Jeg lod plante et træ

På Hørrings forslag blev pengene brugt til oprettelse af et arkiv og til anskaffelse af en protokol »bestemt til at indeholde beretninger om sådanne anliggender, som angår hele Regensen«. Protokollen skulle fremlægges i den fløj af Regensen, som fra gammel tid kaldtes »kirken«, og den fik derfor navn af »kirkebog«. Til at føre den valgte man i første omgang Hørring selv, og for at blive i det kirkelige sprog kaldte man ham og hans efterfølgere i stillingen »klokkere«. Klokkerinstitutionen lever stadig og har altså i dette efterår bestået i 100 år.

Muligvis vil man mene, at dette er en begivenhed af meget lokal interesse, hvilket sådan set er rigtigt. Og dog: Regensen har altid ligget nær begivenhedernes centrum. Historiske tildragelser har afspejlet sig i regenslivet, kulturelle og politiske strømninger har udfoldet sig fyrigt der, og Hørup og Hørring er kun to eksempler på, at mænd af format har hvæsset kløerne til kommende bedrifter i Regensens lille politiske verden. Der kan derfor være god grund til at benytte det lille jubilæum til at kaste et genboblik ind i den røde gård ved Rundetårn, hvor udenforstående ellers ikke har noget at gøre. Indladende kan man ikke beskylde Regensen for at være.

At Christian den 4. byggede Regensen, er en så fastgroet opfattelse, at man næsten ikke vover at rokke ved den, skønt den i hvert fald ikke har fuld gyldighed. Ideen var udkastet allerede af Christian den 4.s bedstefar, og det var hans far, Frederik den 2., der skabte det økonomiske grundlag, hvilket skete gennem oprettelsen af »Kommunitetet«, en stiftelse, der oppebar indtægten af 153 kronen tilhørende gårde samt tienden fra 92 sjællandske sogne; man forstår, at der var realiteter bag dette kongelige initiativ. I første omgang blev kommunitetspengene brugt til bespisning af 100 fattige studenter, men tanken om en studenterbolig i hovedstaden spøgede stadig, så meget mere som der siden 1591 havde eksisteret et kollegium ved domskolen i Roskilde. Da der viste sig mulighed for at erhverve en passende ejendom - en tidligere kanslerbolig i Store Kannikestræde - slog man til.

16. august 1618 »lånte jeg de højlærde i København 9000 rigsdaler«, skriver Christian den 4. i sin almanak. (Fig. 2). Lånet blev brugt til køb af den omtalte gård, men allerede året efter fik kongen sine penge tilbage, og bygningen ejedes herefter ubeskåret af Kommunitetet, der altså nu kunne byde sine 100 studenter ikke blot kost, men også logi. Efter ombygning blev huset taget i brug 1623.

I en optegnelse fra 1629 tales der om »dem, som havde haft spil og musik i aftes på bededagen foran Regentzen«. Gårdens officielle navn var ellers »Collegium regium«, men allerede nu, kun seks år efter indvielsen, er navnet Regens altså slået fast. Notitsen lader os samtidig stifte bekendtskab med den strenge helligdagstugt, som studenterne var underkastet, og som regensalumnerne især fik at føle, da de var under stadig opsigt. Lederen af kollegiet (kaldet præpositus, hvilket senere blev til provst) havde seks inspektorer boende på gården til at bistå med at påse, at studenterne gik i kirke, deltog i de daglige morgen- og aftenandagter og i det hele førte et sædeligt levned. I kommunitetslovene hedder det: »Fordrister nogen sig til at tale nogen utugtig snak over borde om skøger, horeri eller anden forfængelig tale og roser sig af nogen slem utugtig gerning, - da skal han straks forvises...« Trods inspektorernes hjælp klager regensprovsten Jens Bircherod i slutningen af 1600-tallet over, »hvad uro og fortræd det giver at have med studenternes inspektion at bestille!«

