Kongebørn

De romantiske omstændigheder ved Anna Sophie Reventlows ægteskab med kong Frederik d. IV efter bortførelsen fra Clausholm og hendes senere ophøjelse til dronning er vist velkendt af de fleste. Historien har ofte nok været gjort til genstand for omtale, forargelsen har ombølget affæren, stærkest naturligvis i samtiden, men også senere generationer har vejet for og imod eller simpelthen nydt den specielle atmosfære, der fornemmes i blandingen af kongelig elskov og rokokoamoriner. De fleste af de uoverensstemmelser affæren gav anledning til dengang, kan vi lade ligge her og nøjes med at følge en enkelt tråd i begivenhedernes række, der kan tjene til at placere det fund, der skal omtales nedenfor, i læserens bevidsthed.

Af Knud Holm

De ydre begivenheder er i al korthed følgende:

Kongen træffer 1711 Anna Sophie ved en maskerade på Koldinghus. Han bliver stærkt betaget af den smukke og livlige pige og prøver siden at udvide bekendtskabet, men Anna Sophies moder er alt andet end glad for at se sin letfængelige datter i selskab med kongen, der i forvejen er kendt for at være påvirkelig af kvindelig skønhed.

1712: Anna Sophie trodser moderen og flygter hjemmefra med Fr. d. IV til Skanderborg, hvor de vies (Anna Sophies fader er død i 1708 og er altså afskåret fra at udøve sin faderlige myndighed). Vielsen foretages af en hr. Thomas Clausen, som er teolog, men ikke præsteviet. Kongen har vel på denne måde villet sikre sig mod at blive beskyldt for bigami.

Anna Sophie udnævnes til hertuginde af Slesvig og modtager det østsjællandske slot Vallø »med dets tilliggende gods og herligheder« som gave af kongen. En ny gave følger i 1718, nemlig Anna Sophies fædrenegods Clausholm (ved Randers), som kongen har købt af den efterhånden noget formildede storkanslerinde Reventlow. Kongens kærlighed til Anna Sophie har vundet varigt fæste, men samtidig er forholdet til hans dronning blevet stedse mere håbløst. I denne tid opholder Anna Sophie sig regelmæssigt pa Vallø, hvor hun føder kongen tre børn, der imidlertid alle dør som små, et er endda dødt ved fødslen. Det lille sakristi pa nordsiden af Valløby kirke indrettes som gravkapel for børnene.
Tegning: Knud Holm

I 1721 dør dronning Louise, og Fr. d. IV lader omgående sin vielse til Anna Sophie gentage (det foregår igen ved Thomas Clausen, der i mellemtiden er blevet præsteviet). Halvanden måned senere kroner kongen egenhændigt Anna Sophie til dronning på Frederiksberg slot. Som dronning føder Anna Sophie endnu tre børn, der imidlertid atter dør som små. Alle disse dødsfald må naturligvis ramme forældrene hårdt, og der er vel næppe nogen tvivl om, at de har bidraget til den stadig tiltagende religiøsitet, der præger dem begge. Tanken om det første ulovlige giftermål nager.

I 1730 dør kongen på rejse gennem landet efter nogen tids svagelighed. Dette er intet mindre end en katastrofe for den unge dronning, som ikke blot mister en kærlig ægtefælle, men som tillige må se en fjende indtage hans plads pa tronen. Den nye konge Chr. d. VI står just ikke på nogen god fod med den kvinde, der fortrængte hans moder og tiltrak sig faderens tanker og ømhed. Hun fratages alle sine ejendomme pånær Clausholm, hvortil hun forvises. Vallø skænker Chr. d. VI til sin dronning Sophie Magdalene, der opretter adeligt frøkenkloster her.

I 1743 dør Anna Sophie på Clausholm. Hun begraves i det tidligere Trollekapel i Roskilde Domkirke sammen med de tre børn, der er født i hendes dronningetid.

Når disse begivenheder atter drages frem her, er anledningen denne:

I 1959 ville man rette gulvet op i sakristiet i Valløby kirke. Man tog fliserne op i rummets sydvestre hjørne, hvor de var sunket, og påtraf i henved een meters dybde trærester og guldtråde, der skulle vise sig at stamme fra tre små kister: Anna Sophies og Fr. d. IV's børn. Rummet fungerer nu som gravkapel for en abbedisse fra det adelige frøkenkloster på Vallø. De tre »venstrehånds«-børn af den forlængst detroniserede dronning kunne man i 1782, da abbedissens sarkofag blev opsat, ikke tage mere højtideligt, end at man gravede dem ned under gulvet i et hjørne af sakristiet, hvor de altså har stået knap 180 år.

Hvad var der da nu at finde?

Ja, kisterne var der rigtignok ikke meget tilbage af. Egetræet var næsten borte, for den ene kistes vedkommende indskrænkede det sig til et tyndt formuldet lag i den gule grusfyld. Langt mindre var der af indholdet, kun lidt silketøj og en enkelt knoglestump. Derimod var kisternes ydre dekoration, bevaret i al væsentlighed, og selv om spaden et enkelt sted har bragt lidt forstyrrelse i sammenhængen, kan kisterne beskrives nogenlunde ud fra de fundne detailler.

