Kirialfundet

Gårdejer Aage Nielsen Bang i den lille by Kirial ved Grenå var denne sene efterårsdag optaget af at pløje sin mark, men arbejdet fik en brat ende, da ploven ramte en stor malmgryde stoppet til randen med sølvmønter. Ved den ublide udgravningsmetode brækkede grydens rand, og skindet, som den havde været overbundet med, brast, så at de øverste mønter væltede ud. Så snart Aage Nielsen var blevet klar over fundets betydning, sendte han uden tøven bud efter sagkyndig hjælp, og formanden for Djurslands Museum, overlæge Ejnar Hovesen, Grenå, kom hurtigt til findestedet. Sammen opsamlede de næsten ni kg mønter og frigravede den store, trebenede malmpotte, der endnu var mere end trekvart fuld af urørte mønter. Ved denne udgravning afsløredes det, at nok en gryde - lidt mindre end den første og helt fuld af penge - stod lige ved siden af. Den var mindre velbeskyttet end den første, og der stod vand mellem mønterne, hvad de dog ikke synes at have taget skade af. De to potter blev bragt til Grenå, hvor de var udstillet et par dage; derefter sendtes de, behørigt bevogtet, til Nationalmuseet, hvor de ligeledes blev præsenteret for offentligheden ved en kortvarig udstilling. Begge steder skænkede publikum dem stor og levende opmærksomhed. (Fig. 2)

Trebenede gryder af klokkemalm som disse er tidligere fundet både i Danmark, Nordtyskland og England, men aldrig med et tilsvarende indhold. Det var et spændende arbejde, som nu påbegyndtes: langsomt og omhyggeligt blev gryderne tømt for mønter - ialt henved 70.000. Størsteparten af skatten bestod af tyske »hulpenninge«, men mellem dem fandtes engelske Sterlinge, af hvilke der anslås at være et par tusinde, og nogle få - knap et halvt hundrede - franske tournoser. En del af hulpenningene har været »tuttede« med snor omkring, men ellers fandtes de forskellige møntsorter spredt mellem hinanden uden påviselig orden, hvilket kunne tyde på, at mønterne er fyldt hurtigt i gryderne - ikke lidt efter lidt gennem års langsommelig opsparing, men på een gang og formentlig i stor hast. Vort håb om at finde smykker eller lignende nede i potterne blev desværre ikke opfyldt. Vi havde ellers gerne set noget, der på en eller anden måde kunne have røbet ejermandens identitet, for så stor en skat som denne, ikke mindre end 39g kg godt sølv, må naturligvis pirre nysgerrigheden og vække ønsket om at kende dens historie.

For bestemmelsen af skattens nedgravningsår spiller alderen af fundets yngste mønt en afgørende rolle, men mange af mønterne kan slet ikke finbestemmes før de har gennemgået en grundig konservering, så først om nogle måneder, når den elektrolysebehandling, som er planlagt, er tilendebragt, vil man kunne udtale sig bindende om dette vigtige punkt. Så meget kan imidlertid siges, at skattens sammensætning af 12- og 1300-tallets internationalt gængse mønter viser os, at nedgravningen må være foregået i de urolige tider, da det danske rige efter den totale opløsning i de kongeløse år (1332-40) atter langsomt var ved at blive samlet af den energiske og dygtige Valdemar Atterdag (1340-75). Fra andre møntfund såvel som fra skriftlige kilder ved vi, at i disse år, hvor det danske møntvæsen var brudt sammen, og den oprindeligt gode danske sølvpenning var sunket ned til at blive en værdiløs forsølvet kobbermønt, måtte man betale med udenlandsk sølv; netop engelske sterlinge, franske tournoser og tyske hulpenninge nævnes hyppigt. Den sikre bestemmelse af nedgravningstidspunktet må vi som sagt vente med, men det er muligt at komme sagens opklaring lidt nærmere. Ved siden af de engelske sterlinge, som skatten indeholder et par tusinde af, fandtes nemlig flere kontinentale efterligninger af denne yndede handelsmønt, deriblandt også mønt slået af Johan den Blinde. Hans sterlingfabrikation opfattedes ifølge samtidige engelske dokumenter som falskmøntneri og en trusel mod Englands økonomi. Johan var konge af Böhmen, men havde forladt sit rige og taget ophold i Luxemborg. Han faldt i slaget ved Crécy 1346, og mønterne stammer fra hans sidste regeringsår. Før 1346 kan gryderne således ikke være gravet ned. Imidlertid kan vi heller ikke tillade os at placere skatten alt for mange år efter midten af 1300-tallet ud fra den kendsgerning, at den tyske mønttype: witten, en fire-penning, da var blevet den almindeligste mønt i omsætningen, og den mangler helt i Kirialskatten. Det var ellers fristende at foreslå en datering til 1359, thi fra dette år kan Sjællandske Krønike berette om en dramatisk begivenhed netop på den egn, hvor skatten er nedlagt.

