Jens Koefods glorie

(Fig. 1). (Fig. 2) En vinterdag i begyndelsen af december måned 1658 rider oberst Johan Printzensköld ud af Hammershus slotsport i vigtigt ærinde. Han er Bornholms guvernør og repræsenterer den svenske besættelsesmagt, som samme år har taget øen i besiddelse. Bornholm blev traktatmæssigt afstået til Sverrig ved Roskildefreden, hvor Danmark så dyrt måtte betale for den letsindighed at erklære Karl Gustav krig. Printzenskölds formynderskab er af en art, som de bornholmske mænd kun med knurren ser sig nødsaget til at adlyde. De demonstrerer åbenlyst deres store utilfredshed, når lejlighed gives, og deres oprørske sindelag er ikke undgået oberstens opmærksomhed. At det skyldes de mange skatter og udskrivningen af unge bornholmske mænd til svensk krigstjeneste, er ham også bekendt. Det er derfor mørke og dystre tanker, der optager Printzensköld under hans ridt mod Rønne. Ikke uden grund er han begyndt at ængstes yderligere for slottets besætning og sin egen person. For nogle dage siden har han sendt et brev til sin overordnede, feltmarskal Stenbock, hvori han indtrængende anmoder om en hårdt tiltrængt forstærkning af mandskab og våben: »Er jeg derfor ilde stedt, om jeg ikke snart faar Undsætning, eftersom jeg ikke haver mere Folk at lide paa end de som her ligge udi Garnisonen. Deraf er en Del syge, saa at jeg ikke haver mere end 60 Mand, som kunne bruge Gevær, og maa tilmed frygte for Indbyggerne som for en aabenbar Fjende«.

Af Peter Westh Hansen