Kilderejse

Der er registreret henved 650 gamle danske lægedomskilder. Mange af disse helligkilder, som de også kaldes, er nu udtørret og forsvundet takket være den om sig gribende dræning, men endnu eksisterer adskillige. Desværre har de mistet deres kraft. Den svandt sammen med troen på deres undergørende egenskaber, for det var den tro, som, når den var stærk nok, kunne helbrede visse sygdomme. Med den stigende oplysning opstod den indstilling, som ovenstående svar er udtryk for. Nu søgte man kilderne, fordi alt andet var prøvet, og man lige så godt kunne tage den mulighed med. Men kilderne er ikke for de lunkne i troen.

OPRINDELSE
Troen på kildernes undergørende kraft har vel sin oprindelse i kildevandets kvalitet. Uanset årstiden er det friskt og koldt i modsætning til vandet i åer og søer, og for ældre tiders mennesker, der ikke havde vore tekniske hjælpemidler, men måtte tage vandet, som det var, må forskellen have været iøjnefaldende. Nogle af kilderne har vel haft særlig godt vand eller på anden måde opnået ry fremfor de andre, og da var det jo nærliggende at give guderne æren.

For et års tid siden blev der i en artikel i Skalk (nr 3, 1964) gjort rede for de ældste minder om kildedyrkelsen i Danmark. Den kan foreløbig føres tilbage til bronzealderen; både fra denne tidsalder og fra senere dele af oldtiden kendes der brønde, der røber sig som »hellige« ved deres indhold af offergaver: metalsager, lerkar, knogler - ja i offerbrønde fra vikingetiden er der fundet hele skeletter af dyr og mennesker. Også gennem stednavnene får vi bekræftet, at kildedyrkelsen går tilbage til hedensk tid. Danmarks berømteste helligkilde, Sct Helene kilde ved Tisvilde strand i Nordsjælland, har efter al sandsynlighed tidligere heddet »Tisvæld«, hvilket navn vi genfinder i bynavnet Tisvilde. Her er navngiveren ikke en from helgeninde, men den gamle indoeuropæiske himmelgud Ti, der har været meget dyrket i Danmark, hvor han med tiden blev til asaguden Tyr, ham der mistede sin hånd i Fenrisulvens gab. Også Odin, Thor, Balder og flere andre nordiske guder har navngivet kilder. Når helligkilderne så hyppigt findes i nærheden af kirker, kan det skyldes, at disse er opført på de gamle, hedenske helligdommes plads.

Kirken tog kilderne under sine vinger. De gamle offerkilder blev til kristne helgenkilder underlagt den nye læres hellige mænd og kvinder: Hellig Anders, Sct Anna, Sct Gertrud, Sct Hans, Sct Knud, Sct Søren, Sct Thøger, Sct Laurentius og mange andre, hvis hellighed dog ikke altid var godkendt af paven. Præster og munke »læste« over kilderne, man rejste altre ved dem og gik i procession, og det er sandsynligt, at legendeviser, som har tilknytning til bestemte helligkilder, er blevet sunget, når folk stævnede sammen til kildefest. Af den slags viser kendes flere: »Jomfru Thorelille«, »Liden Karen«, »Hr David og hans stedsønner«, »Hr Truels døtre«. Et talende vidnesbyrd om den katolske kirkes interesse for helligkilderne er de kapeller, som byggedes ved mange af dem. Ofte var de små og tarvelige, så at ikke så meget som en ruinhøjning nu minder om deres eksistens; dog kunne de også være mere anselige, og adskillige er senere blevet udvidet og ombygget til sognekirker. I kildekapellerne kunne de besøgende bede om helbredelse og siden takke gud og helgen med bønner og gaver, når underet var sket. (Faktaboks 1) (Fig. 1)

