Kirken under jorden

Århus Vor Frue kirke og kloster har tidligere ikke været meget kendt uden for den kreds af fagfolk, der særlig interesserer sig for vore middelalderlige bygninger, skønt anlægget ellers nok er værd at interessere sig for også for andre. Efter udgravningen af krypten mener man nu med sikkerhed at kunne datere den ældste kirkes opførelse til sidste halvdel af 1000-tallet. Kirken var eenskibet og opført af frådsten (kildekalk), teglbrænding var jo på den tid ukendt her i landet. Det har længe været kendt, at den var Århus' første domkirke, og at den var indviet til St. Nicolai. Den kirke, som står idag, er bygget på tomten af den nedbrudte frådstenskirke af dominikanermunke (sortebrødre), som fik kirken overladt af biskoppen, efter at den omkring år 1200 var opgivet som domkirke. Den nye kirke kom til at danne sydfløj i det klosteranlæg, som snart efter rejste sig.

Der kendtes ikke meget til den ældste kirke før restaureringen tog sin begyndelse; men det var den almindelige opfattelse, at den havde været et temmeligt beskedent hus. Hvad man kendte var kun et stykke frådstensmur i vestenden af Vor Frue kirkes nordmur, og det var indtil omkring 1950 skjult af et tykt lag cementpuds. Da pudsen blev fjernet, viste der sig en tilmuret, bred, rundbuet portal med et stik af store frådsten - en processionsdør. Dette fund indledte revisionen af den opfattelse, at kirken havde været et beskedent hus. Den fremdragne væg så iøvrigt alt andet end opmuntrende ud, så forvitret den var. Det var på tale at dække den med puds igen, men det skete heldigvis ikke. Nationalmuseet åbnede et gammelt frådstensbrud ved Vintre Møller på Sjælland og sendte en vognladning sten til Århus. Væggen blev gjort istand. Det har forøvrigt vist sig, at de skøre sten, der sad bag pudsen og ikke blev skiftet ud, hærdnede påny, da de kom under luftens påvirkning. (Fig. 1, fig. 2)

Den førnævnte portal var ikke den eneste dør, som blev fundet i nordmuren. Ved murens østende kom således en lav, spidsbuet åbning tilsyne. Da tilmuringen blev pillet ud, viste det sig, at den førte nedad gennem opfyldningsmateriale. Da arbejdet på det tidspunkt kun gik ud på at sætte muren istand, måtte man indtil videre nøjes med at skrive sig fundet bag øret. Åbningen blev lukket igen, til dels med et stykke af en ligsten, som blev fundet i fyldmaterialet.

Vor Frue kirkes kor er to hvælvingsfag langt. Før restaureringen var gulvet i den forreste del af koret lagt i plan med kirkens gulv, mens korgulvet i den resterende del var hævet fire trappetrin. Denne skikkelse havde koret fået i 1864, da kirken blev restaureret af V. Th. Walther. Heldigvis foreligger der en opmålingstegning, som viser kirkens udseende før denne tid. Det ses, at hele korgulvet har været hævet over kirkens gulv, og det er vel bl.a. dette forhold, Schultz hentyder til, når han i den eneste korte artikel, han nåede at skrive om kryptkirken (Jul i Århus 1956), omtaler, at der forud for fundet var gjort nogle »foruroligende« iagttagelser i kirken. For om muligt at finde spor af de gamle gulvhøjder blev der foretaget en gravning i korgulvet, og denne gravning bragte den glemte krypt frem påny. Nationalmuseet fik menighedsrådets tilladelse til at foretage de yderligere gravninger, som måtte være nødvendige for at få fuld klarhed. (Fig. 3)

Da fylden var fjernet fra krypten, kunne man danne sig et klart begreb om, hvordan rummet havde været. Det har haft tre fag hvælvinger i bredden og fem i længden - 15 hvælvinger ialt. Mod øst var hvert fag afsluttet med en apsis. Den i midterfaget var den dybeste. Langs ydervæggene var pillerne velbevarede, og hvælvingssporene var synlige. De fritstående piller var nedbrudt indtil godt en meters højde over gulvet. Ved siden af en af pillerne lå dens overdel i eet stykke. De to dele passede fint sammen, da overdelen igen kom på plads. Herved fik man bevis for, at de fritstående piller havde været højere end vægpillerne. Adskillige hvælvingssten, der passede sammen, blev også fundet. Som gulvmateriale har man benyttet frådstensfliser. Der fandtes enkelte, men ikke nogen samlet gulvflade af dem.

