Jomfru Kirstines diplomati

Rejsen forløb efter en nøje fastlagt plan, og efter gammel skik, når landets overhoved begav sig fra et sted til et andet i riget, skulle bønderne på vejen stille vogne til rådighed for ham og følget. Hertug Christians følge var stort, foruden de mange, der var til hest og i egne vogne, talte det 57 bondevogne: 2 til danske og tyske kancelli, 6 til køkken, 13 til kælder (mad og vin), 4 til trommeterne (musikanter), 1 til piber og trommeslager, 26 til drabanter, 2 til hingsterytterne, 1 til kongens kapellan og 2 til den danske sekretær.

Livet var igen begyndt at fungere normalt i landsdelen, også retslivet. I referaterne fra landstinget, som blev holdt i Viborg efter hyldningen den 8. marts, får man et indtryk af de mange forhold, som nu skulle bringes i orden. En del sager angående arv og strid om jordegods virker næsten dagligdags. Andre var helt klart følger af den nyligt overståede krig, f.eks. mester Mikkel fra Ålborgs stævning mod herredsfogeden i Kær herred for ulovligt at have videresolgt en hest, som Skipper Klement havde taget fra ham.

Også gejstligheden var mødt frem, og den katolske kirke hævdede trøstigt gamle rettigheder, som om reformationen ikke var lige om hjørnet. I byen Viborg var den forlængst et faktum. Her havde selveste Hans Tausen siden midten af 1520’erne prædiket det rene evangelium, klostrene var blevet nedlagt og bispen fordrevet fra sin egen stiftsby. Over hele landet havde lutherdommen bredt sig sammen med stigende utilfredshed med den rige og mægtige katolske kirke. Hertug Christian selv var protestant, og netop derfor havde de høje prælater og den katolske fløj af adelen to år før forhindret, at han fulgte sin far på tronen. Men da så borgerkrigen brød ud, og det viste sig, at adelen ikke selv kunne skabe fred, havde protestantiske kredse under ledelse af rigshofmester Mogens Gøye udvirket Christians valg til konge. Efter sejren i Jylland var der al grund til at tro, at han også ville vinde i de andre landsdele.

Alt dette tillod gejstligheden sig at se stort på. Den fordrevne viborg-bisp Jørgen Friis var selv mødt op på landstinget med en række stævninger mod både verdslige personer og »frafaldne« præster, der havde tiltaget sig indtægterne af biskoppelige kirker og andet af hans gods. Det har han såmænd nok fortjent, for selv stævnedes han i flere tilfælde for uretmæssigt at have lagt beslag på andres ejendom. Nogle af anklagerne var katolske gejstlige fra hans eget stift og kapitel, f. eks. hans halvbroder Niels Friis, der var kantor i Viborg. Når det gjaldt besiddelse og indtægter, var kirkens mænd langtfra indbyrdes enige. (Fig. 1)