Koggen med guldskatten
Alle drenge drømmer om at finde en guldskat, men de fleste må jo lade det blive ved tanken. For nylig lykkedes det dog for én, den 16-årige Jesper Egesø, og måske var det ikke helt tilfældigt, han er nemlig en skarp iagttager og nærer en brændende interesse for arkæologi. Sidste år havde han ud for sine forældres sommerhus ved Vejby Strand på Sjællands nordkyst fundet en tintallerken i et gammelt skibsvrag nær kysten, og da han i sommer svømmede hen over stedet, så han en guldmønt glimte på bunden. Den ene blev til flere, ja mange - ikke mindre end 94.
Af Ole Crumlin-Pedersen, Jørgen Steen Jensen, Anne Kromann og Niels-Knud Liebgott
Skatten blev afleveret til Nationalmuseet (som iøvrigt allerede var underrettet efter fundet af tallerkenen), og man enedes om at hemmeligholde opdagelsen, til museets dykkere havde afsøgt stedet. Dette skete i dagene omkring 1. juli.
Vraget lå på halvanden til to meters dybde, fyldt med ballaststen, som dækkede og beskyttede bundens spanter og planker; resten af skibet var for længst ødelagt af bølgeslag, pæleorm og isgang. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6, fig. 7)
Fig. 1. Strandingsstedet.
Fig. 2.Tre guldmønter, urørt på havbunden.
Fig. 3. Agterskibet set fra stendyngen.
Fig. 4. Ingen billedtekst.
Fig. 5. Plantegning af vraget og de omgivende løsfund. Mønterne er vist med orange, andre metalsager med rødt, og personligt udstyr (keramik, tekstil o.lign.) med blåt.
Fig. 6. Tværsnit gennem vraget. Bemærk skibssidernes klinkbygning, som afbrydes omkring kølen, hvor plankerne ligger kant mod kant.
Fig. 7. Kogge i kamp. Illustration i manuskript fra 1300-årene.
Begge stævne var altså væk, men i forenden, der lå nærmest land, var så meget bevaret, at det sås, der har været et knæk ved overgangen fra køl til stævn. Den nordiske skibstype, som vi kender den fra vikingetiden, har stævne, der rejser sig i en jævn bue fra kølen.
I agterskibet, hvor strømmen havde skåret sig ind under vraget, blev nogle ballaststen fjernet for nærmere at undersøge skrogets opbygning. Det viste sig, at tre planker på hver side af kølen lå med kanterne sammen, så ydersiden var glat, mens de øvrige overlappede hinanden, som på klinkbyggede fartøjer. Fra indersiden var der tættet med fåreuld holdt på plads af lister. De svære egeplanker var savet ud, ikke kløvet som vikingeskibenes.
Disse træk viser, at vraget er af en kogge, den skibstype, som hanseaterne brugte til deres omfattende søhandel fra omkring 1200 og et par århundreder frem. Koggens karakteristiske udformning med kravelbygget bund og høje klinkbyggede sider, der mødes ved de rette stævne, er først blevet kendt, efter at man 1962 fandt et næsten fuldstændig bevaret eksemplar i Bremens havneområde. Rester af en kogge blev i 1944 undersøgt ved dykning i Kolding fjord, og det er sandsynligt, at også det skib, som i 1300-årene strandede ved Vigsø nær Hanstholm, og hvorfra der i 1974 blev fremdraget smukke bronzegenstande, er af denne type. (Fig. 8)
Fig. 8. Fundets vigtigste genstande. Bag møntdyngen de to tintallerkener. Møntfot: Lennart Larsen.
Vejby-skibet har skønsmæssigt været 16-18 meter langt og 5-6 meter i bredden. En vis forestilling om ruminddelingen giver de mange løsfund. Omkring forskibet lå adskillige dyreknogler, så her må proviantrummet have været og vel også kabyssen. De kostbare metalsager - der blev fundet yderligere 16 guldmønter, stumper af kobberkar, malmgryder og meget mere - samlede sig om agterskibet, hvor skipperen har holdt til. Blandt fundene var også rester af tovværk, sejldug og finere tekstiler.
Prøver af ballaststenene er undersøgt, omend kun foreløbigt, de peger mod den europæiske Atlanterhavskyst eller den engelske Kanal. Og skibstømmeret vil måske kunne hjælpe til at bestemme byggestedet nærmere.
En indgående undersøgelse og bjærgning af vraget er planlagt til foråret. Foreløbig ligger det indpakket i sten og sandsække til værn mod vinterstormene.
