvad enten man fortærede det guderne bragte offer, spiste sin slægtning for at bevare slægtens »kraft« eller den overvundne fjende for ad magisk vej at vinde hans styrke, mod og kløgt. - Pa ganske samme måde, som vi - med støtte i etnografien - filosoferer over baggrunden for kannibalismen, således gjorde for hundrede år siden kongen, og han antog, at det var de overvundne fjender, der ved festmåltider var blevet fortæret. (Fig. 9)
Fig. 9. Illustration fra Frederik VII's afhandling om stengravenes bygningsmåde. Således forestiller kongen sig, at de store overliggere blev lagt på plads. Fremgangsmådens anvendelighed kan diskuteres.
Frederik den Syvendes praktiske sans træder tydeligt frem i hans afhandling »Om Bygningsmaaden af Oldtidens Jættestuer«, der giver en fremstilling af, hvorledes stenalderens storstensgrave - dysser og jættestuer - kan være blevet bygget. Udgravningerne havde vist, at de mennesker, der lå begravede i oldtidens grave, i kæmpehøjene og jættestuerne, hverken var kæmper eller jætter, men almindelige mennesker af vor egen race, og Frederik VII viste, at der heller ikke krævedes overnaturlige evner eller kræfter til at tumle de store stenblokke, af hvilke gravene er bygget. Afhandlingen bygger ikke på eksperimenter eller indgående videnskabelig undersøgelse, den er kun et beskedent bidrag til den arkæologiske forskning, og når bogen er blevet oversat til en række fremmede sprog: engelsk, tysk, fransk, russisk og græsk, skyldes det nok mere forfatterens person end afhandlingens vægt; men den er affattet kort og klart, og den omhandler et kulturhistorisk problem, som forskningen ikke tidligere havde beskæftiget sig med og stort set også siden har ladet ligge. (Fig. 10)
Fig. 10. Frederik den Syvende i sin Oldsagssamling. (Tegning af J. Magnus Petersen 1863.)
Hvordan kan det nu være, at kongens opdagelser og iagttagelser har sat sig så svage spor i den arkæologiske litteratur? Var det de af kongen behandlede emner, som ikke interesserede fagfolkene, eller fæstede de Herrer Oldkyndige mon ikke altid lid til rigtigheden af hans iagttagelser? Det sidste er ingenlunde udelukket. Ved sin død i 1885 efterlod Worsaae sig et ufuldstændigt manuskript til sine erindringer. Manuskriptet omfattede kun barndommen og ungdomsårene, men nogle brudstykkeagtige optegnelser var et forarbejde til fortsættelsen. Et afsnit heraf omhandler netop kong Frederik den Syvende som oldgransker. Worsaae, der vel kendte denne side hos kongen som ingen anden, fremhæver hans »store og uvisnelige Fortjenester af den nordiske Archæologi«, men skjuler samtidig ikke sin mistillid til kongens ofte noget vel fantasifulde opfattelse af oldtiden, »hans Lyst til at fortælle Historier og til at give sin Phantasie Tøilen«. - »Hans levende Sands for det Fædrelandske, blandet med en høist mærkelig Phantasie, som ved siden af praktisk rigtige Opfattelser, stundom slog stærkt ud i det Eventyrlige. Urimeligt at forlange, at en Konge, især under stærkt bevægede Tider, hvor hans Lands Selvstændighed staaer paa Spil, skulde være en lærd Professor. Burde da ikke være Konge. Han maa betragtes som Hovedet for den Dilettantisme, for den Interesse i Folket, der har havt og har saa overordentlig stor Betydning for den fædrelandske Oldkyndigheds Fremme.«
Det er meget vel tænkeligt, at Worsaae anså kongens opdagelse af kannibalismen i Danmarks stenalder som et udslag af hans »høist mærkelige Phantasie«, og muligvis har også tanken om urfædrenes kannibalske levemåde været ham ubehagelig. For os - med vort kendskab til Dyrholmfundet - er der imidlertid absolut ingen grund til at tvivle på teoriens rigtighed. Den hviler på en rent praktisk iagttagelse, som kongen forstod at tyde.
Dette harmonerer godt med vort syn pa kongens arkæologiske virksomhed, der nok på mange punkter falder sammen med Worsaaes, men som dog må tilkende majestæten flere laurbær, end den gamle videnskabsmand tildeler ham. Frederik VII var ingen oldgransker. Han syslede ikke med udredning af dateringsforhold, af kulturforbindelser osv., men hans arkæologiske virke bundede i en dyb og ægte kærlighed til oldsagerne. Han var oldsagssamler, museumsmand om man vil. Han havde ubetinget sans for det praktiske inden for arkæologien, han forstod at se på oldtidens levn, og på det felt har han givet sit bidrag til den arkæologiske videnskab. Syslen med kronologiske skemaer lå ham fjernt. Til gengæld har de kulturhistoriske problemer, han arbejdede med ikke til dato interesseret videnskaben stort, hvilket dog ikke anfægter deres værdi, snarere stiller dem i relief. Arkæologen Frederik VII var på sit lille område forud for sin tid, men det skyldes næppe en bevidst stræben, snarere bunder det i det uskolede - og derfor fordomsfri - syn på tingene, som er amatørforskerens svaghed og hans styrke.