Efter reformationen kommer en tid, hvor de kirkelige myndigheder ser med mindre venlige øjne på kildedyrkelsen, der betragtes som en af papismens vildfarelser. Det var jo mod Luthers lære at tilbede helgener, og derfor kunne valfarter til disse helgeners kilder naturligvis ikke tolereres. I tale og skrift ivrede reformatorerne og de rettroende mod dem. »Løbe I ej«, skriver Hans Tavsen, »fra Kippinge indtil Rye, fra Rye indtil Åbenrå, fra figentræet til pæretræet, fra pæretræet til æbletræet. I løb hid, I løb did, og funde dog ikke eders sjæles rette føde«. Men kilderne i Kippinge og Rye og hundreder af andre byer havde folket bag sig, og kildedyrkelsen fortsatte temmelig uanfægtet. En vis støtte ovenfra har vel heller ikke været uden betydning. Christian IV gav Helene kilde sin søgning, og også Kippinge kilde på Falster og Hellig Kors kilde i Roskilde kunne til forskellige tidspunkter glæde sig over kongelig gunst. Over for denne magtfulde modstand tog kirken reb i sejlene. På landemodet i Roskilde 1617 udsendtes en erklæring om Helene kilde. Her fordømmes al dyrkelse af helgeninden, og man påmindes om, »at al den kraft, som findes der i vandet, lægges gud til«. Med andre ord: Kilden har helbredelseskraft, men den er af gud, ikke af helgener. Det må antages, at denne eftergivenhed også havde økonomisk årsag. Det var skik, at de valfartende ofrede penge ved kilden, og det var ikke helt små beløb, der indkom på denne måde.

Kilderne kom altså vel gennem reformationens stormløb. De blev lyst i kuld og køn, og det skete, at landets præster hentede dåbsvand i kilderne, og at de fra deres prædikestole bad for kildegæsterne. Det betyder dog ikke, at al modstand var brudt. En nidkær luthersk præst, Niels Pedersen Saxtrup, der i slutningen af 1600-årene var residerende kapellan i Nakskov, rettede et hårdt angreb mod Kippinge kilde - den kunne, mente han, ikke betragtes som hellig, da Kippinge overhovedet ikke var nævnt i bibelen; til gengæld holdt en så betydelig mand som biskoppen og salmedigteren Thomas Kingo hånden over Kippinge. I 1700-årene forbød Christian VI sine undersåtter at besøge Vartov kilde (kendt fra Holbergs komedie Kilde-rejsen), men det havde blot til følge, at københavnerne kastede deres kærlighed på Kirsten Piils kilde i Dyrehaven. (Fig. 2) (Faktaboks 2)

Omkring år 1800 begyndte et nyt og farligt angreb på kilderne - et forstandens stormløb, som tilsidst gjorde det af med kildedyrkelsen. Den tiltagende oplysning undergravede den blinde tiltro. I en artikel i »For Sandhed« udtaler C. G. Rafn sig nedsættende om Helene kilde. »Det er rimeligt«, siger han, »at nogle af de mange, som søger kilden, ikke dræbes af denne kur, men også uden dens brug ville atter være komne til kræfter og sundhed«. I 1809 tager præsten i Skanderup ved Skanderborg i en skarp artikel afstand fra besøgene ved den nærliggende kilde, og i 1840'erne blev al valfart til kilden i Seest efter ejerens ønske forbudt ved trommeslagning på Koldings gader og ved oplæsning fra flere prædikestole. På menigmand har disse angreb fra højere sted vel været af begrænset virkning, men efterhånden nåede oplysningen også ud til ham, og kildebesøgene aftog for tilsidst helt at ophøre.

Kildebesøg
De skikke, som var forbundet med kildebesøget, har vekslet gennem tiderne og fra sted til sted, men indeholder dog så mange gennemgående træk, at de tilsammen tegner et ret fast billede af kildedyrkelsen. Som regel var det kun en enkelt dag - eller måske endda kun en aften - om året, at en kilde mentes at besidde mirakelkraft. Derefter måtte man indrette sin kilderejse, og da reglerne undertiden krævede flere besøg, hvis fuld virkning skulle opnås, kunne det blive nødvendigt at give møde flere år i træk. Tidspunktet, hvor kraften var tilstede, var forskelligt for de forskellige kilder. Umiddelbart skulle man vente, at en kilde, der var viet til en bestemt helgen, havde besøgsdag på denne helgens særlige dag, men sådan var det kun i et fåtal af tilfælde. Måske kan man heri se et bevis på, at den katolske kirke ikke har skabt, men kun overtaget kildedyrkelsen; men praktiske forhold kan også have spillet ind. Besøgsdagen skulle jo helst ligge i den lune tid; men helgendage kunne falde på alle årstider, og det indskrænkede jo disse dages anvendelighed betydeligt.

