Jens Koefods glorie

Printzensköld red mod Rønne uden væbnet følge. Modigt gjort; ville han vise bornholmerne, at det ry, der stod om hans dristighed, var andet end en skrøne? I så fald kom han til at betale det dyrt. Ankommet til Rønne tager han ind på borgmestergården. Her antastes han af en flok af byens borgere og skydes ned. En af drabsmændene, Jens Koefod, stiller sig nu i spidsen for opstanden, og sammen med Haslepræsten Poul Anker er han den, der formår at føre bornholmernes frihedskrig igennem til sejr.

Disse tildragelser er rige på spændende og dramatiske enkeltheder, egnede til at sætte fantasien i bevægelse. I årene efter opstod da også flere sagn, krøniker og viser, som skildrer begivenhederne i farverige billeder og stærkt krydrede beretninger. Hertil føjer sig den rene romanskrivning, hvor begivenhederne er føjet ind i digtede handlinger. At det er bornholmerne, der er helte, og svenskerne, der er skurke i disse gamle beretninger, er næsten overflødigt at tilføje.

Og dog. Her står vi med et gammelt håndskrift, som ganske vender op og ned på de tilvante forestillinger. Det er et rimdigt »udi 5 Sange«, og forordet bærer årstallet 1788. Det er skrevet i alexandrinerrim, som vi kender det fra Holbergs Peder Paars. »Helten Jens Koefod eller Den Bornholmske Opstand« hedder værket, men titlen er ironisk ment, for helten er ingen helt i ordets almindelige betydning. Hvad mon har kunnet bevæge værkets forfatter, præsten Hans Pontoppidan, til således at gå sine egne veje? Er der virkelig grund til at se Jens Koefods berømmelse efter i sømmene? Under alle omstændigheder fængsles man af dette mærkelige digt og fatter interesse for manden, som skabte det.

Hans Pontoppidan var provst til Rønne og Knudsker i årene 1777-85; men henimod slutningen af denne periode søger han bort fra det kald, som han var så »uhældig at ansøge og bekomme«. Han flytter til Frederiksberg, men allerede to år senere bliver han kaldet til Idestrup på Falster, hvor han rimeligvis har lagt sidste hånd på sit store »heltedigt«. Pontoppidans værk er, med sine mange barokke indslag, en festlig og livlig fortælling, men i sin »For Erindring« lader forfatteren tydeligt skinne igennem, at det historiske i hans rimdigt bør tages højtideligt. (Fig. 3). Sine kilder nævner han at have dels af nogle blade fra en itureven kirkebog (som desværre ikke senere har kunnet opspores), dels fra en amtmand Urne, som skal have givet ham en masse fortrolige oplysninger. Dog kun »med den Forbeholdenhed udi denne Sag, intet at aabenbare derom, saalænge han levede, og saalænge jeg var der paa Landet«. Disse oplysninger gør os straks noget mistænksomme, men om digtets historiske troværdighed skal der iøvrigt tales nedenfor. Foreløbig nøjes vi med at konstatere, at vi har at gøre med en spraglet og levende beretning. En skarp og lun iagttager har ført pennen til de 444 sider in quarto, som digtet breder sig over. Pontoppidan var selskabsmand, han har nydt sine besøg i sognehjemmene i Rønne og Knudsker, hvor man har kendt ham som en god fortæller og en opmærksom tilhører. En historiker fra en senere tid, hvem Pontoppidans unationale synspunkter er faldet noget for brystet, giver ham følgende ikke alt for smigrende skudsmål: Han var »saa gjennemdoven, at han i heele fem Aar ikke engang gad i Ministerialbøgerne indføre Navne paa Døbte, Begravede og Viede, men i dets Sted drev han om iblandt sine Sognemænd, fortalte Anekdoter, snusede og smøgede Tobak og lod sig traktere«. Hvordan det nu end har forholdt sig med Pontoppidans embedsførelse, så har hans ture rundt om i sognet i hvert fald ikke været uden udbytte. Uagtet hans utilfredshed med sit Rønne-embede, har han næret en levende interesse for bornholmerne og deres livsform, hvilket tydeligt afspejler sig i digtet, der er fyldt med kulturhistorisk stof. Hans beskrivelser fra hverdagen, fra fester og gildeslag er gjort med lune og følelse. Denne side af værket, som ikke er den mindst vigtige, er der givet prøver på i det følgende. Grunden til rimkrønikens tilblivelse gør Pontoppidan selv rede for i sin »For Erindring«: »De Tanker, at det var hæderligt at bryde Hyldings Eed, at myrde ordentlig Øvrighed, at Koefod handlede af patriotisk Iver, at Indbyggerne med Landets Overgivelse giorde Kongen af Danmark en stor Foræring o.s.v. fortiene altiid at belees og igiendrives. -- Da Kundskaben om Sagen var mig tilforladelig, syntes mig Pligt, at meddele andre Lejlighed til rigtigere Begreb om Sagen«.

