Klæde fra Romerriget

At vi ikke er blankt uvidende om jernalderfolkets påklædning skyldes i første række moserne, hvis humussyre virker bevarende på tøj. De bekendte moselig - mænd og kvinder, som af deres barske samtidige har fået tildelt en fugtig grav - kan findes mere eller mindre påklædte, og dertil kommer de store moseofferfund, hvoraf i hvert fald ét, Thorsbjerg, har givet vigtige oplysninger, nemlig om mandsdragten. Til denne ret fattige høst kan tidens grave føje oplysninger om stoffernes art og herkomst - et ikke uvæsentligt supplement, som imidlertid først for nylig er blevet inddraget i undersøgelserne. Det er dette nye, der her skal fremlægges, af praktiske grunde dog begrænset til et kortere tidsrum, de første fire århundreder af vor tidsregning.

Fra romersk jernalder, som perioden kaldes, har vi mange og rige jordfæstegrave, men man skal ikke tro, de bugner af klædevarer. Faktisk drejer det sig om usle stumper, bevaret hvor tøjet har ligget klos op ad metal. Betingelsen er dog, at dette metal forvitrer, jern, bronze og sølv er i denne henseende udmærkede, guld - som man jo ellers gerne ser - dur ikke, det er uforgængeligt. Navnlig kvindegravenes smykkenåle og spænder kan tit være helt indviklet i tekstiler. De har jo direkte været fæstet i tøjet. (Fig. 1)

En systematisk gennemgang af Nationalmuseets magasiner gav som resultat en større samling af disse uanselige fund. Om dragtens form giver de sjældent oplysninger, hvad de kan fortælle angår stoffets art og kvalitet.

Det ser ud til, at klædevarerne fra romersk jernalder forbedres drastisk i løbet af de to første århundreder efter Kristus, og at der i de to følgende nås en kvalitet, der på mange måder svarer til nutidens. Mens det normale for tøj i første århundrede er 8-12 tråde pr centimeter og i andet århundrede 10-16 tråde, så er man i tredje-fjerde århundrede nået helt op på 14-20 tråde pr centimeter. Sammenlignet med nutidigt stof svarer første århundredes tøj stort set til en vinterfrakke, tredje-fjerde århundredes til det stof, man syr en habit af.

Disse tal skal naturligvis kun betragtes som en slags gennemsnit. Inden for hver af tidsgrupperne har forekommet både bedre og ringere kvaliteter, og her spiller sociale forhold ind. Ved Juellinge på Lolland blev udgravet fire kvindegrave fra andet århundrede efter Kristus med et gravudstyr så overdådigt, at man har regnet dem for fyrstegrave. I en af dem fandtes en tøjstump med 30 tråde pr centimeter, altså stof, der var dobbelt så fint som datidens normalkvalitet. De grovere stoffer kommer gennemgående fra de fattigt udstyrede grave og fra moseligene, der jo næppe repræsenterer samfundets solside.

Man kan tænke sig, at det simple tøj er hjemmegjort, vævet af kvinderne i huset og beregnet på daglig brug. Det er blevet slidt og bødet og er vel også gået i arv. En del af det finere stof kan for den sags skyld også være fremstillet lokalt, dog formentlig af professionelle landsbyvævere. Den mulighed, at der har eksisteret en egentlig klædeindustri, kan imidlertid ikke helt lades ude af betragtning. En bestemt slags stof - krystalkiper kalder man det - har vist sig at være så ensartet, at man fristes til at tro på en industriel produktion. I næsten alle de tilfælde, hvor man har kunnet analysere mønsterenheden på dette stof, finder man den dannet af 20 trendtråde og 18 islættråde. Dertil kommer, at alle stykkerne er af samme slags garn, z-spundet i trenden og s-spundet i islætten. Kvaliteten ligger på 14-18 tråde pr centimeter. Man aner en overordnet myndighed, f.eks. et lavsvæsen, der har stillet bestemte kvalitetskrav. (Fig. 2)

Krystalkiperen har ikke været for hvemsomhelst, vi finder den i de rige grave og i krigergravene (kendetegnet ved fund af våben). Den største mængde har Thorsbjerg-mosefundet leveret; her er hele dragtstykker - bukser, tunika og kappe - som også, efter fundets karakter, må antages at have tilhørt en kriger. Går vi uden for Danmark, er det tankevækkende, at krystalkiper i samme bestemte kvalitet forekommer i en række fund fra Nordtyskland og Holland, især langs Nordsøkysten. (Fig. 3)

Et andet stof, som nu og da optræder i fundene, er den såkaldte treskaftkiper, og den kan i hvert fald ikke være hjemmegjort, eftersom teknikken er helt fremmed i datidens nordvesteuropæiske vævetradition; senere, i middelalderen, bliver den almindelig. De ældste danske fund er fra andet århundrede og har helt sikkert været importvarer.

Hvor kan man nu forestille sig en klædeindustri, der var organiseret og omfattende nok til at drive handel i større målestok? Det ligger i romersk jernalder lige for at tænke på romerriget. At kontakten var etableret viser de romerske varer af metal og glas, vi ret ofte finder i gravene. Hvorfor skulle der ikke også have været klæde i købmændenes kramkister?

Klædeindustrien havde flere centrer inden for det romerske storrige, et af de vigtigste var Nordgallien - et område nærmest svarende til nutidens Nordfrankrig. Gallisk uld lå i toppen, ikke blot kvalitetsmæssig, men også hvad angår prisen; i en maksimalprisliste udsendt af kejser Diokletian omtales den som den dyreste. Sin betydning på dette felt havde Gallien opnået allerede før den romerske invasion. Faktisk kunne romerne ikke lære gallerne meget på tekstilindustriens område, men de kunne på andre måder bidrage til dens fremme. Det var dem, der anlagde egentlige klædefabrikker, de såkaldte gynaeceæ, til forsyning af hæren og kejserens hof. Man kender gynaeceæ i Trier, Tournai, Reims og Metz samt ét i den engelske by Winchester. (Fig. 4)

Ternede stoffer, som gallerne elskede, forekommer også i de danske fund. Alt taget i betragtning er det fristende at se de fine tekstiler i vore romertidsgrave som produkter fra de nordgalliske fabrikker - især de meget ensartede krystalkiperstoffer, men sikkert også andre klæde varer. Fordelingen af krystalkiperfund kunne tyde på, at handelsvejen har gået til søs langs Nordsøkysten, men eventuelt også over Sønderjylland ved det senere handelscentrum Hedeby. (Fig. 5)

Treskaftkiperen har vi næppe fået fra Gallien, snarere fra dens nærmeste konkurrent Syrien, hvor dette stof var ret almindeligt fra andet århundrede - netop det tidspunkt, hvor det dukker op hos os. Et fund fra den romerske by Brigetio i Ungarn kan være en antydning om vejen nordpå. (Fig. 6-7)

Vor respekt for jernalderens mennesker er steget. Vi var tilbøjelig til at forestille os deres tøj af primitiv kvalitet, men ser nu, at det - i hvert fald i bedrestillede kredse - ikke stod tilbage for det, vi selv bærer. Deres udlandshandel, må vi erkende, var af større bredde og bedre organiseret, end vi regnede med. Dette på grund af små tøjstumper i gravene, uanselige fund, som ikke vækker opsigt i pressen, måske knap nok hos udgraveren. (Fig. 8-9)