Jomfru Kirstines diplomati

Rejsen forløb efter en nøje fastlagt plan, og efter gammel skik, når landets overhoved begav sig fra et sted til et andet i riget, skulle bønderne på vejen stille vogne til rådighed for ham og følget. Hertug Christians følge var stort, foruden de mange, der var til hest og i egne vogne, talte det 57 bondevogne: 2 til danske og tyske kancelli, 6 til køkken, 13 til kælder (mad og vin), 4 til trommeterne (musikanter), 1 til piber og trommeslager, 26 til drabanter, 2 til hingsterytterne, 1 til kongens kapellan og 2 til den danske sekretær.

Livet var igen begyndt at fungere normalt i landsdelen, også retslivet. I referaterne fra landstinget, som blev holdt i Viborg efter hyldningen den 8. marts, får man et indtryk af de mange forhold, som nu skulle bringes i orden. En del sager angående arv og strid om jordegods virker næsten dagligdags. Andre var helt klart følger af den nyligt overståede krig, f.eks. mester Mikkel fra Ålborgs stævning mod herredsfogeden i Kær herred for ulovligt at have videresolgt en hest, som Skipper Klement havde taget fra ham.

Også gejstligheden var mødt frem, og den katolske kirke hævdede trøstigt gamle rettigheder, som om reformationen ikke var lige om hjørnet. I byen Viborg var den forlængst et faktum. Her havde selveste Hans Tausen siden midten af 1520'erne prædiket det rene evangelium, klostrene var blevet nedlagt og bispen fordrevet fra sin egen stiftsby. Over hele landet havde lutherdommen bredt sig sammen med stigende utilfredshed med den rige og mægtige katolske kirke. Hertug Christian selv var protestant, og netop derfor havde de høje prælater og den katolske fløj af adelen to år før forhindret, at han fulgte sin far på tronen. Men da så borgerkrigen brød ud, og det viste sig, at adelen ikke selv kunne skabe fred, havde protestantiske kredse under ledelse af rigshofmester Mogens Gøye udvirket Christians valg til konge. Efter sejren i Jylland var der al grund til at tro, at han også ville vinde i de andre landsdele.

Alt dette tillod gejstligheden sig at se stort på. Den fordrevne viborg-bisp Jørgen Friis var selv mødt op på landstinget med en række stævninger mod både verdslige personer og »frafaldne« præster, der havde tiltaget sig indtægterne af biskoppelige kirker og andet af hans gods. Det har han såmænd nok fortjent, for selv stævnedes han i flere tilfælde for uretmæssigt at have lagt beslag på andres ejendom. Nogle af anklagerne var katolske gejstlige fra hans eget stift og kapitel, f. eks. hans halvbroder Niels Friis, der var kantor i Viborg. Når det gjaldt besiddelse og indtægter, var kirkens mænd langtfra indbyrdes enige. (Fig. 1)

Blandt bispens søgsmål var der også et mod priorinden i Ørslevkloster, et nonnekloster beliggende en snes kilometer nordvest for Viborg. I retsskriverens referat står der - let omsat til nutidsdansk: »Item (ligeledes) værdige herre med Gud Jørgen Friis biskop stævner jomfru Kirstine Thomesdatter priorisse udi Ørslev kloster, at hun har trende gange taget sig prior til imod hans minde og vilje, at møde i Viborg nu på næste fredag«. (Fig. 2)

Igennem middelalderen havde klostrene haft meget forskellige vilkår. Nogle var underlagt bisperne, andre kongen, og atter andre havde selv kunnet råde over deres forhold. Det sidste synes at være blevet mere udbredt, efterhånden som klostrene blev større godsbesiddere. Selv nonneklostrene, der skulle have en mandlig forstander - en prior - til at varetage deres forretninger, opnåede tilsyneladende i slutningen af middelalderen så stor selvstændighed, at de selv kunne vælge den mand, de ønskede på denne post. Det var naturligvis en fordel frem for at have en prior, som skyldte andre tak for stillingen og måske ikke sørgede rimeligt for nonnernes underhold.

