Jellings store sten

Det store træbyggede gravkammer, som i 1820 blev fundet i den nordligste af de to Jellinghøje, den der bærer dronning Thyres navn, måtte nødvendigvis vække en brændende lyst til også at vide, hvad den anden høj indeholdt, men hverken Frederik VII's minegange, 1861, eller den store, tilbundsgående udgravning, som fandt sted i 1941 under Ejnar Dyggves ledelse, bragte nogen grav for dagen i »Gorms høj«. Dyggves undersøgelse gav imidlertid et andet opsigtsvækkende resultat. På den gamle markflade under højen stod to rækker af bautasten, som har hørt til et stenanlæg fra før højens tid. Med påvisningen af det var et stridens æble kastet.

Af Harald Andersen

Omtalte stensætning har været meget stor og strakt sig langt uden for sydhøjens enemærker, sikkert helt hen til nordhøjen gennem det område, hvor der nu er kirkegård. Her, mellem gravene, er der tid efter anden fundet adskillige bautasten, men de er omvæltede og flyttede, og det er vanskeligt at afgøre, om nogle af dem står på oprindelig plads. Om anlæggets form kan der blot siges, at det har spidset til mod syd, om dets funktion gives ingen antydning. Efter Dyggves opfattelse har det været et helligsted, et »vi«, i skikkelse af en kæmpemæssig trekant; hvordan han tænkte sig denne placeret i forhold til højene, viser billedet bedre, end ord kan gøre det. Teorien vandt mange tilhængere, men kritiske røster lod sig høre, og i de senere år er der gjort alvorlige indsigelser mod den. Efter tvivlernes opfattelse er stenene rester af et gravanlæg, en skibssætning, der blot er en hel del større end dem, vi ellers kender. Et forsvar for trekantviet, fremført af C. J. Becker, finder man i Historisk Tidsskrift for 1967, mens skibssætningshypotesens fader, P. V. Glob, har fremført sine synspunkter i en artikel her i bladet (1969:4). De to opfattelser er med disse artikler stillet skarpt over for hinanden.

(Fig. 1-2)

Billede

Fig. 1: Dyggves trekantvi.

Billede

Fig. 2: Globs skibsætning.

Undertegnede må bekende sig som tilhænger af skibssætningsteorien. Skibssætningen er en velkendt vikingetidsgravform; den optræder magtfuldt på gravpladsen i Lejre, og det forekommer helt naturligt at møde den også på Jellingkongernes gravplads. Det skal indrømmes, at de snorlige stenrækker under sydhøjen ikke rigtig harmonerer med skibsformen, men der kendes skibssætninger af mange faconer, og de omtalte rækker er trods alt kun korte stumper af kæmpeskibet. Støtte for skibssætningshypotesen kan hentes i det træk, at de to høje og stensætningen er placeret symmetrisk omkring en fælles akse, så at de ligesom danner et samlet hele. Ganske tilsvarende arrangementer af høje og stensætninger kendes nemlig fra to andre lokaliteter, Glavendrup på Fyn og Bække på Koldingegnen, og nye udgravninger har med sikkerhed vist, at stenene her danner skibe. De to anlæg blev i øvrigt i sin tid af Dyggve taget til indtægt for vi-teorien. De er altså nu gået over til fjenden.

Det er trekantviets største svaghed, at det savner støtte i parallelfund, men det udelukker naturligvis ikke, at det kan have eksisteret, og muligheden må holdes åben, så længe intet andet er bevist. Desværre er netop bevisførelsen denne sags vanskelige punkt; de fundne rester er simpelthen utilstrækkelige til, at en endelig dom kan fældes. Hellere end at fortsætte den nu klart optrukne diskussion bør man gribe om nælden og søge gåden løst ved nye udgravninger i selve Jelling. Formålet med denne artikel skal være at opfordre til at gå i gang og samtidig at vise, hvor spaden med fordel kan sættes i jorden.

