Jeg er en urokse

Værdigheden som Europas største landdyr overtoges af bisonen, der også hører til okseslægten, og som man åbenbart har haft svært ved at skelne fra uroksen, hvilket har afstedkommet stor forvirring i ældre zoologiske værker. Da uroksen uddøde, levede bisonen endnu i bedste velgående, men den var dømt til undergang. Nu findes den kun i reservater og zoologiske haver.

Også i Danmark har der levet urokser, men deres ophold her ligger tilbage i forhistorisk tid. Da den lange kølige periode, som efterfulgte istiden, omsider var til ende, og skoven vandrede ind, fulgte uroksen med. Den trivedes godt i den åbne fyrreskov, men fortrak fra landet, da egen tog føringen. Besøget, der varede i 3-4000 år, falder i slutningen af vor ældre stenalder. I moserne finder man ret ofte knogler, ja i enkelte tilfælde hele skeletter, af urokser, som er kommet ud i dyndet, hvor de af letforståelige grunde ikke har kunnet bjærge sig op igen. Der er fundet stumper af flintpile i et urokseskelet. Ufarlig har stenalderjægerens storvildtjagt ikke været. Den kunne koste ham livet, men gav den resultat, var der mad til mange. De afgnavede knogler kom også til nytte, af dem kunne der laves udmærkede redskaber, som vi kender fra tidens bopladsfund.

Uroksen forlod altså Danmark, men i Mellemeuropa levede den videre i bedste velgående op gennem oldtiden. Cæsar, der under sine talrige felttog ved midten af 1. århundrede før Kristus havde erhvervet sig kendskab til urokserne, fortæller om, hvordan germanerne jagede disse dyr: »Man fanger dem flittigt i faldgruber og dræber dem. Under sådanne anstrengelser hærder de unge sig og vinder øvelse ved den slags jagt; og de, der dræber flest og til bevis fremlægger hornene offentligt, vinder stor ære. - Hornene er både i størrelse og form og udseende helt anderledes end hos vore okser; de er meget eftertragtede, og man indfatter randene i sølv og bruger dem som drikkebægre ved særlig festlige gæstebud«. Uroksens popularitet hos jægerne er formodentlig en væsentlig årsag til, at bestanden efterhånden mindskedes. Der gik sport i uroksejagten, og det store dyr, der havde svært ved at skjule sig, var for så vidt et taknemmeligt bytte. Da ildvåbnene kom til, var dets dage talt.

Ad flere veje har vi mulighed for at danne os et billede af uroksen. Skeletfundene viser, at en udvokset tyr kunne nå en længde af henved fire meter og en højde af et par meter, men størrelsen varierer iøvrigt ret stærkt. Cæsar siger, at urokserne »er lidt mindre end elefanter; men af udseende, farve og legemsbygning er de som tyre. De er i besiddelse af en uhyre kraft og hurtighed og skåner intet, som de får øje på, hverken mennesker eller dyr. - Men de kan ikke tæmmes og vænne sig til mennesker, ikke engang når de fanges ganske unge«. Til yderligere udbygning af denne udmærkede beskrivelse tjener et lille antal billeder af urokser, fremstillet på en tid, da dyret endnu var i live. Et af dem er allerede omtalt, mens et andet og nok så naturtro vises øverst på denne side; det er en skitse tegnet på grundlag af et maleri, som i sin tid fandtes i Augsburg; originalen er desværre nu gået tabt. Et tredje billede er gengivet nederst på siden. Det er et kobberstik fra 1596 med en livfuld jagtscene, og selv om dyret på billedet er temmelig lille, kan der næppe være tvivl om, at det drejer sig om en uroksejagt.

Det forlyder, at man i de senere år i Sydøstasien skal være blevet opmærksom på en dyreart, der står uroksen nær, men hvor vidt slægtskabet strækker sig, er vist endnu ikke endeligt afklaret. Herhjemme må vi fremdeles nøjes med de rester, som kan drages frem af tørvemoserne. På en urokseknogle, opgravet 1940 af en sjællandsk mose, finder vi Danmarks ældste menneskebilleder. Den lille flok, som ikke kan være Skalks læsere ubekendt, fortæller på deres egen måde om vore forfædres møde med kæmpedyret.