Kompliceret jordfæstelse

Stendyngegraven fra mellem-neolitisk tid (eller jættestuetid, om De vil) er en gravform, som man først i de senere år er blevet opmærksom på. Den består af en mandslang grube gravet i den flade mark indtil en halv meter ned i undergrunden. Hullet er fyldt op med mindre sten, og det hele er dækket med en flad dynge af hovedstore sten. (Fig. 1). Ingen store stenmonumenter eller jordhøje fortæller, hvor sådanne grave findes, og da de samtidig er særlig udsat for at blive ødelagt ved nutidens markarbejde, er det forståeligt, at de så længe undgik opmærksomheden.

Den første sagkyndige redegørelse om fund af denne art fremkom i 1952 (S. Vestergaard Nielsen i årbogen Kuml); men snart dukkede oplysninger om tilsvarende fund frem over det meste af Jylland. Det så allerede ud, som om man kendte disse grave temmelig godt, da nye undersøgelser bragte overraskende træk. I Nørre Onsild ved Hobro udgravede bestyrer Svend Søndergaard et antal stendyngegrave, der på en mærkelig måde lå samlet i grupper. (Fig. 2). I to tilfælde fandt han fire grave, placeret som billedet viser. Mellem gravene - på en firkantet plads afgrænset af gravede grøfter - lå gravgodset, en enkelt flintøkse. I grøfterne har antagelig stået en trækonstruktion. (Fig. 3). (Fig. 4). (Fig. 5). Et tredje anlæg var af samme art; men her var kun to grave for enden af det indgrøftede område, hvor en lille huulmejsel havde sin plads.

(Fig 6). Problemet blev nu: skulle man søge selve begravelsen i de mandslange, stenfyldte gruber eller inden for den forsvundne trækonstruktion? Hverken ved denne eller tidligere undersøgelser af stendyngegrave var der iagttaget sikre spor efter skeletter, så der var ikke andet for end at vente, til der kom en ny udgravnings-chance. Og det var det, der skete sidste år.

Gårdejer Kristian Knudsen, Bondesgårde i Thorsted var nemlig stødt på stenlægninger under pløjearbejdet og havde indberettet fundet til Ringkøbing Museum, således at der blev lejlighed til at undersøge en række næsten uforstyrrede grave. Resultatet var flere forskellige anlæg af den fra Nr. Onsild bekendte art. I anlæggene indgik i alt 13 stendyngegrave og fire af de gådefulde pladser med grøfter og henlagte oldsager.

Det største af anlæggene er den række af grave og stensætninger, som er afbildet på denne og modstående side; rækken kan i øvrigt godt have været længere endnu, for mod nord havde en yngre nedgravning skabt forstyrrelse. I de stenfyldte grave var der hverken spor af skelet eller af oldsager. »Grøfterne« mellem gravene var fyldt med jord, lidt mørkere end undergrunden; to af dem havde i bunden spor efter svære, skråtstillede stolper. Oldsagerne lå lige under stenlægningerne, som dækkede grøfterne, og det var virkelig fine flintredskaber, som her dukkede frem. Under den ene stenlægning lå to store, tyknakkede flintøkser, en huuløkse og en lang flække, under den anden »kun« en 27 cm lang, meget smuk økse og igen en lille huuløkse.

To af de andre forekomster her på Bondesgårde var anlagt efter samme princip; hver især bestod de af to stendyngegrave lagt side om side og tæt syd derfor en bredere stenlægning, som dækkede over et sæt flintværktøj og over muldfyldte nedgravninger. Anlæggene ved Bondesgårde er altså opbygget efter præcis samme skema som i Nr. Onsild: til to (eller fire) stendyngegrave hører et sæt render, der sikkert har været fundamentgrøfter for en borttaget eller bortrådnet trækonstruktion; denne kan yderligere have været støttet af kraftige stolper, uden at disse dog har været anbragt efter en bestemt plan. Trækonstruktionen har nok været en vigtig del af det samlede anlæg; det er jo her, man finder alle gravgaverne. Disse ligger i reglen mellem eller over grøfterne, og man må gå ud fra, at de er anbragt, efter at renderne er fyldt. I alt tre gange har man dog set, at en flintøkse lå nede i grøftens fyld - een gang endog helt på bunden. Det kan tyde på, at man igen har fjernet træværket. Stenlægningen har vel også først kunnet anbringes, efter at dette var sket.

Når man finder den slags komplicerede anlæg ved Ringkøbing og ved Hobro - altså med en indbyrdes afstand af ca. 100 km - og når man samtidig ud fra ældre beretninger kan slutte sig til, at noget tilsvarende har været brugt endnu flere steder, kan der ikke være tvivl om, at vi står over for en fast udformet gravtype. Men hvis man i enkeltheder skal beskrive, hvordan gravlægningen foregik, må man melde pas. Det kan vi slet ikke ud fra det foreliggende materiale. Man er ikke engang så langt, at man har fuld sikkerhed for, hvor den døde lå, fordi der ikke er fundet spor af skelettet. (Fig 7). Når de mandslange, stenfyldte gruber i det foregående er betegnet som grave, er det blot en formodning, selv om der er meget, som tyder i den retning. Stendyngegravene indgår ikke altid i samlede anlæg; de kan også optræde enkeltvis, og i så fald kan de indeholde oldsager, hvilket får tolkningen »grav« til at falde helt naturligt. Ved Bondesgårde er der fundet flere sådanne enligt liggende grave. En af dem var i miniatureudgave, altså antagelig en barnegrav.

Skal man alligevel forsøge en samlet tolkning af de mærkelige fund, må det blive noget i retning af de gravskikke, som i nyere tid er brugt hos primitive folk i Melanesien samt hos visse indianerstammer i Nordamerika. Her anbringes den døde med sine gaver på et stillads eller en trækonstruktion. Først på et senere tidspunkt flyttes knoglerne til den egentlige grav. Noget lignende har man ved nyere undersøgelser konstateret i forbindelse med engelske stenaldergrave. Anbringelsen i det store stenkammer er her sket, efter at den døde er blevet til skelet.

De nye jyske grave holder endnu på deres hemmeligheder - i den retning. Derimod ligger det temmelig klart, hvordan de skal placeres i billedet af datidens Danmark. Situationen ved midten af yngre stenalder var jo den, at landet var delt mellem to folk, hvoraf det ene havde gammel rod i landet, mens det andet var indvandret sydfra, gennem Holsten, og havde sat sig fast over næsten hele den jyske halvø. Mens den gamle befolkning begravede sine døde i store stenbyggede fællesgrave (dysser og jættestuer), så blev indvandrerne begravet enkeltvis i småhøje; det er derfor, vi nu benævner dem enkeltgravsfolket. (Fig. 8). Stendyngegravene - så vidt vi kender dem - optræder jo på indvandrernes domæne, så umiddelbart skulle man tro, at den nye gravform måtte tilhøre dem. Det er imidlertid ikke tilfældet. De henved hundrede oldsager, som allerede kendes fra stendyngegrave, kan med sikkerhed tilskrives den gamle befolkning. For kun få år siden var det den almindelige mening, at enkeltgravsfolket jog jættestuefolkene bort fra deres bygder og gradvis kom til at dominere landet. Nu ser det altså ud til, at vi bliver nødt til at revidere denne opfattelse.

Tegninger: Jens Aarup Jensen.