Den særlige interesse, som knytter sig til guldskatten, skyldes ikke blot dens pengemæssige, men især dens kulturhistoriske værdi. De ialt 110 mønter af det ædle metal har en samlet vægt på 695 gram og placerer sig dermed som vor middelalders næststørste guldmøntfund (det største, som blev gjort i Slagelse 1883, havde flere mønter, men omtrent samme vægt). Næsten alle Vejby-mønterne er engelske; der er 74 hele, 30 halve og 5 kvarte nobler præget under Edward 3. inden for tidsrummet 1351-77. Den engelske nobel (navnet skulle være en garanti for metallets lødighed) gjorde sin entre i august 1344, men da havde guldmønter allerede længe været almindelige over det meste af Europa. Det første skridt var taget i Firenze med florinen 1252.
Det var dog ikke Englands første forsøg i denne retning; allerede 1257 havde man udsendt en guldpenny, men den blev så køligt modtaget, at næste fremstød lod vente på sig i henved hundrede år. Først nævnte Edward 3. erkendte, at en gedigen guldmønt ville være en praktisk afløser af de store mængder små sølvmønter, man hidtil havde arbejdet med både lokalt og internationalt. Han prøvede først med en dobbeltflorin efter fransk forbillede, men den blev - som guldpennyen - en total fiasko både hjemme og ude. Man foretrak sølvmønterne, og den nye »leopard-serie« (således kaldet efter sine typer) måtte inddrages allerede samme år. (Fig. 9)
Fig. 9. For- og bagside af nobel, halvnobel og kvartnobel. Helnoblen er 3,4 cm i diameter.
Men hvis England ønskede at fortsætte sin udlandshandel - først og fremmest klædehandelen med Flandern - og herigennem oprette landets svage økonomi, var det tvingende nødvendigt at skabe en brugbar guldmøntfod. Kun et par måneder efter florinens inddragelse udsendte man derfor noblen, et helt nyt guldstykke med en vægt på 8,9 gram (senere nedsat til ca 7,8 gram). Herved opnåedes omsider den ønskede balance mellem guld og sølv. Den nye mønt blev en stor succes, den fortsatte uændret under de følgende konger og udmøntedes lejlighedsvis endnu i 1600-årene. Også i udlandet blev den vel modtaget og sågar efterlignet.
For at udslette mindet om den uheldige leopard-serie gav man noblen helt nye typer, og resultatet blev en af de smukkeste middelaldermønter, vi kender. På forsiden står Edward selv i sit skib, stærkt overdimensioneret, men kunstneren havde intet valg, hvis han ikke ville se skikkelsen svinde ind til det rene ingenting. Når kongens skjold viser både engelske løver og franske liljer, og når indskriften taler om »Edward af Guds nåde konge over England og Frankrig«, skyldes det, at han anså Frankrigs trone som sin mødrene arv, efter at begge hans morbrødre var døde. At denne trone i øjeblikket beklædtes af moderens fætter Philip af Valois, kunne man ikke tage alvorligt. Indskriften blev senere ændret et par gange i takt med krigslykken.
På noblernes bagside ses et kors omgivet af kroner, løver og liljer i en ramme af otte buer. Omskriften, som er overtaget fra leopard-serien, er et skriftsted: Men Jesus gik bort midt iblandt dem. Det blev almindeligt brugt som beskyttelsesformular og har vel her den funktion at værne mønten mod beklipning.
Halvnoblen har samme typer som noblen, men en anden omskrift på bagsiden: Herre anklag mig ikke i din vrede. På kvartstykkets lille flade har man indskrænket sig til at afbilde skjoldet alene med en noget forkortet indskrift, og bagsiden har sit eget skriftsted.
Det er muligt at tidsfæste de fleste nobelserier med stor nøjagtighed på grundlag af de mange varianter. Disse var nødvendige i samtiden; de forskellige udmøntninger skulle kunne skelnes fra hinanden af kongens udsendinge, som hver tredje måned kontrollerede for vægt og lødighed. Kendetegnet bestemtes af møntmesteren. Det kunne være varierede eller ligefrem lemlæstede bogstavformer, forskellige skilletegn, vekslende forkortelser eller ubetydelige afvigelser i billedet.
Dateringen af møntskatten fra Vejby volder altså ingen vanskelighed. Hvis vi som opdelingsgrundlag bruger kongens titel får vi tre grupper
I (1351-61): 37 nobler, 10 halvnobler.
II (1361-69): London: 26 nobler, 20 halvnobler, 4 kvartnobler. Calais: 6 nobler, 1 kvartnobel.
III (1369-77): 5 nobler.
Når gruppe III er så magert repræsenteret, kan en af årsagerne være, at udmøntningerne i denne periode var meget sparsomme i forhold til tidligere. Forliset må af gode grunde være sket efter tilblivelsen af yngste mønt, men vel næppe længe efter. Vi vover en datering til slutningen af 1370'erne. Valdemar Atterdag lå da i sin grav, og barnekongen Oluf »regerede«.