I tiden umiddelbart før reformationen var klostervæsenet i opløsning. Tiggermunkene var blevet regulært fordrevet de fleste steder, og også andre klostre var blevet nedlagt. De øvrige satte kongemagten sig på. De blev tildelt venner og tilhængere som len på gunstige vilkår uden hensyn til deres selvstyre eller bispernes gamle rettigheder. Dette passede naturligvis ikke de høje prælater, og da Frederik 1. var død, fik de i 1533 herredagen til at vedtage, at klostrene skulle genoprettes og holdes ved magt. Dette kunne tolkes, som om de igen skulle under bispestyre, men bestemmelserne blev aldrig gennemført, krigen og kongevalget kom i vejen, og alt taget i betragtning var det nok lovlig optimistisk af viborg-bispen at hævde sin højhedsret over Ørslev kloster på landstinget i 1535.

Stævningen mod Kirstine Thomesdatter blev udtaget onsdag den 10. marts; hun blev indstævnet til fredag, så det var kort varsel. Sandsynligvis var hun i byen som alle andre standspersoner på grund af hyldningen, og måske ventede hun ligefrem anklagen og var parat til at imødegå den. Sagen blev nemlig ordnet allerede næste dag, hvor hun fik brev på, at hun skulle have og beholde forsvaret over sit kloster og dets gods, indtil sagen kunne komme for kongen og rigsrådet. Hvis der i mellemtiden opstod strid om klosterets rettigheder, skulle Mogens Gøye repræsentere klosteret.

Ikke bare var jomfru Kirstine på pletten, hun havde stærke kræfter ved sin side. Rigshofmester Mogens Gøye var landets højeste embedsmand og den største godsbesidder, i hvert fald i Jylland, hvor han for tiden også var statholder. At have ham som fortaler var næsten lige så godt for priorinden som at have kongens eget brev på sine rettigheder. (Fig. 3)

Hele sagen er andet og mere end et lokalt mellemværende mellem en bisp og et lille nonnekloster. Den afspejler den gamle magtkamp mellem konge og kirke og viser frem mod en ny tid, hvor kongemagten knægter de før så mægtige katolske bisper.

Men lad os se, hvad det var for rettigheder, viborgbispen kunne henholde sig til med hensyn til Ørslev-kloster. Kilderne er ikke mange. Klosterets arkiv, som fra slutningen af 1500-tallet blev opbevaret i Viborg Domkirke, gik til grunde ved den store brand der i 1726, og der er kun bevaret ynkelige stumper af det. Ved samme lejlighed gik stiftsarkivet op i luer, men der findes en gammel fortegnelse over de breve, det indeholdt. Den har dog sikkert langtfra alle sager med, og den forklarer selv hvorfor: »Desuden fandtes der flere gamle, ødelagte breve, som dels var forædt af mus og dels forrådnede, så de ikke kunne læses«. Det var allerede midt i 1500-tallet. Fra andre arkiver kendes enkelte breve om forhold, der angik klosteret, men det er også alt. (Fig. 4)

Indtil midten af 1400-tallet ved vi ikke andet om Ørslev kloster, end at det eksisterede, men derefter ser det ud til at være ret selvstændigt. Det havde eget birketing, det vil sige ret til at dømme i sager inden for sit godsområde, ligesom verdslige godser kunne have det. I breve fra sidste halvdel af 1400-tallet optræder priorinden lige så myndigt i verdslige forretninger som i de indre klosteranliggender, der egentlig var hendes område. Det vides ikke, om der overhovedet var en prior, eller om priorinden selv fungerede som forstander og klarede sig med en foged til de mere dagligdags sager, men man får det på fornemmelsen. Forholdet til viborgbispen belyses af nogle indførsler i den gamle fortegnelse over stiftets breve. Der nævnes et fredeligt mageskifte, stridigheder om højhedsret over sognekirker og ejendomsretten til færge stedet ved Virksund. Bispen får hver gang ret over for klosteret, men han må altså slås for sin sag.