(Fig. 3)

Billede

Fig. 3: Spørgsmålet, som svæver over Jelling, lyder, kort formuleret, således: Hvordan var formen på den store stensætning, som engang - før kirkens tid - optog pladsen mellem de to høje? Vort foreløbig eneste holdepunkt for besvarelsen er de dele af anlægget, som er påvist under sydhøjen. (Tegning: Claus Andersen)

De tre Jelling-oldtidsminders indbyrdes tidsforhold har Dyggve udlagt på følgende måde: Ældst er nordhøjen og stensætningen; de er opført som en enhed og har stået færdige kort efter Gorms død ca 950. Stensætningen - viet - har ligget frit i en årrække (20-30 år antyder stenenes mosbevoksning), men efter kristendommens indførelse ødelægges det hedenske anlæg ved at sydhøjen bygges hen over det. Nu kan den kristne Harald Blåtand ikke antages at have befattet sig med hedensk højbyggeri, så her må der en særlig forklaring til: Denne høj er ikke, som ellers, bygget for en afdød, den er et æresminde for kong Harald, rejst af ham selv i levende live. Netop viets »omstyrtning« fjerner enhver mistanke om hedenske tendenser, som kunne blive kompromiterende for kongens nyerhvervede tro.

Denne Dyggves teori, som har vundet ret udbredt tilslutning, har åbenbare svagheder. Kong Haralds hædershøj er en nødløsning. De to nabohøje, der er ens i størrelse og udseende, og som har væsentlige konstruktive fællestræk, kan ikke uden videre adskilles og gøres til to helt forskellige ting, tilhørende hver sin religion. Mangelen på en traditionel grav berøver ikke sydhøjen dens karakter af gravhøj; men gravhøjen med dens tilbehør af hedenske dødsforestillinger var kirken vederstyggelig og kan - som Dyggve indser - næppe tænkes godtaget af en trosivrig, nyomvendt monark. I øvrigt kan det ikke passe, at sydhøjen ved sin anlæggelse har gjort stensætningen død og magtesløs. Langt de fleste af stenene stod jo stadig udækket, og hvorfor skulle man dog indbygge højen nøjagtigt i stensætningens akse, hvis det var meningen at slette denne stensætning af landkortet.

Det bliver nødvendigt at revidere teorien. Sydhøjen må være anlagt tidligere, end Dyggve antager, den må høre hjemme i førkristen tid, og stensætningen, der utvivlsomt er en del ældre end sin overbygning, må rykkes tilsvarende tilbage, hvilket formodentlig betyder, at den også bliver ældre end nordhøjen. Ved nordhøjens datering kan der ikke rokkes - dens forbindelse med Gorm og/eller Thyre, må anses for sikker - men selv om stensætningen er ældre, kan den, så mærkeligt det lyder, alligevel godt have højen som udgangspunkt. Under den nordhøj, vi kender, ligger der nemlig en ældre oldtidshøj (det blev med sikkerhed påvist ved udgravningen i 1942) og stensætningen - af hvad art den så er - kan nøjagtigt lige så godt have udgået fra den. Hvis stenanlægget er en skibssætning bliver tanken end mere sandsynlig. Såvel i Glavendrup som i Bække er det »gamle« gravhøje, skibssætningerne knytter sig til.

Set på denne baggrund vil en gravning i nordhøjens sydside unægtelig have stor interesse, idet der her skulle være mulighed for at finde - endda betydelige - dele af den formodede skibssætnings spids. Faktisk har der været gravet engang i denne højside, men før vi kaster os over den gamle rapport, vil vi et kort øjeblik betragte nordhøjens opbygning anskueliggjort i Dyggves skematiserede højprofil, fremstillet 1942. Det år blev der foretaget et dybt snit ind i højen, men uden for det område, hvor stensætningen kan ventes at optræde. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4: Skematiseret snit gennem nordhøjen af E. Dyggve.

Inderst ses den ældre høj, som antagelig stammer fra bronzealder. Vikingerne har gravet deres kammer ned i den, og over dette og over hele højens overflade har de lagt en solid kappe af store sten - dog ikke større, end at et par mand kan tumle dem. Derover igen byggedes så den store høj, helt af jord. Der blev ikke ved udgravningen fundet sten af betydning uden for den indre højs område. (Fig. 5-6)

Billede

Fig. 5: Nordhøjen under udgravning 1942. Inderst i grøften ses den stenbelagte »bronzealderhøj«

Billede

Fig. 6: Fire sten fra en af sydhøjens stenrækker. Var det en lignende række, som fandtes i nordhøjens minegang?

