Kirkernes kulører

I enkelte kirker er sket så få ændringer, at man kan få en forestilling om at stå foran et uspoleret romansk kirkerum. Fremdragne kalkmalerier og den romanske skulptur bidrager til denne illusion. Skulpturens ornamenter, de slyngede bånd med dyr og planter, minder om, at vikingetiden ikke er langt borte. Figurernes expressionisme og den rå granit får os til at tænke på en primitiv og usleben civilisation. Men vi begår den fejl at betragte skulpturen ud fra vore egne forudsætninger og vor egen kultur. Vi beundrer straks materialet og forestiller os, at man også har gjort det dengang. Men ligeså lidt som en kirkegænger fra middelalderen ville have affundet sig med bare kalkede vægge og et gråmalet loft, ligeså lidt ville han have tolereret en skulptur uden farve.

Vi er i dag vant til ubemalet skulptur. Vi er opdraget til, at skulpturens kvaliteter hænger sammen med valg af materiale og overfladebearbejdningen af dette materiale. Denne opfattelse strider i virkeligheden mod et instinkt i mennesket. En umalet flade, papir, væg eller for eksempel en gipsfigur, virker provokerende. Man kan blot prøve at lade et barn alene med hvide marmorfigurer og en æske tuschfarver. Resultatet ville være forbløffende!

Skikken at lade skulptur stå ubemalet, så materialet taler sit eget sprog, er – i historisk sammenhæng – meget kort. Dens ophavsmænd var renæssancens kunstteoretikere. Antikkens bemalinger anså man for at være overmaling fra en mere barbarisk tid. Men gammel skik er ikke sådan at udrydde, og på trods af idealerne i den store kunst vedblev man helt op til forrige århundrede at bemale stenskulpturen i vore kirker. De opmalinger der skete, og her er der først og fremmest tale om døbefonte, var naturligvis i overensstemmelse med de skiftende moder.

I forrige århundrede begyndte – især tyske – forskere at tage spørgsmålet om bemalet skulptur op til seriøs overvejelse. Man erkendte, at den antikke og middelalderlige skulptur havde været bemalet, men på trods heraf blev der holdt storvask rundt om i museer og kirker, så den gamle skulptur kom i overensstemmelse med nyere tiders kunstopfattelse. Her i Danmark blev afrensning af kirkernes stenskulptur ligefrem påbudt i et cirkulære udsendt af Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsen i 1862 med udgangspunkt i Kirkeloven af 1861. Det pålægges kirkesynene:

»— med Flid at paase, at Stendøbefonterne og Dørindfatninger af huggen Sten holdes fri for Overmaling, —«.

Samme cirkulære taler om »Hensynet til Skjønheden«. Men hvad der var hensynsfuldt mod skønheden i 1862 behøver ikke at være i overensstemmelse med middelalderens skønhedsidealer. Heldigvis herskede der nogen efterladenhed med cirkulærets overholdelse, og det er årsagen til, at vi har nogle farvespor i behold. Visse steder tog man dog påbudet bogstaveligt, så bogstaveligt, at myndighederne måtte gribe ind. Farver på sten kan være særdeles vanskelige at udslette, men det lader sig gøre med hammer og mejsel. Ved at behugge fontene fik man effektivt fjernet ethvert farvespor, men også det middelalderlige stenhuggerarbejde.

Hvad det ikke lykkedes mennesker at fjerne af middelalderens farvepragt, har naturen sørget for. Alle farver på den udendørs skulptur – billedkvadre og portaler – er regnet væk. Det lidt, der er tilbage, finder vi indendørs, mest på døbefonte. Det bevarede materiale er desværre for spinkelt til, at vi kan danne os et klart og nuanceret billede af de middelalderlige bemalingers karakter. Men ved at studere de få eksempler vi har, kan man dog fornemme den betydning, de havde for skulpturen. En af de fonte, der har mest farve tilbage, er den fynske Dalumfont. Den har på en glathugget kumme en malet arkaderække og på skaftet en malet tovsnoning. Farverne er rød, sort og gul. Rød (mønje) og sort (sod) er absolut de hyppigst forekommende farver – ligesom de er det på vikingetidens billedsten. Årsagen hertil må søges i, at de var nemme at fremstille og derfor billige.

Brugen af farverne må på os virke særdeles utraditionel. På fonten i Rolse, Mols, står bladranken sort(!) på rød bund. Man gjorde altså ikke noget for at være i overensstemmelse med naturen. Flotte og festlige har løverne på den midtjyske Sjørslevfont været – gule med haler og hoveder belagt med guld! Intet under at guld kun er registreret på denne ene font, det har været dyrt for menigheden. (Fig. 1)