Kivik-graven

Mere end 50 tætskrevne sider i en skånsk retsprotokol er helliget en sag, som i året 1748 blev ført mod to mænd fra Kivik fiskerleje, Østskåne. En sommerdag nævnte år havde de været beskæftiget med at køre sten bort fra en meget stor stenbygget høj nær Kivik, og de stødte da på en »gravhvælving«, som de undersøgte. De sagde senere, at de intet havde fundet; men det var der ingen, der troede på. Det var klart, at hvælvingen (gravkisten) havde indeholdt en stor skat, der ikke kunne tilkomme finderne alene. Mændene blev fængslet og kom først fri sidst på året efter med ed at have bekræftet deres uskyld. – Og dog indeholdt graven virkelig en skat; men den synes helt at have undgået såvel findernes som den høje rets opmærksomhed. (Fig. 1+2)

Af Redaktionen

Først ni år senere foreligger der en beskrivelse af kisten med tegninger, som viser, at dens vægge er helt dækket med indhuggede tegn og billeder. I de følgende år blev graven beskrevet og tegnet flere gange; men derefter gik den i forfald og flere af billedstenene blev tid efter anden ført bort for at tjene nyttige formål andetsteds. Efter år 1800 blev skaden såvidt muligt udbedret, og noget af det bortførte har siden fundet vejen tilbage. I 1931 gravede fagfolk i anlægget. Samtidig blev det restaureret, men på en måde, som er mere velment end vellykket.

Stenhøjens oprindelige højde kendes ikke, men med sine 75 meter i tværmål er den, hvad udstrækning angår, Sveriges største gravminde. Midt i stenbjerget ligger gravkisten, godt tre meter lang med fire sten i hver side; på dem er billederne ristet. I de gamle rapporter tales om fund af små metalgenstande i kisten, så helt så tom, som finderne forsikrede, var den altså ikke. Hovedsagelig på grundlag af billederne kan graven dateres til midten af bronzealder. Gravstedet er usædvanligt for dette tidsafsnit, men det kan skyldes den dødes rang eller stand. Mægtig har han været, for det er jo ikke sandsynligt, at han selv har lagt ryg til den kolossale stenhøjs opførelse.

Trods et tydeligt særpræg er Kivikbillederne klart i slægt med de helleristninger, som findes overalt i Skandinavien hugget på løse sten eller i klippe. Men disse billeder findes sjældent i grave og aldrig blot tilnærmelsesvis i en mængde som her.