Kirken på vikingens høj

Planken ses afbildet omstående. (Fig. 2) (Faktaboks 1) Den har, som det fremgår af billedteksten, hørt til et hus, og selv om den kun repræsenterer en meget lille del af dette, så er det dog slet ikke så lidt, den har kunnet røbe om husets udseende. Det har været en bygning af høj kvalitet, og lige siden planken blev fundet, har det været den herskende opfattelse, at huset har været en trækirke, som har stået på stedet før den nuværende stenkirkes tid.

Da Hørning kirke i sommer påny skulle restaureres, benyttede Nationalmuseet lejligheden til at undersøge jordlagene under kirkens gulv. Det var jo ikke utænkeligt, at der her kunne findes noget, der kunne øge vor viden om planken. Undersøgelsen må ses som et led i den række af udgravninger, som i det sidste tiår er foretaget i danske kirker, og ved hvilke der er fremdraget spor af ikke så få trækirker (jfr. Skalk 1958, nr. 2). Som bekendt er der i vore nordlige nabolande bevaret enkelte stavkirker fra den ældste kristne tid, men så heldige er vi ikke herhjemme. Her må vi nøjes med Hørningplanken og enkelte andre plankestumper, og dertil kommer altså nu de nævnte af jorden fremgravede anlæg.

Endnu er undersøgelsen i Hørning ikke ganske afsluttet, men en foreløbig orientering kan dog gives. Hørningplankens bygning kom virkelig for dagen under stenkirkens gulv. Ved afdækningen røbede den sig først og fremmest ved en række kraftige stolpehuller, der, som det ses af tegningen, giver os bygningens grundplan i store træk, således at der ikke længere er grund til at nære tvivl om, at det har været en kirke. Det viste sig iøvrigt, at vor planke også for godt 800 år siden har været nær ved at blive luernes bytte, for overalt fandtes spor af en kraftig brand, som har gjort ende på trækirken. De fleste stolpehuller stod fyldt med brandaffald, forkullet egetræ m.m., og branden har raset så stærkt, at den flere steder har brændt den lerede fyldjord omkring stolpehullerne rød.

Spørgsmålet om trækirkens datering er vanskeligt at besvare, men det synes i hvert fald at stå klart, at den er opført en gang i 1000-tallet. Blandt de danske stavkirkefund hører dette til de bedste, og tilstedeværelsen af planken gør det jo ikke mindre væsentligt. - Det skulle imidlertid ikke blive herved. Den anden og ikke mindst spændende del af historien kan tage sin begyndelse. (Faktaboks 2)

Allerede under de indledende undersøgelser havde det vist sig, at trækirken ikke var bygget direkte på den gamle markflade, men derimod på et ca 25 cm tykt fyldlag, og - mærkelig nok - dette fyldlag så ud til at være dannet ved sammendyngning af græstørv. Nu viste der sig midt i den nuværende kirke og inden for stavkirkens område en tre meter lang nedgravning i undergrundens gule ler. Man kunne se, at græstørvslaget fortsatte hen over og ned i denne nedgravning, så der kunne altså ikke være tvivl om, at fyldlag og nedgravning hørte sammen, og at også denne sidstnævnte var ældre end trækirken. - Forklaringen pa tørvefylden er sikkert den, at der på stedet har været en gravhøj, som er blevet udjævnet, da kirken byggedes, således at kun de nederste lag stod tilbage.

Nedgravningen var højens centralgrav. Den var som sagt meget stor, og viste sig at indeholde en såkaldt kammergrav - en vikingetidsgravform, som er langt fra at høre til de almindelige. (Fig. 4) Af selve kammeret var der så godt som intet bevaret, men væggenes lodrette planker havde efterladt så tydelige aftryk i undergrundens ler, at vi kunne få et ret godt indtryk af deres udseende. Det var kraftige planker, og de stod helt tæt, kant mod kant, uden at være falset ind i hinanden, som trækirkens vægplanker vel har været det. Det egentlige gravrum var 2,60 m langt. Højden kunne ikke bestemmes helt sikkert, men under een meter har den ikke været og næppe over 1,30 m. Dækket over kammeret har vel bestået af vandrette planker, bunden har sikkert været den bare jord. Den døde var lagt i en trækiste, som var anbragt i kammerets ene hjørne stillet på et par stykker favnebrænde for at hæve den fra jordgulvet. Kisten bestod af træplanker, der var samlet med søm og med kraftige vinkeljern i de fire øverste hjørner.

Kun de solideste dele af skelettet var bevaret, nok til at bevise, at den døde lå på ryggen med hovedet i vest. Det var sandsynligvis en kvinde, idet gravgodset bestod af 6 perler, der lå midt på brystet, samt to små hvæssesten (til nåle?) anbragt mellem den dødes knæ sammen med en lille, enægget kniv, hvis skaft var omviklet med sølvtrad. Derudover fandtes der flere steder i kisten rester af den dødes dragt, netop så meget, at man kunne få indtryk af en fornem klædning, der stedvis var kantet med sølvindvirkede bånd. De ganske tynde sølvtråde var helt opløste, men nogle af de udskilte sølvsalte har virket konserverende, således at små stykker tøj er bevaret, og her kan man få et begreb om mønsteret, der synes at bestå af rhomber og trapper. Et bredt band, der gik fra den dødes pande og ned til knæene på hver side af kroppen kan muligvis have været kantning på en kappe.

Størstedelen af kammeret uden for kisten var tomt, men kan jo have indeholdt ting af forgængeligt materiale. I hjørnet modsat kisten stod der imidlertid en sammentrængt opstilling bestående af to trækar, hvoraf det ene var opbygget af stave holdt sammen med jernbånd, et lerkar samt et bronzekar, der var anbragt på et lille bord af træ. (Fig. 5) (Faktaboks 3)

Såvel gravformen som det mønstrede, sølvindvirkede tøj, lerkarret og bronzefadet angiver sikkert, at graven er fra vikingetid, og det er sandsynligt, at den må placeres i 900-tallet.

Vi står over for et oldtidsfund af særlig kvalitet. Kammergraven - gravstuen - hører til vor oldtids mest dramatiske gravformer, der iøvrigt kun er fundet i ganske få danske eksemplarer, hvoraf kammeret i Jellings nordhøj er det mest velkendte. - Og kombinationen kirke og høj er vanskelig at fa blikket fra. Der må nærmere undersøgelser til, før dateringerne af kammer og kirke kan endeligt fastlægges, men såmeget kan dog siges, at der er gået forholdsvis kort tid mellem anlægget af gravhøjen og opførelsen af trækirken. Den nære forbindelse mellem kirke og høj må naturligvis sætte fantasien i sving. Vi har forsøgt så nøgternt som muligt at tage stilling til problemet. Det må indrømmes, at det er en besnærende forklaring pa trækirkens opførelse lige over kammergraven, at efterkommere af den hedenske kvinde har villet bringe hende ind under kirkens varetægt, men samtidig må det erkendes, at man alene ud fra et arkæologisk materiale og uden skriftlige kilder til rådighed ikke har mulighed for at bekræfte en sådan sammenhæng. (Fig. 6)