Kineseri

På uendeligt mange områder, således indenfor teknik, håndværk og kunst, modtog Europa i tidens løb påvirkninger fra det store østasiatiske rige. Her skal fortælles om, hvordan sværmeriet for Kina og kinesiske ting kom til at præge vor smag og vort dagligliv langt mere, end vi normalt gør os klart.

Forbindelsen med Kina går helt tilbage til oldtiden, da handelsruterne fulgte Asiens karavaneveje, men efter at søvejen omkring Afrika var fundet, intensiveredes kontakten. På de store opdagelsesrejsers tid, det vil sige i 14- og 1500-årene, nærede man i Europa en brændende interesse for de fremmedartede kulturer, man gennem disse ekspeditioner var kommet i nærmere berøring med. De kuriøse og kostbare sager, som skibene hjembragte fra Amerika, Afrika og Asien, blev hurtigt samleobjekter for datidens rigmænd, og i løbet af 15- 1600-årene lærte europæerne at sætte pris på hidtil ukendte nydelsesmidler, der på mange måder kom til at ændre dagliglivet: tobak og kakao fra Amerika, kaffe fra Arabien og te fra Kina.

I begyndelsen var interessen for Kina kun et led i den almindelige hang til det besynderlige og fremmedartede, men efterhånden, og navnlig i 1700-årene, bredte den specielle interesse for kinesiske produkter sig så stærkt i Europa, at man ligefrem taler om »Kina-moden« eller »kineseriets tid«. Denne mode er aldrig helt forsvundet og har på en mærkelig måde eksisteret sideløbende med andre moderetninger helt op til i dag.

Man skulle tro, at kineserne måtte være henrykte over dette, men de modtog europæernes kærlighed med temmelig store forbehold. Byen Kanton var den eneste, som fik lov til at handle med Fan-Kwa (de fremmede djævle) og det endda under skarp kontrol fra de kinesiske myndigheders side. Allerede 1516 havde portugiserne som de første opnået denne kontakt. De satte sig i besiddelse af halvøen Macao ved Kantonflodens udløb, hvilket er værd at bemærke, fordi dette lille stykke land helt op til midten af 1800-årene var det eneste, som det lykkedes europæerne at besætte; Kina var på det tidspunkt stærkt nok til at modsætte sig enhver form for kolonisering. I løbet af 1600-årene overtog Holland og England den dominerende rolle i Kinahandelen – og det var da også fra disse to lande, Kinamoden bredte sig til det øvrige Europa.

Først i 1730 vovede Danmark sig ud i direkte handel med Kina, men allerede da havde mange danskere lært at drikke te og at værdsætte det kinesiske porcelæn eller dets utallige europæiske efterligninger. På slotte og herregårde havde det længe været moderne at udstyre enkelte rum med lakerede eller malede vægdekorationer med kinesiske motiver samt kinesiske møbler og kunstgenstande. Nogle steder blev vægge og møbler i fornemme rum betrukket med kinesisk silkedamask, og til klædedragten var kinesiske stoffer et eftertragtet materiale. Det vil sige, at der i vide kredse var opstået et behov for de varer, der kunne hentes hjem fra det fjerne Østen: te, silke, porcelæn, lakerede møbler og skrin – for blot at nævne nogle af de vigtigste.

1732 – to år efter at de første skibe var afsendt fra København til Kina – dannedes »Det kongelige oktrojerede Asiatiske Kompagni«. Dets kapital ejedes fortrinsvis af nogle få hovedaktionærer – en snæver kreds af storkøbmænd, embedsmænd og adelige. En del af disse mænd deltog selv aktivt i handelen, og da de samtidig gennem handels- og slægtskabsforbindelser havde nær kontakt med de førende kulturcentre ude i Europa, kom de til at spille en uhyre vigtig rolle for udbredelsen af Kinamoden herhjemme.

Det simpleste havde været, om skibene, når de kom til Kina, kunne gå op til selve Kanton, men det lod sig af flere grunde ikke gøre (Fig. 2). De måtte ankre op ved Whampoo-øen et par mil uden for byen. Her havde de forskellige nationer fået tilladelse til at opstille pakhuse, og her tilbragte størstedelen af europæerne deres tid i Kina – med udsigt til et frodigt, grønt landskab med lave bjerge, men uden mulighed for at bevæge sig frit omkring. I selve Kanton var et bestemt kvarter ved floden forbeholdt de europæiske handelshuse, udenfor dette snævre område måtte de fremmede kun komme med særlig tilladelse og da altid i selskab med en kinesisk tolk.