Jul i Roskilde

»Siden, om julehelligdage, på den tid af året, da vor skaber tog sig for at dele sin udødelighed med os, var Ulf buden til gilde hos Knud i Roskilde og fik sig her en sådan rus, at han ud på natten glemte sit vid og for at prale af sin dåd kvad en vise om, hvordan Knuds hærmænd nys havde måttet lade deres liv i bølgen. Men da kongen mærkede, at han hånede ham for hans mænds uheld lige op i hans åbne øjne, blev han så harm i hu over hans nidvise, at han vægrede sig ved at agte den mand for gæst, som vitterlig havde skilt ham af med hans raskeste svende, og lod Ulf dræbe af de omstående mænd midt under måltidets helg. Således måtte han med rette bøde, fordi han ej kunne tøjle sin tunge. I sin drukkenskab kvad han om andres død og varslede dermed sin egen bane. Og bægrene, som han havde været så rask til at tømme, løb nu fulde af hans eget blod«.

Snorre Sturlason har i sin »Heimskringla« en lidt anden opfattelse af gildets forløb. Jarlen var venlig, men kongen tavs og kold. De spillede skak, men »midt under spillet gjorde kongen et fejltræk, og jarlen slog en af hans springere. Kongen satte hans brik tilbage og forlangte at gøre trækket om; men da blev jarlen vred, rejste sig, væltede skakbordet og gik. Kongen råbte efter ham: Render du nu, du rædde ulv! Jarlen vendte sig i døren og sagde: Du ville have rendt endnu længere ved Helgeå, hvis du havde kunnet«. Den følgende dag befalede kongen sin skosvend at dræbe jarlen, men manden kom tilbage og meldte, at Ulf var gået i kirke. En hirdmand blev så sendt afsted. Han gik »op til kirken og ind i koret og stak sværdet gennem jarlen; det blev Ulfs bane«. At jarlen blev dræbt i kirken, ikke i gildeshallen, er muligvis rigtigt. Den lille Roskildekrønike, hvis forfatter er begivenheden nærmest både i tid og sted, melder kortfattet: »Efter ikke ret lang tids forløb lod han Ulf dræbe i kirken i Roskilde, da han gik til morgenmesse«. (Fig. 1)