Værket er så omfattende og så rigt på detaljer, at selv et summarisk referat af den brogede handling vil være utilstrækkeligt. I nedenstående genfortælles historiens nøglesituationer, således som Pontoppidan opfattede dem og i sit håndskriftvideregav dem til eftertiden. Af og til citeres værket, for at læseren kan danne sig et indtryk, dels af forfatteren selv, dels af den tone, hvori han omtaler opstanden og dens hovedpersoner.

»Ej sielden en tvetydig Sag, / af egen og uædel Drivt begyndes, / Gud finder deri ej Behag, / ej heller den af Gode yndes, / Dog styrer Gud den samme Ting, / Ved Forsyns Haanden saa omkring, / at manges Velfærd derved fremmes, / og hans Regering ej paa Jorden glemmes«. Med disse linjer, der indleder den første sang, giver forfatteren opstanden sin præstelige velsignelse. Det gode såvel som det onde må tildeles sin plads i verden, og Gud er også med i denne sag med alle dens tvetydige tildragelser. Handlingen tager sin begyndelse på en kro i Rønne, og dem har der åbenbart været en del af: »I Rønne kan man ei paa Kroer Mangel klage, / dog findes fleere nu end udi fordum Dage, / hver femte Byens Huus kan tælles for en Kroe, / for hver en Tønde Korn som bages, brændes to«. I Jespers krostue møder vi for første gang »helten« Jens Koefod, der er hjemme på orlov fra sin tjeneste i den danske hær. Vi finder ham siddende ved et af bordene, hvor han med lidenskabelig iver udbreder sig om det svenske tyranni. Han fortæller de lydhøre krogæster, hvorledes han skulle drive svensken af øen, hvis bare der havde været ti mand mere af hans egen slags. En mand ved navn Peder Thorsen, der stille har siddet for sig selv i et hjørne af skænkestuen, er så uforsigtig at komme med indvendinger imod Koefods karakteristik af svenskerne og oberst Printzensköld. Han, der er sandemand (sognefoged) for Nylars sogn, og tit har haft tjenstlige ærinder på slottet, mener at kende obersten som en retskaffen mand, der gør. hvad han kan, for at styre øen på bedste måde. Desuden, siger han, har vi aflagt hyldingsed. Reaktionen hos Koefod er kraftig, han kalder Thorsen for en nar og beskylder ham for landsforræderi. Thorsen vil nu gå, men Koefod følger efter ham ud på gaden, hvor skænderiet ender med, at Koefod myrder ham med sin pallask. »Helten« flygter fra gerningsstedet og skjuler sig i Ib kromands bagerovn. Her bliver han snart fundet og overgivet til myndighederne, som nøjes med at sætte ham i en meget mild arrest i byfogedens gæstekammer.

(Fig. 4).

Thorsens begravelse lader forfatteren være inficeret af korruption og bestikkelse, endog præstens prædiken: »Hvad kunde ej formaae de tykke blanke Kroner, / de blinde Øjnene og Sindet mildt forsoner«. Koefod løslades få dage efter, og retssagen imod ham indledes. Det lykkes ham at få sagen vendt således, at han kun bliver dømt for nødværge i patriotisk vrede. I sagen »i hvilken Retten blev for otte Dage sæt, / er beste Granskning skeet: thi kiendes nu for Ret / til Byens Arme skal han bøde fire Daler, / hvornæst han Dommens Akt og Skriverløn betaler, / og endelig udstaaer han Kirkens Disiplin, / at han ej regnes skal blandt Hunde eller Sviin«.

Peder Thorsens enke bliver fortvivlet og vred over dommernes milde fremfærd mod hendes mands morder. En henvendelse hos Rønnes byfoged giver intet resultat, hvorfor hun beslutter at søge bistand hos øens højeste myndighed, den svenske guvernør Johan Printzensköld. Obersten lader sig bevæge af den fortvivlede enkes ord og lover hende sin støtte, han vil ved første lejlighed drage til Rønne og bringe sagen »udi rigtighed«.

(Fig. 5).