Langt det almindeligste besøgstidspunkt var Sct Hans aften (23. juni), men også Valborgs aften (30. april) kan tegne sig for et betydeligt antal kilder. Valborgs aften er opkaldt efter en folkelig helgeninde, en kristen engelsk kongedatter, som døde år 780, mens Sct Hans har navn efter Johannes Døberen, hvis fødselsdag ansattes til 24. juni, et halvt år før Jesu fødselsdag. Begge disse aftener blev som bekendt festligholdt ved bålbrænding, og begge har de sandsynligvis - trods de kristne navne - deres oprindelse i gamle hedenske naturfester, den ene for forårets komme, den anden for midsommeren. Når kildebesøgene er blevet knyttet særligt til dem, kan det formodentlig også tages som udtryk for deres hedenske oprindelse. Disse nætter er fyldt med sjældne og stærke kræfter, og bålene og kildebesøgene er kun to af mange skikke, som knytter sig til dem - skikke, som med god grund kan antages at have rod i ældgammel naturdyrkelse. (Fig. 3)

For kildens lokale vogtere var der i reglen nok at gøre, når besøgstiden nærmede sig. Kilden skulle pyntes med blomster og grønt; ja nogle steder byggede man ligefrem en løvhytte over den. Til udsmykningen kunne også høre lys, som vi blandt andet ved fra H. C. Andersens »Kun en spillemand«. Det allervigtigste for gæsternes betjening var dog naturligvis, at der var tilstrækkeligt med vand; ikke alle kilder var jo lige vandrige, og der foreligger adskillige beretninger om, hvordan man sikrede sig ved - ganske åbenlyst - at hente vand fra nærliggende brønde eller mergelgrave og fyldte det i kildehullet.

Langvejsfra kom folk til kilden, måske kørende i en dårlig, træakslet vogn trukket af sindige stude eller af forslidte heste. Ved nogle kilder krævede skik og brug, at besøget skulle foregå i stilhed; man måtte ikke hilse på folk, når man drog til kilden, eller man skulle direkte undgå at møde nogen på denne tur. Tiest var det efter solnedgang eller i midnatstimen, at kilden havde sin største kraft, og det var et rigt og mangeartet liv, som udfoldede sig i den disede sommernat. Skikke skulle overholdes og offergaver bringes, bønner bedes til helgenen eller til Vorherre selv. Kildegæsterne drak af det hellige vand. mod indvendige sygdomme, men vaskede og gned på det dårlige sted, hvis det var udvendig sygdom såsom sår, bylder, udslet eller dårlige øjne, det gjaldt. Flasker og dunke blev fyldt til senere brug. En udførlig og ganske ypperlig skildring af et kildebesøg Sct Hans aften ved Sct Regisse kilde på Østfyn er meddelt 1872 af friskolelærer Rasmus Hansen:

»Ingen måtte trættes om at komme hen til kilden, om trængslen aldrig var så stor, men de skulle kønt vente, til raden kom til dem ... Hvem der nu ville have vand, gik rundt om kilden og, i det mindste efter hvad der er fortalt mig af en, der påstod at være godt underrettet, kastede en skilling ned i hvert hjørne (kilden er omgivet af et plankeværk), desuden skulle de give mindst to skilling for vandet. De skulle dernæst tage vandet i en ny lerskål, som aldrig havde været brugt før. Og for nu at være vis på, dette kunne slå til, købte de fleste skålen der på stedet, hvorfor der altid var en mængde pottemagere der, som gjorde god handel. Den, der skulle vaskes, ... måtte ikke selv hente vandet ved kilden, det skulle gøres som en kærlighedsgerning mod de svage af forældre, frænder eller venner. De syge kommer derfor ikke til kilden, men ligger eller sidder, som de nu kan bedst, henne mellem buskene på skrænten ned efter åen. Og her klædes de af, får lidt at drikke af vandet og bliver toet. Det linned, skjorter eller særke, som de tager af, når de skal toes, må de ikke bære mere, men de skal iføres nyt og rent linned. Det gamle skal gives bort på stedet eller også henslænges der. Det er en af de grunde, hvorfor der kommer så mange kæltringer, stoddere eller tiggere til markedet. De går så omkring, beder om at få det, eller opsamler det, som er henslængt«.

