Køb dansk

De økonomiske betragtninger om Århus stift er et veritabelt merkantilistisk kampskrift omhandlende agerdyrkning og fødevareproduktion foruden kvægdrift, biavl, skovbrug og vejforhold. Desuden er der afsnit om klædedragt, betlere og landprangere, ligesom også skatteforholdene og landmilitsen omtales. Til sidst anføres, hvorledes de økonomiske forhold samt produktionen i de under stiftet henhørende købstæder og amter kunne ophjælpes og forbedres.

At tilstandene i Århus stift dog ikke regnedes for ekstreme i forhold til det øvrige land, kan ses af Hans de Hofmans nedenstående slutreplik:

I almindelighed har dette stifts indbyggere den samme svaghed som de fleste i hele Danmark, nemlig: 1) At det synes, som de ej til gavns ved at betjene sig af sit eget lands produkter. 2) At dem kunne indplantes en anden levemåde i økonomien fra den fornemste til den ringeste. Og er det forunderligt, at siden nationen i alle ting stræber at efterligne Frankrige, vi også måtte finde fornøjelse i at følge Frankrige ligesom vore naboer de svenske derudi, at vor spisen og drikken måtte være mere tarvelig og at bruge vort eget lands produkter. For eksempel: Vi gør store bryllupper, barsler og begravelser, som de franske ikke gør mindste bekostning udi. Til gæstebude bruges her mange og kostbare retter og endnu det, som er det alleroverdådigste, kostbare vine i store pokaler. De franske derimod bruger vel mange retter, men ej kostbare, alt af landets egne produkter, betjene dem alene af landets egne vine og deraf de hede vine i små glasser. Vi bruger overflødig specerier (krydderier), som vi til største dels må købe imod kontant, Frankrige bruger derimod intet uden fra deres egne kolonier. Vi bruger dobbelt så meget sukker som Frankrige, der ejer de to store øer St. Dominique og Martinique, der skaffer dem store kvantiteter imod de øer Danmark ejer. Vi har ej lyst til at bruge vore egne fabrikerede klæde- og silkevarer, som dog er lige så gode som fremmedes; lad være det kunne koste lidet mere! Men hvor herlig en nytte var det ikke, om vi ej brugte andet end indenlands fabrikerede varer, hvorved så mange tusinde fattige mennesker kunne have ophold. Vi æde jo landets brød, lad os betjene os af landets varer. Frankrige forstår den ting bedre: De avler ej selv den fjerde part af deres uld og silke, som de i deres fabrikker forfærdiger, men fører det meste fra Spanien, Irland, Barbariet (Nordafrika) etc. som er fra første hånd, og de øvrige tre parter af deres fabrikerede varer udføres af landet. Hvad tjener de ikke derved?

Vi opfylder vore huse med fremmede spejle, kostbare møbler, stor overflødighed af porcelæn, skilderier og det, som værre er, med saksisk porcelæn, som er dyrere end sølvet. Frankrige bruger derimod vel prægtige spejle, møbler og skilderier, men NB det forfærdiges til største dels der i landet. In summa, lad os vise i gerningen, at vi er patriotisk sindede og ej bruge andet, end hvad landet selv forfærdiger. Vor Dyrebare Allernådigste Konge ville derved fornøje sig, at hans undersåtter (for alle de store bekostninger Hans Majestæt og Herr Fader Højlovlig Ihukommelse har gjort på fabrikkerne) så vel skønnede på de derpå anvendte bekostninger, foruden at melde, at vi selv ikke har ære af, at vi ikke skøtter om vort eget lands produkter, men tværtimod bør vi holde det for foragteligt, som var forfærdiget i fremmede lande. Hvilket med tiden ville bringe landet i flor og velstand, da pengene blev i landet, og mange tusinde mennesker fik derved levebrød.

(Fig. 3)