Kun i ét tilfælde nævnes spørgsmålet om højhedsretten over klosteret, og det er temmelig kort tid inden retshandlingen i Viborg. Under 1534 refereres en afgørelse på tinge til fordel for bispen, og det fremgår, »at Ørslev kloster har været under Viborg bispedømme, til hr Svend fik det svigeligt med priorisse Kirstines råd, og hun fik en hel by, som kaldes Hejlskov,....«. Her har vi altså samtidig baggrunden for bispens stævning mod jomfru Kirstine 1535. (Fig. 5)

Hr Svend var åbenbart den første af de tre forstandere, som Kirstine Thomesdatter blev anklaget for at have valgt egenmægtigt. Hvornår det skete, og hvem han var, kan vi se af andre kilder.

Et udtog af et kongebrev fra 1528 meddeler at: »Hr Svend Mogensen, skriver på Skanderborg, fik brev på, at fordi kong Christian, vor kæreste nådige herres fader, har givet priorissen og de menige søstre, som da var og derefter skulle komme i Ørslev kloster, privilegier og friheder, så der ikke skal påtvinges dem nogen prior mod deres vilje, og da det menige convent nu har kåret ham til deres forstander og prior, så har vor kæreste nådigste herre fuldbyrdet og samtykket i valget, så at hr Svend må og skal nyde, bruge og beholde klosteret og de rettigheder, som hører til det, så længe han lever, dog således at han skal yde priorissen og jomfruerne, som derudi er og herefter kommer, øl, mad og klæder efter gammel sædvane«.

I formen er det en helt verdslig forlening fra kongen. Den svarer ganske til andre af Frederik l.'s klosterforleninger, men det er bemærkelsesværdigt og usædvanligt, at Ørslev klosters frie valgret på baggrund af ældre kongelige privilegier understreges. I praksis havde de kongeligt udnævnte klosterforstandere i årene indtil reformationen magt til at skalte og valte efter forgodtbefindende, og ofte undte de næppe munke og nonner deres rimelige underhold. Derfor har det været meget vigtigt for jomfruerne i Ørslev at få en forstander, der ville dem det vel. Svend Mogensen var Mogens Gøyes skriver, og trods de smukke ord om gamle rettigheder er det meget vel tænkeligt, at denne har presset på for at få ham valgt til klosterets prior, men priorinden fik også noget til gengæld for sin villighed. 4. juli 1530 bekræftede kongen »kontrakten« mellem hende og hr Svend, om at hun skulle have de otte gårde i Hejlskov by i Ørslev kloster sogn på livstid. Også hans privilegium var jo livsvarigt, så det gik smukt op.

Et par uger tidligere var Svend Mogensen også blevet forstander i Vestervig kloster, »for Mogens Gøyes bøns skyld« siges det et sted. Det var igen kongen, der forlenede ham med det, fordi den hidtidige prior var trådt tilbage - måske ikke med sin gode vilje. Også munkene i Vestervig skulle have de vilkår, de var vant til, desuden skulle hr Svend både »bygge og forbedre på klosteret« samt svare kongen de sædvanlige afgifter.

