Kæmpen på Læsø
Snjo herskede grusomt i Danmark; overmodig, ubillig, opblæst, overmåde stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd for han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunne tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt gridske og skadefro mennesker; han gav mange ubillige og uretfærdige love. - Kun én ved navn Rød stod ham imod.
Af Redaktionen
Ham sendte han da ud på øen til jætten Læ for at spørge ham, hvilken død kong Snjo skulle få; men hans mening dermed var, at Rød ikke skulle vende levende tilbage derfra. Rød kom til øen (Læsø), bragte jætten kongens hilsen og spurgte, hvilken død kongen ville få. Men herpå nægtede jætten Læ at give noget svar, inden han havde givet ham tre sandsagn. Rød sagde da, i bjerget, hvor han sad, at han aldrig havde set tykkere vægge end væggene i hans hus. Det andet, han sagde, var, at han aldrig før havde set nogen, der havde flere hoveder og færre husfolk. Det tredje og allersandeste var endelig, at han aldrig skulle komme der igen, dersom han først slap vel derfra. Efter disse tre sandsagn spåede jætten ham, at kongen skulle dø af lusebid. Dette budskab bragte Rød kong Snjo - og alle fik det straks at se med egne øjne. Lus kravlede nemlig ud af hans næse og øren, og hele hans krop skjultes af deres mængde. Således døde kong Snjo - han, hvis navn danerne mindes evigt.
Sagnet er gengivet efter den lille „Lejrekrønike'', som antages tilblevet i slutningen af 1100-årene, muligvis i Roskilde. Forfatterens navn kendes ikke.