Inderst mod væggen stod den ganske lille kiste med det dødfødte barn: den har været fløjlsbetrukken og af form, som skitsen viser; men det eneste der nu var tilbage, var de gyldne kniplingsborter, som har smykket låget. Ved siden af denne stod en større kiste, rigere udstyret end den første. Der er guldborter langs alle lagets kanter og vistnok også midt ned ad lågets sideflader. På den øverste lågflade er der små stiliserede blomster mellem små kronede spejlmonogrammer og en årstalangivelse (kan være 1715). Kun et monogram er læseligt, men viser med FS tydeligt hen til datteren Frederikke Sophie.

Ved siden af denne igen en tredje kiste. Låget har også her en svungen profil og gyldne kniplingsborter langs alle kanter. Underdelens ydre facon var ikke kendelig, men på bunden lå den øverste lågflade i nogenlunde hel forfatning, som tegningen på næste side viser. Den bærer et enkelt stort kronet spejlmonogram FC for Frederikke Conradine, årstallet ANNO 1719 foruden en del småblomster og kroner som den forrige kiste.

Fløjlet har vistnok oprindelig for alle tre kisters vedkommende været sort. De gyldne borter, der er forskellige i de tre tilfælde, fremstar dels i kniplingsteknik alene, dels i syning af snoreværk i sindrige slyng om små indrammede felter. De er meget smukke og for en dels vedkommende meget velbevarede.

Tråden, der er fremstillet med stor akkuratesse, består af en »sjæl« af silke omvundet med et tyndt, fladt bånd af forgyldt sølv. Det ses dog først, når man betragter tråden under lup; for det blotte øje tager den sig ud som en skinnende guldtråd. Denne tråd er også anvendt til brodering af navnetrækkene samt i de mange små stiliserede blomster og kroner på de to større kister.

Med al deres imponerende guld og fine og morsomme enkeltheder giver de tre kister et meget interessant supplement til de mere gængse kistedekorationsformer, der er bevaret rundt omkring i kirkerne. Blottet, som de er, for de dystre dødssymboler eller andre religiøse figurer, der plejer at smykke kisterne fra den tid, spørger man sig selv, hvad dette kan skyldes. Svaret må vel blive, at det skyldes valget af broderiet som dekorationsmateriale. Den gyldne tråd, der er anvendt til at brodere navnetræk og årstal med, er givetvis importeret sydfra. Dette gælder formodentlig også de færdige kniplinger, blomsterornamenter og kroner. Disse er vel ikke fremstillet specielt med kistedekoration for øje, men kunne ligesåvel anvendes som besætning på kjoler, dragter eller forhæng af kirkelig eller verdslig art. Markedet har ikke fremvist dødningehoveder og timeglas i guldtråd, og således var man henvist til at anvende de yndefulde blomster, der måske også klæ'r barnekisterne nok så godt. At man på denne måde benytter sig af, hvad der kan fås færdigt, er et såre almindeligt træk og gælder i ikke mindre grad de beslag, som ellers plejer at behænge kisterne i denne tid - og navnlig i det forudgående århundrede. Disse gamle dekorationsformer går næsten af brug i første del af 1700-tallet, og barnekisterne peger i virkeligheden fremad mod en tid, hvor kistens ydre, dens svungne form, bliver stedse elegantere og efterhånden slet ikke har påklistrede prydelser behov.

Vil man se, hvordan de gyldne prydelser har taget sig ud på baggrund af den mørke fløjl, kan man betragte alterbordsforhænget i Anna Sophies kapel på Clausholm. Dette kapel, som hun indrettede sig i sine sidste år, forlener i særlig grad stedet med 1700-tallets atmosfære. Det er et af de få velbevarede rokokokapeller vi har. Alterbordsforhænget - hvis midterparti billedet gengiver - er restaureret fornylig på Rosenborg. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1
DEN BEVAREDE LÅGFLADE FRA DEN TREDIE KISTE (FREDERIKKE CONRADINE)
De små stiliserede blomster og kroner, der er fremstillet i hånden, som små løse enkeltheder, har været slået på kisterne med messingsøm på en pudsig skødesløs måde, der synes i modsætning til det ret kostbare materiale. De er dannet ved omvikling af små tilskårne pergament skabeloner med gylden tråd. Forinden er pergamentet strøget med en mønjefarve, der skimtes mellem trådens vindinger hist og her. Figurernes konturer er fremhævet med spiraler, der er fastholdt af surringer. Bladribber, stængler og andre enkeltheder på blomster og kroner er markeret ved smalle, gyldne strimler. Blomsterhoveder og kronernes top prydes af små hvælvede »kopper«.

Hvad kisteprydelserne angår, er de nu monteret på en gyldenbrun fløjlsbaggrund, der bedre end sort står til det jordfundne stof. De bedst bevarede detailler er ophængt i en vægmontre i sakristiet i Valløby kirke, hvor de er fundet. Kirken modtager hvert år en gave fra stiftet, der således i år har bekostet istandsættelsen og opsætningen af guldbroderierne og dermed skaffet kirken en seværdighed ud over de almindelige.