Kirialfundet

»Ak og ve, hvor ofte har vi ikke nedgravet i jorden vore privilegier, vore kalke, kirkens prydelser og andet af klosterets fornemme løsøre, forat det ikke skulle slæbes bort med vold; og hvor ofte har vi ikke atter gravet det op, for at det ikke skulle rådne og ruste i jordens skød, det er ikke let at sige.« Således klager munkene i Øm kloster år 1267, da ufred og anden hjemsøgelse truer deres lille samfund. Historien igennem har disse fromme brødre haft mange lidelsesfæller, og mange skatte af penge eller værdigenstande er hastigt blevet gravet ned, når der var fare på færde, for atter at hentes frem, når bølgerne havde lagt sig. Men det skete – og ikke så sjældent endda – at skattens ejer fik forfald, at han tog sin hemmelighed med sig i graven, så at det blev overladt til en fjern eftertid ved tilfældets hjælp atter at hente værdierne frem. Baggrunden for de skattefund, som i vore dage nu og da dukker op til lige glæde for finder og forsker, er sikkert i langt de fleste tilfælde et pludseligt og måske voldsomt dødsfald; i hvert fald er det karakteristisk, at det er de urolige perioder i Danmarkshistorien, som tiest giver sig tilkende ad denne vej. Den sjældne guldskat, som sidste sommer blev fundet i ringmuren om Hammershus, er i så henseende ingen undtagelse. Med dette rige fund, der vil være bladets læsere bekendt, måtte man anse året 1967 for vel antegnet i numismatikkens annaler, men det skulle ikke blive ved det. 7. november fremkom endnu et møntfund – det største som nogensinde er opgravet af Danmarks jord. (Fig. 1)

Af Kirsten Bendixen