Kirken under jorden

Århus Vor Frue kirke og kloster har tidligere ikke været meget kendt uden for den kreds af fagfolk, der særlig interesserer sig for vore middelalderlige bygninger, skønt anlægget ellers nok er værd at interessere sig for også for andre. Efter udgravningen af krypten mener man nu med sikkerhed at kunne datere den ældste kirkes opførelse til sidste halvdel af 1000-tallet. Kirken var eenskibet og opført af frådsten (kildekalk), teglbrænding var jo på den tid ukendt her i landet. Det har længe været kendt, at den var Århus’ første domkirke, og at den var indviet til St. Nicolai. Den kirke, som står idag, er bygget på tomten af den nedbrudte frådstenskirke af dominikanermunke (sortebrødre), som fik kirken overladt af biskoppen, efter at den omkring år 1200 var opgivet som domkirke. Den nye kirke kom til at danne sydfløj i det klosteranlæg, som snart efter rejste sig.

Der kendtes ikke meget til den ældste kirke før restaureringen tog sin begyndelse; men det var den almindelige opfattelse, at den havde været et temmeligt beskedent hus. Hvad man kendte var kun et stykke frådstensmur i vestenden af Vor Frue kirkes nordmur, og det var indtil omkring 1950 skjult af et tykt lag cementpuds. Da pudsen blev fjernet, viste der sig en tilmuret, bred, rundbuet portal med et stik af store frådsten – en processionsdør. Dette fund indledte revisionen af den opfattelse, at kirken havde været et beskedent hus. Den fremdragne væg så iøvrigt alt andet end opmuntrende ud, så forvitret den var. Det var på tale at dække den med puds igen, men det skete heldigvis ikke. Nationalmuseet åbnede et gammelt frådstensbrud ved Vintre Møller på Sjælland og sendte en vognladning sten til Århus. Væggen blev gjort istand. Det har forøvrigt vist sig, at de skøre sten, der sad bag pudsen og ikke blev skiftet ud, hærdnede påny, da de kom under luftens påvirkning. (Fig. 1, fig. 2)