Endnu to mønter er tilbage, en gylden fra Lybæk af ret usikker alder og en flamsk mønt slået i 1330'erne. Den sidste er af sølv - eller rettere, den foregav at være det. I virkeligheden er sølvindholdet så ringe, at man snarere må kalde det en kobbermønt.
Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor meget af skibets last det lykkedes at bjærge i dagene efter forliset, men vragets beliggenhed på ringe dybde og kun et stenkast fra land gør det sandsynligt, at en del er bragt på det tørre, og man må så håbe, det er havnet i de rette hænder. Men mønterne, som vel har ligget i skipperens kiste, blev altså tilbage, og det samme gælder en mængde mindre genstande, som dels må stamme fra skibets last, dels fra det almindelige udstyr ombord. Det meste er kun brudstykker, men også de kan have vigtige ting at fortælle.
I virkeligheden har et objekt som dette sine ganske særlige muligheder. De dateringsmæssige problemer, man så tit kommer ud for med jordfund, er langt mindre her. Man må have lov at gå ud fra, at de ting, som har været i lasten, er nogenlunde jævngamle; hvis blot én kan dateres præcist - i dette tilfælde har vi mønterne - er hele samlingen tidsfæstet. Dette har en betydning, som rækker langt ud over det enkelte vragfund. Blandt Vejby-vragets bidrag kan nævnes et karakteristisk trappeformet øre til en støbt malmgryde. Normalt daterer man denne grydeform til slutningen af 1400- eller 1500-årene, nu ved vi altså, at den har været benyttet i 1370'erne. Mon ikke denne gryde, samt et par andre af en lidt anden form, som der også blev fundet rester af, er fremstillet i en af de tyske Østersøbyer? Grydestøberens mærke på et af brudstykkerne peger derimod. (Fig. 10, fig. 11, fig. 12, fig. 13)
Fig. 10. Den lybske gylden har overtaget såvel liljen som Johannes Døber-motivet fra sit florentinske forbillede. Mønten udsendtes 1341 og prægedes uændret til begyndelsen af 1400-årene. Diameter: 2 cm.
Fig. 11. Den flamske sølv/kobbermønt (en såkaldt mite) er 1,7 cm i tværmål. Den er stærkt slidt, men har også været henved 40 år gammel, da den endte på havbunden.
Fig. 12. Vejby-vragets malmgryder har været af former som disse. Til venstre typen med det trappeformede øre.
Fig. 13. Grydestøbermærket.
Bordtøj som spisebrikker, bægre o. lign. blev ikke observeret; det har vel været af træ, som helt er forsvundet. Af en tinkande blev dog fundet »gækken« (den lille tap, hvormed låget løftes). Det er en af de typiske »Hansekander«, måske fra kaptajnens bord. (Fig. 14)
Fig. 14. Tinkandens type.
Et par ubrugte, men temmelig medtagne tintallerkener stammer snarest fra lasten. Deres oprindelsessted kan bestemmes, de har nemlig begge i bunden et lille skjoldformet stempel med fire løver, der er våbnet for den hollandske provins Geldern, samt indstemplede hammermærker, som peger i samme retning. Hammermærkerne her er de ældst kendte indtil dato. De skulle borge for kvaliteten. (Fig. 15)
Fig. 15. Indstemplede mærker på tintallerkenerne.
Hvad fortæller nu alt dette om skibet og dets fart? Først og fremmest at det var på vej fra vest mod øst. Vi ved, at handelsskibene sejlede fra Vesteuropa med forholdsvis kostbare forarbejdede ting som klæde og metalvarer, som de derefter i Østersøområdet solgte mod Skånesild, træ, potaske, voks, pelsvarer og efterhånden også korn. Således var det i 1300-tallet, og dette mønster holdt sig længe. I og for sig siger noblerne ikke noget bestemt om skibets hjemsted; de var jo engelske, men de blev internationalt brugt - både i Flandern, Nordtyskland, Danmark og visse steder ved Østersøens sydkyst. Den enlige lybske gylden hjælper os heller ikke meget, det gør derimod den flamske »sølvmønt« fra 1330'eme. Denne møntsort var, så vidt vi ved, af ren lokal betydning, og den tillader os at tro, at skibet eller i det mindste en mand af besætningen kom fra eller for nylig havde været i Flandern. I så fald vel i den vigtige handelsby Brügge, hvorfra den store søværts eksport af klæde udgik. De to tintallerkener peger omend ikke direkte herimod så dog i samme retning.
