Kongehøj

En langdysse, kaldet Kongehøjen, beliggende ved Hobro-Mariagervejen, blev udgravet af Nationalmuseet sidste sommer, På initiativ af ejeren, proprietær Korsgaard, Voldstedlund, var den store, men forfaldne og ikke særligt præsentable høj året før blevet istandsat - med forbavsende resultat. Efterhånden som de væltede randsten og den udskredne jordfyld blev bragt på plads, forvandledes den miserable langhøj til den fornemme langdysse, som billedet viser. Navnlig endestenene er meget store, flere 3-3½ m høje. (Fig. 1)

Af Dorthe Hansen

Billede

Fig. 1. Tegning: Anders Glob.

I dyssens jordhøjning sås den vældige overligger over et kammer, som tydeligt nok tidligere havde været udgravet. Det blev tømt for jord og istandsat. Gennem en fem meter lang, stenbygget gang kommer man nu ind i det mandshøje kammer. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.

Alt var såre godt; men stemningen steg, da det viste sig, at der også var et urørt kammer i højen. Mens det første kammer kunne udgraves fra oven, blev det her nødvendigt at gå ind ad den vej, som også var stenalderfolkets, nemlig gennem gangen. Den var lang og snæver og fyldt med jord, som møjsommeligt måtte transporteres ud. At trænge ind i jordbjerget på denne måde var besværligt og ikke ganske hyggeligt, for hvem tør garantere, at en årtusindgammel stenkonstruktion holder, når den lettes for sit indvendige tryk. Men forunderligt var det, da gangen omsider var ryddet, at stå i et smukt og velbygget og næsten jordfrit kammer som den første i fire tusinde år.

Slutningen på historien blev ikke helt som ventet. Under en stor stendynge, som dækkede gulvet, fandtes enkelte ravperler og et par pilespidser. Sammen med nogle få oldsager, som blev fundet i gangen, var det alt. Menneskeben fandtes ikke, men oven på stendyngen lå skelettet af en ko. Den var parteret. Hovedet og det ene bagben manglede; de andre ben var tilstede (afskårne), dog uden yderste led. (Fig. 4)

Billede

Fig. 3. Plan over kammer og stendynge.

Billede

Fig. 4. Snit gennem kammer og stendynge.

Hvad betyder dette? Hvorfor er der så lidt tilbage af de grave, som engang må have været her? Hvad betyder stendyngen? Og koen? Den er især mærkværdig. Hvornår er den anbragt? Antagelig allerede i stenalderen. Siden ville det næppe være muligt at få den gennem gangen. Offer?

Kongehøjen bærer sit navn med rette, for kongelig ser den ud - et af landets største og smukkeste oldtidsminder, nok værd at standse op for. Mærkeligt i dette fornemme gravmæle kun at finde en ko. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. Ingen billedtekst.