Kirken mellem højene
(Fig. 1) De to Jellinghøje er Danmarks største oldtidsminder og ældste kongelige gravmonumenter. Mellem højene star der to runesten, hvoraf den ene er landets største og bærer det ældste Kristusbillede, vi ved af, mens den anden indeholder vor første hjemlige overlevering af navnet Danmark. Ældst, først, størst er ord, som falder i munden, når man taler om Jellingmonumenterne. De indtager en ubestridt førsteplads blandt vore oldtidsminder, men ud over, at de har en vis tilknytning til tre historiske personer, nemlig Tyra Danebod, Gorm den Gamle og Harald Blåtand, er det ikke meget, vi ved om, hvad de egentlig står for. Måske er det netop derfor, de virker så tiltrækkende.
Af Knud Krogh
Fig 1:SIDEN DØDE TYRE, DANMARKS BOD. HARALD GAV HENDE EN PRÆGTIG LIGFÆRD OG JORDEDE HENDE UNDER ALMINDELIG LANDESORG VED SIDEN AF SIN FADERS GRAVHØJ. — DER ER NU OGSÅ EN KIRKE AT SKUE, LIGGENDE MIDT IMELLEM BEGGE ÆGTEFÆLLERS HØJE.
(Sakses Danmarkskrønike. Ca. 1200)
Fot. Knud Krogh
Så tidligt som i 1704 tog de arkæologiske efterforskninger i Jelling deres begyndelse, og siden er der med mellemrum foretaget udgravninger af hvilke de største står som milepæle i Jellings nyere historie. Den sidste store undersøgelse blev påbegyndt for netop 25 år siden, i 1941, pa Nationalmuseets initiativ og under Ejnar Dyggves ledelse. Det blev en langvarig og i udgravningsteknisk henseende skelsættende udgravning, der bragte Jellingforskningen meget langt i vej. På grundlag af resultaterne af egne og tidligere udgravninger fremsatte Dyggve en dristig hypotese, der søger at give en rimelig forklaring på de fund og anlæg, der er afdækket. Hypotesen har fået vid udbredelse, og når ordet hypotese så ihærdigt anvendes her, skyldes det, at Dyggve vist ikke i tilstrækkelig grad har gjort opmærksom på, at det materiale, der ligger til grund for hans fremstilling af Jellingmonumenternes historie, trods alt er så mangetydigt, at et forsøg på at give en altomfattende forklaring i høj grad må få karakter af teori. (fig. 2)
Fig 2: At Jellinghøjene virkelig har at gøre med kong Gorm og dronning Tyre, bevidnes ikke alene af de middelalderlige krønikeskrivere, men også af runestenenes indskrifter. Om det kongelige ægtepars liv og gerninger ved vi ellers ikke meget. Skønt Gorm er det første sikre led i vor kongerække, kender vi ikke præcise årstal for hans regering, men da den falder umiddelbart før Harald Blåtands, må den ligge omkring midten af 900-tallet. En sen tradition tillægger ham høj alder og dovenskab - det sidste i modsætning til den handlekraftige Tyre, som skal have bygget Dannevirke. Gorm- slægten har sikkert ejet flere gårde rundt om i landet, men eftersom familiemonumenterne fik plads i Jelling, må man antage, at den derværende kongsgård har været den foretrukne. Desværre er der aldrig fundet rester af den.
De omtalte mindesmærker er to høje, to runesten, en kæmpestor stensætning og kirken. Den nordlige høj har været udgravet hele tre gange. Den indeholdt et rummeligt, træbygget kammer, der har tjent som grav; desværre havde det været genstand for indbrud i gammel tid, så hvem, det har huset, lod sig ikke afgøre. Sydhøjen, der også har været gennemgravet flere gange, var mærkelig nok tom, men viste sig at være bygget hen over den omtalte, meget store stensætning, som derved er blevet delvis bevaret; den del, som har ligget uden for højen, er for længst sløjfet. Stensætningen kan minde noget om den oldtidsgravform, som kaldes skibssætning, men dens form og funktion er endnu ikke endeligt fastslået. Næsten nøjagtig midt imellem de to høje står runestenene. De har begge været flyttet, men i hvert fald den store står sikkert nær sit oprindelige sted. Den lille sten er rejst af Gorm efter Tyre, den store af Harald efter begge forældrene. Af teksten på sidstnævnte fremgår det, at Danmarks officielle kristning skyldes et kongebud fra Jelling. Dette stiller kirken i et særligt lys. Derom artiklen. Tegning: Peter Westh Hansen
I billedrammen øverst på siden er i kortest mulige form opridset vor sikre viden om mindesmærkerne med overlagt udeladelse af alle teorier, som det i denne omgang vil føre for vidt at komme ind på. Det er i det hele taget ikke meningen her at give en samlet fremstilling af Jellingproblemerne. Kun på et område vil vi gå i dybden. Det angår kirken, som der sidste sommer blev lejlighed til at betragte fra en ny og spændende synsvinkel.
