Juleneget på anklagebænken

Først alderen. Juleneget er både en ung og en gammel skik. Den store udbredelse, som skikken har nu – navnlig i byerne, hvor den ikke hører hjemme oprindelig – har den først fået i dette århundrede. Men der ligger en gammel skik bagved, en skik, som har været delvis opgivet, da nye impulser har fået den til at brede sig igen sammen med de mange nyere juleskikke, som det sidste århundrede har givet os. Skikken kendes fra gammel tid i Sverige, Norge og Danmark, men kan ingen af stederne følges længere tilbage end til omkring 1750. Nogle af de ældste oplysninger er imidlertid nidkære præstemænds angreb på den afgudiske skik at lade opsætte neg uden for gårdene ved juletid. En i sig selv smuk og uskyldig skik bliver vel ikke uden grund gjort til genstand for sådanne angreb. Juleneget må have en fortid, forskerne spidser øren og hvæsser pennene. Neget slæbes på anklagebænken, mistænkt for hedenskab.

Den første anklager, der rykker frem, er svenskeren Hilding Celander. Han fæstner sig i første række ved de mange varsler, man tager af neget, når det sættes op: Jo højere man sætter det, desto højere vil kornet vokse næste år; et stort og kernerigt neg giver god avl; kommer fuglene flittigt til neget, vil afgrøderne myldre flittigt frem i det kommende år o.s.v. Neget må altså være led i en frugtbarhedsritus. Dernæst griber han en enkelt optegnelse, som fortæller, at man til jul satte et neg ud til Noens (= Odins) hest. Skønt denne optegnelse står helt alene, og skønt forestillingerne om offer til Odins hest ellers altid er knyttet til høsten, tvivler han dog ikke om dens pålidelighed. Juleneget er et offer til Odin, men Odin har igen afløst en ældre frugtbarhedsguddom som offerets modtager. (Fig. 1)