Karlummerlys

Går man til gammel almueliv i de nordiske lande, vil man se, at der op til den nyeste tid foruden tællelys og tranlamper har eksisteret en tredje belysningsanordning, nemlig lysepinden, en lang tynd fyrrespån, som enhver har kunnet skaffe sig, og som netop ved sin prisbillighed bevarede sin position århundreder igennem. På norsk og på visse danske dialekter kaldes lysepindene for »tyristikker«, men også betegnelser som »tyrrepinde« eller »stikved« forekommer. Fornøjeligt er det jyske »karlummerlys«.

I jyske hedeegne var det ofte børnenes hverv at holde lysepindene, når familiens voksne samledes til aftenens håndarbejde, og i Olaus Magnus´ Skandinavien-skildring fra midten af 1500-tallet findes et billede, hvor man ser to travlt optagne personer, der arbejder med brændende lysepinde i munden. Men almindeligvis var det formålstjenligt at have en særlig indretning til fastgørelse af pinden, og netop her kommer Århus-fundene ind i billedet. Med sin spidse ende har jernstaven kunnet stikkes ind i husets træværk eller i en speciel træfod, og lysepinden blev så klemt fast i det modsatte, tvejede endeparti. Nogen kraftig lyskilde har den ikke været; men når den holdtes skråt og blev antændt i den nederste ende, kunne den dog brænde nogle minutter.

I Nord Skandinavien blev lysepinden fremstillet af fyrretræernes harpiksholdige rødder eller ved; men i Danmark klarede man sig på anden måde. Man gik til tørvemoserne; og det fortælles, at Hørsømosen i Vendsyssel hver sommer blev hjemsøgt af sognets fattige folk, der opgravede oldtidens fyrrestammer, tørrede dem og kløvede dem i smalle pinde, som de derefter om vinteren drog omkring og solgte i landsdelen (Fig. 3).