Kirkelig rettergang

I paven som Guds statholder på jorden havde den katolske kirke et magtmiddel, der tillod den at gå de verdslige myndigheder i bedene, således også her i landet indtil reformationen. For eksempel blev alle ægteskabssager automatisk henført under dens område, og det skete ofte, at folk lod voldgift foregå ved kirkelige domstole. Endelig kunne der i mere specielle sager beskikkes en dommer af paven eller en dertil bemyndiget legat.

Af F. S. Grove-Stephensen

Billede


De kirkelige domstole havde det fortrin for de verdslige, at de i vidt omfang tillod vidnebevis (dog ikke ved kvinder eller jøder). Endvidere – og det var langt det vigtigste – at deres kendelser lettere lod sig håndhæve end de profane, der ikke altid blev taget så højtideligt. Tilsidesættelse var jo krænkelse af det hellige og kunne medføre bandlysning.

Bandlysning var en alvorlig sag, den blotte trussel om udstødning af kirkens samfund var i reglen nok til at gøre folk føjelige. Også under selve rettergangen kunne bandlysning komme på tale for at sætte domstolen i respekt.

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1976:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.