Kirker af træ

Af de gamle trækirker er der endnu et mindre antal tilbage; de er på to nær – en engelsk og en svensk – alle fra Norge. De danske trækirker er for længst blevet til spor i jorden, som dem, der ifølge foregående artikel for nylig er påvist i Jelling. Det er til ære for dette bemærkelsesværdige nyfund, at vi nu vil ofre de overlevende blandt trækirkerne lidt opmærksomhed.

På den tid, da Harald Blåtand »gjorde danerne kristne«, stod også Norge på skillevejen, men først efter Olav den Helliges død i 1030 kan kristendommen betragtes som endeligt indført. Norge blev kristnet fra vest i modsætning til Danmark, der fik sit nye sindelag sydfra. De første norske kirker ma være de engelske missionærers værk og er vel bygget efter engelsk forbillede, men snart tog nordmændene kirkebyggeriet i egne hænder og udviklede det til sandt mesterskab. Også her rykkede stenarkitekturen frem, men den trængte langsommere ind og slog senere igennem end i de andre nordiske lande. I 1100-tallet, da man i Sverige og Danmark er i fuld gang med at udskifte trækirker med stenkirker, har det norske trækirkebyggeri sin storhedstid.

Trækirkerne var stavbyggede, det vil sige rejst af lodrette planker stillet kant mod kant som staverne i en tønde – en byggeskik, der også kendes fra tidens verdslige byggeri. Træværket kunne være plantet i jorden på gammeldags vis, eller det kunne efter ny tids skik være stillet på sten (se billedet). Alle de bevarede stavkirker er af sidstnævnte type, hvilket har sin simple forklaring deri, at fugtigheden fra jorden har gjort det af med de øvrige.

Om de første kirker, som blev bygget, ved vi kun lidt, men fra midten af 1000-tallet og fremefter findes der kirkebygninger helt eller delvis bevaret. Efter deres konstruktion kan de groft inddeles i tre hovedformer, som er vist nedenstående, skematiseret og afklædt for alle tilbygninger. (Fig. 2)