Foruden de to klostre i Limfjordsegnen bestyrede Svend Mogensen indtil 1531 hospitalet Skt Karens gård i Århus, så han var både velaflagt og havde nok at se til. De gode stillinger fik han takket være, at han var Mogens Gøyes mand, og forleningerne skal ses som udtryk for både kongens og Mogens Gøyes bestræbelser på at få magt og rådighed over kirkegods, men det var også på anden måde et fremstød mod den katolske kirke. I 1532 fik hr Svend nemlig befaling om, at »Guds ord«, d.v.s. det rene, lutherske evangelium, skulle prædikes i kirkerne under Vestervig kloster. (Fig. 6)

Der kendes ingen tilsvarende bestemmelser om Ørslev klosters kirker, og forleningen dér ligner langt mere en handel end et forklædt magtbud. For priorinden var den en understregning af hendes klosters uafhængighed af viborgbispen, og under alle omstændigheder var det en fordel for hende at have et godt forhold til Mogens Gøye. Ikke mindst hvis den protestantiske hertug Christian blev konge efter sin far. Endelig var indtægten af de otte gårde i Hejlskov en betryggelse, hvis hr Svend skulle vise sig at være en forstander, der brugte klosteret som malkeko.

Svend Mogensen kan følges som forstander i Ørslevkloster til ind i 1533. Den næste prior, jomfru Kirstine valgte - eller fik lov at vælge - er nævnt i slutningen af referatet fra 1534: »og nu. .. ver solgt den/det for .... Iver Tham ….. «. Teksten er uklar, der har nok været mus eller råddenskab i brevet, men meningen må være, at hun har solgt forstanderskabet til Iver Tham ….. Et brev fra maj 1534 nævner en Iver Thammesen til Ørslevkloster, og det er formodentlig Iver Thammesen Juel, der faldt i slaget ved Svenstrup oktober samme år, da adelen led nederlag til de oprørske bønder. Han var ud af en familie med tilknytning til egnen. Vi finder ham omtalt som »hofsinde«, og det fremgår, at han havde heste i borgeleje, det vil sige på stald, i Alling og Tvilum klostre. Ellers ved man kun lidt om ham, om hans virksomhed på Ørslevkloster slet intet. Men som en pålidelig yngre person af god familie har han været et passende emne til stillingen som forstander.

Den tredie af Kirstine Thomesdatters forstandere lader sig næppe finde. Først i efteråret 1536 - altså året efter stævningen i Viborg - nævnes igen en mand i stillingen, Iver Skeel; han var en slags fætter til Iver Thammesen, men det er ikke sandsynligt, at han har været hans direkte efterfølger. Iver Skeels kontakt med nonnerne i Ørslev synes at være begyndt på det forretningsmæssige plan. April 1535 lånte han, mod pant i nogle gårde, klosteret tre hundrede mark, som det skulle betale i landehjælp til hertug Christians krigsførelse. Forholdet må senere være bragt ud af verden, i hvert fald er gældsbrevet ugyldiggjort, ved at der er skåret en flænge i det, og gårdene optræder siden igen i klosterets besiddelse. Man kan forestille sig, at han overtog forstanderskabet mod at stryge gælden, men det var i så fald efter bispens anklage mod priorinden. Det er næppe sandsynligt, at han allerede var prior, da han lånte pengene ud.

Det gør heller ikke så meget, at vi mangler en af jomfru Kirstines forstandere. Det vigtige er, at hele historien viser noget om, hvor sammenblandet religion og politik var i årene inden reformationen. I dette indviklede spil forstod Kirstine Thomesdatter at holde på den rigtige hest, det viste sig på landstinget i 1535, og derved at hun fik lov at beholde sine Hejlskovgårde, så længe hun levede. (Fig. 7)

Intet tyder på, at sagen nogen sinde kom for kongen og rigsrådet. Det var der heller ingen grund til, for da Christian 3. var blevet ret konge til Danmark og reformationen gennemført, tilfaldt alt klostergodset kronen, og Ørslevkloster blev et len blandt mange andre.

