Jens Koefods glorie

Printzensköld red mod Rønne uden væbnet følge. Modigt gjort; ville han vise bornholmerne, at det ry, der stod om hans dristighed, var andet end en skrøne? I så fald kom han til at betale det dyrt. Ankommet til Rønne tager han ind på borgmestergården. Her antastes han af en flok af byens borgere og skydes ned. En af drabsmændene, Jens Koefod, stiller sig nu i spidsen for opstanden, og sammen med Haslepræsten Poul Anker er han den, der formår at føre bornholmernes frihedskrig igennem til sejr.

Disse tildragelser er rige på spændende og dramatiske enkeltheder, egnede til at sætte fantasien i bevægelse. I årene efter opstod da også flere sagn, krøniker og viser, som skildrer begivenhederne i farverige billeder og stærkt krydrede beretninger. Hertil føjer sig den rene romanskrivning, hvor begivenhederne er føjet ind i digtede handlinger. At det er bornholmerne, der er helte, og svenskerne, der er skurke i disse gamle beretninger, er næsten overflødigt at tilføje.

Og dog. Her står vi med et gammelt håndskrift, som ganske vender op og ned på de tilvante forestillinger. Det er et rimdigt »udi 5 Sange«, og forordet bærer årstallet 1788. Det er skrevet i alexandrinerrim, som vi kender det fra Holbergs Peder Paars. »Helten Jens Koefod eller Den Bornholmske Opstand« hedder værket, men titlen er ironisk ment, for helten er ingen helt i ordets almindelige betydning. Hvad mon har kunnet bevæge værkets forfatter, præsten Hans Pontoppidan, til således at gå sine egne veje? Er der virkelig grund til at se Jens Koefods berømmelse efter i sømmene? Under alle omstændigheder fængsles man af dette mærkelige digt og fatter interesse for manden, som skabte det.

Hans Pontoppidan var provst til Rønne og Knudsker i årene 1777-85; men henimod slutningen af denne periode søger han bort fra det kald, som han var så »uhældig at ansøge og bekomme«. Han flytter til Frederiksberg, men allerede to år senere bliver han kaldet til Idestrup på Falster, hvor han rimeligvis har lagt sidste hånd på sit store »heltedigt«. Pontoppidans værk er, med sine mange barokke indslag, en festlig og livlig fortælling, men i sin »For Erindring« lader forfatteren tydeligt skinne igennem, at det historiske i hans rimdigt bør tages højtideligt. Sine kilder nævner han at have dels af nogle blade fra en itureven kirkebog (som desværre ikke senere har kunnet opspores), dels fra en amtmand Urne, som skal have givet ham en masse fortrolige oplysninger. Dog kun »med den Forbeholdenhed udi denne Sag, intet at aabenbare derom, saalænge han levede, og saalænge jeg var der paa Landet«. Disse oplysninger gør os straks noget mistænksomme, men om digtets historiske troværdighed skal der iøvrigt tales nedenfor. Foreløbig nøjes vi med at konstatere, at vi har at gøre med en spraglet og levende beretning. En skarp og lun iagttager har ført pennen til de 444 sider in quarto, som digtet breder sig over. Pontoppidan var selskabsmand, han har nydt sine besøg i sognehjemmene i Rønne og Knudsker, hvor man har kendt ham som en god fortæller og en opmærksom tilhører. En historiker fra en senere tid, hvem Pontoppidans unationale synspunkter er faldet noget for brystet, giver ham følgende ikke alt for smigrende skudsmål: Han var »saa gjennemdoven, at han i heele fem Aar ikke engang gad i Ministerialbøgerne indføre Navne paa Døbte, Begravede og Viede, men i dets Sted drev han om iblandt sine Sognemænd, fortalte Anekdoter, snusede og smøgede Tobak og lod sig traktere«. Hvordan det nu end har forholdt sig med Pontoppidans embedsførelse, så har hans ture rundt om i sognet i hvert fald ikke været uden udbytte. Uagtet hans utilfredshed med sit Rønne-embede, har han næret en levende interesse for bornholmerne og deres livsform, hvilket tydeligt afspejler sig i digtet, der er fyldt med kulturhistorisk stof. Hans beskrivelser fra hverdagen, fra fester og gildeslag er gjort med lune og følelse. Denne side af værket, som ikke er den mindst vigtige, er der givet prøver på i det følgende. Grunden til rimkrønikens tilblivelse gør Pontoppidan selv rede for i sin »For Erindring«: »De Tanker, at det var hæderligt at bryde Hyldings Eed, at myrde ordentlig Øvrighed, at Koefod handlede af patriotisk Iver, at Indbyggerne med Landets Overgivelse giorde Kongen af Danmark en stor Foræring o.s.v. fortiene altiid at belees og igiendrives. — Da Kundskaben om Sagen var mig tilforladelig, syntes mig Pligt, at meddele andre Lejlighed til rigtigere Begreb om Sagen«.