Kanehøj
(Fig. 1) (Fig. 2) Lidt uden for Skælskør, ved vejen til Eggerslevmagle, ligger på sin brede banke den store gravhøj Kanehøj. Da den så vidt vides aldrig har været udgravet, er det uvist, hvor gammel den er, men størrelsen og beliggenheden taler for, at den er blevet til i begyndelsen af bronzealderen eller måske i den sene jernalder. Sagnet fortæller, at en karl engang lod sig byde et bæger vin af Kanehøj-kællingen. Han flygtede fra stedet skarpt forfulgt af en eenbenet trold og søgte ly i Boeslunde kirke, hvor bægeret siden blev alterkalk.
Af Georg Kunwald
Fig. 1: Tegning af Jens Bech
Fig. 2: Ingen billedtekst.
Mere troværdigt er det, at Kanehøj, som adskillige af landets gravhøje, har tjent den jordiske retfærdighed som rettersted, og det endda i temmelig sen tid. En henrettelse på højen overværedes i 1825 af den da 20-årige H. C. Andersen. Han siger selv, at begivenheden virkede så stærkt ind på hans fantasi, at han i lang tid forfulgtes af erindringen om den. Den voksede ind i hans drømme, og endnu mange år efter stod det hele så levende for ham, som var det sket igår. Det voldsomme indtryk kan vi takke for, at vi har bevaret en digters beskrivelse af et af de tragiske skuespil, som nu er et afsluttet kapitel i dansk retsvæsen.
Efter sit første og skuffelsesrige ophold i København, hvor han uden held bejlede til teatret, var H. C. Andersen havnet på Slagelse latinskole. Han kom der ikke af egen drift. For den unge digter og alt for store skoledreng var Slagelse-tiden til mere plage end glæde, og besøget ved Kanehøj var ikke en oplevelse egnet til at gøre tilværelsen lettere. Han har beskrevet den i Mit Livs Eventyr, men friskere og fuldstændigere i den mere intime levnedsskildring, som han få år efter begivenheden på Kanehøj nedskrev til Louise Collin, på det tidspunkt hans hjertes udkårne. Nedenstående er beretningen gengivet efter ungdomsværket, dog suppleret med et enkelt (kursiveret) indskud hentet fra livseventyret.
Ved denne tid skulle der i nærheden af Skælskør tre mennesker henrettes. En ung 17årig pige der, eftersom faderen var imod hendes kærlighed, fik elskeren og tjenestekarlen til at dræbe ham, efter at hun selv, forgæves, havde forsøgt det med rottekrudt. - Øverste klasse fik frihed for at tage derned at se det; vi kørte om natten; uden for Skælskør steg vi af og gik til byen, jeg kom akkurat til porten, da de dømte kørte ud, så jeg netop har set ind i, men ikke været i denne by. - Pigen var meget smuk, men dødbleg, med et forunderligt udtryk stirrede hun på mængden og egnen rundt om, hun lå i kærestens arme, han var rød og sund at se til; tjenestekarlen var gulbleg, med lange sorte hår der hang ham over ansigtet. Nogle andre tjenestekarle råbte ham lev vel, han tog hatten af og nikkede. - De tre præster fulgte dem op på retterstedet; det var sådan en smuk morgen, de sang alle seks en salme og jeg hørte pigens klare stemme over alle de andres. - De kyssede hinanden og præsterne, tilsidst kyssede hun kæresten endnu engang. Først ved det andet slag faldt hovedet. Nu fulgte de to andre, der på samme blodige blok lagde deres hoveder; jeg var kommen ind i kredsen, syntes at deres blik havde stirret på mig, jeg var forunderlig tilmode. Jeg så der en stakkels syg, hvis overtroiske forældre. for at han kunne helbredes for slag, lod ham drikke en skål af de henrettedes blod, og så løb de afsted med ham i vild flugt, til han sank til jorden. Rakkerknægtene spiste ål og drak brændevin efter eksekutionen; nu kom pigens gamle bedstemoder og græd, lagde hendes lig i en kiste, medens begge karlenes hoveder blev sat på stage og kroppen lagt på stejle. - Bønderfolkene stod underligt ufølsomme deromkring, talte om de gode klæder der nu skulle ligge der til ingen nytte, som mangen een kunne have godt af. - »O, det er de sidste de slide!« sagde de mere liberale. En skræder fra Slagelse havde digtet en vise, man kunne købe sig; ordene var lagt i munden på de henrettede, og den gik på melodien: »jeg fremmed her til stedet kom«. - Den hele scene virkede frygteligt på mig; især da jeg kom hjem i mit øde værelse ud til haven. Vinrankerne slog på ruden; det blev en stærk storm, plankeværket blæste ned, jeg lå uden at sove og så kun de to blege hoveder på stagerne, og pigens forunderlige blik som jeg aldrig kan glemme. - Hendes egen moder var der ude, men gik dog før henrettelsen fandt sted. Skræderen fortjente såmeget ved sin vise, at han rent opgav sit håndværk; en dag kom hans kone til præsten Fuglsang, hvor jeg da just var, og ville skilles fra manden, thi siden han havde begyndt at digte, var han bleven ren gal, drak og bankede hende. »Han havde!« sagde hun »fortjent 11 rigsdaler ved henrettelsen og fået 7 rigsdaler for en vise om en jordemoder der druknede sig, det var jo ganske anderledes fortjent end ved nålen, men nu var der slet ikke mere at skrive om, og dog var han lige gal!« - De blev dog ellers sammen og skræderen fik embede som borgerskabets velmeriterede trommeslager. -
Fig. 3: Bøddeløkse anvendt ved de sidste henrettelser i Danmark; nu på Kriminalmuseet.
