Jordisk gods
Om en høvding, der gik bort, og om de efterladte, der - trods sorgen - bevarede omtanken.
Af Ole Klindt-Jensen
Ved Slusegård i Pedersker sogn, Bornholm, blev der i efteråret foretaget udgravninger efter bronzealder-bopladser og -grave. På en lav banke med udsigt over havet og Øleåen mumlende ligeved, lå en gravplads, men - til nogen skuffelse - ikke fra bronzealderen. Aftryk efter en stor ring af svære sten gjorde straks undersøgerne klar over, at her var en anden, senere tids levn. Snart blottedes et stykke nede en kæmpemæssig samling stenblokke. Så imponerende et anlæg kunne kun en fornem mand have fået, og de genvakte forventninger blev ikke skuffet.
Over 2 m nede blev gravlaget påtruffet. Det var indrammet ved de to langsider af hele stenvægge, opbygget af store blokke.
(Fig. 1).
(Fig. 2). (Fig. 3).
(Fig. 4).
(Fig. 5)
(Fig. 6).
(Fig 7). (Fig 8).
(Fig. 9).
Fig. 1. Egon Hansen tager et bekymret vue over næste trin på afdækningen
(øverst). Der var hele tiden dybt interesserede gæster, som fulgte udgravningen, og som næppe ænsede tegneren (forfatteren). Som grundlag for tegningerne brugtes fotografier taget lodret fra den store wienerstige, 10 m høj (nederst).
Fig. 2. Ingen figurtekst
Fig. 3. To glas af grønlig farve med skrå, lyse striber.
Fig. 4. Ridset er udført af magister Liam de Paor, Dublin.
Fig. 5. Guldringen, som blot var en afhugget tråd af guld viklet et par gange omkring den dødes finger.
Fig. 6. Øse og dertilhørende si af bronze; romersk fabrikat fra Rhinegnene. Herfra stammer vist også de to glas. To af de fem lerkar, som har hørt til opdækningen i gravens hovedende. Den lille kop lå inden i det største af glassene (som er stærkt formindsket på tegningen).
Fig. 7. Høvdingen har fået sit store runde skjold med sig i graven. Det har dækket hele underkroppen og har nået neden for fødderne. Nu var kun midterbulen og randbeslaget bevaret. Bulen - af jern - har tjent til at beskytte hånden mod sværdhug, pile- og spydstik. Selve skjoldet var af træ.
Fig. 8. Endnu et af lerkarrene, som har indeholdt den dødes sidste måltid. Foruden de afbildede lerkar fandtes skår af en meget stor krukke og af en vase. Disse er endnu ikke sammensat.
Fig. 9. JernaIderkrigerens store langsværd blev båret i en bred bandolérrem over skulderen, og hvor denne var fæstet sammen, sad en rund bronzeskive. En sådan skive blev fundet på venstre side af den dødes bryst. Selve sværdet har antagelig været hægtet af remmen; det lå nu ved mandens venstre arm. Nederst på skeden sad den runde bronzedupsko. De to spydspidser, som fuldstændiggjorde mandens våbenudstyr, var stærkt forrustede og er endnu ikke istandgjort.
Hernede har pietetsfulde efterkommere gravsat en stor mand, tænkte vi straks. Oven for hovedet var anrettetet luxuøst måltid i lerkar - ikke mindre end fem, som dannede et stel - to glas og en bronzesi og -øse. Den sidste har man brugt til at hælde øl, frugtvin, ja måske vin fra en stor beholder over i drikkebægrene, og man passede da godt på at si urenhederne fra.
Selv lå han fuldt bevæbnet, en stor mand også i højde. Han målte mindst 1.80 m, og foruden sit langsværd i skede havde han to spydspidser og det store runde skjold med sig. Det synes, som skjoldet har været malet blåt. I al fald var store partier inden for de fine bronzerandbeslag dækket af et tyndt blåt lag. Ved bæltet lå kniv og spænde.
Sværdet er af den type, som blev almindelig brugt, efter at romerne havde hvervet store skarer af keltiske hjælpetropper. Disse soldater bragte egen bevæbning med sig, og blandt deres våben var netop langsværdet, som efterhånden afløste det egentlige romerske kortsværd. Bevaret var ikke blot dele af fæstet af træ, men også den karakteristiske dupsko, af rund æskeform. Den hører hjemme i 3. årh., den tid da germanerne gjorde stormløb mod den romerske befæstningslinje.
Som afspejling af disse voldsomme begivenheder har vi et mærkeligt vidnesbyrd i de store våbenfund i danske moser. Kendte er fundene fra Vimose og Thorsbjerg, og hertil kommer de to nye fund fra Illerup Ådal og Ejsbøl. Blandt de sager, som moserne har bevaret, er de brede remme, der hængtes over den ene skulder, og hvori sværdet blev fæstet. Vor grav viser hvor bandolérpladen sad (på bagsiden er netop læderet fint bevaret, så man kan se sammenføjningen), og vi bemærker, hvad vi vel nok kunne gætte os til, at sværdet blev båret ved venstre side. Bandolérpladen er sikkert - som de to glas - hentet eller tiltusket fra romerne i sydvest.
En så fornem person som den gravlagte - vi vover at kalde ham en høvding - må naturligvis have haft en svær guldring med sig; for sådan var skik og brug i denne tid. Det var med ikke ringe spænding, at vi fulgte den højre arms muldnede knogler ned til ringfingeren. Det glimtede, rigtig nok. Men da vi fik set nærmere til, lød skuffelsesudbrud. Der lå kun et afknebet stykke guldtråd viklet et par gange om den dødes finger.
Vor guldtørst blev altså ikke tilfredsstillet, men vi blev et psykologisk indblik rigere. Arvingerne var alligevel ikke så pietetsfuIde, at de lod den store mand få tungt guld med i graven. På den anden side, uden guldfingerring gik det åbenbart ikke at gravsætte ham. Altså kneb man tyndt guld af og med nogen bæven - tør man formode - vikledes det om en finger, der var bedre vant.
Tegninger: H. Ørsnes