Enkens besøg på slottet rygtes hurtigt i Rønne. Koefod og byens øvrighed bliver ængstelige for deres fremtidige skæbne, og gensidigt beskylder de hinanden for at være skyld i tingenes tilstand. Koefods kone, Kirsten, rider til Hammershus: »Hun Guvernøren vil med Ord og Gaver bøje, / Han Øret aabne skal, men lukke til et Øje«. Det sker ikke. Tværtimod forbitres obersten yderligere over, at man vil forsøge at bestikke ham. Kirsten Koefod rider derfra glemmende sine bestikkelsesgaver.

(Fig. 6).

De ængstelige borgermænd i Rønne modtager breve fra Printzensköld. Han anklager dem vredt for letsindig retsforvaltning og bebuder sin ankomst til byen. »Ned synker Heltens Mod fast indtil tvende Tommer, / Nu føeltes der var meer end Byens bløde Dommer«. Men Koefod handler resolut; tvunget af den fortvivlede situation, hvori han befinder sig, samler han sine venner omkring sig til et møde. Herunder beslutter de at drage konsekvensen af deres handling, de må komme obersten i forkøbet. Man kunne myrde Printzensköld, foreslår »helten«. Øvrigheden bifalder og roser sig selv for den store beslutning, det må være »børnlig Pligt mod heele Faderland«, mener de.

Nu oprinder der en travl tid for vor »helt«. Han rider øen rundt for at samle tilhængere, og som venteligt er der mange, der vil støtte ham i hans vovelige foretagende. Naturligvis rider han uden om Nylars sogn. Her var Peder Thorsen sandemand, og sognets bønder har ikke glemt Koefod for hans udåd. Det er han klar over og undgår dem derfor klogeligt.

Så kommer den decemberdag, da Printzensköld uvidende om sin skæbne rider fra Hammershus slot. Han har en del ærinder på sin vej og når i første omgang kun til Hasle by. Her søger han herberge for sig og sit lille følge hos bykaptajnen Niels Gommeløs, som obersten finder »ikke lidet skummel«. Gommeløs er Koefods rival til helteglorien. Han agter at skyde Printzensköld.

Den følgende dag begynder dårligt for obersten. Landsdommer Peder Olsen kommer til ham med sine skattelister, som han forelægger med den besked, at dér i byen, skal han ikke forvente mere skat inddrevet. Yderligere træder fjorten Hasleborgere uanmeldt ind i stuen, hvor obersten sidder. Med sig har de et borgerbrev, hvori de beklager sig over den skat, der er pålagt dem, det har de aldrig før været vante til, og de ser sig ude af stand til at betale. Hasleborgerne er vrede og forlader obersten med en direkte trusel: »Vi kaldes Svenske nu, men snarlig Danske hedde, / saa sagde alles Mund, og gik saa bort i Vrede«.

Ved middagstid er obersten og hans følge parat til at ride videre mod Rønne. »Den lumske grumme Vert er og til Ondskab færdig, / det var de Onde Æg han sovende udruged, / den Morder Aandens Gift han graadigen indsluged«. Men Gommeløs's egen hustru, den fromme og dydige Elsebye, forhindrer sin mand i at udføre sine planer. »I Huuset blev det dulgt, kuns udi Sengekamret, / stod den fortørned Mand og med sin Hustrue klamred«. Gommeløs kryber skamfuld i en krog, og Printzensköld rider uantastet og uvidende om dette intermezzo ud af Hasle by ad vejen mod Rønne.

(Fig. 7)

Obersten når frem til byen. Fra døre og vinduer betragter indbyggerne nysgerrigt det lille fremmedartede selskab, der i langsomt trav rider ned over stenbroen med retning mod borgmestergården. Men her er ingen hjemme, og da borgmesteren endelig dukker op, er obersten vred og lægger ikke skjul på, hvad der er anledningen til hans besøg. Hvorledes er det, man i Rønne forvalter landets lov og ret? Borgmesteren bliver fornærmet og svarer trodsigt på alle Printzenskölds anklager. En samling borgere træder nu ind i stuen med Koefod i spidsen. Han nærmer sig det store stenbord, bag hvilket Printzensköld sidder og fjerner en pakke breve, som han højlydt forkynder nu skal komme dannerkongen i hænde. Obersten anklager forbitret Koefod for hans misgerning mod sandemand Peder Thorsen. Helten affærdiger ham og griber ordet: »I Rønne Borgermænd! / og hver en anden som ankommen er herhen! / I hører hvad jeg paa mit Folkes Vegne siger, / hvorfra jeg ingentiid i Liv og Døden viger: / at Bornholmske Land skal udfra Svenske Kløer, / og Danske Krone som Ejendom tilhøer«. (Fig. 8). Rønneborgemes truende miner og Koefods ophidsende ord gør det kun alt for klart for obersten, hvad der er deres agt. Med et skrig vælter han stenbordet imellem dem og forsøger at undvige, men overmagten er ham for stor. Udenfor på Storegade forsøger han igen at flygte, men fanges af borgmesterens pige Abelone: »Hun griber ham i Favn, thi dertil var hun vant, / og drejer ham omkring paa hver en Verdens Kant«. »Helten« og hans ikke mindre heltemodige hjælpere binder Printzensköld til en portstolpe. Koefod selv tager opstilling i en gavllåge overfor og - »Med veltillavet Flint han skyde løs paa Manden, / og treffer hannem just med Kuglen gjennem Panden, / i Dødens Angest brød han Baandene som Bast, / og dump var Legemet paa Steen Broen kast«. (Fig. 9)