Udgravningen afslørede, at krypten i sin seneste skikkelse har været delt i to rum, et større forrum og et mindre bagrum. Det er umuligt at sige, hvad der er grunden til denne opdeling. Der fandtes ikke spor af dør i den indsatte tværmur. Hvis bagrummet har fungeret som gravkammer, så må det i hvert fald senere være blevet ryddet. Der fandtes ganske vist en grav, men den lå nedgravet under gulvet, så det kan næppe være af hensyn til den, at adskillelsen er foretaget. Det må iøvrigt beklages, at det ikke lod sig gøre at datere, endsige identificere, den døde. At der oprindelig har stået altre i de tre nicher er givet. Mere bemærkelsesværdigt er det, at der blev fundet rester af et alter i forrummet. Det har altså været benyttet som kirke, efter at bagrummet var skilt fra. Senere har man dog opgivet denne anvendelse og har brugt rummet slet og ret som oplagsrum. Der fandtes store stykker trækul på gulvet, som efterhånden var blevet hævet ca 50 cm over det oprindelige gulvniveau. I modsætning til bagrummet bar forrummet således præg af slid og overlast.

Hvis de, der lagde varme ind i Vor Frue kirke engang i 1800-årene, havde brugt øjnene lidt bedre, end de gjorde, ville krypten være blevet fundet dengang. Da blev der nemlig ført en varmluftkanal gennem en del af kirkens kor. Selvom kanalen ikke havde gjort nævneværdig skade på de eksisterende pillerester, lå den alligevel sådan, at det er uforståeligt, at man har kunnet undgå at bemærke noget usædvanligt. Det skal man måske være glad for. Den skade, kanalen havde gjort, begrænsede sig hovedsagelig til trappenedgangen fra kirken, hvilket for så vidt var irriterende nok. Det er dog mærkeligere, at den Waltherske restaurering, som ændrede gulvhøjderne i kirkens kor, kunne ske uden at krypten blev fundet. - Lidt interesse ofret på tre murstik, som var synlige udvendig i kormuren, ville iøvrigt også have ført til opdagelsen, men ingen tænkte på, at disse tilmurede vinduer førte til en krypt. Nationalmuseet var tidligere gjort opmærksom på dem, men anså dem dengang for spor af åbninger, som havde ført til gravkamre. (Fig. 4)

Årsagerne til kryptens nedbrydning kan være flere, som vi ikke kender. Vi ved heller ikke, om krypten efter reformationen - hvis den har stået efter den tid - har hørt til kirken eller til klosteret. En af grundene til nedbrydningen har nok været en høj grundvandstand. Man har pa et vist tidspunkt søgt at befri krypten for denne gene ved en slags dræn. Langs ydermurenes inderside og gennem rummets længdeakse var der gravet render, som førte til en 3/4 m dyb sivebrønd midt i krypten. Renderne var fyldt med groft, brunligt sand. Drænene må dog have bevirket, at der med stigende grundvandstand kunne føres vand ind i rummet. I nogle af de fritstående piller var kalken i fugerne mellem skifterne borte, hvilket tyder på, at der faktisk har stået vand i krypten; de pågældende piller måtte i den anledning mures om. Selv i vore dage, hvor kirken ligger i et gennemkloakeret kvarter, står grundvandstanden kun 30-40 cm under kryptens gulv. En medvirkende grund til nedbrydningen kan det også have været, at man efter reformationen ikke havde brug for rummet til kirkelige handlinger.

Undersøgelsen af krypten blev af Det særlige Kirkesyn betegnet som »en af de vigtigste arkitekturhistoriske undersøgelser, der er gjort i Danmark i mange år«. Overfor menighedsrådet anbefalede synet varmt kryptens restaurering. En nedsat komite skaffede i løbet af kort tid de nødvendige penge til arbejdet, som derefter påbegyndtes.

Den gamle kirke var, som nævnt, opført af frådsten. En del af materialerne fra nedbrydningen af krypten lå på stedet som fyld og kunne genanvendes, men der var langtfra nok. Det ville blive både dyrt og besværligt at skaffe de manglende frådsten frem, hvis de stadig skulle hentes på Sjælland. Heldigvis blev man bekendt med, at der lå et større parti frådsten i et kalkleje i nærheden af Skanderborg. Frådstenene havde dækket den underliggende gødningskalk, og da man ikke havde brug for dem, var de blevet lagt til side. Senere fandt Schultz frem til et frådstensleje i Jelling, og derfra blev de største af de manglende sten til krypten hentet. Alterbordpladen, som er i eet stykke, fragtede Schultz selv til Århus i sin folkevogn. Det stenmateriale, der var forsvundet fra krypten efter nedbrydningen, er formodentlig blevet brændt og anvendt til murkalk, hvilket det skal egne sig fortrinligt til.

