Jamen alligevel -!
Fra mangfoldige fund kender vi de økser, som stenalderens jægere og fangstfolk fremstillede af de nederste, kraftige dele af kronhjortens gevir. Skaftet - af træ - er kun yderst sjældent bevaret, men skafthullet er der; det er naturligt nok lagt gennem den tykke del af takken. Æggen er dannet ved en skrå tilskæring, hvis man da ikke, som det ofte er tilfældet, har foretrukket at kile et flintskærpe fast i enden på takken og lade det fungere som æg. Det kan være svært at forstå, at disse klodsede tingester overhovedet har kunnet anvendes til noget som helst, men brugt har de været; mange af økserne har karakteristiske brugsbeskadigelser, og hvorfor skulle man iøvrigt ellers have holdt fast ved formen gennem mere end 4000 år. (Fig. 1)
Af B. Brorson Christensen
Fig. 1. Ingen billedtekst.
En sådan økse blev en dag i forsommeren fundet under »havearbejde« af min
otteårige søn Nis. Stor var familiens forundring, for hjortetaksøkser plejer man at finde i moser, hvor fugtigheden har bevaret dem; de skulle ikke kunne forekomme i haver i Allerød. Da jorden blev skyllet af øksen, kom forklaringen. Den var af flint, men ligheden med jægerens redskab havde vandet ikke vasket af.
Nu ved jo enhver, at flintknolde kan findes i alle mulige faconer, og at de kan ligne alt muligt. Her er et område, hvor naturen har mange luner, men denne gang er den tilfældige lighed nu ikke hele forklaringen. Flintstykket bærer nemlig små, men sikre spor af bearbejdning. Et naturligt hul i stenen er blevet rettet til for at blive tjenligt som skafthul, et par fremstående hjørner er slået af, og man har prøvet at danne en æg. Her er man muligvis standset, for tilhugningen har afsløret indre fejl i flinten. På ovenstående billede af øksen er tilhugningerne udpeget med pile, og til sammenligning er afbildet to »rigtige« hjortetaksøkser, den ene med flintskærpe (antydet ved stipling), den anden med skråæg.
Efter alt at dømme har en stenaldermand engang fået denne flintknold i hænderne, han har set ligheden med hverdagens værktøj, og han har fået lyst til at række naturen en hjælpende hånd. Om han skulle give sin økse flintskærpe eller skråæg har ikke været noget problem; begges fortrin lod sig forene, og alene det må have været en tilskyndelse til forsøget. Måske har han opgivet sit forehavende, måske har øksen aldrig været brugt, men meningen har ganske givet været god nok. Det er ikke hver dag man, som Nis, finder en hjortetaksøkse, der ikke er nogen hjortetaksøkse, men som er det alligevel.
