Kæmpekarret

Et af de mest bemærkelsesværdige fund på Ginderuppladsen var en lerbeholder af særpræget form og usædvanlig størrelse. Den lå i hjørnet af en brandtomt, omvæltet og knust, men skårene - der var ca 600 af dem - lod sig samle til et kar af facon som en lidt uregelmæssig flaske, 58 cm bred ved bunden og knap 30 cm ved mundingen. Når det tilføjes, at højden er 1¼ meter, vil man forstå, at dette lerkar er langt det største, som kendes fra Danmarks oldtid. På karrets overdel er fire grove hanke anbragt i uens højde, og nederst, lidt over bunden, er karvæggen gennembrudt af et rundt hul, noget større end en knyttet næve. Bunden er påfaldende tynd i forhold til sidevæggene, og efter udgraverens mening har beholderen ikke kunnet flyttes - i hvert fald ikke med noget i. Forkullede havrekerner og »noget sort stof«, som fandtes mellem skårene, blev antaget at være rester af et indhold, der har været i karret, da branden indtraf. I umiddelbar nærhed af den store beholder sås der levninger af en lerbænk, og her blev også fundet stumper af et stort trugformet lerkar, af udgraveren tolket som et dejgtrug, der har stået på bænken.

I to andre nedbrændte huse på Ginderuppladsen påvistes lignende beholdere - en af dem med tilhørende lerbænk - men de var dårligt bevarede og lod sig ikke samle. Disse kar havde slet ingen bund - eller rettere: bunden var stuens lergulv, som lercylindrene var klinet fast til. Her er det altså åbenbart, at der er tale om et fast inventar, som man ikke sådan flyttede rundt med.

De tre Ginderupkar er blevet tolket som kornbeholdere, en slags siloer, hvor komet er hældt i foroven og taget ud gennem hullet forneden - der altså normalt må tænkes lukket med en prop. Teorien vinder støtte deri, at der jo faktisk blev, fundet korn i forbindelse med et af Ginderupkarrene, og iøvrigt er det værd at bemærke, at kornbeholdere af den type ikke er ukendt i andre lande og verdensdele. En sådan beholder, af persisk oprindelse, har været omtalt her i bladet (1964:1), og ligheden med vort Ginderuplerkar er unægtelig stor, men ikke desto mindre er der ret afgørende forskelle. Den persiske kornbeholder står på lave ben, hvorved udtagningshullet forneden hæves over »musehøjde«. På forsøgscentret i Lejre har man genskabt Ginderupkarret og afprøvet det som kornbeholder, og det viste sig, at en mus omgående tog ophold i kornet lige inden for hullet. Beholdere med ben må nødvendigvis også have bund, der tilmed må være af en vis tykkelse, så disse kar kan altså uden videre flyttes; Ginderupbeholderne derimod, der har tynd bund eller slet ingen, har været uløseligt bundet til ét sted. Dette er en væsentlig forskel, og den rokker ved teorien, for hvorfor gøre en kornbeholder af denne trods alt forholdsvis beskedne størrelse stationær, når man uden større vanskelighed kunne lave den flyttelig og derved øge dens anvendelighed? Kornbeholderteorien har således sine svagheder, uden at man helt kan frakende den sandsynlighed. Kan der findes en bedre forklaring?

På rejse i den nære Orient idag har man mulighed for at se flere forskellige slags bageovne i brug. En af dem har kegleform; den bruges til at bage flade, pandekageagtige brød, der værdsættes højt af folk i disse egne. I Syrien, Jordan, Saudi-Arabien, på Bahrain, i Iran og Iraq kan man møde denne ovntype i nogenlunde ensartet udformning. I en pottemagerlandsby i det sydlige Iran havde undertegnede i sommeren 1965 lejlighed til at studere kegleovnen - dens tilblivelse såvel som dens brug - i alle detailler fra først til sidst.

Lerkeglen, der er åben i begge ender, er opbygget af fire ringe, i den nederste er der et firkantet hul, som kan lukkes med en løs lerplade. (Fig.1)

Ovnen består af keglen indbygget i en bordhøj lerbalk, omtrent som gryden i en gruekedel. Keglen er vippet lidt på kant, så at man lettere kan komme til mundingen, og »forsiden« med hullet er holdt fri. Hullet tjener som luftkanal og tillige til indfyring under selve bagningen, når bålet i ovnen trænger til næring i form af pindebrænde. Lige over hullet er anbragt en flad trædesten, hvor den lille bagerske sætter sin fod, når brødene kommes i ovnen.

Dejgen til brødene fremstilles af hvedemel og gæres med surdejg. Den formes til nævestore boller, der bankes ud med hænderne til flade skiver. De prikkes med en kam for ikke at blære op under bagningen og lægges på en fugtig bagepude. Under alt dette er ovnen hedet op med et bål i bunden.