Rasmus Hansen meddeler intet om, at man skulle sove ved Regisse kilde Sct Hans nat. Det skulle man imidlertid. Både her og ved en række andre kilder, skulle de syge sove på jorden ved kilden eller pa et helligt sted i nærheden sommernatten lang. På den måde mente man at få det onde drevet grundigt ud af kroppen og opnå fuld helbredelse. Også andre ceremonier skulle iagttages. De er forskellige fra kilde til kilde, men alligevel ret ensartede. Man skulle drikke tre mundfulde vand, gå tre gange rundt om kilden, springe tre gange over den, bøje sig tre gange mod solens opgang. Det er folketroens hellige tretal (tre brødre, tre ønsker o.s.v.), der her går igen.

vandet eller ved at opstille en kildeblok, hvilket efterhånden blev meget almindeligt. De ikke ubetydelige beløb, som indkom på denne måde, bidrog - som allerede nævnt - væsentligt til at forsone de lutherske præster med en skik, som man meget vel vidste, var af papistisk o hedensk oprindelse. Retfærdigvis må det dog tilføjes, at pengene ikke blev brugt til præsternes egen bekvemmelighed, men fortrinsvis til sognenes syge og fattige, hvilket fremgår af de bevarede kilderegnskaber. I enkelte tilfælde var indtægterne så store, at der kunne bygges et hospital for pengene. (Faktaboks 4) (Fig. 4) (Fig. 5)

vidste, var af papistisk o^ hedensk oprindelse. Retfærdigvis ma det dog tilføjes, at pengene ikke blev brugt til præsternes egen bekvemmelighed, men fortrinsvis til sognenes syge og fattige, hvilket fremgår af de bevarede kilderegnskaber. I enkelte tilfælde var indtægterne så store, at der kunne bygges et hospital for pengene.
Som et offer må det også opfattes, når den syges tøj blev efterladt på stedet, sådan som det var tilfældet ved Sct Regisse kilde. Almindeligvis var det dog kun klude og bandager, som havde været bundet om de syge steder, man efterlod. Kludene blev undertiden brændt eller gravet ned, men var der en busk eller et træ i nærheden, hængte man dem der. Stokke og krykker henkastet af helbredte patienter var heller ikke noget usædvanligt syn; undertiden blev de bragt til kirkerne, hvor de blev anbragt i våbenhuset eller på loftet for siden at ende i kirkens kakkelovn. Til det meget almindelige hører også potteofringer, hvis baggrund var den, at skålen eller potten, som vandet var øst op med, ikke måtte bruges igen, da sygdommen så ville ramme brugeren. Skålene blev ofte knust på stedet, og af den grund kunne der findes skar i læssevis ved mange helligkilder. - Der meldes også om offergaver af anden art, såsom træskeer, tinskeer, nåle, æbler, blomster og afklippet hovedhår. Undertiden rejste man kors ved kilden. De kunne have indskrift og påhængte klude til minde om helbredelsen.

Formodentlig har kilderne hele året igennem haft en vis begrænset søgning, for også til daglig var der kræfter i vandet; man tillagde det sundhedsværdi. Det var denne hverdagskraft, der på de særlige dage forstærkedes og nåede en sådan højde, at undere kunne ske. Kilderne søgtes mod alle slags sygdomme; dog synes man at have været klar over, at visse sygdomme var mere egnede for denne kur end andre. Der berettes om stumme, som blev talende, om forrykte, som fik forstanden igen, og om lamme og spedalske, som blev raske. De ældste helbredelseshistorier finder vi i tidlig-middelalderlige helgenlegender. Således om miraklerne ved Knud Lavards kilde: (Fig. 6)

»En præstedatter, som var vanskabt og frygtelig udtæret, sorteblå som af vandsot, bliver, da lægemidler intet virkede, tre dage i træk overhældt med det hellige vand, som man bragte hid, og får det at drikke og helbredes således for sin sygdom«.

»En vandsottig daglejer hos en præst helbredes, da han efter præstens råd drikker af kildens vand og tvætter sig med det«.

500 år senere møder vi i Erich Hansens »Kilde salmebog« ganske tilsvarende beretninger om Helene kilde. Nogle få af dem refereres her:

Den 23. august 1645 fik Erich Hansen besøg af en ung mand fra Sundby sogn. I fem år havde han lidt af målløshed, men efter besøg ved »kilderne« og bøn til gud var det gået frem med helbredelsen, så han mente at kunne blive helt rask.

1646 fik en pige i Græsted præstegård flod i sit højre lår, senere fjorten huller i knæet. Hun besøgte »kilderne«, bad i Jesu navn, vaskede sig og efter tre gange at have gjort dette blev hun rask.

