Juleneget på anklagebænken

Først alderen. Juleneget er både en ung og en gammel skik. Den store udbredelse, som skikken har nu - navnlig i byerne, hvor den ikke hører hjemme oprindelig - har den først fået i dette århundrede. Men der ligger en gammel skik bagved, en skik, som har været delvis opgivet, da nye impulser har fået den til at brede sig igen sammen med de mange nyere juleskikke, som det sidste århundrede har givet os. Skikken kendes fra gammel tid i Sverige, Norge og Danmark, men kan ingen af stederne følges længere tilbage end til omkring 1750. Nogle af de ældste oplysninger er imidlertid nidkære præstemænds angreb på den afgudiske skik at lade opsætte neg uden for gårdene ved juletid. En i sig selv smuk og uskyldig skik bliver vel ikke uden grund gjort til genstand for sådanne angreb. Juleneget må have en fortid, forskerne spidser øren og hvæsser pennene. Neget slæbes på anklagebænken, mistænkt for hedenskab.

Den første anklager, der rykker frem, er svenskeren Hilding Celander. Han fæstner sig i første række ved de mange varsler, man tager af neget, når det sættes op: Jo højere man sætter det, desto højere vil kornet vokse næste år; et stort og kernerigt neg giver god avl; kommer fuglene flittigt til neget, vil afgrøderne myldre flittigt frem i det kommende år o.s.v. Neget må altså være led i en frugtbarhedsritus. Dernæst griber han en enkelt optegnelse, som fortæller, at man til jul satte et neg ud til Noens (= Odins) hest. Skønt denne optegnelse står helt alene, og skønt forestillingerne om offer til Odins hest ellers altid er knyttet til høsten, tvivler han dog ikke om dens pålidelighed. Juleneget er et offer til Odin, men Odin har igen afløst en ældre frugtbarhedsguddom som offerets modtager. (Fig. 1)

Den næste, der tager ordet, er den gamle, svenske forsker Martin P. N. Nilsson. Han er enig med Celander i, at neget må betragtes som et levn af en gammel, hedensk frugtbarhedskult, men dermed er det også slut med enigheden. For Nilsson er det væsentligste, at man i en del af optegnelserne fortæller, at man brugte »det sidste neg« fra høsten som juleneg. Opsætningen af neget må derfor være en forsinket høstskik. Længere sydpå hjemføres det sidste neg, udpyntet med blomster og andet, til gården og sættes op på en stang for at give god årsvækst. I Sverige bliver man sent færdig med høsten, og det foregår ofte under vanskelige vilkår. Man udsætter derfor den højtidelige opsætning af det sidste neg til julefesten.

Til de to svenske anklagere slutter nordmanden Nils Lid sig. Hans indlæg er langt og vanskeligt at følge. Med en utrolig lærdom fører han os rundt i tid og rum ad de særeste veje og påviser de mest overraskende ligheder og forbindelser mellem vidt adskilte fænomener. Det er til at blive ganske svimmel af, og vi kan ikke her i detailler referere hans undersøgelser, men blot fastslå, at resultatet synes at blive nogenlunde følgende: Juleneget er på samme tid en »kornvætte« - en inkarnation af »kornånden« - og et offer til denne kornvætte. Men kornvætten har tidligt videreudviklet sig til en slags lavere guddom, som ofte benævnes »Gudmund«. Han repræsenterer det gamle års afgrøde og skal i form af en halmfigur (her inddrages andre juleskikke i undersøgelsen) uddrives eller tilintetgøres for at give plads for det nye års afgrøde. Gudmund er imidlertid også en guddom, som dyrkes i juletiden, og hvis gudebillede i form af en udskåret træstøtte endnu i 1700-årene kunne findes på enkelte gårde i afsidesliggende norske dale.

Det lyder meget indviklet og ikke synderlig troværdigt. Det er på tide, vi siger stop til anklagerne og lader forsvareren få ordet.

Den svenske forsker Albert Eskeröd møder veloplagt frem og tager et for et anklagernes argumenter under behandling, piller dem fra hinanden og viser deres uholdbarhed. Mens de andre har plukket spredt rundt om i akterne og halet ting frem, som kunne støtte deres specielle teorier, så lægger han hele materialet på bordet. Han gennemgår de mange hundrede optegnelser og oplysninger om juleneget, vejer, sorterer og grupperer dem, sætter dem ind i den arbejdstekniske sammenhæng, hvor de hører hjemme, og tager hensyn til deres geografiske og sociale milieu.

Det viser sig, at det kun er i meget få tilfælde, man har brugt det sidste neg som juleneg, og Eskeröd mener, at det kan forklares rent praktisk. Det sidste neg er særlig stort og lægges til side i laden; det er da rimeligt at tage det til juleneg. Her er ikke tale om en gammel kultisk sammenhæng, men om forskellige traditioner, der påvirker hinanden. Optegnelsen om offeret til Odins hest står helt alene og må skyldes en misforståelse. Teorien om overflytning af det sidste neg fra høsten til julen må også afvises. Det sidste neg er den festlige afslutning på høsten, hvorfor så sætte det op i juletiden? Nilssons klimatiske argumenter holder heller ikke stik, al den stund skikken forekommer i områder (f. ex. Danmark), hvor klimaet normalt ikke lægger væsentlige hindringer i vejen for høstens rettidige bjærgning, og hvor det festlige optog med det sidste neg og opsætningen af juleneget forekommer side om side.

At man tager varsler af neget med henblik på det kommende års høst behøver ikke at tydes som gammel frugtbarhedskult. Juletiden er en hellig tid, hvor alting har betydning, og hvor man tager varsler af alt, hvad man foretager sig. At interessen samler sig om det kommende års høst er naturligt, thi deraf afhænger jo alles ve og vel.

Juleneget har som fugleneg en dobbelt betydning. Dels hænger det sammen med det ekstra gode foder til husdyrene i julen. Man må vise sig generøs mod alle i juletiden, noget der på engang afspejler en ældre »overflodsmagi« og en yngre religiøs følelse af taknemmelighed mod altings giver. Men det har også den snævrere magiske hensigt at hindre fuglene i at gøre skade på kornet i det kommende år. »Tag dette og lad det indendøre være«, siger man i en af optegnelserne henvendt til fuglene - ikke, som Celander har ment, til nogle overnaturlige væsner. Vi har en tydelig parallel hertil i den også i Danmark kendte skik, at man sætter nogle neg til side i laden til musene, for at de skal lade det øvrige korn være i fred. Magi af den art kan i øvrigt hverken kaldes kristen eller hedensk. Den trives ganske uafhængigt af den til enhver tid herskende religion. (Fig. 2)

Forsvareren har haft ordet, og vi trækker os tilbage for at votere. Tungest har unægtelig forsvarerens ord vejet. Han står med begge ben på jorden og lader sig ikke lokke til letkøbte eller forhastede slutninger. Tør vi da frikende vort juleneg for at være et hedensk levn, en rest af en gammel frugtbarhedskult? Vi mindes igen 1700-årenes heftige præsteangreb på den i sig selv så uskyldige skik, og vi stiller os lidt skeptiske over for, at den bevislige sammenhæng i visse egne mellem det sidste neg og juleneget blot skulle skyldes rent praktiske forhold. Er der alligevel noget om snakken? Måske, men vi kan ikke dømme på så svage indicier. På grund af bevisets stilling må vi da frikende vort juleneg for hedenskab. Men vi forbeholder os ret til at tage sagen op igen, hvis nyt bevismateriale kan skaffes tilveje.