Men nu skibets destination. Det nordtyske husgeråd antyder tidligere besøg i Østersøen, men fortæller intet om målet for den tur, der endte så brat på Nordsjællands kyst. Her er to nærliggende muligheder: Skånemarkedet. eller de prøjsiske kystbyer. Skånemarkedet var først og fremmest et sted, hvor man fik sild, de berømte »hvide Skånesild«, der var meget efterspurgt (her vågede de tyske hansekøbmænd nidkært over deres rettigheder), men det var også et mødested for købmænd fra vest og øst (se Skalk 1976:5). Hvad Prøjsen angår, ved vi, at dens byer havde livlig handelsforbindelse med både Flandern og England. Herfra blev varer sendt videre ind i Polen, ja helt over til Lwów i Ruthenien.
Meningen med guldet har vel været, at det skulle omsættes i varer, når skibet nåede frem til bestemmelsesstedet, men hvor meget kunne man egentlig have fået for de godt 90 nobler, summen udgjorde ialt? Det er ikke så helt let at svare på. Køb og salg omtales ofte i kilderne, men sjældent opgjort i denne møntsort, så der må allehånde omregninger til med deraf følgende risiko for fejltagelser. I Danmark finder vi undertiden jordegods vurderet i nobler. 1405 pantsattes landsbyen Melby, kun en god halv snes kilometer fra vort fundsted, til Roskildebispen for »200 engelske nobler af godt guld«, altså godt det dobbelte af den fundne skat. Ved den slags forretninger, ikke mindst hvor gejstlige institutioner er involveret, kan der dog ofte være taget særlige hensyn, som vi idag ikke kan gennemskue. (Fig. 16)
Fig. 16. Byer om landskaber omtalt i artiklen.
1386 mistede nogle prøjsiske købmænd en holk med hele dens ladning. Det oplyses, at selve skibet havde kostet 340 nobler, mens godset sattes til 1304 nobler. 1381 skal en ko have kostet fire skilling lybsk i Danmark, det vil sige, at man kunne få godt 500 for vore nobler, men om køerne det år var særlig dyre eller særlig billige, oplyser kilden ikke.
Det er ikke lykkedes at identificere skibet, men helt udelukke, at det kan lade sig gøre, kan man ikke, det afhænger af de videre undersøgelser, på havbunden og i arkiverne. Skibsforlis har jævnlig sat sig skriftlige spor - især dem, hvor det lykkedes at bjærge dele af skib og ladning. Allehånde stridigheder kunne opstå - med kongemagt og stormænd, som havde strandretten, med det lokale bjærgningsmandskab og med dem, ladningen var bestemt for. Det kunne trække ud i årevis.
Lad os - i mangel af bedre - som eksempel tage et andet forlis, der både geografisk og tidsmæssigt ligger nær det i Vejby, og som tilmed har sat sig ualmindelig mange spor i kilderne. En kogge ført af skipperen Christian Rudiger og på vej fra Vesteuropa til Prøjsen mødte sin skæbne »omkring Mikkelsdag« 1377 ved indsejlingen til Øresund. Ladningen bjærgedes, og 24. november ankom tre mænd fra den prøjsiske by Torun til Helsingborg for at forhandle om dens udlevering. Dermed var spillet gående. Den mand, der havde sagerne i forvaring, slotshøvedsmanden Henning Podebusk, vist den mest indflydelsesrige person i datidens Danmark, forlangte ikke mindre end halvdelen af godset i bjærgeløn, idet han blandt sine fortjenester fremhævede, at han havde ladet det bringe op på slottet (Kärnan) for at få det tørret. Efter nogen parlamentering indvilgede han dog i at nøjes med den normale tiendedel og udleverede 965 stykker klæde, 70 piber olie, 244 stykker arrask (uldstof fra Arras i Flandern) samt to fade med ris og mandler. Torunborgerne hævdede imidlertid, at der manglede en pakke klæde - der skulle have været 15 og ikke 14 - men det kendte Podebusk intet til.
Anklagen mod Podebusk har åbenbart været alvorlig, for han indvilger i at rejse med til Stralsund og tale sin sag på en hansedag. Affæren trækker i langdrag. Det følgende år på midsommerdagen finder vi ham optaget af at forklare sig for Den tyske Ordens højmester, under hvem de prøjsiske byer hørte. Den manglende pakke er ham som sagt ubekendt, men han lover at tale med fogeden ved første lejlighed og derefter tilskrive borgerne i Torun. Det er der åbenbart ikke kommet meget ud af, for sagen løber videre 1379 og -80, ja endnu 1394 er den ikke taget af bordet. Henning Podebusk havde da været død i flere år.
Skade vi ikke kender Vejby-forlisets efterspil. Har man prøvet at hæve skatten? Hvorfor lykkedes det ikke. Vanddybden var dog ikke så afskrækkende og gevinsten stor; folk har sat livet i vove for mindre. Den sandsynlige forklaring er vel, at skipperen er omkommet og har taget sin viden med sig. Ellers ville guldet næppe være blevet efterladt. (Fig. 17)
Fig. 17. Ingen billedtekst.