Vor helt gør nu anstalter til Hammershus slots erobring. Han sætter vagtposter ud på strategiske steder, mordet må ikke rygtes, uheldigt om man allerede nu skulle få besked derom på slottet. De svenske soldater, som obersten havde posteret rundt om på øen, arresteres. Inden længe står bornholmerne opmarcheret omkring Hammershus. Inden for slottets mure aner besætningen, at de har mistet deres herre, det gør dem modløse og rådvilde. Jens Koefod er ikke selv for sikker på sin egen og bornholmernes styrke. De er i overtal, men meget dårligt bevæbnede, kun forsynede med forhåndenværende slag- og stikvåben i form af bådshager, høtyve etc. Koefod vil tage slottet ved list. I håb om at svenskerne er blevet overrumplede af den pludselige opstand, sender han et brev til slottet, hvori han foreslår overgivelse og giver sine betingelser derfor. Printzenskölds enke og den midlertidige slotskommandant reagerer som håbet. De opgiver at forsvare sig mod den store overmagt og tager Koefods forslag til følge.

Hammershus er erobret, alle svenskere er fanget og sat i arrest. Koefod selv residerer på slottet som kommandant over de bornholmske styrker på den frigjorte ø. Her ændrer forfatteren overraskende syn på Jens Koefod og giver ham en hårdt tiltrængt oprejsning. Fra nu af er han den tænksomme folkeleder, lidt ærekær og forfængelig måske, men dog manden, hvem bornholmerne kan takke for, at de kom så ublodigt gennem opstanden. Koefod giver Printzenskölds enke frit lejde og drager omsorg for, at intet ondt skal hænde hende og hendes tjenestefolk. Ligeledes prøver han at forbyde eller i hvert fald at begrænse den plyndring af Hammershus og dets gods, som hans folk i smug har glædet sig til.

(Fig. 9). (Fig. 10).

Koefod er i stadig aktion. Han er klar over den fare, hans lille øsamfund svæver i. Hvornår vil opstanden rygtes i Sverrig? Det gælder om så hurtigt som muligt at få øen underlagt den danske krone og derved nyde dens beskyttelse. Koefod foranstalter det. Sammen med Peder Olsen, byfoged Meybom og dennes kone og trommeslager Ole Hammer rejser han i åben båd til København. Her overrækker de bornholmernes berømte gavebrev til den danske konge. I gavebrevet skænkes øen til evig arv og eje for den danske krone.

(Fig. 11).

»Saa har min Sang dog lært om denne vigtig Handling, / og om Regeringens saa glædelig Forvandling, / langt anden Grund og Skik end den man kiendte før. / Jeg ønsker dette maa optages som det bør. / End ønske jeg at hvad man før om Sagen troede / maa glemmes, og at det i Skiulet hidtil boede, / maa giøre Folket fra den gamle Fordom frie, / at det ej hedde skal og passe herudi: / Mundus vult deupi, decipiatur ergo. / Hvo Sandhed ikke vil, han kun paa Sladder troe«.

Pontoppidans fremstilling af bornholmernes frihedskamp afviger så stærkt fra den gængse opfattelse og er samtidig så levende og detaljefyldt, at man efter læsningen knapt ved, hvad man skal tro. Hvad er sandhed, og hvad er digt, og er det rigtigt, når Pontoppidan så fuldstændigt berøver Jens Koefod den glorie, som traditionen har forlenet ham med. Til rådighed for spørgsmålets opklaring er en række samtidige breve og arkivalier. Heller ikke de er upartiske; men ved at sammenligne dem får man dog nogen mulighed for at trænge igennem til det virkelige hændelsesforløb.

