Kæmpelivets undergang

Det skal nok være rigtigt, for vel er der bevaret mange høje i Danmark, men antallet har været endnu langt større. Oldtiden varede længe, mange årtusinder, og var end befolkningen fåtallig, så har dog hvert eneste menneske, som har levet i dette betydelige tidsrum, skullet have en grav. Hvad form, den fik, afhang af rang og stand og af skiftende tiders sædvane. Trællen blev vel blot kulet ned, men heller ikke høvdingen blev altid lagt i høj. Gravhøjen har i perioder været næsten ude af billedet, men den kom altid igen, vældigt og varieret, fra simple tuer til kolossale jord- og stenmonumenter. Ved oldtidens slutning lå højene tæt som fregner i et ansigt.

Med kristendommens indførelse svandt respekten for oldtidsgravene, til gengæld kom de under overtroens beskyttelse. Om mange høje hed det, at gårdens husdyr ville dø eller en nærliggende by brænde, hvis man sløjfede dem. I øvrigt var de fleste høje befolket med underjordiske, og dem ville man jo nødigt lægge sig ud med. Trods dette er der sikkert sløjfet mængder af høje i ældre tid - ja vel allerede i oldtiden. Navnlig småhøjene kunne være vanskelige at erkende som menneskeværk og gik let med i løbet, når et stykke land blev taget under plov. Og storhøjene blev et mål for skattejægere - gudsforgående kroppe uden respekt for noget som helst.

Virkelig i fare kom oldtidsminderne efter 1800. Troldtøjet blev med den stigende oplysning ikke længere taget så højtideligt. Landbruget effektiviseredes og teknikken tog fart. Kort sagt: vejen lå banet for den helt store ødelæggelse. Ved udskiftningen var der skabt nye ejerforhold, og hvem ville ikke gerne øge sin bid af kagen med nogle kvadratalen? Vejenes makadamisering kostede mængder af stendysser, og senere i århundredet, da banerne byggedes, blev der gjort nye voldsomme indhug i bestanden. Omkring 1900 anlagdes der i mange kommuner vandværker, og det viste sig, at højtliggende gravhøje egnede sig udmærket til indbygning af vandbeholdere. Landets oldtidsminder blev således angrebet fra mange sider. Ingen kan beklage fremskridtet, men nok dets pris (fig. 2).

Under alt dette var imidlertid naturens egen forsvarsmekanisme så småt trådt i funktion. Frem af ødelæggelsens vederstyggelighed var vokset et slagkraftigt museumsvæsen opsat på modangreb. Dets våben hed fredning. Første gang, man forsøgte sig, var omkring 1810, men formaliteterne toges ikke i agt, og det hele blev temmelig virkningsløst. I de følgende år gik arbejdet trægt, men fra midten af århundredet kom der gang i sagen, og man glemte ikke at tinglyse de i øvrigt frivillige fredninger. Omkring 8000 af landets bedste oldtidsminder blev på denne måde gennem et længere åremål sikret for efterverdenen, men selv dette opløftende resultat ansås af mange for utilstrækkeligt. De ønskede tvangsmæssig fredning - og fik den. 1937 vedtoges en lov, der på engang sikrede alt, som endnu var bevaret. Ved en lovrevision 1969 opnåedes tillige en vis, omend ikke særlig veldefineret beskyttelse af de overpløjede høje.

Det ville være naivt at tro, at al højødelæggelse hermed er definitivt standset, men tidspunktet må i hvert fald være passende til at tage et overblik over situationen. Hvor meget er der egentlig tilbage, og hvor meget er gået tabt? Faktisk har man arbejdet på besvarelsen af de to spørgsmål i hundrede år - temmelig præcis endda, for det var i 1873, der for alvor kom gang i registreringsarbejdet. Som i fredningssagen var initiativtageren Nationalmuseet (Oldnordisk Museum, som det dengang hed). På lange »herredsrejser« gennemtrawledes landet egn for egn, og således fik man efterhånden bogført såvel det bevarede som det helt eller delvis ødelagte. For det sidste var interessen dog ikke så stor, og denne del af opgaven blev derfor løst noget planløst og sporadisk. Det omfattende arbejde blev først afsluttet et godt stykke inde i dette århundrede. Fredningsloven af 1937 nødvendiggjorde en ny gennemgang, atter med vægten på det bevarede. Resultatet, som det nu foreligger, ser således ud: i alt er der registreret omkring 80.000 oldtidsminder, hovedsageligt gravhøje og store stengrave. Af disse er mere end to tredjedele overpløjede eller på anden måde sløjfet (fig. 3).

Dækker nu ovennævnte tal, hvad der faktisk har været af oldtidsminder? Hertil kan man trygt svare nej, men spørges der om mængden af det manglende, bringes man straks i forlegenhed. Endnu kan der i skove og på afsides steder findes oldtidshøje, som har undgået registratorernes opmærksomhed, men nogen voldsom forøgelse skal man næppe vente ad den vej, det er de dyrkede marker, som kan give den store gevinst. Eksempelvis kan nævnes, at der i Snoldelev sogn ved Roskilde af Nationalmuseet er registreret 8 bevarede og 10 mere eller mindre udpløjede høje. Ved en privat undersøgelse, som en arkæologisk interesseret lærer, Th. Mølby, foretog i trediverne, blev der imidlertid noteret ikke færre end 59 oldtidshøje i sognet, og at de i hvert fald ikke alle er opspind, kan man overtyde sig om på stedet. En landsomfattende revision af de gamle højkort ville sikkert bringe meget for dagen, og dertil skal så lægges et usikkert antal af totalt sløjfede høje, som selv den mest trænede iagttager må give op overfor. Sikkert er det: mængden af gravhøje i Danmark har været langt større end de op mod 80.000, vi har oplysning om.

Men har nu disse overpløjede oldtidsanlæg arkæologisk værdi? Er de ikke for ødelagte til at give udbytte? Det er naturligvis ofte tilfældet, men dog langtfra altid. En gravhøj er som regel bygget af flere gange, og selv om de øvre stadier er borte, kan de nedre udmærket ligge intakt, måske med rige fund i deres grave. Det er altså ikke spildt at gå på opdagelse i det af maskinerne hærgede Danmark. Meget vil endnu kunne reddes. Gør det! (fig. 4).