Kirken mellem højene er en anselig frådstensbygning, og endnu engang får vi brug for de store ord, for på korvæggene har man fundet landets ældste kalkmalerier, malet så tidligt som i 1100-tallets første fjerdedel. Poul Nørlund har påpeget, at til trods for at Roskilde under Harald Blåtand bliver landets egentlige kongesæde, synes Jelling dog helt op i Valdemars tiden at bevare en central stilling i kulturlivet, hvilket formodentlig hænger sammen med, at den derværende kongsgård stadig har eksisteret og spillet en rolle.
Dyggves Jellingundersøgelser omfattede også gravning under gulvet i kirkens kor. Som det så ofte er tilfældet i kirker, havde senere tiders grave grebet stærkt forstyrrende ind i jordlagene, men visse betydningsfulde iagttagelser kunne dog gøres. Øverst lå et brokket lag med frådstensaffald fra stenkirkens opførelse. Under det fandtes to lerlag, det ene tæt over det andet, og straks derunder stødte man på den gamle markflade fra før, der blev bygget på stedet. Dyggve tolkede de to lerlag som lergulve fra to bygninger, der efter tur har ligget der på pladsen, og som altså begge er ældre end stenkirken. Eftersøgningen efter spor af disse bygningers vægge vanskeliggjordes i høj grad af de føromtalte grave, der naturligvis havde udslettet alt, der hvor de havde skåret sig ned. Ind imellem lykkedes det dog at påvise fire regulære stolpehuller og et lille stykke af en jordgravet stavvæg (eller rettere af to sammenstødende stavvægge). Et af stolpehullerne mente Dyggve at kunne sætte i forbindelse med det nederste lergulv, der efter hans mening skulle have hørt til et hedensk gudehov fra kong Gorms tid; de resterende huller og det øvre gulv antoges at være rester af en trækirke, som blev bygget til afløsning for hovet, da Harald indførte kristendommen, og som senere selv er blevet erstattet med stenkirken. Et brandlag oven på det øvre lergulv kunne tyde på, at sidstnævnte kirkeskifte skyldtes ildsvåde. Til trækirken henførte Dyggve een af gravene, som tydeligvis var blevet beskadiget, da man gravede grunden ud til stenkirken. Og nogle store sten, som fandtes liggende pa det øvre lerlag, antog han for resterne af den brændte trækirkes ødelagte alter - ja den største af dem, en stor flad granitsten isprængt røde granater, skulle være selve alterbordspladen, specielt udvalgt til sit hellige formål på grund af sin sjældenhed.
Når Dyggve indskrænkede sine undersøgelser til koret, havde det den ganske særlige grund, at kirkens skib måtte antages at være ødelagt som arkæologisk arbejdsplads, idet det var bekendt, at der i 1936, da kirkens varmeanlæg blev installeret, var gravet betydelige jordmængder bort under selve kirkerummet. Det hu3kedes, at der ved den lejlighed blev fundet et antal store sten, som stadig lå tilbage under kirkegulvet, omend delvis dækket med et lag cement. I Dyggves rekonstruktion af den ældste kirke har han ladet disse sten danne indhegning om en åben plads foran indgangsdøren. Selve kirken, mente han, havde været ganske lille, omtrent på størrelse med den nuværende kirkes kor.
Sidste sommer skulle der igen røres ved kirkens varmeinstallation. Det gamle varmeapparat blev taget op; det efterlod et stort, firkantet hul i jorden, og ved at stige derned medbringende kraftige lamper opnåede man at få fuldt overblik over rummet under kirkegulvet, hvor de førnævnte store sten sås at ligge som kæmpebuler i det omtalte cementlag. Stor interesse knyttede sig også til selve det hul, man stod i. En let afrensning af den lodrette sidevæg åbenbarede et yderst anskueligt tværsnit gennem Jellings ældste historie. Sjældent har en udgravning foretaget med så små midler givet så omfattende oplysninger.