Stig Andersen Hvide (død 1369), sønnesøn af den berømte marsk Stig, havde bygget sin borg Bjørnholm et stykke syd for Grenå, men ejede også jordene omkring Enslev og Kirial. Hans forhold til Valdemar Atterdag var noget svingende, men 1359 brød han afgørende med kongen.

»Mikkelsdag satte kongen over til Jylland med mange skibe, fulde af forråd. Nu ødelægger han da Katholm og en anden borg, nemlig Estrup, og sætter dem i brand. Tilmed tog han Klausholm. Kongen blev en stund på flåden, men et uvejr brød løs, og flere skibe gik under. Her forliste kongens kogge med riddere, ædlinge, kostbart indbo og kongens kiste med det kongelige segl; havet tog alt, hvad der var om bord. Nogle få folk kom levende til land, idet de havde klynget sig til planker, men da de var slupne af havsnød, blev de samlede op og gjorte til fanger af besætningen på Bjørnholm, som ivrigt spejdede efter bytte fra de strandede skibe.

Havet da røved’ fra kongen og skænkede bytte til bjørnen.

Men kongen vendte tilbage til Sjælland, og kirkernes tiender, som han ved sin overfart havde ladet kirkerne beholde, tog han med så meget større begærlighed, da han kom tilbage«.

Fik Stig Andersen eller nogle af hans folk fingre i pengekisten? Vi havde gerne set kongens segl på grydens bund -men det var der ikke!

Der er adskilligt, man kunne ønske at vide om skattens anonyme ejer. Hvilket samfundslag tilhørte han? Hvor havde han pengene fra? Hvad fik ham til at grave dem i jorden, og hvorfor hentede han dem ikke igen? Heller ikke disse spørgsmål kan besvares utvetydigt, men der kan tages et overblik over foreliggende muligheder.

Det er under alle omstændigheder givet, at den store sum, tilstrækkelig til indkøb af op mod et halvt hundrede heste, ikke har tilhørt en almindelig bonde. Det var sjældent, at selv velhavende mænd lå inde med så store summer i rede penge. Man betjente sig i udstrakt grad af naturaløkonomi; endog skatter og afgifter til kongen indgik for en stor del i korn, kvæg og diverse andre varer, således at det var praktisk for ham at rejse rundt for sammen med sit hof at spise skatterne op på indsamlingsstederne. Afgifter som Peterspenge til paven i Rom skulle dog erlægges i mønt, og soldater foretrak sold i sølv eller guld. Fundet kan være en lovligt indsamlet pengesum, der er gemt bort under lokale uroligheder, men det kan også være en røvet skat, nedgravet for at slette sporene.

At nedgravningen kun har været tænkt som en rent midlertidig foranstaltning, er naturligvis klart nok.

Var det krigeriske begivenheder, der lukkede munden på skattenedgraveren, ellerfaldt han som offer for Den sorte Død, den skrækkelige pestsygdom, der i årene 1348-50 drog hærgende over Europa? Vovede han ikke at fremdrage skatten - måske fordi den var kongelig ejendom - eller kunne han blot, trods ihærdig søgen, ikke finde den igen?