Kæmpelivets undergang

Det skal nok være rigtigt, for vel er der bevaret mange høje i Danmark, men antallet har været endnu langt større. Oldtiden varede længe, mange årtusinder, og var end befolkningen fåtallig, så har dog hvert eneste menneske, som har levet i dette betydelige tidsrum, skullet have en grav. Hvad form, den fik, afhang af rang og stand og af skiftende tiders sædvane. Trællen blev vel blot kulet ned, men heller ikke høvdingen blev altid lagt i høj. Gravhøjen har i perioder været næsten ude af billedet, men den kom altid igen, vældigt og varieret, fra simple tuer til kolossale jord- og stenmonumenter. Ved oldtidens slutning lå højene tæt som fregner i et ansigt.

Med kristendommens indførelse svandt respekten for oldtidsgravene, til gengæld kom de under overtroens beskyttelse. Om mange høje hed det, at gårdens husdyr ville dø eller en nærliggende by brænde, hvis man sløjfede dem. I øvrigt var de fleste høje befolket med underjordiske, og dem ville man jo nødigt lægge sig ud med. Trods dette er der sikkert sløjfet mængder af høje i ældre tid – ja vel allerede i oldtiden. Navnlig småhøjene kunne være vanskelige at erkende som menneskeværk og gik let med i løbet, når et stykke land blev taget under plov. Og storhøjene blev et mål for skattejægere – gudsforgående kroppe uden respekt for noget som helst.

Virkelig i fare kom oldtidsminderne efter 1800. Troldtøjet blev med den stigende oplysning ikke længere taget så højtideligt. Landbruget effektiviseredes og teknikken tog fart. Kort sagt: vejen lå banet for den helt store ødelæggelse. Ved udskiftningen var der skabt nye ejerforhold, og hvem ville ikke gerne øge sin bid af kagen med nogle kvadratalen? Vejenes makadamisering kostede mængder af stendysser, og senere i århundredet, da banerne byggedes, blev der gjort nye voldsomme indhug i bestanden. Omkring 1900 anlagdes der i mange kommuner vandværker, og det viste sig, at højtliggende gravhøje egnede sig udmærket til indbygning af vandbeholdere. Landets oldtidsminder blev således angrebet fra mange sider. Ingen kan beklage fremskridtet, men nok dets pris (fig. 2).