Alt, hvad vi havde at gøre, var at tegne den lodrette jordvæg og kortlægge de store sten. Det sidste var dog ikke helt så simpelt, som det lyder; det foregik mens man mavede sig frem i det knap en halv meter høje rum under kirkegulvet. Der var ingen brug for graveske, men nok for hammer og mejsel. Overraskende var det, at den første sten, vi huggede fri, havde røde granater ligesom Dyggves altersten. Helt så stor en sjældenhed som antaget var denne altså ikke. (Fig. 3)
Fig 3: Ved kirkerestaureringen i 1936 blev hele området under kirkegulvet overstøbt med beton, efter at en betydelig fyldmængde først var bortgravet. I den lodrette jordvæg, som er gengivet på ovenstående billede, ses betonlaget øverst og derunder en regelmæssig serie af vandretliggende lag (angivet med farve). Det rolige billede forstyrres imidlertid af et stort antal nedgravninger, som skyldes - eller i hvert fald har forbindelse med - bygninger, der har stået på stedet. Med støtte i de iagttagelser, som blev gjort andetsteds under gulvet i kirkeskibet, kan fremsættes en foreløbig tolkning, som gengives her, anskue Blokken til venstre viser lagdelingen under kirken. Over undergrunden ligger et muldlag, hvis overflade må svare til oprindelig overflade fra før byggeriet begyndte. Da terrænet skrånede, måtte man planere med påført fyld (det blå lag) for at gøre det egnet til byggeplads. Det øverste (grønne) lag indeholder stumper af frådsten og andet affald fra stenkirkens opførelse.
Det første hus på stedet - træbygning 1 - har haft nedgravede stolper; det er den gamle tids byggemåde. Afløseren - træbygning 2 - betjener sig af mere moderne metoder; trækonstruktionen er her stillet »løst« pa en syld af store sten. Også denne bygning går til grunde, og nu opføres stenkirken med mure hvilende på stenfyldning i grøfter. Først nu kommer det øverste affaldslag til.
Vender vi tilbage til jordvæggen på billedet ovenfor, ser vi nederst to stolpehuller fra bygning 1; kun underdelen af hullerne er bevaret, resten er ødelagt af senere tiders grave. Øverst under betonlaget ses en halvt nedgravet bæresten fra bygning 2. Yderst til venstre skimtes stenkirkens mur og murfundament. - Brandlaget, der ifølge sin placering kun kan stamme fra bygning 2's tid, fortæller muligvis noget om denne bygnings endeligt. Af de fem(?) grave, som snitvæggen gennemskærer, indeholdt de tre til højre stumper af teglsten; de må altså være fra stenkirkens tid. Gravene ved kirkemuren kan derimod kun høre til bygning 2, som man ved overvejelse let vil indse.
Det lille sommerbesøg under Jellingkirkens gulv kan kun betragtes som en orienterende undersøgelse. Forhåbentlig kommer det til at danne indledning til mere omfattende udgravninger, men de foreløbige resultater er så lovende og så afvigende fra det, man hidtil har haft at holde sig til, at det forekommer rimeligt allerede nu at fortælle om dem. Det kan indledningsvis fastslås, at den skade, som er sket ved varme installeringen i 1936, ikke på langt nær er så stor som frygtet.
Ved målinger godtgjordes det, at overfladerne af de store sten på det højeste lå i samme højde. Denne overraskende iagttagelse tydede snarere på, at stenene var planmæssigt anbragt, end på, at de, som Dyggve mente, var væltet for at være af vejen. Men hvorfor er de henlagt her? En mulighed trænger sig på.
I løbet af middelalderen gik man mere og mere over til at sætte husene på syldsten i stedet for som tidligere at plante det bærende vægtømmer i gravede stolpehuller. Den nye metode rummede store fordele, og havde forståelig fremgang; dens opståen er ikke særlig veloplyst, men man venter i hvert fald ikke at møde den i så tidlig en tid som den, der er repræsenteret under Jellingkirkens gulv. Alligevel må det indtil videre siges at være den sandsynligste mulighed, at stenene under kirken har baret et træhus. Huset har været frådstenskirkens umiddelbare forgænger, men at det også selv har haft en forløber kunne læses ud af den lodrette jordvæg, som findes afbildet og fortolket på modstående side. Denne bygning, der efter alt at dømme er den ældste på stedet, har efter gammel skik haft stolperne gravet i jorden.
Hvordan harmonerer nu dette med Dyggves iagttagelser under udgravningen i kirkens kor. Som det vil huskes, mente også han at have konstateret to forgængere for den nuværende kirkebygning, men begge skulle have haft jordgravede stolper, hvilket stemmer dårligt med vor opfattelse. For at komme problemerne ind på livet foretoges en efterundersøgelse i koret, og her samlede interessen sig snart om de store sten, som efter Dyggves mening skulle stamme fra det sammenstyrtede alter i hans bygning nr. 2. De nye iagttagelser støttede ikke denne antagelse. Bade hvad angår placering og overfladehøjde svarer disse sten ganske til de store sten under gulvet i skibet, og de har sikkert tjent samme formal, nemlig at danne fundament for en træbygning. Også teorien om de to lergulve beror på en misforståelse; »gulvene« er tilfældige tunger af et og samme lag, nemlig det fyldlag, hvormed man i sin tid planerede byggepladsen. Det er det samme lag med den samme blanding af muld og undergrundsler, som nu er konstateret i skibet. I virkeligheden svarer forholdene i koret nøje til forholdene i skibet. I begge tilfælde er der fundet stolpehuller og store sten; hullerne hører til en ældre træbygning med jordgravet vægtømmer, stenene til en yngre bygning med stensat syld.
