Kongegrave

For ganske nylig har vi i en Skalk-artikel (1985:2) tildelt disse konger den plads, der efter vor opfattelse med rette tilkommer dem, nemlig som fuldt værdige danske regenter. At det er nødvendigt, skyldes det mærkelige syn, eftertiden har anlagt på dem. Blot hundrede år efter Adam finder vi dem stærkt nedvurderet. Svend Aggesen skriver om Gnupa (Enni-Gnup, som han kalder ham), at han var »en sjællandsk bonde, sat til rigets vogter«, mens Skjoldungesaga gør ham til en jysk småkonge, og Saxo siger, at »kun folk, der ikke er hjemme i historien, vil give ham en plads i kongerækken«. Det sidste er måske en venlig hilsen til Adam af Bremen, men det er i det hele taget tydeligt, at meningsdannelsen ved Valdemarernes hof har været styret af politiske og følelsesmæssige motiver. De ældre historikere, der kendte mere til sagen, fordi de var begivenhederne nærmere, ikke så meget som antyder, at Olafætten skulle være af ringere karat.

Vor tids forskere har nærmest uddybet kløften. Et par af Olafættens medlemmer nævnes på runesten ved Hedeby, og dette sammen med Svend Estridsens oplysning, at Olaf var en svensk erobrerkonge, har ført til forestillingen om et »svenskevælde« ved sydgrænsen, et mini-kongerige uden nævneværdig betydning, men heller ikke det er der dækning for i den stærkere del af kildematerialet. Olaf og hans efterkommere betegnes uden forbehold som danske konger, og Svend Estridsen kalder dem lige så selvfølgeligt sine »forgængere«. Den vægt, der i de tyske kilder lægges på et heldigt gennemført krigstogt mod Gnupa, viser da også, at man regnede ham for en værdig modstander.

Ifølge Lundeårbogen skal Olaf være død 906, Gyrd 916, og selv om vi ikke uden videre tør fæste lid til oplysningen, lyder den rimelig nok. Om Gnupa, som må være fulgt efter Gyrd, ved vi lidt bedre besked, det var ham, der i 934 tabte slaget mod tyskerne, og han skal i den forbindelse være blevet tvangsdøbt, uden at det dog kan antages at have haft blivende virkning. Hans søn og efterfølger Sigtryg har vi så godt som intet kendskab til; han er efter al sandsynlighed død i 940’erne, måske på et krigstogt til Franken. Derefter må Gorm og hans søn Harald Blåtand meget hurtigt være kommet til magten.

Olafætten er altså en realitet, og vi må have lov at betragte den som en dansk herskerslægt trods alle forsøg, der senere er gjort på at pille glorien af den. Som naturligt har den haft en vis tilknytning til Hedeby, rigets største handelsstad, men næppe mere, end at man ofte har opholdt sig i den dér værende kongsgård.