Nu tager bagersken puden med dejgpladen og klasker den hårdt mod ovnens hede inderside, så at brødet sætter sig fast. Der er sjældent mere end tre brød i ovnen samtidig, og reglen er, at når det tredje er klasket op, kan det første tages ud færdigbagt. (Fig. 2)

Som nævnt kendes der flere ovntyper i Den nære Orient, men kegleovnen hører til de ældste; den har været i brug gennem mere end 5000 år, og i al denne tid har - må man antage - de flade pandekager været den jævne mands brød, ganske som de er det idag. De forhistoriske ovne kendes fra fund og fra samtidige billeder. Lerkeglerne svarer stort set til nutidens, men er ofte højere og slankere og med rundt indfyringshul, hvorved ligheden med Ginderupkarret bliver iøjnefaldende. De moderne ovne er som sagt indkapslet i en lerbalk, de forhistoriske derimod kan være helt eller halvt nedgravet eller stå helt frit oven på jorden. Blandt de fund, vi kender, er det ældste fra Syrien. I landet omkring Eufrat-Tigris er ovnen påvist adskillige gange, således ved udgravningerne i Ur og på et billede fra Ninive, hvor man ser en militær bager i færd med at bage brød til tropperne; han står med hånden nede i en ovn, der meget minder om Ginderupbeholderen, både ved hullets placering og ved den slanke form. Omkring 2000 før Kristi fødsel har Ægypten taget ovnen i brug; også her kendes den både fra fund og billeder - og iøvrigt også fra skriftlige kilder, hvoraf det fremgår, at betjeningen af en sådan ovn ikke var helt ufarlig: »Når bageren står og bager og lægger brød i ilden, så er hans hoved inde i ovnen, og hans søn holder fast i hans fødder. Sker det, at han glider ud af sin søns hånd, falder han ned i gløden«. (Fig. 3)

Efter denne lille rundrejse i tid og rum vender vi tilbage til Thy, til Ginderup, for at prøve at vurdere, om de der fundne »beholdere« kan være bageovne af samme slags som dem, vi netop har stiftet bekendtskab med. Umiddelbart skulle man synes, at afstanden mellem de to områder var en hindring, men det er ubestrideligt, at adskillige opfindelser i oldtiden har taget den samme tur. I Ginderupbeholderens størrelse og form er der intet, som taler mod teorien; blandt de østerlandske ovne kan der uden større vanskelighed findes eksemplarer, der er lige så høje, slanke og snævre i mundingen som denne. Den eneste forskel er egentlig hankene, men der var jo også opfindsomme folk i Norden, og de tilføjede ører er sikkert ganske hensigtsmæssige; man kunne støtte hånden mod dem, når brødene skulle klaskes på - derved undgik man at røre ved den hede ovnside - og som de er anbragt i uens højde, to og to over for hinanden, har man kunnet stikke bærestænger igennem dem, når ovnen skulle flyttes, hvilket i hvert fald må være sket een gang, nemlig da den skulle bringes fra fremstillingsstedet ind i huset. Dejgtruget, som blev fundet i Ginderup, passer fuldendt ind i billedet, og lerbænken, hvor det stod, kan bagersken have benyttet til at træde op på, når hun skulle betjene den ret høje ovn. En vis øvelse har det vel krævet at få dejgen klasket på den skrånende inderside. Beholderens form kan synes upraktisk, men den er nødvendig, for at varmen kan komme til fuld udnyttelse og brødene blive ordentligt bagt. Konerne i Ginderup havde deres vanskeligheder -de samme som bagerne i Syrien, Ægypten, Persien og Mesopotamien har haft.

Kornet, som blev fundet i Ginderupkarret, er taget til indtægt for kornbeholderteorien, men udelukker på ingen måde, at det kan have været en ovn. I en utvivlsom bageovn fra yngre stenalder udgravet i Rusland fandtes ristet korn, og det er ikke så mærkeligt, for både i oldtid og nutid har man brugt at tørre korn ved eftervarmen fra bagningen.

Kegleovnen, som vi har kaldt denne ovntype, kunne benyttes til bagning, men det var ikke dens eneste anvendelsesmulighed. I Danmark og tilgrænsende lande har man brugt sådanne ovne til jernudvinding netop på Ginderupfundetstid (se Skalk 1963:2), så ukendt med formen var man i hvert fald ikke. Ved Hamburg er fundet en næsten fuldstændig jernudvindingsovn, hvis påfaldende lighed med Ginderupbeholderne - navnlig de to »bundløse« - synes at tale stærkt for, at disse sidstnævnte er ovne og ikke forrådskar.

En ny teori være hermed fremsat. Lad den blive vejet op mod den gamle, godtaget eller kasseret. Den endelige løsning ligger i jorden, og endnu er der mange uudgravede bopladser i Thy.