Kirker af træ

Af de gamle trækirker er der endnu et mindre antal tilbage; de er på to nær - en engelsk og en svensk - alle fra Norge. De danske trækirker er for længst blevet til spor i jorden, som dem, der ifølge foregående artikel for nylig er påvist i Jelling. Det er til ære for dette bemærkelsesværdige nyfund, at vi nu vil ofre de overlevende blandt trækirkerne lidt opmærksomhed.

På den tid, da Harald Blåtand »gjorde danerne kristne«, stod også Norge på skillevejen, men først efter Olav den Helliges død i 1030 kan kristendommen betragtes som endeligt indført. Norge blev kristnet fra vest i modsætning til Danmark, der fik sit nye sindelag sydfra. De første norske kirker ma være de engelske missionærers værk og er vel bygget efter engelsk forbillede, men snart tog nordmændene kirkebyggeriet i egne hænder og udviklede det til sandt mesterskab. Også her rykkede stenarkitekturen frem, men den trængte langsommere ind og slog senere igennem end i de andre nordiske lande. I 1100-tallet, da man i Sverige og Danmark er i fuld gang med at udskifte trækirker med stenkirker, har det norske trækirkebyggeri sin storhedstid.

Trækirkerne var stavbyggede, det vil sige rejst af lodrette planker stillet kant mod kant som staverne i en tønde - en byggeskik, der også kendes fra tidens verdslige byggeri. Træværket kunne være plantet i jorden på gammeldags vis, eller det kunne efter ny tids skik være stillet på sten (se billedet). Alle de bevarede stavkirker er af sidstnævnte type, hvilket har sin simple forklaring deri, at fugtigheden fra jorden har gjort det af med de øvrige.

Om de første kirker, som blev bygget, ved vi kun lidt, men fra midten af 1000-tallet og fremefter findes der kirkebygninger helt eller delvis bevaret. Efter deres konstruktion kan de groft inddeles i tre hovedformer, som er vist nedenstående, skematiseret og afklædt for alle tilbygninger. (Fig. 2)

Det er nærliggende at forestille sig den særprægede bygning III opstået gennem udvikling fra I, og det har da også længe været den almindelige opfattelse, at det forholdt sig sådan. Søjlerne tænkte man sig kommet ind i huset under påvirkning af de store treskibede stenkirker, som dukkede op i Norge i 1100-årene. Nyere undersøgelser lader imidlertid ane, at alle tre bygningsformer har været med fra begyndelsen, så at udviklingen, hvis den er forløbet som beskrevet, må være sket før kristendommens tid, og uden at stenkirkerne har haft mulighed for at øve indflydelse. Måske er det gamle hedenske husformer, den nye religion har overtaget.

I praksis ser kirkerne noget anderledes ud, end det teoretiske skema viser. De har altid tilbygget kor, og karnapper og fremspring i alle retninger (også opad) hører med til de yngre kirker. Både ældre og yngre bygninger er ofte omskabt i senere tid, så at den oprindelige form nu er sløret af bislag, svalegange og tagryttere. Af de tre på disse sider afbildede kirker svarer Holtålen-kirken til skemaets type I. (Fig. 3+ fig.4) Urnes-kirken nærmest til type II og Borgund-kirken til type III. (Fig. 5) Den sidstnævnte - kirken i Borgund nær Sognefjord - må være bygget omkring 1150 og regnes for den af stavkirkerne, der har bevaret mest af sin oprindelige skikkelse. Den viser stavkirkearkitekturen på dens højde og er et fremragende stykke tømrerarbejde, skønt der vist egentlig kun er tale om en gennemsnitspræstation. Urnes-kirken - ligeledes ved Sognefjorden - er en smule ældre, fra ca. 1130. Skønt noget ombygget og af ydre ret uanselig er også den et udmærket arbejde, men det som især gør den bemærkelsesværdig, er at den er bygget af materialer fra en endnu mere fremragende forgænger. (Fig. 6) De rige udskæringer (se næste side) som har prydet dette ældre gudshus, og som nu indgår temmelig tilfældigt i den yngre kirke, er oldtidsprægede og daterer bygningens tilblivelse til omkring 1060, hvilket vil sige, at det er den ældste norske kirke, der kendes sikre rester af. Som vist på foregående side lader det sig gøre - omend med usikkerhed - at rekonstruere den forsvundne pragtbygning.

Stavkirken i dens grundform har vi som sagt bevaret i den lille kirke fra Holtålen, der også hører til de ældste i Norge. Det kulturelle højdepunkt, som Norge nåede i vikingetid, gav sig blandt andet udslag i enestående færdighed i tømrer- og træskærerarbejde. Det kom stavkirkerne tilgode. Deres bygmestre har udnyttet generationers erfaringer, tilsat impulser udefra og iøvrigt brugt deres egen frodige fantasi. Af disse bestanddele skabte de bygningsværker, der med god grund regnes til de store bedrifter i norsk arkitektur. I konstruktionen møder man træk af vikingetidens højtudviklede skibsbygningsteknik, og jernalderens slyngede dyreornamenter genkendes i udsmykningen, omend det er sjældent, de som i Urnes møder os i ren og oprindelig form. Det er ikke lutter fromhed, der stråler ud fra søjler og portaler. Fra gavlspidserne rejser dragehovederne sig lige så hedensk, som de gjorde fra vikingeskibenes stævn.