I de første 150 år hører man ikke meget om livet bag Regensens røde mure, hvilket blandt andet kan skyldes, at regenslivet dengang har været meget forskelligt fra det, som senere udviklede sig. Regensianerne følte sig nok sammenknyttet - men som studenter, ikke som regensianere. Under Københavns belejring 1659-60 deltog de og de øvrige studenter med hæder i forsvaret, og som belønning tillodes det dem at bære våben, hvilket ellers var strengt forbudt. Uheldigvis var forholdet mellem studenter og officerer ikke særlig godt, hvilket resulterede i slagsmål på gader og stræder. Således 1696 i Store Kannikestræde: »Om aftenen var en svær alarm oprejst formedels et blodigt sammenstød og slagsmål mellem studenter og lakajer,... hovedrollen spillede regensianerne. Studenterne brød stenene op af gulvene i regenskamrene til forsvar, alle regensvinduerne blev indslagne, og der vankede mange brudne pander«. Citatet viser et glimt af interiøret på Regensen: stengulve var der overalt i bygningerne. I 1711, da pesten hærgede byen, påtog de på Regensen tilbageblevne studenter sig at hjælpe med ligbæringen, og det medførte, at regensianerne herefter fik en særlig forrettighed til dette hverv, som naturligvis udførtes mod betaling - en form for studielegat, som bevaredes til 1791, og hvorom et rum, »Det gamle ligbærerkontor«, på Regensen endnu minder.

»Den 12. maj 1785 lod jeg plante et træ midt i gården«, skrev regensprovst Andreas Hviid på en nu forsvundet rude i Regensens provstebolig. Bogstavelig talt lagde han den dag spiren til den nye tid. Nu begynder det selskabelige samliv på Regensen at udvikle sig i al sin egenart og med et utal af traditioner, hvor Hviids træ - linden - spiller en fremtrædende rolle. Omtrent samtidig lægges grunden til et regensielt selvstyre, og det bidrager yderligere til at give stedet særpræg og gøre det til en stat i staten. Det begynder i al beskedenhed med, at regensianerne får lov til selv at fremkomme med forslag angående de indre forhold på Regensen. Blandt de fremførte ønsker er: at de jernstænger, som siden ombygningen fra kanslergård til kollegium i 1623 har været anbragt udvendigt på vinduerne, må blive fjernet (sådanne jernstænger var almindelige på offentlige bygninger i 1600-tallet), at der to gange daglig må blive bragt kogt vand rundt på værelserne, og at ti faste opvartere, lønnede af Kommunitetet, må blive antaget til rengøring, byærinder etc. Forslagene - bortset fra det sidstnævnte - bliver velvilligt modtaget og realiseres lidt efter lidt i de kommende år. Navnlig i provst Rasmus Nyerups embedstid, der begynder omkring 1800 og varer i ca. 30 år, bliver regensianernes selvstyre udbygget. Visse myndighedsområder lægges således i hænderne på »embedsmænd« valgt af studenternes egne rækker. I disse år florerer regenslivet som aldrig før.

(Fig. 3).
(Fig. 4).

Chr. Winther og Poul Martin Møller var blandt regensianerne i Nyerups periode; i den følgende tid - 1830'erne og 1840'erne - var det mænd som Hostrup, Carl Ploug og D. G. Monrad, der gav tonen an. Kampen for større selvstændighed fortsatte, og ikke uden held, selv om provst F. C. Petersen ikke helt i samme grad som sin forgænger var på bølgelængde med studenterne. Allerede i sin første embedstid gjorde han et forsøg på at begrænse regensianernes fest-udfoldelser, hvilket naturligvis blev taget ham meget ilde op, og resultatet blev i øvrigt, at der netop i denne periode fremstod flere fester, som groede fast og blev tilbagevendende, årlige begivenheder. At Regensen i denne tid trådte frem og blev en politisk faktor af en vis betydning, var heller ikke efter provst Petersens hoved, men det stod ikke i hans magt at hindre det. Skandinavismen gik over Norden, og Regensen blev dens højborg, lige som regensianeren Ploug blev dens sanger. De to krige satte atter tingene på plads. Efter 1864 var det forbi med studenternes politiske indflydelse, men de tanker om frihed og selvstyre, som regensianerne havde kæmpet for i stort og småt, levede videre og satte sig frugter, blandt andet i klokkerinstitutionens oprettelse.