Det var naturligvis en stor oplevelse at følge fundet og udgravningen af krypten på nærmeste hold, men den tid, der gik med genopbygningen, havde unægtelig også sin spænding. Det må være på sin plads her at nævne navnene på C. G. Schultz's nærmeste hjælpere, murersvendene Evald Nielsen og Oscar Lauritsen, som udførte murerarbejdet. Schultz var utrættelig i at finde de flest mulige brugbare sten i det materiale, der lå på stedet, og sætte dem sammen, så de passede til genanvendelse i rette sammenhæng, og hans hjælpere var lige så ivrige efter at mure dem rigtigt ind. De viste stor færdighed i og interesse for arbejdet. Frådstensmaterialet kom til pladsen som større eller mindre flager af meget uregelmæssig form. Flagernes tykkelse varierede fra 7-8 til 17-18 cm. Materialet er lagdelt og temmelig porøst. Stenene skal anbringes i murværket, sådan at lagene ligger vandret. Hvis lagdelingen vender forkert i en udvendig mur, vil stenene forvitre ved afskalning. Stenene tildannedes på stedet med udstrakt brug af tømrerværktøj. Meget store snit skete med en skovsav, men ellers var det mest fukssvans og skarøkse, der var i brug. Det var altså en slags tømrerarbejde i sten, der gik for sig. Da hvælvingskapperne er meget små, måtte der findes på en opmuringsafstivning, som gav hvælvet tilstrækkelig støtte samtidig med, at murerne fik den nødvendige bevægelsesfrihed under arbejdet. Schultz konstruerede en slags »paraplystativ« med en stolpe midt under hvælvkrydset og med fire stilbare ledere - en under hver grat på hvælvet. Denne primitive tingest kunne indstilles, så den kunne bruges til alle kryptens hvælv, selvom størrelsen varierede fra fag til fag. De stedlige bygningsmyndigheder stillede en overgang krav om, at der skulle støbes en jernbetonplade som bærende underlag for det overliggende korgulv. Der kunne nemlig ikke opstilles en acceptabel beregning som viste, at kryptens hvælvinger var bæredygtige. Da en sådan konstruktion ikke var ønskelig i så ærværdigt et hus, blev der foretaget en prøvebelastning på hvælvene, som klarede prøven fint, og så slap man for pladen. (Fig. 5)

I sin oprindelige skikkelse har kryptens vægge, piller og hvælvinger været pudsede. Der sidder endnu pudsrester på en del af de genanvendte frådsten, men der er ikke foretaget nypudsning. Gammelt og nyt murværk er adskilt med en kraftig, dyb fuge, så man overalt klart kan se, hvor murværket er nyt, og hvor det er oprindeligt. Gulvet er lagt af temmelig store frådstensfliser af uregelmæssig form. Langs væggene er der murede bænke med løse hynder på. Alterbordet og korset bag det er nye og tegnet af C. G. Schultz. Der findes intet knæfald foran alteret, og der er intet løst inventar. På alteret står to stager, der er støbt af efter en gammel stage i Nationalmuseet.

Da Vor Frue kirke ved en festgudstjeneste den 10. november 1957 igen toges i brug, blev krypten genindviet som kirke og fik sit gamle navn St. Nicolai. Den står som et minde om kristendommens sejr i Danmark og samtidig som et monument over manden, som udgravede og genrejste den. Fundets betydning har C. G. Schultz udtrykt i følgende ord: Det er lykkeligt at et så fint værk af vor allerældste stenbygningskunst er blevet genvundet i så bemærkelsesværdig velbevaret en stand, at vel enhver, som ser det, helt ubelært af nogen pegepind, vil kunne vurdere, hvad her er reddet frem fra forglemmelsen. Man kvier sig derfor næsten ved at understrege, at denne krypt også er et kuriosum, et meget sjældent fænomen. I hele det middelalderlige Danmark, som jo ikke var langt fra at være dobbelt så stort som det nuværende, har der kun eksisteret ialt fire anlæg af denne art, alle under domkirker, nemlig krypterne i Lund og Viborg, som begge er bevaret fra gammel tid, en krypt i Odense, som tillige med kirken blev ombygget i gotisk tid, nedbrudt 1582, genfundet 1872 og ufortøvet genopført, og endelig den hidtil helt ukendte, som nu er opdaget i Århus -. Århuskrypten må ubestridt være den ældste af dem alle og kan derfor gøre krav på at være det ældste overhvælvede kirkerum i de nordiske riger.