Pontoppidans beretning viser sig at være alt andet end pålidelig historie, hvad enten det nu skyldes hans kilders fejlbarlighed eller hans egen fantasi. Alligevel er hans skildring på sin vis sandere end det glansbillede, som folkeoverleveringen har fremstillet. Historien om mordet på Peder Thorsen er usand; men det er rigtigt, at Jens Koefod tidligere havde begået manddrab - en sag, som dog for længst var ordnet med de danske myndigheder. Pontoppidan skildrer dramaets hovedbegivenhed, drabet på Printzensköld, som en gemen nedskydning af en bunden fange. Den »godkendte« fremstilling af begivenheden lyder derimod således: Printzensköld er taget ind på borgmestergården i Rønne. Mens han taler med borgmester Lauridsen og dennes bror, ankommer Jens Koefod sammen med Jens Risom og Niels Gumløs. På officersmaner tilbyder de obersten kvarter, men han afslår og vælter stenbordet imellem dem omkuld. Han gribes og holdes fangen. Der kommer nu flere til. De vil føre obersten til byens arresthus, men pludselig forsøger Printzenskold at flygte. Rønneborgeren Villum Clausen skyder, og obersten falder død om på gaden. Sket er sket. Jens Koefod og Niels Gumløs går begge hen til liget og giver det hver sit skud, hermed har de demonstreret deres solidaritet med drabsmanden. I denne »officielle« version af historien er drabet altså nærmest fremstillet som et hændeligt uheld, og Jens Koefod spiller hverken skurke- eller helterolle i udpræget grad. Det kan dog ikke nægtes, at beretningen lyder noget anrettet (man kommer til at tænke på besættelsestidens »Skudt under flugtforsøg«), og helt umuligt er det vel ikke, at det er den omhyggeligt neddyssede sandhed, Pontoppidan har fået fingre i; det er i hvert fald sandsynligt, at han har troet det.

Dette må blive et åbent spørgsmål. Derimod har den moderne historieforskning skabt klarhed på et andet punkt, hvor Pontoppidan går imod traditionen, nemlig hvad angår hans bedømmelse af den svenske guvernør. Omend hans retfærdiggørelse af denne er noget overdreven, viser den nu kendte brevveksling mellem Printzensköld og hans foresatte i Sverrig, at Pontoppidan for en stor del havde ret i sin opfattelse.

Når forfatteren som motiv for bogens tilblivelse angiver, at han ønsker at redde et historisk stof for efterverdenen, tør man nok gå ud fra, at dette kun er en del af sandheden. Formodentlig har han følt sig lettere irriteret over den pralende tone, som hans sognebørn anlagde, når de berettede om deres forfædres bedrifter under opstanden, og han har ment sig kaldet til at sætte tingene på plads. At han har valgt at gøre det netop i denne form er forståeligt nok, for provsten var en dannet mand, der var kendt med sin samtids litteratur. Han har læst Voltaire og Lafontaine, og i mange af versene nikker man genkendende til både Holberg og Wessel, skribenter for hvem helten i narrens og tåbens skikkelse var et kært emne. Hertil kommer moralisten Pontoppidan, som vil fortælle, at en opstand har mange spegede sider, og at det ikke er lutter ædelhed og uegennytte, som spiller ind. Værket er så omfattende, at det må være skrevet over en længere årrække, og det kunne næppe være blevet til uden en stadig tilgrundliggende inspiration og arbejdsglæde, som stoffet i sig selv må have givet ham.

Skønt digtet aldrig blev trykt, var det almindelig kendt af samtidens og den nærmeste eftertids litterater, og det er ikke nogen blid kritik, de giver dette kætterskrift, der så åbenlyst tilsviner nationale helligdomme. Historikeren J. N. Skovgaard kalder det en »Vanskabning«, og bibliotekaren Rasmus Nyerup (Nationalmuseets grundlægger) tager frihedskæmperne heftigt i forsvar: »Bornholmernes Daad prises allevegne som Mønster paa Mod, Tapperhed og Fædrelandskierlighed. Denne Berømmelse vil neppe nogen kunne nægte dem Adkomst til, ikke engang efter at have læst den pontoppidanske Rimkrønike, hvor Alt dog synes at være lagt an paa at formindske den Glorie, hvori Bornholmernes Patriotisme ellers plejer at fremstraale«. Nyerup mener, at det var heldigt for forfatteren, at han ikke lod sit poem trykke, da han ellers kunne risikere at få samme skæbne som »Fritimerne«'s forfatter (denne digter af en samling vovede vers blev dømt til for anden gang at skulle konfirmeres med forudgående præstegang og det hele).

Nyerup tager Pontoppidan alvorligt, for så vidt som han mener ham værdig til kritik. I dag er vi tilbøjelig til at yde ham mere anerkendelse. Den djærve og lune præstemand var en forfriskende oprører, der tillod sig at have sin egen mening om en sag, som hans samtidige var lidt for enige om.

Tegninger: Peter Westh Hansen