Kanalen der skærer Samsø over

På det allersmalleste sted af Samsø, dér hvor øen er lige ved at knække over, finder man yderligere et interessant historisk minde, den såkaldte Kanhave-kanal, en smal sænkning, der ved sit næsten snorlige forløb straks røber sig som menneske
værk. Kanalen, der forbinder Stavns Fjord med havet vest for Samsø, er en lille kilometer lang; endnu i mands minde har der stået vand i den; nu er den tør. Hvad formål har nu den tjent? I folkebevidstheden spillede den stedse en stor rolle. Det fortælles snart, at den er gravet af Harald Blaatand, snart af svenskerne, i alle tilfælde for at gøre det muligt at sejle vest ud af Stavns Fjord. At den har haft noget med sejlads at gøre, synes allerede navnet at tyde på. Kan eller kane betyder båd eller skib. I dette efterår blev der i anledning af en vejforlægning givet Nationalmuseet lejlighed til en undersøgelse af kanalen. Herved åbenbaredes, at det ikke blot drejer sig om en gravet rende gennem øen, men der er virkelig sat noget ind på at holde renden som en sejlbar kanal; om det er lykkedes er en anden sag. Kanalens sider viste sig på de lave sandede strækninger inde ved fjorden og ude ved havet at være sikrede med en ejendommelig planke-konstruktion, en slags »kunstig bred«, dannet af skråtstillede egefjæle, tre over hverandre, i højde med vandoverfladen, således at bølgeslaget ikke kunne vaske direkte mod sandbredden. (Fig. 2) Egefjælene holdtes på plads dels af trænagler, slået ind i sandet gennem firkantede huller i fjælen, dels af skråtstillede nedrammede pæle, der holdt fjælene trykket ind mod sandbredden. Disse tilspidsede stolper var nedrammet med ca. tre m’s afstand, og altid ud for det sted, hvor fjælene var samlede. Om hele denne på en gang imponerende og primitive trækonstruktion egentlig har kunnet gøre fyldest ret længe, er et spørgsmål, der trænger sig på for den, der blot har skullet afdække en uendelig lille brøkdel af kanalen i kamp med ustyrligt flydesand og voldsomt indtrængende vandmasser. Forholdene kan næppe have været stort anderledes ved anlægget af kanalen, og forskudte og løsrevne planker taler deres tydelige sprog om naturkræfternes foragt for dette gamle vandbygningsarbejde. (Fig. 3) Mon ikke man har haft mere sorg end glæde af anlægget? Mindst vedligeholdelse har kanalen sikkert krævet på midten, hvor den på grund af det højere land var dybest. Undersøgelsen viste, at der her ikke fandtes nogen plankesikring af bredderne. Her var nemlig ler, og dette har ikke ladet sig skylle ud som sandet.