1648 blev en karl i Valby sogn blind under sit arbejde på marken. Præsten rådede ham til at besøge »kilderne«, hvad karlen gjorde, og han fik sit syn igen.

Fra en fjern oldtid til højt op mod nutiden har sådanne helbredelseshistorier været fortalt til undren og opbyggelse for andægtige tilhørere. (Faktaboks 5) (Fig. 7) (Fig. 8)

KILDEMARKED
På kildernes besøgsdage samledes mange mennesker - først og fremmest de syge selv og deres pårørende, dernæst dem, som altid er til stede, hvor noget foregår. Hele dette folkeopbud måtte naturligvis tiltrække foretagsomme forretningsfolk, og det bevirkede, at der kom endnu flere til, så at resultatet blev et virkeligt marked med alt, hvad der hører til, af handelsliv og gøgl. Kildemarkederne er en underordnet, men langt fra uvæsentlig side af den til kilderne knyttede aktivitet, og selv om det ikke kan bevises, er der intet, der taler imod, at de skulle kunne være næsten lige så gamle som kilderne selv. Naturligvis var ikke alle kilder betydelige nok til at skabe marked, og inden for de eksisterende markeder forekom alle størrelser. Antallet af virkelig store kildemarkeder var begrænset, men disse få var til gengæld foretagender af format, som betød en virkelig indtægtskilde for egnens håndværk, husflid og handel. De var berømte, men tillige berygtede, for markederne øvede naturligvis, som alle sammenkomster af denne art, en særlig tiltrækning på spektakelmagere, og kildemarkedsdagen var ofte hævdvunden fridag for omegnens karle. En del af markederne var iøvrigt strengt taget ulovlige, da de afholdtes uden myndighedernes tilladelse og ikke var indført i almanakken.

En fortræffelig skildring af et sjællandsk kildemarked (i Hjembæk ved Jyderup) er givet af Karoline Graves, som omkring 1870 selv har overværet begivenheden:

»Der var en hel gade med telte på begge sider, hvor de handlende havde deres varer i ly, selv i tilfælde af lidt regn. ... Der var urmagere, hos hvem der foregik en livlig handel med lommeure. Hattemagere og pibedrejere havde også god søgning. Der var kagebutikker, hvor særlig honningkagerne fandt god afsætning. ... Der var lotterier, hvor man »vandt hver gang og aldrig tabte«, som ejeren råbte. - Der kom skomagere helt ovre fra Fyn. ... Humlekræmmerne, hos hvem husmoderen kunne gøre sit årlige indkøb af humle, var ligeledes fynske. - Fra de sjællandske købstæder kom der drejere med rokke og andre drejede sager. - Der var bødkere med stort udvalg af bødkertøj, kar til saltning, vaske- og bryggerkar, baljer, spande, bøtter, kærner, stripper, ølkander og meget andet. - Pottemagere kom med krukker, potter, lertallerkener og lerfade. Træarbejdere mødte med mejereder, slåskafter og river. ... Der var en mand, som havde truffet en god sammensætning til at smøre på strygespåner. Han kom også til marked og forhandlede sine varer med god afsætning. ... Blandt teltene var der også 8-skillings-butikker, hvis varers pris svarede til navnet. ... Her kunne man gøre indkøb af markedsgaver, som de, der blev hjemme og besørgede malkningen og passede kreaturerne, nødvendigvis måtte have. - Det var almindeligt, at både mand og kone, tjenestefolk og børn tog med til marked, så husmanden og hans kone måtte passe hjemmet. ... Længe før markedsturen glædede man sig til den; længe efter mindedes man den og snakkede om den. For at komme til marked skrumlede man med fornøjelse to-tre mil i en fast vogn eller en lang vogn med halmknipper til sæde, med madkurv og ølbimpel og brændevinsflaske. ... Når maden var sat til livs, gjaldt det om at få gjort sine indkøb og søge omkring i folkemængden for at finde dem, man i lange tider havde glædet sig til at møde«.

