Jagten på Ribe

Nu er det jo i sig selv mindre væsentligt, om man er bedst, størst eller ældst, men uomgængeligt er det, at begivenhederne i det ældste Ribe spiller en stor rolle for forståelsen af Danmarks historie i den periode, hvor landet blev samlet og danerne døbt. Når arkæologien nu endelig kan begynde at tale med om Ribes vikingetid, må det nødvendigvis medføre, at de historiske kilder tages op til fornyet vurdering. Inden vi går videre, vil en kort gennemgang af disse kilder og af de tidligere arkæologiske undersøgelser være på sin plads.

Ribe omtales første gang omkring midten af 800-årene, da kong Hårik forærede Ansgar en byggegrund i byen med tilladelse til at opføre en kirke og stationere en præst. Ribe blev hermed, efter Birka i Sverige og Hedeby, den tredje by i Skandinavien, hvor en missionsstation blev oprettet, hvilket gør det rimeligt at tro, at den allerede på det tidspunkt var et vigtigt mødested for mange mennesker – både danskere og udlændinge. Handelen har været den faktor, der gav byen sin betydning. Lige som Hedeby blev også Ribe omtalt med det romerske ord for en handelsplads, vicus.

Hundrede år senere, i 948, erfarer vi gennem en rapport fra et kirkemøde, at Ribe, sammen med Slesvig og Århus, er blevet bispestad. Kristendommen var på det tidspunkt endnu ikke ophøjet til statsreligion, så Leofdag, som den første Ribebisp hed, har haft vanskelige kår. Dog modtog han støtte sydfra, således fra kejser Otto I, der i et brev 965 tilstår ham og hans to danske kolleger skattefrihed for deres ejendomme. Omkring midten af 900-årene finder vi altså Ribe sikkert etableret som en by med et bispesæde.

Hos Adam af Bremen, hvis bog om danernes gerninger er vor vigtigste information om overgangstiden mellem vikingetid og middelalder, omtales i alt 19 byer i Skandinavien. Blandt disse optræder Ribe lige så ofte som Birka, og kun Hedeby forekommer hyppigere. Byen ligger, skriver Adam, omflydt af vand, som går ind fra oceanet, ad hvilket man kan sejle til Friesland, England og Tyskland. Beskrivelsen stemmer udmærket med den beliggenhed vi kender i dag, hvilket vil sige, at Ribe har ligget på sin nuværende plads i hvert fald fra slutningen af 1000-årene. De af Adam nævnte handelsruter er velkendte fra såvel historiske som arkæologiske kilder i middelalderen, og man har grund til at tro, at de også kan have haft betydning i vikingetiden, ja endog tilbage til Ansgars tid.

De ældre udgravninger i Ribe har som i alle andre byer koncentreret sig om monumenter – nemlig slotte og kirker – og har derfor ikke bragt oplysninger, som kunne føre byens historie længere tilbage end i 1100-årene. Blandt de talrige genstande, som Den antikvariske Samling i årenes løb har indsamlet fra gravninger i byen, findes kun én, nemlig en stempelornamenteret kuglepotte, som med sikkerhed kan henføres til vikingetid. Den opgives at stamme fra den nordre bydel, fra »Tangevej mellem Vejrmøllehuset og Jernbanen«. Dens indhold af brændte ben er omhyggeligt tømt ud, inden den blev afleveret på museet.

Alligevel forekom problemstillingen klar, da den første egentlige bygravning i Ribe – og dermed i Danmark – begyndte 1955: Man måtte grave sig igennem lagene fra middelalder og vikingetid for at finde ud af, om byens historie kunne føres længere tilbage end til Ansgars tid. De første undersøgelser blev foretaget af arkæologerne P. V. Glob og Viggo Nielsen, og disse blev fulgt op af Nationalmuseet med en større udgravning under ledelse af Hans Stiesdal i samarbejde med nærværende artikels forfatter. Med afbrydelser tog det omtrent et år at grave sig igennem de ca. fem meter tykke kulturlag, men til almindelig overraskelse viste det sig, at de nederste lag ikke kunne dateres tidligere end til den ældste middelalder: ca. 1100.

(Fig. 1).
(Fig. 2).