På nedenstående plan over Jellingkirken er samtlige stedfæstede sten indtegnet. Som man ser, antyder de en grundplan, der meget vel kan være fra en kirke med skib og kor - ja måske endda med en slags sideskibe, hvis de to sten, som er fundet uden for kirken, ellers hører med. At flere af gravfundene synes at høre til denne bygning, sandsynliggør yderligere, at der er tale om en kirke. På de store sten må man tænke sig hele bygningen hvilende, så at intet træværk kom i berøring med jorden - en byggemåde, der rummer den store fordel, at tømmeret ikke suger fugt nedefra og derfor er langt mindre udsat for forrådnelse, end det ville have været, hvis stolperne havde været gravet i jorden. (Fig. 4). Det kræver imidlertid en ikke ringe erfaring i træbygningskunst at give konstruktionen den stivhed, som er nødvendig, for at man således tør lade den slippe jorden med fødderne. (fig. 5) I Norge var man i begyndelsen af 1100-årene istand til at bygge på denne måde (se følgende artikel), men hverken der eller i de andre skandinaviske lande har fundene hidtil givet grundlag for at antage, at man skulle have mestret teknikken væsentligt før den tid; overalt var det huset med jordgravede stolper, man mødte. Her kommer nu Jelling med vigtigt nyt, for frådstenskirken, der må være opført senest omkring år 1100, trænger jo syldstenshuset tilbage i 1000-årene. Denne bygningstype har med andre ord været i fuld blomst et godt stykke tidligere, end man havde anelse om; når den ikke har gjort sig bemærket i fundene, kan det være fordi, den er ret vanskelig at påvise. Mens stolpehuller er forholdsvis uforgængelige, vil en stensat fyld let spredes og forsvinde, når huset, der har hvilet på den, først er væk. At stenene, som har båret Jelling-trækirken, blev liggende, skyldes sikkert deres usædvanlige størrelse, som vel igen kan have sin forklaring i, at man har haft let adgang til stenmateriale fra den nærliggende store stensætning, som jo var af hedensk oprindelse, og som den nye tros tilhængere vel ikke har været interesseret i at opretholde.
Fig 4: Planen viser beliggenheden at de store sten, som er fundet under kirkegulvet og umiddelbart uden for kirkemuren. De to skraverede sten er ikke længere til stede, men kendes fra optegnelser i Nationalmuseets arkiv.
Fig 5: Nar sene og ikke alt for pålidelige historiske kilder fortæller, at Gorm var hedning, men at Tyre antog den nye tro, så kan det meget vel være rigtigt, for det berømte kongepars regering falder jo netop i religionernes brydningstid, At sønnen Harald var kristen er sikkert, for på den store runesten, som han lod rejse over forældrene, omtaler han sig selv som »den Harald, der gjorde danerne kristne«, og på stenen findes det ældste danske Kristusbillede. Det er rimeligt at antage, at det var kong Harald, der byggede den første kirke i Jelling.
Et antal danske trækirker fra 1000-årene er i de senere år blevet udgravet rundt om i landet. Sammenlignet med dem forekommer denne ældre Jellingkirke meget stor, men mindre har vel ikke kunnet gøre det på et sted som dette. Vi må tro, at der allerede under Harald Blåtand, det vil sige inden for tidsrummet ca. 960-985, byggedes kirke i Jelling, men selv om vi nok så meget erkender vort ukendskab til byggeformerne i disse fjerne århundreder, er det alligevel svært at forestille sig, at huset på de store sten skulle stamme helt fra Haralds tid. Tilbage har vi jo imidlertid den endnu ældre, jordgravede bygning, som der blev fundet spor efter både i skib og kor. Dette hus kan ikke have været meget mindre end den nuværende kirke, men om dets udseende kan vi endnu ikke danne os nogen forestilling - en mangel, der vil kunne rådes bod på gennem senere, udgravning. Skulle det ske, at vi kommer så vidt, at vi kan rekonstruere denne ældste bygning, da er det højst sandsynligt, at vi vil få Haralds kirke at se. Noget gudehov er der foreløbig ingen tegn til.
De brandlag, som er fundet i skib og kor, synes mærkelig nok at måtte henføres til hver sin af de to trækirker, så man må regne med den mulighed, at de begge er blevet ødelagt af ild. Samme skæbne fik senere stenkirken, der nedbrændte 1. juli 1679 sammen med det halve af Jelling by. Takket være de solide mure kunne den dog rejse sig næsten uændret af asken.