Det er den glade folkefest, Karoline Graves dvæler ved. Den føromtalte Rasmus Hansen, der på tilsvarende måde har beskrevet markedet ved Regisse kilde, har også blik for de mindre lyse sider. Han fortæller, at begivenheden tiltrak store mængder af stoddere og kæltringe, og at det til festen hørende natteliv ikke var yndet af egnens folk, fordi det førte til megen usædelighed. - Navnlig fra ældre tid haves der mange oplysninger om slagsmål og vold ved kildemarkeder. Også blodige overfald og drab kunne forekomme. Sct Hans aften 1717 blev der »raset og tumlet« på Karise kildemarked, og to år senere var det galt i Mogenstrup ved Næstved, efter hvad Gisselfeld birks tingbog beretter. En flok ryttersoldater havde ligget på en bakke i skoven, drukket og hujet. Nu smed de kjolerne og for frem med blottede kårder. Holmegårds møller blev revet af hesten og pryglet, vogne blev væltet, en gammel kone revet overende og en stakkels åndsformørket karl slået halvt fordærvet. Værst gik det dog ud over Anders Madsen fra Rønnebæk. Ilde medhandlet søgte han ly i kirken, hvor klokkeren Hans Frost måtte binde hans hoved sammen med et lommetørklæde, »da det var skilt i flere dele«. En gennemgang af herredstingbøgerne kunne sikkert bringe meget lignende stof for dagen. Myndighederne måtte naturligvis se skævt til alt dette, og 1747 blev det bestemt, at »de af almuen i Sjælland vedtagne og selvgjorte markeder med åbne boder og andet køb og salg på landet, såsom ved Kirkerup, Monstrup, Gieshøj og Mørke-kilder samt slige steder, skal være aldeles ophævede«. Det hjalp åbenbart ikke det ringeste; men år 1800 blev forbudet indskærpet for Kirkerup kildemarked (Midtsjælland), som derved virkelig synes at have fået dødsstødet. På lignende måde blev andre kildemarkeder i løbet af 1800-årene nedlagt af myndighederne, mens andre døde af sig selv samtidig med troen på kilderne. Et eneste kildemarked lever endnu - moderniseret, men helt i den gamle ånd - på Dyrehavsbakken ved Kirsten Piils kilde, hvor tusinder af københavnere årligt drager til fest. (Faktaboks 7) (Fig. 9)

KILDESAGN
Ladede med mystik, som helligkilderne var, kan det ikke undre, at de har givet mere end almindelig gunstig grobund for alskens sagndannelse. De fleste af sagnene beskæftiger sig med kildens oprindelse, prøver at give en forklaring på dens eksistens og årsagen til dens hellighed. Skyld og uskyld, ondskab og ædelhed præger disse ophavssagn, der ofte har en stærkt dramatisk handling. En kilde fremvældede, hvor tre jomfruer blev myrdet af tre røvere, og en anden sprang, hvor en munk dræbtes i kamp med en anden munk. En uskyldig pige skulle brændes som heks, men en kilde brød frem og slukkede bålet. En kirkeklokke sprang til jord af harme over en bedragerisk klokkestøber, og hvor den faldt, vældede en kilde frem. - En anden gruppe af sagn fortæller om kildens kraft. Her hører man om særlig bemærkelsesværdige mirakler, såsom opvækkelse af døde, og om, hvordan kilden straffer spottere, misbrugere eller folk, som vil stjæle dens ejendele. - En tredje gruppe, der formodentlig stammer fra en ret sen tid, da troen på kilderne var ved at tabe sig, handler om hvordan kilden mister sin kraft, f. eks. fordi en pige drukner sit nyfødte barn i den, eller ved at en mand bader sit skabede øg. (Fig. 10) (Faktaboks 8)

Måske kan det være på sin plads til slut at minde om, at kilderne også har fået indpas i den rigtige litteratur. Holbergs »Kilde-rejsen«, Oehlenschlägers »Sct Hans Aftenspil«, Heibergs »Recensenten og Dyret« og Chr. Winthers »Hjortens Flugt« er fire eksempler af mange på digterisk udnyttelse af dette rige stof.

Omkring 1880 bevilgede et sogneråd i Himmerland penge til en benskadet dreng, for at han kunne søge helbredelse ved den hellige kilde i Skørping, og endnu omkring 1920 var der en gammel dame i Tisvilde, som hver morgen gik ned og drak af Helene kilde, samtidig med at hun tog en dosis Kruschen-salt. Nu er der intet mere tilbage. Troen på kilderne er død, og dermed har de mistet den kraft, som utvivlsomt i visse tilfælde kunne føre til helbredelse. Det er oplysningen og den moderne lægekunsts værk, og deres fremskridt vil vel ingen beklage. Og dog er det måske et spørgsmål, om de har givet os noget i hænde, som helt kan erstatte den blinde tiltros lægemiddel, som de tog fra os.