Fra 1942 rykker vi tilbage til 1861, det år, da Frederik VII lod sydhøjen undersøge med et net af minegange. Som bekendt blev udgravningen en skuffelse og for at bøde lidt på denne, besluttede man at genåbne nordhøjens kammer, som var blevet lukket og tildækket efter undersøgelsen i 1820. Også her benyttede man i første omgang tunnelmetoden. En gang blev ført ind fra sydvest med retning mod centrum. »Den 19. august, da ingeniørerne var nået 29 alen ind, begyndte de at træffe på store sten, der måtte sprænges og med besvær føres ud af minegangen«, fortæller Jacob Kornerup i sit store værk om udgravningen. »Den 21. var denne første stenvold gennemtrængt. -- Efter at man den 28. august var trængt igennem endnu en svær stenvold, nåede man ind til et lag faststampet, med jord blandet ler, hvorunder en stenbro. Da man måtte antage nu at være i nærheden af gravkammeret, blev der boret med et stort bor, der trængte fire alen ind. Pludselig manglede boret modstand og trængte dybt ind, men da det blev draget ud, fulgte en vældig vandstråle med og fyldte hele gulvet i minegangen med vand og mudder. Kammeret var nået!«

Til bogen hører et kort over udgravningen, men det er i så lille en målestok, at de finere detaljer ved almindelig betragtning går tabt, og det er vel grunden til, at man ikke tidligere har skænket stenfundene i nordhøjens minegalleri megen opmærksomhed. Et udsnit af planen omfattende det for os væsentlige område er gengivet her på siden i stærk forstørrelse og befriet for nogle forstyrrende stregsystemer, så at man nu tydeligt ser de to »stenvolde«, hvoraf den inderste med al sikkerhed kan siges at være overfladestenlægningen på den indre høj med sten af forholdsvis beskeden størrelse. - Men nu den ydre stenvold, den hvis sten var så store, at de »måtte sprænges og med besvær føres ud af minegangen!« Hvad vi ser, er seks sten, hvoraf de fire, som er nogenlunde frilagt, er mere end meterstore og af langstrakt form. De ligger smukt på række og geled og med længderetning på tværs af gangen. Man kan vanskeligt, når man ser denne stenkolonne, undgå at blive slået af ligheden med de rækker af mere eller mindre omvæltede bautasten, som blev fundet under sydhøjen. (Fig. 7)

Billede

Fig. 7: Forstørret udsnit af udgravningsplanen 1861 visende nordhøjens minegang. Midtvejs mellem højfod og gravkammer ses en række store sten af påfaldende lighed med sydhøjens stenrækker (vist på foregående side).

En bautastens række under nordhøjen? Muligheden foreligger, den påkalder sig opmærksomhed og stiller et pågående krav om undersøgelse.

Den primære opgave ved en kommende Jellingudgravning må være at få fastslået stensætningens art, men alene at få den knyttet med sikkerhed til den indre høj vil være en vinding, som bringer Jellingforskningen et godt skridt videre. Skulle skibssætningen vise sig at være en realitet, bør man i øvrigt ikke forsømme at undersøge det spændende område mellem sydhøjen og kirkegårdsdiget, hvor man har mulighed for at afdække et større, og sandsynligvis nogenlunde uforstyrret, stykke af skibets centralområde med chance for gravfund. Det må nemlig ikke glemmes, at en skibssætning er et gravanlæg, og graven eller gravene i alle tiders største stenskib beliggende på dette historiske sted kan ikke frakendes en vis interesse. Udgravningen behøver ikke at blive nogen kostbar affære. Området ved kirkegårdsmuren er let tilgængeligt, og nogle få snit ind i nordhøjens fod vil være tilstrækkeligt til at fastslå, om stenrækkerne er der, eller om det hele er blind alarm.

(Fig. 8)

Billede

Fig. 8: Artiklens forslag.