Fra først af var klokkeren nærmest en slags arkivar, og embedet regnedes ikke til Regensens højeste. Dengang var gården endnu præget af en »efter-hostrupsk ånd, lidt romantisk og idealistisk, men harmonisk«, som en samtidig regensianer udtrykker det. Snart kom imidlertid provisorieårene med deres splid, og en stærk politisk interesse holdt sit indtog på Regensen. Uundgåeligt medførte den indre stridigheder. Man begyndte at vælge klokker ud fra politiske synspunkter, og her viste det sig hurtigt, at venstre var stærkest repræsenteret. Der indførtes foredrags- og diskussionsaftener; emnet for en sådan kunne for eksempel være: »Parallellen mellem godsejerpolitikens mål og Adams og Evas beklædningstilstand før syndefaldet«. (Fig. 5). Det skete, at man til disse sammenkomster inviterede gæster af så yderliggående politisk farve, at det vakte forargelse i den konservative presse og fremkaldte kølige henvendelser fra ministre. Under alt dette voksede klokker-embedet i betydning, og 1888 vedtoges det, at klokkeren skulle være regensianernes officielle repræsentant, hvad han har været siden.

(Fig. 6 + 7).

Landets politiske situation har altid præget regenslivet, men aldrig dybere, end at der blev en passende portion kampkraft tilbage til egne anliggender. I 80'erne udkæmpedes »damekrigen« om retten til at holde bal på gården. Den daværende provst ønskede ikke damer på Regensen - i det højeste mødre og kærester, og da kun om formiddagen, ikke om aftenen - men naturligvis kunne regensianernes bal-lyst ikke holdes i ave. Et årligt julebal blev tradition, og omkring år 1900 fandt man på at holde lindebal, hvor man dansede under linden i skæret af kulørte lamper. Ligeledes omkring århundredeskiftet begyndte man at opføre regens-revyer, en tradition, som egentlig går tilbage til Hostrup og Ploug, hvis studenterkomedier, da de blev til, ikke måtte opføres på selve gården.

Da den politiske spænding i landet mindskedes efter systemskiftet, blev kappestriden om Regensens embeder præget af indre, men derfor ikke mindre lidenskabelige modsætninger. Et nyt træk kommer nu ind i billedet, nemlig Regensens særprægede foreningsliv. Det har sit udspring i de gamle »vækkerforeninger«, hvis formål var det rent praktiske at få medlemmerne ud af fjerene om morgenen. Senere har det skiftet karakter; foreningerne er blevet selskabeligt prægede, og de er derved kommet til at virke som mindre cirkler inden for Regensens helhed. Udstyret med navne som Gamle, Pip, Uglen, Skrap, Sioux osv. har de hver deres sæt af traditioner, hvortil også kan høre en vis politisk farvning. Man kappes om regens-embederne og om at overgå hinanden ved de fælles fester. En særstilling indtog den i 1894 oprettede forening Hussvampen. Den havde kun eet formål: at drikke øl - og kun een paragraf i sin vedtægt: »Af denne forening kan Josva Truelsen ikke blive medlem«.

Livet på Regensen går sin gang – i dag som for 100 og 200 år siden, men på en stedse bredere baggrund af tradition. Der arbejdes og festes, foreningslivet får, hvad der tilkommer det, og embederne er eftertragtede, skønt de hører til de mest ustabile stillinger i verden. Klokkeren - vor jubilerende hovedperson - vil nok som institution betragtet komme til at leve længe, men den enkelte klokkers regeringstid er sjældent af lang varighed. Brat kan en klokkerstorm gøre ende på hans liv.

(Fig. 8).