Fra og med Iver Skeel kendes rækken af kongelige lensmænd; bortset fra en enkelt holstener, der kun sad et år, var de alle danske, de fleste af lokal adel. De boede vist ikke selv på Ørslevkloster og fandt det måske derfor ikke strengt nødvendigt at holde alle bygninger i beboelig stand. Da kongen solgte stedet i 1584, blev der foretaget et syn, og efter det ser det ud til, at kun en af de tre fløje var i brug, og at de alle var forfaldne. Til forklaring tjener også, at lensmændene fik Ørslevkloster på stadigt mere tyngende vilkår, og at de samtidig skulle give nonnerne deres sædvanlige underhold. Det blev selvfølgelig billigere og billigere, efterhånden som søstrene døde, men de jyske nonner var sejlivede. På Ørslev kloster levede der endnu én i 1587, og da var hun i hvert fald ikke mere aflægs, end at hun lod sig flytte. Hun fik et par gårde og et bol at leve af. (Fig. 8)

Det er muligt, at nonnerne - i hvert fald en tid - kunne fortsætte klosterlivet med faste bønne- og gudstjenestetider. Men det må snart være blevet klart for dem, at intet mere blev, som det havde været. Deres lille samfund blev mindre og mindre, for der kom ingen nye søstre til. De ville aldrig mere selv komme til at vælge den mand, som skulle bestyre det gods, de havde erhvervet gennem århundreder med en gård, hver gang en søster indtrådte i klosteret, og med gaver mod forbøn for giverens sjæl. Det er kun rimeligt, hvis nonnerne i Ørslev betragtede klostergodset som deres fædrene arv, for de var som de andre jyske benediktinersøstre den lokale adels døtre. (Fig. 9)

Jomfru Kirstine Thomesdatter gennemlevede det meste af alt dette, først 1581 meldes hun død, og det må have været mærkeligt for hende at se det kloster, hun engang havde værnet så godt, smuldre om sig. Man må håbe, at hun i det mindste har levet godt af de otte gårde i Hejlskov. Det ville være rart at kende lidt til hendes tanker eller i det mindste vide, hvem hun var. De fleste nonner er anonyme. Vor priorinde har dog et navn, men det er ikke nok, hvis man ikke også kender hendes slægt.

Der er ingen tvivl om, at den skal søges mellem de lokale adelsfamilier. Den sidste kongelige lensmand på Ørslevkloster var Malthe Jensen Sehested, søn af Jens Thomesen Sehested til Højris på Mors, der 1543 nævnes som klosterets befalingsmand. Efter jomfru Kirstines død fik Malthe Jensen tilladelse til at lægge Hejlskovgårdene ind under lenet, uden at hans afgifter skulle forhøjes. Han arvede således priorindens vilkår. Det kan skyldes slægtsskab, men også blot være udtryk for kongelig gunst. Gårdene følger med resten af klostergodset ved salget i 1584, så rigtig arv var det ikke, med mindre Malthe Jensen da fik andet gods i stedet, og det ved vi ikke noget om. (Fig. 10)

Hvis der var slægtsskab mellem Malthe Jensen og jomfru Kirstine, kan hun efter alder og navn have været søster til hans far, men vi ved ikke, om Jens Thomesen havde en søster, der hed Kirstine. Nogle har ment, at Iver Thammesen Juel havde en søster af det navn i Ørslev kloster, det bygger på usikre kilder, men også det kan efter navn og alder passe på vor priorinde. Om hun var en Juel eller en Sehested kan imidlertid næsten være ligemeget. De to familier var så indgiftede, at hun i begge tilfælde har været en tante til Malthe Jensen.

I så fald har Ørslev kloster til det sidste fungeret efter sin bestemmelse, som forsørgelsesanstalt for den lokale adels kvinder, og fået sit gods bestyret af den samme adels mænd.

Dette familieskab har været en væsentlig årsag til, at det var muligt for jomfru Kirstine Thomesdatter at opnå så gode vilkår for sit kloster og sig selv i katolicismens sidste år.

Lit: Ørslev Kloster. Viborg 1975. - Vilh. Lorenzen: De danske Benediktinerklostres Bygningshistorie. Kbh. 1933.